Forårets store udstilling

vermeer.-la-laitiere-detail4-v.1660-

Det vrimler med gode udstillinger i Paris lige nu. Det gør det jo sådan set altid, men jeg synes, at der er ekstraordinært mange her i foråret.

Den mest spektakulære er Louvres udstilling om den hollandske 1600-talsmaler Vermeer og hans samtidige kolleger. Udstillingen dokumenterer, hvordan Vermeer, der af eftertiden er blevet betragtet som et ensomt geni, i virkeligheden havde stor udveksling med andre hollandske malere. Han rivaliserede og udvekslede med malere som Gerrit Dou, Gerard ter Borch, Jan Steen, Pieter de Hoock, Gabriel Metsu, Casper Netscher og Frans van Mieris. Fælles for dem var, at de malede dagligdags begivenheder, som fx Vermeers tjenestepige, der skænker mælk herover.

Gabriel_Metsu_001_OBNP2009-Y06499 (1)

Udstillingen er lavet i samarbejde med et irsk og et amerikansk museum, og der vises tolv værker af Vermeer (1632-1675) og omkring 50 af de andre hollandske guldaldermalere (som Gabriel Metsu herover). Udstillingen er blevet så stort et tilløbsstykke, at Louvre har måttet gøre det obligatorisk at reservere i forvejen, og alligevel skal man regne med op til 45 minutters ventetid under glaspyramiden, før man slipper ind. Udstillingen løber frem til 22. maj

 

 

Hvem vil med på en guidet tur på Montmartre Skærtorsdag?

montmartre1

For alle, der er i Paris i Påsken: Hvem vil med på en tre timers guidet tur på Montmartre Skærtorsdag , den 13. april, fra kl 10 til 13?

Montmartre 2

Vi ser Sacre-Coeur og malerpladsen selvfølgelig, men jeg vil også vise jer den del af bjerget, som turisterne normalt aldrig opdager. De små stræder, kunstboligerne, den brostensbelagte blindgyde med de engelske huse, den lille kirkegård. Montmartre er et af Paris’ mest folkerige områder, og derfor skal man ikke mange meter væk fra de store turistmagneter, før man støder på helt almindeligt liv.

Vi går i hyggeligt tempo, og alle kan være med. Det koster 40 euros pr. næse, og der skal være mindst seks tilmeldte for at turen bliver til noget. I kan melde jer til på louise.sandager@gmail.com

 

 

Gallerist for det 20. århundrede

Paris har et væld af små kunstmuseer, som mange turister aldrig ser, fordi de koncentrerer sig om impressionisterne på Musée d’Orsay eller løb vild i Louvre. Det er synd. For mange af de mindre museer er rene perler, propfulde af verdenskunst, som kan opleves på en time eller to. Og som derfor passer rigtig fint ind i et tætpakket Pariserbesøg.

maillol-aristide-031.jpg

Musée Maillol i rue de Grenelle er et godt eksempel. Her er en permanent samling af Aristide Maillols værker: skulpturer af nøgne kvinder – mange af hans unge muse Dina Vierny – tegninger og malerier (som herover). Den del af museet er i sig selv et besøg værd, men lige for tiden er der ekstra grund til at gå derhen. For Musee Maillol har lavet en fin udstilling om kunsthandleren Paul Rosenberg, hans liv, hans kunst og hans kunstnervenner.

Musee maillol

Rosenberg var født i 1881, som søn af en jødisk antikvitets- og kunsthandler. Tidligt gav faren ham lov til at rejse rundt Europa og handle, og han var kun en ganske ung mand, da han købte sin første Manet og to tegninger af Van Gogh. 29 år gammel åbnede han sit eget galleri, 21 rue de la Boétie (der også er titlen på udstillingen lige nu), og han blev gallerist for og tætte venner med en stribe af samtidens kunstnere som Picasso, Braque, Matisse og Léger. Picasso har malet indtil flere billeder af Rosenberg og hans familie.

Da nazisterne besatte Paris i 1940, måtte Rosenberg flygte til New York. Han nåede at gemme en del af sin kunst, men omkring 2.000 værker blev taget af nazisterne, som med grusom ironi beslaglagde og indrettede ‘kontoret for jødiske spørgsmål’ i hans galleri.

Efter krigen lykkedes det Paul Rosenberg at få en del af den stjålne kunst tilbage, men mange af værkerne er stadig forsvundet. Nogle er dukket op på auktioner inden for de seneste tyve år, og idag er det hans børnebørn, der kæmper med museer og privatfolk, som har fået købt en Matisse eller en Monet og ikke vil af med den igen.

Hans datterdatter, Anne Sinclair, er en af Frankrigs kendteste tv-journalister. Hun har arvet kunst for millioner. (Det var en del af den formue, hun måtte bruge, da hendes mand, valutafond-direktør Dominique Strauss-Kahn, tilbage i 2011 blev anklaget for at have voldtaget en stuepige på et luksushotel i New York. De to er siden blevet skilt.)

Anne Sinclair har været med til at arrangere udstillingen, som viser omkring 60 værker af Picasso, Fernand Léger, Braque, Matisse, Monet og Marie Laurencin.

Musée Maillol

Obs! Udstillingen hedder 21, rue de la Boétie, fordi Rosenbergs galleri i sin tid lå på den adresse, men Musée Maillol ligger 59-61, rue de Grenelle i det 7. arrondissement. Metro: rue du Bac. Udstillingen løber frem til 23. juli, og så længe den er der, har museet åbent alle dage fra 10.30 til 18.30, fredag endda til 21.30, men de sidste bliver lukket ind 30 minutter før. 

Kun adgang for hipsters…

gentlemen-1919_5611915

For nogle år siden skrev jeg en artikel til frisørernes fagblad om barbersaloner i Paris. Dengang var der fem. Nu vrimler det med dem, for hipster-moden har sat gang i entreprenørerne, og det er ikke længere bare frisørsaloner med barbergrej. Nu er det luksussaloner med whisky-bar, cocktails à la carte, cigarer og bordfodbold.

gentlemen-1919-modernists-cover

Gentlemen 1919 i det 8. arrondissement (to fotos herover) ligner en herreklub fra starten af forbudstiden i USA. Gyldne farver, fede læderlænestole, en barmand, der serverer whisky og oldschool cocktails. Her koster en klipning 39 euros, en gammeldags barbering 41, trimning af hipsterskæg 22 og en kronragning 41. Her kan du ryge cigarer og og få pudset dine lædersko. Der er åbent fra 11 til 22 (19 om lørdagen), og lukket søndag-mandag.

garconniere-paris-02

Hos La Garçonnerie er det Skander, der klipper og barberer. 60 minuters forplejning inklusive hovedbundsmassage og ‘skulptering’ af hipsterskægget koster 50 euros. Barbershoppen ligger midt i en conceptstore for mænd, så her kan du også købe ny butterfly, boxershorts, dyre ruskindsmokkasiner, tapenade, foie gras og barbersæbe, selvfølgelig.

la shaperie2

La Shaperie har afdelinger flere steder i byen, blandt andet i det eksklusive stormagasin Bon Marché og hos den britiske parfumemester Penhaligon’s. La Shaperie sælger også briller og hatte, og medfølgende kvinder kan få klippet pandehår eller en chik, kort frisure, uden vask.

Bonhomme_01

Aurélien Bertrand er ejer af Bonhomme i rue Saint-Denis. Han åbnede sidste år i juli, og syntes, at de andre barbersaloner i byen var for små og for gnidrede. Så han er gået upscale og har indrettet 200 kvadratmeter – tre etager – med amerikansk billard, seks barberpladser (herover) og rum for både pédicure, manicure og epilation.

La barbiere-de-paris

La Barbière de Paris har to adresser, en i rue Condorcet og en i rue Bertin-Poirée, ejet af Sarah, som til magasinet Express siger, at i modsætning til kvinder, som helst vil sidde alene og blive nurset om hos frisøren, så kommer mænd også til salonen for at dele øjeblikket med andre mænd. Derfor har hun sat barberstolene i en rundkreds om spejlet. Hipster to hipster.

 

 

 

 

 

 

 

 

Paris’ gemte lommer

rue crémieux paris

Foråret kom nærmest over natten. Fra den strideste frost blev det pludselig 14 grader, og hvor der for to uger siden stadig blev solgt dynejakker, ser man nu overmodige parisere i shorts og sandaler.

Perfekt vejr til at gå på opdagelse i byens hemmelige lommer og skjulte haver. Paris er nemlig fuld af den slags overraskelser: En fuldstændig bedårende baggård gemt bag en afskallet port. En lille, hyggelig gade squeezet ind mellem to boulevarder, en overdækket passage, en rosenhave og en tilgroet gyde. At gå på opdagelse i Paris er en af mine absolutte favoritbeskæftigelser, og selv efter tyve år i byen, støder jeg stadig på nye forunderlige steder. Hver gang.

1. Tag nu fx rue Crémeux i det 12. arrondissement (foto herover). Den ligger klos op ad togstationen Gare de Lyon, og de omkringliggende gader er ikke noget at skrive hjem om. Men drej lige om hjørnet fra rue de Lyon, og du træder ind i den parisiske version af Notting Hills Portobello Road. 35 byggeforeningsagtige huse i stærke, klare farver. Nogle endda med trompe l’oeil malerier: En fasan, der flyver over en pink facade, eller frodige, fake vinranker på en knaldgrøn entré. Metro: Gare de Lyon

6657-RUE-DES-THERMOPYLES-PARIS-14

2. Eller hvad med rue de Thermophyles i kvarteret bag Montparnasse-kirkegården. Et lille stykke jungle midt i storbyen. Her har beboerne ladet planter og blomster gro og dominere, så man føler sig fuldstændig hensat til en landsby i Midtfrankrig. 280 meter ren ro. Metro: Pernety

Passage lhomme

3. Bare nogle skridt fra Bastillepladsen finder du Passage l’Homme (herover). En tidslomme fra dengang verden stadig var uskyldig. Her er lejligheder og værksteder. Hvis du kan komme til det, så prøv at kikke ind i passagens nr. 14, i Atelier de la Miroiterie, en gammel fabrik fra 1880, hvor der er tegne- og skulpturskole. Indgang fra 26, rue de Charonne, Metro: Bastille eller Ledru Rollin.

cite_durmar_paris_11_2

4. I det 11. arrondissement er der i det hele taget mange små hyggelige passager, gårde, baggårde og Impasses, som betyder blindgyder. Cité Durmar fx, har indtil videre modstået presset fra  sultne bolighajer, som presser på for at få lov til at rive gamle værksteder ned og bygge mere profitable lejlighedskomplekser. Her var engang gartnere, som solgte grøntsager, nu er den beboet af kunstnere og kreative bohemer. Indgang fra festgaden rue Oberkampf, nr. 154. Metro: Ménilmontant

cite_du_figuier_paris_11_22 (2)

5. Et stenkast derfra ligger Cité du Figuier. Oprindeligt et lille centrum for metalværksteder, særligt mange kobbersmede, men efter de håndværk uddøde, er den lille mini-landsby i dag overtaget af grafikere, kommunikationsfolk og en humanitær organisation.

cite_du_figuier_paris_11_14

Husk at tjekke det turkise hus med elefanterne på facaden. Indgang til Cité du Figuier fra rue Oberkampf nr. 104-106. Metro: Parmentier eller St. Maur

 

 

 

 

 

Brasserie som det skal være

le-grand-colbert-5

Jeg bliver tit spurgt, om jeg kan anbefale et godt brasserie. Sådan et rigtig klassisk parisisk spisehus, hvor tjenerne går med stivet hvidt slagterforklæde og overtjeneren i sort jakkesæt. Hvor der er bænke i grønt skai eller rødt velour, og hvor man kan spise snegle og østers, løgsuppe og and i gélé frem til midnat. Og være sikker på kvaliteten.

Det har jeg altid syntes var rimeligt nemt at svare på. For der er en hel stribe af store, gamle brasserier, som både er stemningsfulde, relativt autentiske og kvalitetssikre. Terminus Nord, Brasserie Flo, Bofinger, Julien, La Coupole for at nævne bare nogle af dem.

Så da en gruppe på ni, som jeg skulle rundvise for nylig, spurgte efter et klassisk brasserie til en god middag lørdag aften, sagde jeg straks Bofinger på Bastillepladsen. Paris’ ældste, i en vanvittig smuk Belle Epoque-kulisse, og hele paletten af franske klassikere på menukortet: Skaldyr, choucroute, Charolais-bøf, kalveragout og drivende bløde oste.

Den var stensikker, mente jeg. Men da jeg mødte gruppen igen søndag morgen, var de lunkne i deres anmeldelser. Maden, sagde de, havde sådan set været okay, faktisk helt fin. Og stedet var jo smukt, det var det. Ingen tvivl om det. Og tjeneren var klædt som lovet. Der var kun det, at de var lidt for effektive, sagde arrangøren, og jeg forstod med det samme, hvad han mente.

Mange brasserier er næsten for velsmurte. Det hele fungerer. Som en stor, præcis maskine. Køkkenet, tjenerne, maden, alting klapper.

Det er bare ikke det, vi kommer efter. For midt præcisionen forsvinder hyggen. Den sjove bemærkning, den mærkelige tjener, fejlen, som gjorde aftenen til at huske.

grand-colbert4

Derfor er jeg nu begyndt at anbefale Le Grand Colbert i rue Vivienne. Det er stadig et brasserie af den helt traditionelle slags. Mosaikgulve, knitrende hvide damaskduge, palmer, lampetter. Men i den humane størrelse.

p-10best-le-grand-colbert-exterior-dsc7701-72_54_990x660

Har netop været der med en gruppe danske restauratører, som jo må siges at være forvænte. Vi fik østers og snegle til forret, store fade til deling. En fuldstændig og aldeles genial løgsuppe til hovedret og creme brulé til dessert. Så enkelt og godt, men ingen stress og en livfuld tjener. Med tid. Og fejl.

Picasso og Giacomettis eksplosive venskab

ok-autoportraits

Nu jeg er i gang med udstillinger, som jeg synes, man skal se i Paris lige nu,  så tag en tur på Picasso-museet og oplev udstillingen Picasso-Giacometti. To af det 20. århundredes største kunstnere samlet og stillet over for hinanden.

De to var venner, faktisk rigtig gode venner, igennem tyve år, hvilket først for nylig er blevet offentligt kendt. Det var nogle af museumsfolkene på Fondation Giacometti, som opdagede, at der i Giacomettis notater ind mellem stod ‘Picasso på besøg’ eller ‘Picasso i telefonen’. Da forskerne begyndte at grave i sagen, opdagede de, at de to havde haft et endog meget nært venskab, som til tider var ret eksplosivt, og som endte med et brud.

Picasso var tyve år ældre end Giacometti, og de to kan umiddelbart synes meget forskellige. Den sortøjede, varmblodige spanier og den lange, mere stålgrå schweizer. Picasso, som officielt skiftede kvinder hvert syvende-ottende år og Giacometti, som kun var gift én gang, med Annette.

Måske også derfor har det overrasket forskerne så meget, at de faktisk havde så meget at udveksle, og at de gensidigt – ved man nu – blev stærkt inspireret af hinanden.

Ved nærmere eftersyn havde de imidlertid også en del til fælles. Begge var sønner af kendte malere, begge vidunderbørn med et anerkendt talent som 14-årige og begge med en glubende appetit på kvinder. En seksualitet, som kommer klart til udtryk i deres værker. Giacometti var ganske vist kun gift én gang, men han frekventerede i sine yngre år masser af prostituerede og havde, så sent som få år før han døde, et forhold til en 40 år yngre kvinde, der blev hans sidste muse.

Picasso og Giacometti traf hinanden første gang i 1931 via den spanske kunstner Miro, som var med i samme gruppe af surrealister som Giacometti. Picasso kom i gruppen uden nogensinde at blive egentligt medlem, og den kun 30-årige Giacometti var selvfølgelig vildt imponeret af den ældre maler, som allerede var kendt og etableret.

picasso-giacometti-musee-jpg_3850031_1000x667

Picasso, for sin del, anerkendte straks schweizerens talent, og de begyndte at besøge i hinanden i deres respektive atelierer i Paris. Udstillingen på Picasso-museet viser, hvordan deres kunstneriske udtryk fulgtes ad, også selv om de nogle gange ikke havde talt om det. Museet har således sat deres værker op over for hinanden. Picassos Grand nu au fauteuil  over for Giacomettis Femme égorgée. Eller Picassos Femme lancant une pierre op i mod Giacomettis Boule suspendue. 

4225325_picasso-la-chevre-deux

Den ene var mest maler, den anden mest skulptør, men begge arbejdede på tværs af udtryksformerne og således er der på udstillingen også masser af skulpturer af Picasso (som geden herover) og tegninger og malerier af Giacometti. De lod sig til stadighed inspirere og udfordre af hinanden, uden nogensinde at kopiere.

I 1951 kom det til et voldsomt og fuldstændigt brud mellem de to kunstnere. Picasso var efterhånden blevet ophøjet til en international superstar, der var på forsiden af ugemagasinerne, og Giacometti blev betragtet som ligeså jernhård som sine lange tynde figurer (se hunden herunder). Han arbejdede stadig i sit mikroskopiske atelier i det 14. arrondissement, og stillede ekstremt høje kunstneriske krav til sig selv og sine omgivelser.

Picasso var sur over, at Giacometti ikke besøgte ham tit nok, og Giacometti blev rasende, da Picasso i 1951 ikke ville lade ham udstille på galleriet Kahnweiler, som på det tidspunkt repræsenterede Picasso.

Siden sås de aldrig mere. Nu er de sammen igen.

alberto_giacometti_le_chien

Udstillingen løber frem til 5. februar