En suveræn italiener

Piccoli_Cugini_Sunday_Calling

Her gik jeg egentlig i min egen selvtilfredshed og troede, at jeg kendte stort set alt, hvad der er værd at kende af restauranter i mit gamle kvarter omkring Canal Saint-Martin.

Men endnu en gang har jeg ydmygt måtte sande, at byen fornyr sig hurtigere, end jeg kan nå at følge med.

Skulle forleden mødes med en gammel kollega, som jeg ikke havde set mere end 15 år. Hun var i Paris på reportagetur, og vi kunne lige nå at squeeze en middag ind i hendes tætpakkede program. Det skulle være i nærheden af hendes hotel, og jeg kom i tanke om, at jeg havde læst om en italiensk bistro i rue des Vinaigriers.

img_3051

Et lykkeligt slumpetræf. For Piccoli Cugini – lille køkken – er værd at kende. Absolut værd at kende.

img_3045

Hyggeligt allerede på ydersiden, bag gulv-til-loft vinduer. Det varme lys badede ud i novemberaftenen, og indenfor: Gulnede, blomstrede tapeter, bøger i bogreolen og en totalt hipster restaurantchef med vest, fuldskæg og butterfly.

img_3046

Her var stuvende fuldt og fabelagtigt udsyn til det åbne køkken, hvor kokken svingede med pizzadejen. Vi fik dagens skoldhede suppe med vegetarboller og bagefter selvfølgelig pizza. En af de bedste, jeg har fået i Frankrig.

Piccoli Cugini, 34, rue des Vinaigriers, 10. arr. Tel. 09 50 57 79 25. Metro: Jacques Bonsergent

 

 

 

Middag i teaterfoyeren

acctheatre13

Koldere tider. Meget koldere. Vupti, over en nat, fra sensommer til to grader og morgenrim.

_mg_2881

Tid til indenfor. Flere kalorier til at stå imod med. Skumringer. Parisere, som skutter sig, og turister, der varmer sig med rødvin, ost og pølse. November er bistrovejr. Hyggevejr.

Og det slår mig, at jeg endnu aldrig har skrevet om teatercaféen Café Guitry, som med sine gule vægge og engelske bar er den perfekte bistro i kolde tider.

_MG_3121.jpg

Bistroen ligger inde i selve Edouard VII teatret – som mest spiller lettere komedier og  lystspil – og det smitter af på restauranten. Her er sådan en let, glad, lidt altmodisch stemning. Til sort kjole og strømper med søm.

Men I kan selvfølgelig komme i hvad som helst. For her er alle slags. Skuespillere, teatergængere og suffløren, der skyller stemmen efter med en let rosé. Men også forretningsfolk, der forlægger forhandlingerne til nogle sjovere kulisser end deres sædvanlige frokostcaféer, veninder, der hænger ud i den engelske bar og venner, som bare mødes til en god middag.

cafe-guitry-bar-anglais-20b17.jpg

Her er rød velourstemning i banevis, foyerduft og billeder af gamle franske stjerner. Man behøver ikke gå i teatret for at spise, og maden er fin. Et ærligt, ligetil bistrokøkken, med et klassisk kort. Forretter som figner med skinke, languster-ravioli eller tuntartar med grøn mango, koriander og ingefær (til mellem 12 og 24 euros).

Hovedretter som risotto, torskeryg med tomater og magret de canard med figner og søde kartofler. Eller hvad med dagens ret? ‘Bøf stegt som grædende tiger’ til 26 euros (Den har jeg ikke prøvet endnu).

_mg_3199

Café Guitry, 10, place Edouard VII, 9. arr. Metro: Opéra, Madeleine eller Havre-Caumartin. Åben alle dage til frokost og aftenservering undtagen søndag, mandag aften og lørdag frokost. 

 

 

 

Second-hand guide til Paris

slide10

Jeg er vild med genbrug og har altid været det. Længe før Kate Moss og alle mulige andre supermodeller begyndte at dyrke vintage, havde jeg en faiblesse for Kirkens Korshær. Fordi jeg midt mellem udslidte jakkesæt og skæve støvler kunne finde lige præcis den vinterfrakke, som jeg syntes lignede Jackie Kennedys! Fx var det sådan jeg engang fandt et af mit livs bedste kjoler. Den hang på en standerlampe midt i marskandiserbutik i Tisvildeleje, var sort og i tulipansnit med knapper hele vejen ned af ryggen. Behøver jeg at sige, at den har været på til stort set alle de bryllupper, der er blevet holdt i min omgangskreds, før knapperne til sidst sprang og jeg måtte overlade den til tøjcontaineren. Og hvem ved, måske et tredje liv?

slide13

Genbrug, synes jeg, er den helt rigtige vej i vores ellers så kommercielle overskuds-forbrugskultur, og da jeg kom til Paris kunne jeg leve princippet helt ud, og endda være relativt smart samtidig. For i Paris er der rigtig mange genbrugsforretninger. Faktisk flere og flere.

depot-vente-chercheminippes-paris_5429449

Chercheminippes i Latinerkvarteret er en institution i branchen. Butikken har solgt brugt – læs dyrere – modetøj i fire årtier og er nu udvidet til også at have herretøj, super cute børnebrugt og en hel butik kun til accessories som tasker, hatte og tørklæder. I alt seks forretninger på stribe i rue du Cherche-Midi. Det er her jeg engang fandt en drøm af barberet fårepels med zobelkrav, som jeg selv syntes, jeg lignede en million i. Desværre var den alt for dyr, og sådan er det måske lidt for tit hos Chercheminippes, som har rigtig mange dyre designere på hylderne.

102, rue du Cherche-Midi, 6. arr., prêt-à-porter for kvinder og nogenlunde tilgængelige designerne som Agnes B og Antik Batik. I nr. 110 er der dyrere coutureting som Dior, Chanel, Balanciaga og japanske designere, i nr. 111 er der accessories og i nr. 109 deko og ting til huset.

sissis-corner

Så er priserne helt anderledes moderate hos Sissi’s Corner med den pink facade i rue des Tournelles i Marais-kvarteret. Her er det hele sorteret efter størrelse, farve og tøjtype, og der er ikke kun dyre mærker, men også sjove skotskternede bukser af ukendt oprindelse. Eller et par eftertragtede Jimmy Choos sko til 120 euros.

Sissi’s Corner, 20, rue des Tournelles, 4. arr.

Madame De.. Har sit navn efter en kendt film fra starten af 50’erne, hvor heltinden var nødt til at pantsætte sine diamantøreringe! Her gør ejeren, Armelle, en dyd ud af, at alting er som nyt, så lædertaskerne skinner stadig, der er ingen udtrukne tråde i de strikkede sweatre. Og mellem Vanessa Bruno tasker og en sød kjole fra Zara kan du pludselig finde en gammel karaffel eller en brugt god symaskine.

Madame de…, 65 rue Daguerre, 14. arr.

frivoli-653x368

En af mine favoritter er Frivoli i rue Beaurepaire, en af sidegaderne ved Canal Saint-Martin. Her er polkaprikkede nederdele, 40’erkjoler, høje sko med slingback, pelskraver og pepitaternede sommerskjorter. Designerfund og vintage og kreationer, man, ikke anede man manglede, men som pludselig bliver et must.

26, rue Beaurepaire, 10. arr.

slide15

Hvis du er med på den seneste 80’erbølge så skal du tjekke Le Dépôt-Vente de Buci i Latinerkvarteret. Her er Versace, Chanel, Moschino, Lagerfeld, Lacroix og Saint-Laurent. og i størrelser, der er til at passe for danske kvinder (40-44). Men ikke billigt. 250 euros for det helt skarptskårne designer-sæt.

Le Dépôt-vente de Buci, 4, rue de Bourbon-Le-Château, 6. arr.

Og her nogle flere, hvis du er i nærheden:

Thanx God I’m a VIP, 12, rue de Lancry, 10. arr.

Lorette et Jasmin, 6, rue François Millet, 16. arr.

Le Repaire de Filles, 48, rue Daguerre, 14. arr.

Vintage 77, 77, rue de Ménilmontant, 20. arr.

L’Apart by Cendrine, 34, rue de Faidherbe, 11. arr.

 

 

 

Magiske Olafur hos Solkongen

olafur-10

I kan nå det endnu. Olafur Eliasson i Versailles frem til 30. oktober. Seks skulpturer indenfor på slottet, hvor den danske islænding har leget med spejl- og lyseffekter midt mellem Ludvig den 14.s stuk og guldkommoder.

olafur-1

En fuldstændig magisk installation med lysende hulahopringe for enden af spejlsalen og nogle ret effektfulde ‘sorte huller’ der spejler sig i hinanden.

olafur-8

Allerbedst, synes jeg, de tre installationer i haven, hvor Eliasson fortsætter havegeniet André Le Nôtres fontæne-tanker. En cirkelformet vandforstøver sender trylleagtig mosekonetåge hen over græsplænen, og det store runde bassin omkring frugtbarhedsgudinden Persefone har Eliasson fyldt med sprækket og udtørret grønlandsk mudder, så det ligner et goldt urlandskab.

olafur-7

Men clou’et er vandfaldet ved den lange kanal for enden af haven. Her lader kunstneren vandmasserne vælte ned fra en en enorm kranagtig installation, og effekten er overvældende midt i den ellers velfriserede have.

versailles-grand-canal

Tag picnic’en med, og slå jer ned ved på græsplænen ved kanalen. Så sidder I lige dér med udsigt op til slottet, Olafurs brusende fald og svanerne svømmende lige forbi i fodre-vidde. Det gjorde jeg forleden med en gruppe. Champagne, sandwiches, franske oste og – hvis vejret bliver ved – bragende sol.

Olafur Eliasson på Versailles frem til 30. oktober. Vær opmærksom på, at installationerne ikke er i funktion hele tiden. Det store vandfald ved kanalen løber mellem kl. 11 og 12.30 og igen fra 15.30 til 19. Den runde tåge – ‘Fog Assembly’ – støver fra 11 til 13 og 15 til 17. Og kun tirsdag til søndag, ikke om mandagen. For at se alle Versailles’ fontæner springe med musik til, skal I komme i weekenden, lørdag eller søndag, inden 30. oktober fra 11 til 12 og 15.30 til 17. 

Mit bedste marked…

Mange af dem, der har været med på mine byvandringer i Paris, er næsten obligatorisk blevet slæbt med på marked. Jeg agiterer nemlig gerne – og tit – for byens mange fødevaremarkeder. Fordi fødevarer – mad og et godt køkken – er så vigtig del af den franske kultur, og fordi det er på de lokale markeder, at man møder pariserne, når de er allermest afslappede og sympatiske. Her råber de ikke op, som i trafikken, her har de tid til at snuse og mærke på melonerne, snakke med ostehandleren og joke med slagteren.

Le Marché des Enfants Rouges er et lille overdækket marked inde bag en jernport i rue de Bretagne i den øverste del af Maraiskvarteret. Jeg har skrevet om det før her på bloggen, men det er seks år siden, og Marché des Enfants Rouges fortjener altid omtale. For selv om det er småt, er det langt mere end et almindeligt marked. Herinde, mellem kyllinger og økologisk selleri, landvin, charcuteri og aborrer vrimler det nemlig også med  små serveringer fra hele verden.

Stolene står så tæt i de smalle alleer, at man ind imellem har svært ved at finde ud af, hvilken restaurant, de hører til. Men alle nyder forvirringen, og folk snakker og griner med de andre ved nabobordene.

Her kan man få tagine hos marokkaneren for enden af markedet. Han deler sin plads med en biodynamisk frugthandler og en vinknejpe. I den anden ende lever en vestindisk traiteur i lykkelig sameksistens med et italiensk køkken og den japanske Taeko, som oprindelig er fra Kyushu. Hun serverer fine, små retter på tyndt porcelæn, og hendes miniature-restaurant er markedets clou. Prøv fx hendes torske-kroketter – sprøde udenpå og nærmest smeltende bløde indeni.

Marché des Enfants Rouges er Paris ældste handelsplads – næsten 400 år gammel – og var for nogle år siden i overhængende fare for at blive ryddet, fordi kommunen ville give plads til en parkeringskælder, et bibliotek og en vuggestue. Men det blev heldigvis forpurret af vrede, engagerede beboere.

Så idag kan man stadig få sig en kaffe til under to euros. Og en is med grøn te, sesam og røde bønner til 3 euros hos Taeko.

Le Marché des Enfants-Rouges, 39, rue de Bretagne, 3. arr. Ǻben tirsdag til lørdag fra 8.30 til 19.30 og søndag fra 8.30  til 14. Metro: Temple eller Filles du Calvaire

Udstillinger i Paris lige nu

Paris er en kulturel gruekedel. Det bobler og syder, og hver dag er der over 300 forskellige kulturelle events at vælge imellem. Hvis I er i byen i første halvdel af juni, må I ikke snyde jer selv for to store – opsigtsvækkende – installationer.

France Disappearing Pyramid

Kunstneren JR, der er kendt for sine monumentale fotokollager, hængt op over alt på kloden – fra New York til Kenya, Le Havre og Rio – har beklædt glaspyramiden i Louvres gård, så den på magisk vis glider i ét med sine omgivelser. Det er gratis, gå bare forbi. Indtil 27. juni.

Grand Palais

Under glastaget i udstillingshallen Grand Palais har den kinesiske avantgardist Huang Yong Ping lavet dettes års store installation. Den hedder  Empires – imperier – og repræsenterer den perverse pengefikserede handelskrig, som er ved at rive verden fra hinanden. Her er enorme skibscontainere, en forstørret, ophængt Napoleons-hat og en metalslange, som symboliserer den kommercielle grådighed, der søger at gribe den politiske magt.

Noget af det, som Paris er bedst til, er de helt klassiske, store udstillinger. Forsommeren 2016 er ingen undtagelse. Der er masser af dem.

the-dream

Musée d’Orsay har frem til 17. juli en stor udstilling med den naivistiske maler Henri Rousseau, også kaldet Le Douanier Rousseau (1844-1940). Her er aber og masser jungleblomster, slanger, nøgne kvinder, påklædte kvinder, skibe, tigre, fabrikker og selvportrætter. Rousseau maler det hele i sin varme, barnlige, helt egne stil.

CARAMBOLAGES-640x468

Grand Palais viser frem til 4. juli udstillingen Carambolages.  Carambolage er et udtryk fra billard – nogle kugler, der støder ind i hinanden på en bestemt måde – og sådan er udstillingen bygget op. 185 kunstværker fra vidt forskellige perioder, stilarter og lande, men som indbyrdes har forbindelse til hinanden. De er præsenteret med dominoeffekt, så det ene kunstværk rækker videre til det næste: Giacometti, Rembrandt, Man Ray og Anette Messager. Blandt mange andre.

Marmottan

Det dejlige museum Marmottan Monet har fået idéen at kikke på børns rolle i kunsten i det 19. og 20. århundrede. Eller rettere: Hvordan præsenterede folk som Cézanne, Monet, Picasso, Renoir og Matisse børn i deres værker. Udstillingen rækker frem til 3. juli.

Paul-KleeFor første gang i 47 år vises der i Frankrig en retrospektiv udstilling af Paul Klee. 250 værker af manden, der som 22-årig udtalte til en avis: ‘Jeg er Gud’. Udstillingen har fokus på Klees ‘romantiske ironi’, hvad arrangøren så mener med det. (Lidt som jeg aldrig helt forstår etiketten på en flaske vin, der hævder, at man kan smag tobak og lakrids, når jeg bare kan smage vin!). Men billederne er dejlige. Pompidou-centeret frem til 1. august.

 

 

 

Nyt hotel: Design, vintage og egne høns

I de sidste flere år har Paris’ højre bred været den trendy side. Især de gamle arbejderkvarterer i 9., 10., og 11. arrondissementer udvikler sig med fuldstændig hyper hast, og det, der i går var en betonvarefabrik, er i morgen et cool koncertsted. Den kommunale begravelsesforretning er blevet til kulturhus, og nedslidte kontorbygninger forvandles til hippe hostels.

Samtidig har venstre bred stået noget i stampe. Selvfølgelig åbnede Ralph Lauren på boulevard Saint-Germain, og boghandler og gallerier regenereres. Men der er stadig gået lidt museum i venstre bred. Amerikanske turister, der går rundt og leder efter Simone de Beauvoir.

Derfor er det så absolut opmuntrende, når en ung kvindelig designduo, Favorite, finder på at indrette hotel på venstre bred. Og så i det 13. arrondissement, som ellers er ret karakterløst og mest kendt for sin Chinatown.

Hotel COQ3

Hôtel C.O.Q, som egentlig står for Community of Quality, men som også kan læses som coq, fransk for hane, er et af den slags hoteller, hvor man ikke rigtig ved, om man er hjemme eller på hotel. Her er et miskmask af et 50’er teakborde, et 1800-talsportræt, en industrilampe og et flisebord; alt det, som kendetegner et hjem, hvor tingene er holdt af og derfor blandet sammen.

Hotel coq1

Og netop sådan er grundtanken. Designerne Delphine Sauvaget og Pauline d’Hoop ville lave et hotel, hvor folk får oplevelsen af at komme hjem til nogen, træde ind hos en familie. Derfor har de fundet alt indbo i stueetagen på loppemarkeder, auktioner og brugt på nettet. Og så har de sat en ære i at købe og bestille alt, hvad de kunne i Frankrig. Deraf den franske hane, symbolet på nationens stolthed. Så tæpper, puder og vandhaner er made in France.

Til morgenmad: Blødkogte æg fra egne høns i gården.

Hotel COQ2

Hôtel C.O.Q., 15 rue Edouard Manet, 13. arrondissement. Metro: Place d’Italie