Befriende stormagasin på Champs-Elysées

Jeg har det normalt lidt tvetydigt med stormagasiner. På den ene side er det jo dejligt, at alting er samlet på samme sted, så man ikke skal okse gade op og gade ned for at finde en ny kjole. På den anden side bliver jeg næsten altid ramt af overflod. Den dér totale udmattelse, der sætter ind, når man pludselig føler sig opslugt og fortæret af stangtøj.

I går opdagede jeg så et helt nyt – og anderledes – af slagsen. Galeries Lafayettes nye afdeling på Champs-Elysées er opsigtsvækkende, overraskende, ja, faktisk opmuntrende.

Indrettet i Virgin Mega Stores flotte gamle Art deco bygning. 6.500 kvadratmeter concept store uden vitrine til gaden, men til gengæld indenfor badet i dagslys og fuldstændigt forfriskende tænkt af danske Bjarne Ingels Group: Med et greb tilbage til 70’erne er der runder kanter, lyserøde prøverum, psykedeliske taburetter, orange plysbænke, men altsammen sat ind i en bæredygtig fremtidsscene. Her er givet plads til en masse nye kreative mærker. Hvis I ikke kender ham, så tjek fx den franske designer Jacquemus, som endnu ikke har selvstændige forretninger, men som – med rette – får god plads hos Lafayette, hvor han også har indrettet caféen Citron.


Her er selvfølgelig også alle luksusmærkerne, og hvis du har 9.700 euros i overskud kan du købe Valentino kjolen herover med sten og strudsefjer, som min datter, Marie (øverst med solbrillerne), drømmer om.

Men noget af det mest befriende er, at der ikke er 45 ens af hver ting. Her er mange mærker, ja, vist nok omkring 650 forskellige, men hvert mærke har få, udvalgte ting, så man får ikke den der kvælende overforbrugsfornemmelse. Mere  som at gå rundt i en kunstinstallation, hvor man tilfældigvis også kan købe et par Birkenstock eller en basttaske (som den min datter Anna poserer med herover).

I bunden et food marked med friske franske produkter.

(My kids og bedsteveninden i Galeries Lafayette)

60, avenue des Champs-Elysées, 8. arrondissement. Metro: Franklin D. Roosevelt

 

 

La splendeur danoise

Hammershoi,-le-maître-de-la-peinture-danoise-Jacquemart-André-|-630x405-|-©-TX0006154704

T’as-vu Ammersøy? spørger mine franske venner og ser ud som om, de lige har opdaget månen eller danset med en smuk mand.

De mener Hammershøi. Maleren Vilhelm Hammershøi, som er blevet en total Pariserbegivenhed i dette forår. Hans malerier er udstillet på – det i sig selv vidunderlige museum – Musée Jacquemart-André, og franskmændene er i kulturel ekstase.

IMG_0581[1]

For Hammershøis stille billeder er for dem næsten eksotiske. De kølige farver, en stillestående stue eller malerens hustru Ida malet fra nakken. Det er stumme malerier, skriver avisen Le Parisien, og Le Monde kalder Hammershøi for en overlegen maler af farven grå. Han kører soberheden ud i det ekstreme, skriver avisen, og det er positivt ment.

Hammershøj3

Som dansker er det slående, hvor godt man kender den stemning,  der er i Hammershøis billeder. Vi er vokset op med den, uden at vide det. Det dér lysstrejf, den svungne mahognisofa, de blågrå vægge. En hel sindsstemning, som pludselig indhenter mig midt i Paris en torsdag eftermiddag.

Hammershøi blev første gang vist i Paris på Verdensudstillingen i 1900. Dengang havde han 11 malerier med. Ingen blev købt, og han rejste desillusioneret hjem og gad ikke tage på internationale udstillinger mere. (Le Monde skriver, at det viser rigtig meget om den franske stats indkøbspoltik at man dengang købte et maleri af Hammershøis nu næsten glemte svoger, Peter Ilsted, og ikke noget af Hammershøi.)

Synd, at han aldrig fik oplevet sin franske succes. Først ved en udstilling på Petit Palais i 1987, så en stort anlagt retrospektiv på impressionisternes museum, Musée d’Orsay i 1997 og nu altså i tredje hug, på Jacquemart-André.

MUSEE-JACQUEMART-ANDRE

Nogle af jer vil måske undre jer over, at jeg anbefaler jer at rende hen og se en udstilling med en dansk maler, når nu I endelig er i Paris og væk fra de blågrå stuer. I tager jo heller ikke herned for at spise rødgrød, siger nogen. Nej, men Hammershøi på Jacquemart-André er et eksplosivt kulturclash. Al den kølige nordiskhed udstillet i midt i det opulente, guldbemalede overflødighedshorn, som Jacquemart-André museet ellers er (herover). Det er en vidunderlig kontrast, og hvem ved i øvrigt, hvornår så mange af Hammershøis billeder bliver samlet igen. Lånt ind fra Tate i London, Musée d’Orsay, Den Hirschsprungske Samling, privatsamlinger, Malmø og Stockholm.

Jacquemart café

Det er hele eftermiddagen værd, og bagefter kan I tage en te og en hindbærtærte på museets skønne caféterrasse. Så meget soberhed kræver kalorier. Også for en dansker.

Hammershøi på Musée Jacquemart-André frem til 22. juli, åben alle dage 10 til 18, mandag helt til 20.30. 156 boulevard Haussmann, 8. arr. Metro: Miromesnil eller Saint-Augustin

 

 

Bed om månen – og se Paris fra oven

George

Til en af mine artikler skrev jeg en gang forarget om restaurant Le Georges på toppen af Pompidou-centret, at de smukke tjenere og langbenede værtinder var så snobbede, at de dårligt gad at nedlade sig til at betjene gæsterne. Derfor anbefalede jeg, at man kun gik derop for nyde udsigten. Eventuelt med en hurtig drink. ‘Når man beder om brødet, ser de ud som om man har bedt om månen,’ skrev jeg og harcelerede videre.

112-40_cmjn

Men ret skal jo være ret. Tjenerne er stadig smukke og langbenede, men en eller anden venlighedskonsulent har været forbi, for servicen er upåklagelig, og det samme er maden. Her serveres moderne fransk køkken med et touch af verden udenfor.

IMG_6908

Det er ikke billigt, men faktisk heller ikke urimeligt dyrt, når man tager adressen i betragtning. Restaurant Le Georges har den mest fantastiske udsigt over Paris. Notre Dame kirken står bare lige dér udenfor og lidt mod øst glitrer Eiffeltårnet som diamanter mod nattehimlen.

En oksefilet med bearnaise koster 39 euros, og den smørstegte søtunge bon’er til 68, men man kan også bestille en fremragende krydret Penne Rigate med tomat og basilikum til 21 euros eller en oksecarpaccio til 24, uden at tjeneren rynker på næsen. Så skynd jer derop. Helst når det er skyfrit, og månen er lige til at pille ned.

Restaurant Le Georges, øverste etage i Centre Georges Pompidou, 75004 Paris. Åben alle dage fra 12 til 02, køkkenet lukker ved midnat.  Métro: Rambuteau eller Hôtel de Ville

(Fotos: Privat, parisinfo og restaurant Le Georges)

 

 

 

Bistronomi når det er allerbedst

Jeg ved, at der er folk derude, som nærstuderer hver gang, jeg skriver om et spisested. Fordi det er sådan en gave at få foræret en rigtig god adresse. Så kan man spare sig at gå forkert.

img_7143

Derfor iler jeg med denne her: La Régalade i rue Saint Honoré lige ved Louvre. Jeg har læst om den mange gange, men det var først forleden, ved et lykketræf, at jeg fik fundet den frem af mine udklip og bestilt bord.

Restauranten har en tegning af en ko som logo. En meget elegant og nonchalant – oprejst – ko i jakkesæt og med skødejakke, høj hat og stok. Et godt indicium for det overraskende mix, som køkkenet faktisk er. Køkkenchef Bruno Doucet kalder selv sit koncept for bistronomi, altså det enkle og gode bistrokøkken garneret med højgastronomiske teknikker.

parisupdate-laregalade-restaurant-pateOg det virker, skulle jeg hilse at sige. Sjældent har jeg været så ovenud tilfreds med min bestilling. På La Régalade, som betyder noget i retning af ‘smovselse’, får man først en hel underskøn ta-selv-paté i en rugbrødsform stukket ud som appetizer med samt cornichoner ad libitum, mens man venter på kortet.

img_7145

Bagefter følger en tre-retters aftensmenu til 41 euros (uden drikkevarer). Min mand valgte kammuslinger til forret og så lykkelig ud. Vores unge grandnevø, der var i byen for at føre en retssag, tog det store spring og bestilte ‘spaghetti af selleri, tilberedt som carbonara med beaufort-ost og crispy bacon’. Jeg hoppede på en slags tartar af multefisk med granatsæble, avokado og citron. Små fine, delikate portioner.

Til hovedret en sprødstegt torsk med spinatmos, porrer og romanesco-kål, lige til et gammeldags 13-tal (fra dengang, hvor den ekstraordinære præstation stadig blev belønnet anderledes end den flittige morakkers:-)) Og til sidst: Riz au lait med karamel til den unge sagfører, Grand Marnier soufflé – en af restaurantens specialiteter – til min mand og en florlet orangeblomst-creme til mig.

souffle-au-gateau-de

Stemningen i La Régalade er hyggelig, zen med masser af luft, ikke for tætpakket, og dermed også ideel, hvis I skal holde arbejds- eller forretningsmøder.

La Régalade, 106, rue Saint-Honoré, 1. arr. Åben alle dage fra 12.15 til 14.30 og fra 19 til 23. Metro: Louvre-Rivoli

 

Kubisme, here I come!

thumb_202539_cover_header

Babysitteren var forsinket. Så jeg kom ud ad døren og ind toget i sidste øjeblik, med den der blodsmag i munden, når man halser efter det hele.

Kunne nærmest ikke huske, hvorfor det var jeg lige havde sagt ja til rundvisning på Pompidoucentret med Michaels gamle skoles kunstklub? Og så i ulvetimen, hvor alle ungerne kommer væltende hjem fra skole og gerne skulle have te og opmærksomhed.

Men afsted kom jeg. Kubisme? Var det det? Havde knapt læst på invitationen og havde taget trøjen omvendt på. Fandt Michael. Og gruppen.  Og guiden ( der kikkede underligt på trøjen), og fik en fuldstændig vidunderlig sen eftermiddag.

ok-11-12-anaylytique

Kubisme-udstillingen på Centre Pompidou er intet mindre end fabelagtig. 300 mesterværker lånt ind fra hele verden. Malerier og skulpturer af især Picasso og Braque, men også Fernand Léger, Juan Gris, Robert og Sonia Delaunay og en stribe andre.

Det er første gang, der vises så stor og omfattende en udstilling om kubisme i Paris i over 60 år, så hvis I på nogen måde har mulighed for det, så se den inden den 25. februar, og jeg anbefaler på det stærkeste, at I tager en af museets guidede ture. Hvis I ikke er stærke nok på fransk, så book en engelsk rundvisning.

ok-21-22-guitares

Her får man forklaret, hvordan Picasso og Braque var de første til at fraktionere motiverne, reducere dem til  ‘kuber’, som en negativ kunstanmelder skrev i 1908, og deraf navnet kubismen.

Der er også malerier af Cézanne og Gauguin, og guiden forklarer så fint, hvordan man hos dem, som ikke var kubister, kan se forløberne til kubismen. Hvorfra Picasso og Braque fik deres inspiration.

Man ser, hvordan en stribe andre kunstnere følger trop, og hvordan maleriet bliver mere og mere brudt op, men aldrig abstrakt. Kubisterne var nemlig ikke ude på at skabe abstrakt kunst, de ville nedbryde realiteterne og arrangere dem på en anden måde. Men man kan altid tyde, nogle gange med hjælp, hvad der er gemt i billedet.

Udstillingen dækker en kort periode på ti år, fra 1907 til 1917, hvor de avant-gardistiske kunstnere var hyper produktive. Picasso begynder at lave kollager, han inkorporerer fysiske elementer som et stykke tov, en teske eller en flig voksdug i sine malerier, hvilket dengang var totalt grænseoverskridende.

25_gris_pears_grapes

Jeg gik fra udstillingen helt lykkelig. Med den der følelse af at være blevet bare en smule klogere. Og da vi kom hjem, havde de store unger sendt babysitteren hjem og selv lavet både te og lektier med de små. Så jeg fik også en lektie om bare at komme ud ad røret.

Cubisme, Centre Pompidou, udstillingen rækker til 25. februar, åben alle dage undtagen tirsdag fra 11 til 21, torsdag helt til 23, Metro: Rambuteau

Fabelagtig dobbeltudstilling

 

IMG_6695

En rigtig god udstilling kan være som en foræring. Noget, man ikke havde forventet, noget man aldrig får igen, et øjeblik, man var heldig at være i. Sådan har jeg det med den store dobbelte Basquiat og Egon Schiele udstilling, som lige nu løber på Fondation Louis Vuitton i Paris.

IMG_6675

Egentlig er det to helt uafhængige udstillinger, men så oplagt og begavet at afholde dem samtidig, sætte dem op mod hinanden. To unge mænd i hver sin ende af det samme århundrede, begge besat af tegningen, to provoer tæt knyttet til en ældre mentor – Schiele til Klimt og Basquiat til Andy Warhol – og begge brutalt revet ud af livet som 28-årige.

IMG_6711

Jeg indrømmer, jeg kom for Basquiat. Er dybt fascineret af hans voldsomme farver og de politiske, ofte vrede motiver. Hele mandens historie. Det afroamerikanske vidunderbarn, der levede så hidsigt og talentfuldt, som malede alle sine frustrationer ud på gaden som grafitti og på lærredet, tegninger, kærestens tøj. Over 1000 malerier og endnu flere tegninger blev det til på et årti. Hvoraf han de sidste år arbejdede tæt sammen med Andy Warhol.

IMG_6704 (1)

Jean-Michel Basquiat blev født i Brooklyn i 1960. Hans mor af puertorikansk oprindelse og hans far var fra Haiti. I starten malede han grafitti under navnet SAMO (same old shit), og allerede hans grafitti vakte opsigt. Snart gik han over til lærreder og blev på rekordtid opdaget af kunsteliten og katapulteret op i de dyre salgsklasser. Nogle få forbenede kunstanmeldere fortsatte med at kalde ham overfladisk, og Basquiat måtte som sort kunstner kæmpe en dobbelt kamp, ikke alene for at blive anerkendt, men også mod racisme, udstødelse og undertrykkelse.

image.flvcrop.2048.5000

På Fondation Louis Vuitton (herover), som i sig selv er en fuldstændig foræring hver gang, er det lykkedes at samle hele 120 værker af Basquiat, mange af hans bedste og mest monumentale. Ansigter, næsten dødningehoveder, rasende mænd med armene i vejret, boksere. Og ord, masser af ord. Liberty, blood, trust, corpus, capitalism.

IMG_6720

Schiele havde jeg slet ikke taget i betragtning, for jeg kom jo for at se Basquiat, så nu her bagefter var han måske den allerstørste foræring. Østrigsk ekspressionist, stærkt inspireret af Klimt, malende nøgne kvinder, og næsten lysende selvportrætter, hvor han har vildt hår og bløde læber, og hvor han på den mest syrede måde – 70 år før tid –  ligner en ekspressionistisk udgave af Basquiat. Dybt insisterende er hans maleri.

Hvilken mesterstreg at sætte de to kunstnere sammen. Basquiat, som døde af en ufrivillig overdosis, Schiele af den spanske syge.

Jean-Michel Basquiat / Egon Schiele, Fondation Louis Vuitton, 8, avenue du Mahatma Gandhi, 75116 Paris, åben alle hverdage undtagen tirsdag fra 11 til 20 (fredag 21) og i weekenden fra 9 til 21. Men bestil billet hjemmefra på nettet og print ud! Udstillingen slutter 14. januar 2019.

 

 

 

Klassisk folkekøkken i chikke omgivelser

bouillon-pigalle_5991370

En af de mest omtalte åbninger inden for det seneste år: Restaurant Bouillon Pigalle midt i Paris’ frække Pigalle-kvarter.

bouillon-pigalle-godt billede

Restauranten er en genopfrisket udgave af forrige århundredes fattigmandskøkkener. Dengang man serverede tyk bouillon og æg med mayonnaise til minipriser, så folket også kunne komme på restaurant. I slutningen af 1800-tallet var der op mod 250 af den slags bouillon-huse i Paris, men de uddøde et efter et op gennem det 20. århundrede. (De sidste mange år har det eneste overlevende været Bouillon Chartier i det 9. arrondissement, som ganske vist har bevaret den smukke indretning og de billige priser, men som ellers idag serverer så elendig mad, at det ikke er besøget værd).

Bouillon pigalle 3

Med Bouillon Pigalle har folkekøkkenet fået comeback. Og hvilket comeback! Masser af plads, bænke i rødt kunstlæder, Thonet-stole, fajance-spejle, tjenere i sorte veste og butterfly, og frem for alt: et virkelig godt køkken til næsten latterligt lave priser. Her er forretter som tomater med rød vinaigrette til 2,80 euros og sild i olie til 4,50, seks snegle for 7 euros eller den dyreste: foie gras med løgkompot til 8,80.

Hovedretter: Laksetartar med grøn salat til 12,80, roastbeef med mayonnaise og husets fritter 9,80 eller en bouef bourguignon til samme pris. Dyreste dessert koster 4,50, og fra vinkortet: 17 euros for den billigste flaske rødvin, 27 for den dyreste, en Saumur.

Bouillon pigalle 2

Bouillon Pigalle er skabt af familien Moussié, som i forvejen har supersteder som Chez Jeanette og Hôtel Providence. Her er 300 pladser og en skøn overdækket balkon. Men man kan ikke reservere, og trods de mange pladser er der ofte kø for at komme ind. Så kom eventuelt lidt tidligere end franskmændene.

Bouillon Pigalle, 22, Boulevard de Clichy, 18. arr. Tel.01 42 59 69 31. Metro Pigalle