Brasserie som det skal være

le-grand-colbert-5

Jeg bliver tit spurgt, om jeg kan anbefale et godt brasserie. Sådan et rigtig klassisk parisisk spisehus, hvor tjenerne går med stivet hvidt slagterforklæde og overtjeneren i sort jakkesæt. Hvor der er bænke i grønt skai eller rødt velour, og hvor man kan spise snegle og østers, løgsuppe og and i gélé frem til midnat. Og være sikker på kvaliteten.

Det har jeg altid syntes var rimeligt nemt at svare på. For der er en hel stribe af store, gamle brasserier, som både er stemningsfulde, relativt autentiske og kvalitetssikre. Terminus Nord, Brasserie Flo, Bofinger, Julien, La Coupole for at nævne bare nogle af dem.

Så da en gruppe på ni, som jeg skulle rundvise for nylig, spurgte efter et klassisk brasserie til en god middag lørdag aften, sagde jeg straks Bofinger på Bastillepladsen. Paris’ ældste, i en vanvittig smuk Belle Epoque-kulisse, og hele paletten af franske klassikere på menukortet: Skaldyr, choucroute, Charolais-bøf, kalveragout og drivende bløde oste.

Den var stensikker, mente jeg. Men da jeg mødte gruppen igen søndag morgen, var de lunkne i deres anmeldelser. Maden, sagde de, havde sådan set været okay, faktisk helt fin. Og stedet var jo smukt, det var det. Ingen tvivl om det. Og tjeneren var klædt som lovet. Der var kun det, at de var lidt for effektive, sagde arrangøren, og jeg forstod med det samme, hvad han mente.

Mange brasserier er næsten for velsmurte. Det hele fungerer. Som en stor, præcis maskine. Køkkenet, tjenerne, maden, alting klapper.

Det er bare ikke det, vi kommer efter. For midt præcisionen forsvinder hyggen. Den sjove bemærkning, den mærkelige tjener, fejlen, som gjorde aftenen til at huske.

grand-colbert4

Derfor er jeg nu begyndt at anbefale Le Grand Colbert i rue Vivienne. Det er stadig et brasserie af den helt traditionelle slags. Mosaikgulve, knitrende hvide damaskduge, palmer, lampetter. Men i den humane størrelse.

p-10best-le-grand-colbert-exterior-dsc7701-72_54_990x660

Har netop været der med en gruppe danske restauratører, som jo må siges at være forvænte. Vi fik østers og snegle til forret, store fade til deling. En fuldstændig og aldeles genial løgsuppe til hovedret og creme brulé til dessert. Så enkelt og godt, men ingen stress og en livfuld tjener. Med tid. Og fejl.

Picasso og Giacomettis eksplosive venskab

ok-autoportraits

Nu jeg er i gang med udstillinger, som jeg synes, man skal se i Paris lige nu,  så tag en tur på Picasso-museet og oplev udstillingen Picasso-Giacometti. To af det 20. århundredes største kunstnere samlet og stillet over for hinanden.

De to var venner, faktisk rigtig gode venner, igennem tyve år, hvilket først for nylig er blevet offentligt kendt. Det var nogle af museumsfolkene på Fondation Giacometti, som opdagede, at der i Giacomettis notater ind mellem stod ‘Picasso på besøg’ eller ‘Picasso i telefonen’. Da forskerne begyndte at grave i sagen, opdagede de, at de to havde haft et endog meget nært venskab, som til tider var ret eksplosivt, og som endte med et brud.

Picasso var tyve år ældre end Giacometti, og de to kan umiddelbart synes meget forskellige. Den sortøjede, varmblodige spanier og den lange, mere stålgrå schweizer. Picasso, som officielt skiftede kvinder hvert syvende-ottende år og Giacometti, som kun var gift én gang, med Annette.

Måske også derfor har det overrasket forskerne så meget, at de faktisk havde så meget at udveksle, og at de gensidigt – ved man nu – blev stærkt inspireret af hinanden.

Ved nærmere eftersyn havde de imidlertid også en del til fælles. Begge var sønner af kendte malere, begge vidunderbørn med et anerkendt talent som 14-årige og begge med en glubende appetit på kvinder. En seksualitet, som kommer klart til udtryk i deres værker. Giacometti var ganske vist kun gift én gang, men han frekventerede i sine yngre år masser af prostituerede og havde, så sent som få år før han døde, et forhold til en 40 år yngre kvinde, der blev hans sidste muse.

Picasso og Giacometti traf hinanden første gang i 1931 via den spanske kunstner Miro, som var med i samme gruppe af surrealister som Giacometti. Picasso kom i gruppen uden nogensinde at blive egentligt medlem, og den kun 30-årige Giacometti var selvfølgelig vildt imponeret af den ældre maler, som allerede var kendt og etableret.

picasso-giacometti-musee-jpg_3850031_1000x667

Picasso, for sin del, anerkendte straks schweizerens talent, og de begyndte at besøge i hinanden i deres respektive atelierer i Paris. Udstillingen på Picasso-museet viser, hvordan deres kunstneriske udtryk fulgtes ad, også selv om de nogle gange ikke havde talt om det. Museet har således sat deres værker op over for hinanden. Picassos Grand nu au fauteuil  over for Giacomettis Femme égorgée. Eller Picassos Femme lancant une pierre op i mod Giacomettis Boule suspendue. 

4225325_picasso-la-chevre-deux

Den ene var mest maler, den anden mest skulptør, men begge arbejdede på tværs af udtryksformerne og således er der på udstillingen også masser af skulpturer af Picasso (som geden herover) og tegninger og malerier af Giacometti. De lod sig til stadighed inspirere og udfordre af hinanden, uden nogensinde at kopiere.

I 1951 kom det til et voldsomt og fuldstændigt brud mellem de to kunstnere. Picasso var efterhånden blevet ophøjet til en international superstar, der var på forsiden af ugemagasinerne, og Giacometti blev betragtet som ligeså jernhård som sine lange tynde figurer (se hunden herunder). Han arbejdede stadig i sit mikroskopiske atelier i det 14. arrondissement, og stillede ekstremt høje kunstneriske krav til sig selv og sine omgivelser.

Picasso var sur over, at Giacometti ikke besøgte ham tit nok, og Giacometti blev rasende, da Picasso i 1951 ikke ville lade ham udstille på galleriet Kahnweiler, som på det tidspunkt repræsenterede Picasso.

Siden sås de aldrig mere. Nu er de sammen igen.

alberto_giacometti_le_chien

Udstillingen løber frem til 5. februar 

 

 

 

 

Den her SKAL du se!

34547_paul_gauguin_ahaoefeiiehquoituesjalouseete1892_original-2000x1100

Kan man tvinge turister til at gå andre veje ? Desværre nej. Ligesom når vælgerne stemmer på Trump, og man bare VED, hvor forkert det er. Så må man som blogejer og skribent leve med, at granvoksne turister tager til Disneyland, mens det er indlysende, at de hellere burde, SKULLE, tage ud og se Chtchoukines malerisamling i det nye moderne kunsthus, Fondation Louis Vuitton, i kanten af Boulogneskoven.

Men ingen kan jo forhindre mig i at starte året med at være højrøvet, så altså: Til alle, der bare har den mindste, minimale, interesse for kunst: Se den! Chtchoukine-samlingen  (eller en stor del af den)  er samlet for første gang, siden bolsjevikkerne konfiskerede den i 1918. Og den er mageløs. Fantastisk, overvældende. Ja, alle de positive superlativer, der findes i en (godt nok uautoriseret) anmelders repertoire.

Exposition Chtchoukine Fondation Louis Vuitton

I alt 135 mesterværker, impressionistiske og post-impressionistiske. Her kommer man ikke for at se et bestemt Picasso-billede eller en sjældent udstillet Matisse. Her vælter det med Picasso’er og Matisser. Man vader rundt i Gauguin, Van Gogh, Monet og Cézanne. Sisley og frokoster af Renoir. Fra den ene sal til den anden.

sans-titre-1

Alt sammen samlet af den russiske industri-magnat og kunstmæcen, Sergueï Chtchoukine (som på dansk ind imellem skrives Shchukin) i tiden mellem 1898 og 1914. Han købte franske samtidsmalere op som andre køber frimærker. På et tidspunkt, efter at han var blevet introduceret til Picassos kunsthandler, købte han fx 30 Picasso-malerier på to år.

Det siges, at Chtchoukine ikke altid kunne lide de moderne malerier, han købte. Nogle af dem blev han ligefrem nærmest dårlig af at kikke på. Men han så nødvendigheden af den moderne kunst og det nye.

Efter kommunisternes magtovertagelse blev samlingen fordelt på forskellige russiske museer, og nogle år under Stalin blev mange af malerierne ligefrem gemt væk, fordi diktatoren anså dem for at være ‘dekadente’.

sc__dsc1450

Men nu er det altså lykkedes Fondation Louis Vuitton at samle mange af værkerne. Og det endda på et tidspunkt, hvor de politiske forbindelser mellem Rusland og Frankrig er på frysepunktet på grund af krigen i Syrien.

Udstillingen slutter 5. marts, og hvis I er i Paris, så tag derud. Jeg kan ikke tvinge jer. Men Please!

En suveræn italiener

Piccoli_Cugini_Sunday_Calling

Her gik jeg egentlig i min egen selvtilfredshed og troede, at jeg kendte stort set alt, hvad der er værd at kende af restauranter i mit gamle kvarter omkring Canal Saint-Martin.

Men endnu en gang har jeg ydmygt måtte sande, at byen fornyr sig hurtigere, end jeg kan nå at følge med.

Skulle forleden mødes med en gammel kollega, som jeg ikke havde set mere end 15 år. Hun var i Paris på reportagetur, og vi kunne lige nå at squeeze en middag ind i hendes tætpakkede program. Det skulle være i nærheden af hendes hotel, og jeg kom i tanke om, at jeg havde læst om en italiensk bistro i rue des Vinaigriers.

img_3051

Et lykkeligt slumpetræf. For Piccoli Cugini – lille køkken – er værd at kende. Absolut værd at kende.

img_3045

Hyggeligt allerede på ydersiden, bag gulv-til-loft vinduer. Det varme lys badede ud i novemberaftenen, og indenfor: Gulnede, blomstrede tapeter, bøger i bogreolen og en totalt hipster restaurantchef med vest, fuldskæg og butterfly.

img_3046

Her var stuvende fuldt og fabelagtigt udsyn til det åbne køkken, hvor kokken svingede med pizzadejen. Vi fik dagens skoldhede suppe med vegetarboller og bagefter selvfølgelig pizza. En af de bedste, jeg har fået i Frankrig.

Piccoli Cugini, 34, rue des Vinaigriers, 10. arr. Tel. 09 50 57 79 25. Metro: Jacques Bonsergent

 

 

 

Middag i teaterfoyeren

acctheatre13

Koldere tider. Meget koldere. Vupti, over en nat, fra sensommer til to grader og morgenrim.

_mg_2881

Tid til indenfor. Flere kalorier til at stå imod med. Skumringer. Parisere, som skutter sig, og turister, der varmer sig med rødvin, ost og pølse. November er bistrovejr. Hyggevejr.

Og det slår mig, at jeg endnu aldrig har skrevet om teatercaféen Café Guitry, som med sine gule vægge og engelske bar er den perfekte bistro i kolde tider.

_MG_3121.jpg

Bistroen ligger inde i selve Edouard VII teatret – som mest spiller lettere komedier og  lystspil – og det smitter af på restauranten. Her er sådan en let, glad, lidt altmodisch stemning. Til sort kjole og strømper med søm.

Men I kan selvfølgelig komme i hvad som helst. For her er alle slags. Skuespillere, teatergængere og suffløren, der skyller stemmen efter med en let rosé. Men også forretningsfolk, der forlægger forhandlingerne til nogle sjovere kulisser end deres sædvanlige frokostcaféer, veninder, der hænger ud i den engelske bar og venner, som bare mødes til en god middag.

cafe-guitry-bar-anglais-20b17.jpg

Her er rød velourstemning i banevis, foyerduft og billeder af gamle franske stjerner. Man behøver ikke gå i teatret for at spise, og maden er fin. Et ærligt, ligetil bistrokøkken, med et klassisk kort. Forretter som figner med skinke, languster-ravioli eller tuntartar med grøn mango, koriander og ingefær (til mellem 12 og 24 euros).

Hovedretter som risotto, torskeryg med tomater og magret de canard med figner og søde kartofler. Eller hvad med dagens ret? ‘Bøf stegt som grædende tiger’ til 26 euros (Den har jeg ikke prøvet endnu).

_mg_3199

Café Guitry, 10, place Edouard VII, 9. arr. Metro: Opéra, Madeleine eller Havre-Caumartin. Åben alle dage til frokost og aftenservering undtagen søndag, mandag aften og lørdag frokost. 

 

 

 

Second-hand guide til Paris

slide10

Jeg er vild med genbrug og har altid været det. Længe før Kate Moss og alle mulige andre supermodeller begyndte at dyrke vintage, havde jeg en faiblesse for Kirkens Korshær. Fordi jeg midt mellem udslidte jakkesæt og skæve støvler kunne finde lige præcis den vinterfrakke, som jeg syntes lignede Jackie Kennedys! Fx var det sådan jeg engang fandt et af mit livs bedste kjoler. Den hang på en standerlampe midt i marskandiserbutik i Tisvildeleje, var sort og i tulipansnit med knapper hele vejen ned af ryggen. Behøver jeg at sige, at den har været på til stort set alle de bryllupper, der er blevet holdt i min omgangskreds, før knapperne til sidst sprang og jeg måtte overlade den til tøjcontaineren. Og hvem ved, måske et tredje liv?

slide13

Genbrug, synes jeg, er den helt rigtige vej i vores ellers så kommercielle overskuds-forbrugskultur, og da jeg kom til Paris kunne jeg leve princippet helt ud, og endda være relativt smart samtidig. For i Paris er der rigtig mange genbrugsforretninger. Faktisk flere og flere.

depot-vente-chercheminippes-paris_5429449

Chercheminippes i Latinerkvarteret er en institution i branchen. Butikken har solgt brugt – læs dyrere – modetøj i fire årtier og er nu udvidet til også at have herretøj, super cute børnebrugt og en hel butik kun til accessories som tasker, hatte og tørklæder. I alt seks forretninger på stribe i rue du Cherche-Midi. Det er her jeg engang fandt en drøm af barberet fårepels med zobelkrav, som jeg selv syntes, jeg lignede en million i. Desværre var den alt for dyr, og sådan er det måske lidt for tit hos Chercheminippes, som har rigtig mange dyre designere på hylderne.

102, rue du Cherche-Midi, 6. arr., prêt-à-porter for kvinder og nogenlunde tilgængelige designerne som Agnes B og Antik Batik. I nr. 110 er der dyrere coutureting som Dior, Chanel, Balanciaga og japanske designere, i nr. 111 er der accessories og i nr. 109 deko og ting til huset.

sissis-corner

Så er priserne helt anderledes moderate hos Sissi’s Corner med den pink facade i rue des Tournelles i Marais-kvarteret. Her er det hele sorteret efter størrelse, farve og tøjtype, og der er ikke kun dyre mærker, men også sjove skotskternede bukser af ukendt oprindelse. Eller et par eftertragtede Jimmy Choos sko til 120 euros.

Sissi’s Corner, 20, rue des Tournelles, 4. arr.

Madame De.. Har sit navn efter en kendt film fra starten af 50’erne, hvor heltinden var nødt til at pantsætte sine diamantøreringe! Her gør ejeren, Armelle, en dyd ud af, at alting er som nyt, så lædertaskerne skinner stadig, der er ingen udtrukne tråde i de strikkede sweatre. Og mellem Vanessa Bruno tasker og en sød kjole fra Zara kan du pludselig finde en gammel karaffel eller en brugt god symaskine.

Madame de…, 65 rue Daguerre, 14. arr.

frivoli-653x368

En af mine favoritter er Frivoli i rue Beaurepaire, en af sidegaderne ved Canal Saint-Martin. Her er polkaprikkede nederdele, 40’erkjoler, høje sko med slingback, pelskraver og pepitaternede sommerskjorter. Designerfund og vintage og kreationer, man, ikke anede man manglede, men som pludselig bliver et must.

26, rue Beaurepaire, 10. arr.

slide15

Hvis du er med på den seneste 80’erbølge så skal du tjekke Le Dépôt-Vente de Buci i Latinerkvarteret. Her er Versace, Chanel, Moschino, Lagerfeld, Lacroix og Saint-Laurent. og i størrelser, der er til at passe for danske kvinder (40-44). Men ikke billigt. 250 euros for det helt skarptskårne designer-sæt.

Le Dépôt-vente de Buci, 4, rue de Bourbon-Le-Château, 6. arr.

Og her nogle flere, hvis du er i nærheden:

Thanx God I’m a VIP, 12, rue de Lancry, 10. arr.

Lorette et Jasmin, 6, rue François Millet, 16. arr.

Le Repaire de Filles, 48, rue Daguerre, 14. arr.

Vintage 77, 77, rue de Ménilmontant, 20. arr.

L’Apart by Cendrine, 34, rue de Faidherbe, 11. arr.

 

 

 

Magiske Olafur hos Solkongen

olafur-10

I kan nå det endnu. Olafur Eliasson i Versailles frem til 30. oktober. Seks skulpturer indenfor på slottet, hvor den danske islænding har leget med spejl- og lyseffekter midt mellem Ludvig den 14.s stuk og guldkommoder.

olafur-1

En fuldstændig magisk installation med lysende hulahopringe for enden af spejlsalen og nogle ret effektfulde ‘sorte huller’ der spejler sig i hinanden.

olafur-8

Allerbedst, synes jeg, de tre installationer i haven, hvor Eliasson fortsætter havegeniet André Le Nôtres fontæne-tanker. En cirkelformet vandforstøver sender trylleagtig mosekonetåge hen over græsplænen, og det store runde bassin omkring frugtbarhedsgudinden Persefone har Eliasson fyldt med sprækket og udtørret grønlandsk mudder, så det ligner et goldt urlandskab.

olafur-7

Men clou’et er vandfaldet ved den lange kanal for enden af haven. Her lader kunstneren vandmasserne vælte ned fra en en enorm kranagtig installation, og effekten er overvældende midt i den ellers velfriserede have.

versailles-grand-canal

Tag picnic’en med, og slå jer ned ved på græsplænen ved kanalen. Så sidder I lige dér med udsigt op til slottet, Olafurs brusende fald og svanerne svømmende lige forbi i fodre-vidde. Det gjorde jeg forleden med en gruppe. Champagne, sandwiches, franske oste og – hvis vejret bliver ved – bragende sol.

Olafur Eliasson på Versailles frem til 30. oktober. Vær opmærksom på, at installationerne ikke er i funktion hele tiden. Det store vandfald ved kanalen løber mellem kl. 11 og 12.30 og igen fra 15.30 til 19. Den runde tåge – ‘Fog Assembly’ – støver fra 11 til 13 og 15 til 17. Og kun tirsdag til søndag, ikke om mandagen. For at se alle Versailles’ fontæner springe med musik til, skal I komme i weekenden, lørdag eller søndag, inden 30. oktober fra 11 til 12 og 15.30 til 17.