Mit bedste marked…

Mange af dem, der har været med på mine byvandringer i Paris, er næsten obligatorisk blevet slæbt med på marked. Jeg agiterer nemlig gerne – og tit – for byens mange fødevaremarkeder. Fordi fødevarer – mad og et godt køkken – er så vigtig del af den franske kultur, og fordi det er på de lokale markeder, at man møder pariserne, når de er allermest afslappede og sympatiske. Her råber de ikke op, som i trafikken, her har de tid til at snuse og mærke på melonerne, snakke med ostehandleren og joke med slagteren.

Le Marché des Enfants Rouges er et lille overdækket marked inde bag en jernport i rue de Bretagne i den øverste del af Maraiskvarteret. Jeg har skrevet om det før her på bloggen, men det er seks år siden, og Marché des Enfants Rouges fortjener altid omtale. For selv om det er småt, er det langt mere end et almindeligt marked. Herinde, mellem kyllinger og økologisk selleri, landvin, charcuteri og aborrer vrimler det nemlig også med  små serveringer fra hele verden.

Stolene står så tæt i de smalle alleer, at man ind imellem har svært ved at finde ud af, hvilken restaurant, de hører til. Men alle nyder forvirringen, og folk snakker og griner med de andre ved nabobordene.

Her kan man få tagine hos marokkaneren for enden af markedet. Han deler sin plads med en biodynamisk frugthandler og en vinknejpe. I den anden ende lever en vestindisk traiteur i lykkelig sameksistens med et italiensk køkken og den japanske Taeko, som oprindelig er fra Kyushu. Hun serverer fine, små retter på tyndt porcelæn, og hendes miniature-restaurant er markedets clou. Prøv fx hendes torske-kroketter – sprøde udenpå og nærmest smeltende bløde indeni.

Marché des Enfants Rouges er Paris ældste handelsplads – næsten 400 år gammel – og var for nogle år siden i overhængende fare for at blive ryddet, fordi kommunen ville give plads til en parkeringskælder, et bibliotek og en vuggestue. Men det blev heldigvis forpurret af vrede, engagerede beboere.

Så idag kan man stadig få sig en kaffe til under to euros. Og en is med grøn te, sesam og røde bønner til 3 euros hos Taeko.

Le Marché des Enfants-Rouges, 39, rue de Bretagne, 3. arr. Ǻben tirsdag til lørdag fra 8.30 til 19.30 og søndag fra 8.30  til 14. Metro: Temple eller Filles du Calvaire

Udstillinger i Paris lige nu

Paris er en kulturel gruekedel. Det bobler og syder, og hver dag er der over 300 forskellige kulturelle events at vælge imellem. Hvis I er i byen i første halvdel af juni, må I ikke snyde jer selv for to store – opsigtsvækkende – installationer.

France Disappearing Pyramid

Kunstneren JR, der er kendt for sine monumentale fotokollager, hængt op over alt på kloden – fra New York til Kenya, Le Havre og Rio – har beklædt glaspyramiden i Louvres gård, så den på magisk vis glider i ét med sine omgivelser. Det er gratis, gå bare forbi. Indtil 27. juni.

Grand Palais

Under glastaget i udstillingshallen Grand Palais har den kinesiske avantgardist Huang Yong Ping lavet dettes års store installation. Den hedder  Empires – imperier – og repræsenterer den perverse pengefikserede handelskrig, som er ved at rive verden fra hinanden. Her er enorme skibscontainere, en forstørret, ophængt Napoleons-hat og en metalslange, som symboliserer den kommercielle grådighed, der søger at gribe den politiske magt.

Noget af det, som Paris er bedst til, er de helt klassiske, store udstillinger. Forsommeren 2016 er ingen undtagelse. Der er masser af dem.

the-dream

Musée d’Orsay har frem til 17. juli en stor udstilling med den naivistiske maler Henri Rousseau, også kaldet Le Douanier Rousseau (1844-1940). Her er aber og masser jungleblomster, slanger, nøgne kvinder, påklædte kvinder, skibe, tigre, fabrikker og selvportrætter. Rousseau maler det hele i sin varme, barnlige, helt egne stil.

CARAMBOLAGES-640x468

Grand Palais viser frem til 4. juli udstillingen Carambolages.  Carambolage er et udtryk fra billard – nogle kugler, der støder ind i hinanden på en bestemt måde – og sådan er udstillingen bygget op. 185 kunstværker fra vidt forskellige perioder, stilarter og lande, men som indbyrdes har forbindelse til hinanden. De er præsenteret med dominoeffekt, så det ene kunstværk rækker videre til det næste: Giacometti, Rembrandt, Man Ray og Anette Messager. Blandt mange andre.

Marmottan

Det dejlige museum Marmottan Monet har fået idéen at kikke på børns rolle i kunsten i det 19. og 20. århundrede. Eller rettere: Hvordan præsenterede folk som Cézanne, Monet, Picasso, Renoir og Matisse børn i deres værker. Udstillingen rækker frem til 3. juli.

Paul-KleeFor første gang i 47 år vises der i Frankrig en retrospektiv udstilling af Paul Klee. 250 værker af manden, der som 22-årig udtalte til en avis: ‘Jeg er Gud’. Udstillingen har fokus på Klees ‘romantiske ironi’, hvad arrangøren så mener med det. (Lidt som jeg aldrig helt forstår etiketten på en flaske vin, der hævder, at man kan smag tobak og lakrids, når jeg bare kan smage vin!). Men billederne er dejlige. Pompidou-centeret frem til 1. august.

 

 

 

Nyt hotel: Design, vintage og egne høns

I de sidste flere år har Paris’ højre bred været den trendy side. Især de gamle arbejderkvarterer i 9., 10., og 11. arrondissementer udvikler sig med fuldstændig hyper hast, og det, der i går var en betonvarefabrik, er i morgen et cool koncertsted. Den kommunale begravelsesforretning er blevet til kulturhus, og nedslidte kontorbygninger forvandles til hippe hostels.

Samtidig har venstre bred stået noget i stampe. Selvfølgelig åbnede Ralph Lauren på boulevard Saint-Germain, og boghandler og gallerier regenereres. Men der er stadig gået lidt museum i venstre bred. Amerikanske turister, der går rundt og leder efter Simone de Beauvoir.

Derfor er det så absolut opmuntrende, når en ung kvindelig designduo, Favorite, finder på at indrette hotel på venstre bred. Og så i det 13. arrondissement, som ellers er ret karakterløst og mest kendt for sin Chinatown.

Hotel COQ3

Hôtel C.O.Q, som egentlig står for Community of Quality, men som også kan læses som coq, fransk for hane, er et af den slags hoteller, hvor man ikke rigtig ved, om man er hjemme eller på hotel. Her er et miskmask af et 50’er teakborde, et 1800-talsportræt, en industrilampe og et flisebord; alt det, som kendetegner et hjem, hvor tingene er holdt af og derfor blandet sammen.

Hotel coq1

Og netop sådan er grundtanken. Designerne Delphine Sauvaget og Pauline d’Hoop ville lave et hotel, hvor folk får oplevelsen af at komme hjem til nogen, træde ind hos en familie. Derfor har de fundet alt indbo i stueetagen på loppemarkeder, auktioner og brugt på nettet. Og så har de sat en ære i at købe og bestille alt, hvad de kunne i Frankrig. Deraf den franske hane, symbolet på nationens stolthed. Så tæpper, puder og vandhaner er made in France.

Til morgenmad: Blødkogte æg fra egne høns i gården.

Hotel COQ2

Hôtel C.O.Q., 15 rue Edouard Manet, 13. arrondissement. Metro: Place d’Italie

 

 

 

Den dejligste tesalon

le loir dans le theiere3

Må man gentage sig selv? Jeg tror det, ihvert fald hvis noget er virkelig godt. Så her en af mine allerældste travere: Le Loir dans la Théière, Paris’ bedste tesalon.

Droppede forleden ind med mand og børn i bidende koldt vejr, hvor vi egentlig skulle have været på museum, men hvor der viste sig at være to-en-halv-times kø, og hvor vi så hurtigt måtte finde på noget andet. Hyggeligere.

Le Loir dans la Théière – Vaskebjørnen i tepotten – ligger midt inde i det jødiske kvarter i Marais, og det var en af de første tesaloner jeg frekventerede, da jeg kom til Paris for snart tyve år siden. Kærlighed ved første blik. Aldrig rustet.

Le loir dans la theiere

Bag en vinrød facade ligger denne hule, som i første hug lige så godt kunne være en marskandiserbutik: Hullede sofaer, vakkelvorne stole, hæklede tæpper og sjove vægmalerier. Men også en stemning, som jeg knap har fundet magen til noget andet sted, og så selvfølgelig byens skønneste kagebord. Her hindbærcrumble, ostekager, omvendte æbletærter, drivende chokoladekager, citrontærte med ti centimeter høj marengs. Bestil en dertil en dampende varm jasminte, og du er garanteret lykkelig.

Le Loir dans la Théière, 3, rue des Rosiers, 4. arrondissement. Metro: Saint-Paul

 

Shopping i rue de Passy

passy3

Det er ikke så tit, jeg får skrevet om det 16. arrondissement, og det er egentlig synd. Det er selvfølgelig ikke hipt som Marais og ikke boheme som det 10. og 11. Her skejer man ikke ud, og det er ikke her trends’ne rammer først, så derfor bliver man som skriver altid draget andre steder hen, hvor der er mere ramasjang.

Men det 16. arrondissement har sin helt egen,  lidt mere stille, charme. Det er et pænt, rigt, franskmændene vil sige bourgeois kvarter. Her er smukke ejendomme fra slutningen af 1800-tallet, balkoner, krummelurer, brede boulevarder, karrieremænd og en masse velholdte kvinder.

rue de passy

Og så er der en af byens bedste shoppe-gader, rue de Passy. Sådan en rigtig gammeldags handelsgade med masser af fede butikker og cafeer. Her kan man slentre og finde alt ud i kjoler, sko, kager, parfumer, oliven, pasta, fransk børnetøj, dyre mærker, friske østers og gulerødder.

I nr. 53 ligger en mini-mall, Passy Plaza, med 25 butikker blandt andet l’Occitaine, der laver dejlige cremer og sæber. I nr. 80 ligger Paris’ mindste stormagasin, Franck og Fils, hvor man stadig siger bonjour til ekspedienten, sådan som det er kutyme i ordentlige forretninger, og hvor hver etage er overskuelig med et mindre, men delikat udvalg af kjoler, handsker, ure og frakker.

rue de passy3

Har du teenagepiger med til Paris, så tag dem med til nr. 50, og jeg garanterer, ugen er reddet. Her ligger Brandy Melville (foto herover), fyldt med t-shirts, jeans, nederdele, skjorter og kasketter i California vintage stil.

rue de passy5

Fra rue de Passy må I endelig tage et stik hen i rue de l’Annonciation, en vildt hyggelig lille gågade med brosten og gammeldags butikker, som jeg først for nylig har opdaget, fordi min søn havde købt en brugt seng, som vi skulle hente hos en mand, der boede dér. (Ikke nemt, når man skal have en dobbeltseng ned gennem en smal gågade fredag aften, men det er en anden historie).

home-fred

Her ligger i nr. 29 en konditor, Aux Merveilleux, der har specialiseret sig i en bestemt slags høje kager overtrukket med marengs, flødeskum og krymmel.

max_lesalon_02

Og i nr. 17 en af de mest sofistikerede frisørsaloner, jeg har set i Paris. Og jeg har ellers set en del, fordi jeg i årevis skrev til frisørernes fagblad. Men kun ganske få saloner er så gennemførte som hos Eric van den Berghe. Her er sorte lysekroner, enorme blomsterarrangementer, og de mandlige frisører går altid med skarptstrøgede hvide skjorter og sorte butterflies. Om de kan klippe, ved jeg til gengæld ikke! Det har jeg aldrig prøvet:-))

 

 

Guidet tur på Montmartre i vinterferien

aa

Hvem vil med på en guidet byvandring på Montmartre fredag den 19. februar klokken 10 til 13? Vi ser på bjerget på en anden måde. Alt det, der ligger kun få meter væk fra turiststederne, men som de fleste sjældent opdager. Tag gode gåsko på. Turen koster 40 euros, og vi skal være mindst seks tilmeldte, før det bliver til noget. Hvis du er interesseret, mail mig på louise.sandager@gmail.com

 

Veggie-food på højt niveau

 

bobs mad 2

Jeg er ikke blevet vegetar. Men jeg er fristet. Har skåret ned på kødet og skiftet bøfferne ud med lidt bacon i salaten. Fordi jeg pludselig synes, det er ret ulækkert, at det kræver 15.000 liter vand at producere ET kilo oksekød.

I Paris er der selvfølgelig vegetar-restauranter, men byen er stadig ikke nær så langt fremme, når det gælder veggie-mad, som fx London, Berlin eller Amsterdam. Franskmænds forestilling om et godt måltid er stadig bygget op omkring et lækkert stykke kød eller fisk med grøntsager til. Som garniture. Grøntsager som noget, der følger med.

Bob Grossmann fra Bobs kitchenDerfor har det længe været sådan, at hvis man ville have rigtig god vegetar-mad i Paris, så skulle man gå til de udenlandske køkkener. Bob’s Juice Bar i det 10. arrondissement og Bob’s Kitchen i rue de Gravilliers på kanten af Marais-kvarteret fx, drevet af amerikaneren Marc Grossmann (foto), der laver byens bedste bagels og en fantastisk vegetar-stuvning med grødris, grillede grøntsager og grøn kokos. Til den rørende sum af 10 euros.

Egentlig underligt, at de franske restauranter halter sådan bagefter, for i den traditionnelle franske mad-kanon er der masser af fantastiske grønne retter, som de sagtens kunne bruge.

Noget rykker dog. Flere af byens mere celebre køkkenchefer er nu redet med på veggie-bølgen.

Shangri-La-2

På det 5-stjernede Hotel Shangri-la har mesterkokken Christophe Moret (herover) fx besluttet at lave Diners Green hver den første torsdag i måneden. Her inviterer han en grøntsagsproducent eller en vinbonde og bygger hele menuen op omkring gæstens varer. Fem retter, der skifter hver gang. Som blomkål i Technicolors, kokosparfumerede gulerødder og syltede pærer glaseret i solbær. 68 euros uden drikkevarer. Serveret midt i Shangri-las næsten teateragtige restaurant Bauhinia.

Alain-Passard-dans-son-potager_zoom

Den tre-stjernede Michelin-kok Alain Passard fra Restaurant l’Arpège, som ellers er kendt for sine fantastiske kødretter, har også sin egen urtehave, og han tilbyder en ‘havefrokost’ med ‘urtesmagning’: Tre slags karotter i honning, tagliatelle med selleri og kastanjer, veggie-sushi med geranium-blomster og videre i den dur. Vegetarmad i superligaen. Til 140 euros pr. næse.