Van Gogh som lysshow

Van Gogh 5

For nylig fik jeg en skæg opgave. En gruppe forretningsfolk meddelte på forhånd, at de gerne ville se en udstilling, og gerne kunst, men de ville under ingen omstændigheder på museum eller galleri. Det mindede mig om Kraka i den nordiske mytologi, som af Regnar Lodbrog fik besked på at komme hverken nøgen eller påklædt. Hun var snu og klædte sig i et fiskenet.

Helt så kvik var jeg måske ikke, men jeg tog dem med ind og se et lysshow, Atelier des Lumières, hvor Van Goghs kunst bliver kastet op på væggene i en kæmpe stor hal, hvor man kan gå rundt mellem iris og solsikker, selvportrætter og høstakke.

Van gogh 1

Eller man kan sætte sig op ad væggen og bare nyde showet og musikken i en time eller halvanden. Det er meget poetisk og nærmest hypnotiserende. En helt anden måde at se kunsten på. Og også velegnet, hvis I har børn med. Men OBS! Billetterne skal bestilles på forhånd over nettet! 14,5 euros for en voksen, 13,5 for pensionister, 11,5 for studerende, 9,5 for børn og unge under 25, små børn under 5 er gratis.

L’Atelier des Lumières, 38, rue Saint-Maur, 11. arr. Metro Rue Saint-Maur. Åben alle dage, mandag til tordage 10-18, fredag og lørdag 10-22, søndag 10-19. 

Et bevægende palæ

Nissim de Camondo 7

Dette er et af mine absolutte yndlingsmuseer i Paris. Og kun de færreste kender det. Så mens Louvre er totalt overrendt og nu må lukke turisterne ind i kvoter for at se Mona Lisa, så kan I gå næsten helt alene rundt på Musée Nissim de Camondo og nyde dette private palæ fyldt med 1700-talskunst og møbler.

Nissim de Camondo mig 6

Det kunne have været et rigmandshjem som ethvert andet, men når man går rundt i stuerne, er det ikke bare en tur i et overdådigt hjem. Det er hele historien om en familie og dens skæbne.

Nissim de Camondo 6

Moïse de Camondo, som i 1935 testamenterede det herskabelige palæ i rue de Monceau til den franske stat, var ud af en stenrig jødisk bankier-familie. Han havde arvet palæet fra sine forældre, men revet det ned og bygget et nyt, som passede bedre til hans enorme samlinger af kunst og antikviteter.
Moïse var passioneret forelsket i 1700-tallet, og derfor fik han også bygget sit palæ i en stil stærkt inspireret Petit Trianon i Versailles. Han fik det udsmykket med guld, marmor og gobeliner, møbleret det med Louis den 15.-skriveborde, kinesiske vaser, lænestole fra slottet i Versailles, spisestel i Sèvres-porcelæn, pragtfulde lysekroner og selvfølgelig masser af malerier fra 1700-tallet.

Nissim køkken

Uden tvivl har det været et af de mest luksuriøse private hjem i Paris i første del af sidste århundrede. Ikke mindst fordi huset – midt mellem alle antikviteterne – også var spækket med moderne bekvemmeligheder. Moïse de Camondo fik blandt andet bygget en køkkenfløj med al det mest moderne gear. Her er madelevatorer, kommunikationssystemer til personalet, ovne på tre gange halvanden meter, sorbet-kølere og varmeskabe i anretterværelset. Og alt sammen indstøbt i armeret beton, så hverken madlugt eller larm fra køkkenet kunne genere resten af huset. Det er et dejligt, og for så vidt sjovt, museum at gå rundt i. At se badeværelserne fra 20’erne, de ekstravagante saloner og Moïses egen seng i alkoven. Men det hele sættes i et tungt perspektiv, når man får fortalt historien om Moïse.

Nissim de Camondo 5

Det var hans oldefar, som i sin tid havde skabt en formue ved at etablere bank i Konstantinopel, og hans far som mange år senere rejste fra den tyrkiske metropol til Paris for at åbne filial. En succesrig familie, der gennem generationer havde gode relationer til først de tyrkiske sultaner og den italienske konge Victor-Emmanuel, og som siden blev fuldt integreret i det franske borgerskab. Men som alligevel endte med at blive totalt udslettet af to verdenskrige.

Moïse de Camondo og hans fraskilte kone havde to børn, sønnen Nissim og datteren Béatrice. Nissim blev dræbt som 22-årig under 1. verdenskrig, hvor han var soldat. En stor sorg for hans far, som besluttede at donere hele sit hus og sine kunstsamlinger til staten, under forudsætning af, at museet fik navnet Nissim de Camondo efter hans søn.

En krig senere, i 1942, blev datteren Béatrice og hendes mand og to børn sammen med titusindvis af andre franske jøder interneret i Drancy og deporteret til den tyske koncentrationslejr Auschwitz, hvor de blev myrdet.

Dermed var den sidste Camondo borte, men stuerne står der endnu, og i køkkenet hænger kobbergryderne friskpudsede, som var køkkenpigen lige gået ud. Et smukt og bevægende sted.

Musée Nissim de Camondo, 63, rue de Monceau, 8. arr. Åben fra onsdag til søndag fra 10 til 17.30. Lukket mandag og tirsdag, 25. december, 1. januar og 1. maj. Metro: Villiers eller Monceau

Fisk og forelskelse på hjørnet

IMG_4145

Opdagede denne lille bistro forleden. I hjertet af det 11. arrondissement, som i sig selv fortjener en omvej. Udefra ser den ikke ud af det store, men jeg havde læst en lille note hos en madanmelder, som jeg stoler på.

le-servant05.jpg

Restaurant Le Servan ligger på et hjørne i rue Saint-Maur, i hvide, sobre lokaler tager søstrene Tatiana og Katia Levha imod, og det er ikke tilfældigt, at deres køkken har modtaget flere madpriser. De stikker til det franske køkken med asiatiske urter, bruger thai og yakitori sammen med bacon og selleri. Tunfisk fra den franske vestkyst glaseret med soya og . Resultatet er som en begyndende forelskelse, overraskende, besnærende og lokkende.

IMG_4140.jpg

Jeg var der med en gruppe danske bankfolk, som er godt vant og forkælede med arbejdsfrokoster, og selv de måtte overgive sig, da fisken landede med fjæs og tænder, sprødstegt med chili.

Også hvidvinen var overraskende. Natur, næsten grumset, men fin. Til frokost kan du få en menu til 28 euros, om aftenen skal du regne med 40-50 euros for at spise à la carte.

Le Servan, 32, rue Sait-Maur, 11. arrondissement. Åben mandag til fredag, lukket i weekenden, på helligdage og mandag frokost. Metro: Rue Saint-Maur eller Voltaire

 

Befriende stormagasin på Champs-Elysées

Jeg har det normalt lidt tvetydigt med stormagasiner. På den ene side er det jo dejligt, at alting er samlet på samme sted, så man ikke skal okse gade op og gade ned for at finde en ny kjole. På den anden side bliver jeg næsten altid ramt af overflod. Den dér totale udmattelse, der sætter ind, når man pludselig føler sig opslugt og fortæret af stangtøj.

I går opdagede jeg så et helt nyt – og anderledes – af slagsen. Galeries Lafayettes nye afdeling på Champs-Elysées er opsigtsvækkende, overraskende, ja, faktisk opmuntrende.

Indrettet i Virgin Mega Stores flotte gamle Art deco bygning. 6.500 kvadratmeter concept store uden vitrine til gaden, men til gengæld indenfor badet i dagslys og fuldstændigt forfriskende tænkt af danske Bjarne Ingels Group: Med et greb tilbage til 70’erne er der runder kanter, lyserøde prøverum, psykedeliske taburetter, orange plysbænke, men altsammen sat ind i en bæredygtig fremtidsscene. Her er givet plads til en masse nye kreative mærker. Hvis I ikke kender ham, så tjek fx den franske designer Jacquemus, som endnu ikke har selvstændige forretninger, men som – med rette – får god plads hos Lafayette, hvor han også har indrettet caféen Citron.


Her er selvfølgelig også alle luksusmærkerne, og hvis du har 9.700 euros i overskud kan du købe Valentino kjolen herover med sten og strudsefjer, som min datter, Marie (øverst med solbrillerne), drømmer om.

Men noget af det mest befriende er, at der ikke er 45 ens af hver ting. Her er mange mærker, ja, vist nok omkring 650 forskellige, men hvert mærke har få, udvalgte ting, så man får ikke den der kvælende overforbrugsfornemmelse. Mere  som at gå rundt i en kunstinstallation, hvor man tilfældigvis også kan købe et par Birkenstock eller en basttaske (som den min datter Anna poserer med herover).

I bunden et food marked med friske franske produkter.

(My kids og bedsteveninden i Galeries Lafayette)

60, avenue des Champs-Elysées, 8. arrondissement. Metro: Franklin D. Roosevelt

 

 

La splendeur danoise

Hammershoi,-le-maître-de-la-peinture-danoise-Jacquemart-André-|-630x405-|-©-TX0006154704

T’as-vu Ammersøy? spørger mine franske venner og ser ud som om, de lige har opdaget månen eller danset med en smuk mand.

De mener Hammershøi. Maleren Vilhelm Hammershøi, som er blevet en total Pariserbegivenhed i dette forår. Hans malerier er udstillet på – det i sig selv vidunderlige museum – Musée Jacquemart-André, og franskmændene er i kulturel ekstase.

IMG_0581[1]

For Hammershøis stille billeder er for dem næsten eksotiske. De kølige farver, en stillestående stue eller malerens hustru Ida malet fra nakken. Det er stumme malerier, skriver avisen Le Parisien, og Le Monde kalder Hammershøi for en overlegen maler af farven grå. Han kører soberheden ud i det ekstreme, skriver avisen, og det er positivt ment.

Hammershøj3

Som dansker er det slående, hvor godt man kender den stemning,  der er i Hammershøis billeder. Vi er vokset op med den, uden at vide det. Det dér lysstrejf, den svungne mahognisofa, de blågrå vægge. En hel sindsstemning, som pludselig indhenter mig midt i Paris en torsdag eftermiddag.

Hammershøi blev første gang vist i Paris på Verdensudstillingen i 1900. Dengang havde han 11 malerier med. Ingen blev købt, og han rejste desillusioneret hjem og gad ikke tage på internationale udstillinger mere. (Le Monde skriver, at det viser rigtig meget om den franske stats indkøbspoltik at man dengang købte et maleri af Hammershøis nu næsten glemte svoger, Peter Ilsted, og ikke noget af Hammershøi.)

Synd, at han aldrig fik oplevet sin franske succes. Først ved en udstilling på Petit Palais i 1987, så en stort anlagt retrospektiv på impressionisternes museum, Musée d’Orsay i 1997 og nu altså i tredje hug, på Jacquemart-André.

MUSEE-JACQUEMART-ANDRE

Nogle af jer vil måske undre jer over, at jeg anbefaler jer at rende hen og se en udstilling med en dansk maler, når nu I endelig er i Paris og væk fra de blågrå stuer. I tager jo heller ikke herned for at spise rødgrød, siger nogen. Nej, men Hammershøi på Jacquemart-André er et eksplosivt kulturclash. Al den kølige nordiskhed udstillet i midt i det opulente, guldbemalede overflødighedshorn, som Jacquemart-André museet ellers er (herover). Det er en vidunderlig kontrast, og hvem ved i øvrigt, hvornår så mange af Hammershøis billeder bliver samlet igen. Lånt ind fra Tate i London, Musée d’Orsay, Den Hirschsprungske Samling, privatsamlinger, Malmø og Stockholm.

Jacquemart café

Det er hele eftermiddagen værd, og bagefter kan I tage en te og en hindbærtærte på museets skønne caféterrasse. Så meget soberhed kræver kalorier. Også for en dansker.

Hammershøi på Musée Jacquemart-André frem til 22. juli, åben alle dage 10 til 18, mandag helt til 20.30. 156 boulevard Haussmann, 8. arr. Metro: Miromesnil eller Saint-Augustin

 

 

Bed om månen – og se Paris fra oven

George

Til en af mine artikler skrev jeg en gang forarget om restaurant Le Georges på toppen af Pompidou-centret, at de smukke tjenere og langbenede værtinder var så snobbede, at de dårligt gad at nedlade sig til at betjene gæsterne. Derfor anbefalede jeg, at man kun gik derop for nyde udsigten. Eventuelt med en hurtig drink. ‘Når man beder om brødet, ser de ud som om man har bedt om månen,’ skrev jeg og harcelerede videre.

112-40_cmjn

Men ret skal jo være ret. Tjenerne er stadig smukke og langbenede, men en eller anden venlighedskonsulent har været forbi, for servicen er upåklagelig, og det samme er maden. Her serveres moderne fransk køkken med et touch af verden udenfor.

IMG_6908

Det er ikke billigt, men faktisk heller ikke urimeligt dyrt, når man tager adressen i betragtning. Restaurant Le Georges har den mest fantastiske udsigt over Paris. Notre Dame kirken står bare lige dér udenfor og lidt mod øst glitrer Eiffeltårnet som diamanter mod nattehimlen.

En oksefilet med bearnaise koster 39 euros, og den smørstegte søtunge bon’er til 68, men man kan også bestille en fremragende krydret Penne Rigate med tomat og basilikum til 21 euros eller en oksecarpaccio til 24, uden at tjeneren rynker på næsen. Så skynd jer derop. Helst når det er skyfrit, og månen er lige til at pille ned.

Restaurant Le Georges, øverste etage i Centre Georges Pompidou, 75004 Paris. Åben alle dage fra 12 til 02, køkkenet lukker ved midnat.  Métro: Rambuteau eller Hôtel de Ville

(Fotos: Privat, parisinfo og restaurant Le Georges)

 

 

 

Bistronomi når det er allerbedst

Jeg ved, at der er folk derude, som nærstuderer hver gang, jeg skriver om et spisested. Fordi det er sådan en gave at få foræret en rigtig god adresse. Så kan man spare sig at gå forkert.

img_7143

Derfor iler jeg med denne her: La Régalade i rue Saint Honoré lige ved Louvre. Jeg har læst om den mange gange, men det var først forleden, ved et lykketræf, at jeg fik fundet den frem af mine udklip og bestilt bord.

Restauranten har en tegning af en ko som logo. En meget elegant og nonchalant – oprejst – ko i jakkesæt og med skødejakke, høj hat og stok. Et godt indicium for det overraskende mix, som køkkenet faktisk er. Køkkenchef Bruno Doucet kalder selv sit koncept for bistronomi, altså det enkle og gode bistrokøkken garneret med højgastronomiske teknikker.

parisupdate-laregalade-restaurant-pateOg det virker, skulle jeg hilse at sige. Sjældent har jeg været så ovenud tilfreds med min bestilling. På La Régalade, som betyder noget i retning af ‘smovselse’, får man først en hel underskøn ta-selv-paté i en rugbrødsform stukket ud som appetizer med samt cornichoner ad libitum, mens man venter på kortet.

img_7145

Bagefter følger en tre-retters aftensmenu til 41 euros (uden drikkevarer). Min mand valgte kammuslinger til forret og så lykkelig ud. Vores unge grandnevø, der var i byen for at føre en retssag, tog det store spring og bestilte ‘spaghetti af selleri, tilberedt som carbonara med beaufort-ost og crispy bacon’. Jeg hoppede på en slags tartar af multefisk med granatsæble, avokado og citron. Små fine, delikate portioner.

Til hovedret en sprødstegt torsk med spinatmos, porrer og romanesco-kål, lige til et gammeldags 13-tal (fra dengang, hvor den ekstraordinære præstation stadig blev belønnet anderledes end den flittige morakkers:-)) Og til sidst: Riz au lait med karamel til den unge sagfører, Grand Marnier soufflé – en af restaurantens specialiteter – til min mand og en florlet orangeblomst-creme til mig.

souffle-au-gateau-de

Stemningen i La Régalade er hyggelig, zen med masser af luft, ikke for tætpakket, og dermed også ideel, hvis I skal holde arbejds- eller forretningsmøder.

La Régalade, 106, rue Saint-Honoré, 1. arr. Åben alle dage fra 12.15 til 14.30 og fra 19 til 23. Metro: Louvre-Rivoli