Tag Archives: Tokyo Eat

Mere Berlin end Paris

Hvordan rubricerer man en enorm spisehal i beton med ti meter til loftet? Hvor bestyrerens kontor – inklusive computer, ledninger og regnskaber – står ude mellem bordene? Hvor lamperne ligner ufo’er, og kokken har alle sine ingredienser – æg, makroner og bagte tomater – stående frit fremme på ståldisken.

For slet ikke at tale om toiletterne? Der findes i størrelse Small, Large og XXL. Hvor man kan tisse to ved siden af hinanden, og hvor vandhanden, en malkemaskineagtig ting, er så avanceret, at man må nærstudere den, for at få den til at fungere?

Restaurant Tokyo Eat er mere Berlin end Paris. Glad, innovativ, uformel. Ligesom menukortet, hvor der er retter som rødbedecarpaccio eller butterdej med snegle og ost. Køkkenchefen hedder Thierry Bassard, og du skal regne med omkring 30 euros pr. snude inkl. drikkevarer.

Restauranten ligger i centret for moderne kunst, Palais de Tokyo, i Trocadéro-bygningen. Her er planlagt ombygning hele 2011, men efter alt at dømme kommer det ikke til at ramme restauranten. Om sommeren er der servering på terrassen med en fabelagtig udsigt til Seinen og Eiffeltårnet.

Tokyo Eat, 13, avenue du Président-Wilson, 16. arr. Tel. 01 47 20 00 29. Ǻben tirsdag til søndag fra 12 til 01. Terrassen er åben fra april til oktober. Metro: Iéna

www.palaisdetokyo.com