Tag Archives: pasta

Antipasti, primi, secondi…italiensk à la Gaultier

Det var fuldstændigt tilfældigt. I torsdags, på byvandring med veninder, klokken halv et, frokosttid, sultne og så lige dér i rue Vivienne lå det nye italienske trattoria, som jeg netop havde læst om i ELLEs køkkenblad.

restaurant-daroco

Daroco er indrettet i Jean-Paul Gaultiers gamle butik med katedralhøjde til loftet, rå murstenslure, de mest fantastiske glaslamper, et åbent køkken med ilden slikkende ud af  pizzaovnen og et super sødt personale, der alle sammen går i stribede sejler-t-shirts (som en fiffig hilsen til Gaultier).

l1160387-1024x683

Restauranten er skabt af de to unge restauratører, Alexandre Giesbert og Julien Ross, der i forvejen har restauranterne Roca, Roco og Rococo (bare for forvirringens skyld). Den sidste er ham med de tatoverede arme, og bladene fra hans tatoveringer går igen i rækværket på 1.sals mezzaninen, som er designet af en tatovør!

IMG_2482

Maden er klassisk italiensk, men lettere og friskere. Pizzaer som i napoli, selvfølgelig. Men også antipasti som burrata-ost med sursøde rødløg og syltede tomater, hovedretter som risotto med artiskok og revet grøn citron eller Sankt Peters fisk med bløde gulerødder og kardemomme. Jeg fik båndspaghetti med citronsmør og tartar af guldbrasen. 18 euros fattigere – og lykkelig.

Daroco, 6 rue Vivienne, 2. arr. Metro: Bourse

Italiensk luksus-køkken

I går skrev jeg om en en ydmyg bistro, i dag om en overdådig italiener. Jeg iler med adressen, selv om jeg ikke selv har været der endnu. Det tør jeg ellers sjældent, for hvad skal I med andenhånds-indtryk? Men avisen Figaros madanmelder var i onsdagens gå-i-byen-tillæg så begejstret, at han var lige ved at slå bunden ud af spalterne. Og han har endnu aldrig guidet mig forkert, så altså:

Hvis I har 80-100 euros pr. mand at sætte af til en god middag, og I kan lide italiensk mad, så er Il Carpaccio nok byens bedste bud lige nu. Restauranten ligger i det luksuriøse Hôtel Royal Monceau og er netop genåbnet i oktober efter års ombygning.

Philippe Starck står for indretningen, som er lys, enkel og hyggelig. Gæsterne sidder under glastag, og i modsætning til de fleste andre restauranter i den, læs: dyrere, ende, står bordene her relativt tæt. Som i det rigtige Italien.

Køkkenchefen hedder Roberto Rispoli. Han er importeret direkte fra Toscana, men laver mad fra hele Italien. Gode gammeldags familieopskrifter med et tvist af haute cuisine, og det bliver til retter som: Ristede auberginer med Karl Johan svampe og ricotta, båndspaghetti med citron og skaldyr eller tortellini stoppet med perlehøne og serveret med vagtelæg. På billedet en omgang risotto.

Paris’ bedste kagebager, Pierre Hermé, står for desserterne, hvor han har nyversioneret italienske klassikere som panacotta og tiramisu.

Har I bilen med, kan I aflevere den til ‘voiturieren’, som sørger for at parkere den, hvilket er en skøn – og faktisk ikke så dyr – luksus på mange af de mere fashionable restauranter i Paris.

Il Carpaccio, Hôtel Royal Monceau, 37 avenue Hoche, 8. arr. Aaben tirsdag til lørdag frokost og aften. Tel. 01 42 99 88 00. Metro: Charles-de-Gaulle-Etoile