Tag Archives: pølser

Vin og pølser i mejeriet

Engang var det mælkeudsalg, nu er det vinbutik med usprøjtet vin fra gulv til loft. Og efter klokken 17.30 også vinbar. La Crémerie er et lille bitte lokale med terracotta-gulv og seks små borde. Ofte er der kø langt ud på fortovet, men hvis du kommer tidligt, så prøv at skuldre én af de fire pladser i baren, hvor de tørrede pølser hænger i slagterkroge ned fra loftet, og hvor ejeren fræser lufttørret skinke på sine røde pålægsmaskine.

Serge var oprindelig arkitekt, men så opdagede han La Crémerie, og var – med egne ord – fuldstændig solgt på stedet. Siden har han været krofatter med en usvigelig sans for gode, økologiske produkter.

Parisisk presse kalder ham gnaven, men det er forkert. Han er bare en meget ligefrem mand, som kan lide sin forretning, og hvis du tackler ham rigtigt, får du en dejlig aften i cremeriet. Prøv den røgede tun med creme fraiche.

La Crémerie, 9, rue des Quatre Vents, 6. arr. Tel. 01 43 54 99 30. Ǻben tirsdag til lørdag fra 10.30 til 22, men først udskænkning fra kl. 17.30 samt fredag og lørdag frokost. Søndag formiddag åben for vinudsalg. Metro: Odéon

Uhøjtidelig spisestue på kajen

Jeg har set rigtig mange restauranter i Paris. Ekstraordinært mange. Ja faktisk, vil jeg hævde, er der ikke ret mange andre, der har været så konsekvent og systematisk opsøgende som jeg. Og det siger jeg ikke for at vigte mig. Men med to guidebøger på to år, giver det sig selv, at jeg har måttet spise mig igennem en del kalveragout’er og interviewet en del køkkenchefer.

Resultatet er en vis kræsenhed. Ikke med maden – dér er jeg åben for det meste – men med stederne. Mere end én gang er jeg gået fra en restaurant, før jeg overhovedet havde bestilt. Fordi jeg med det samme kunne se, at denne her aldrig nogensinde ville komme med i mine skriverier. Alene fordi jeg ikke kunne lide dekorationen. Eller lugten. Eller den måde, jeg blev taget imod på.

Jeg er totalt allergisk over for alt, hvad der er opstyltet, show-off og bling-bling. Kan simpelthen ikke fordrage, når tjeneren selvhøjtideligt begynder at messe aftenens menu, som om han holdt en tale for FNs sikkerhedsråd. Kan faktisk allerbedst lide de dér små, lokale og uprætentiøse bistroer, som bare serverer et ordentligt gedigent måltid uden de store falbelader.

dauphoine fra flickrDa jeg researchede til MIN BY PARIS kom jeg ved en tilfældighed forbi quai des Orfèvres på Ile de la Cité. Herude på øen ligger Notre-Dame og herude kommer flere millioner turister forbi hvert eneste år. Alligevel går de næsten altid samme vej, og forunderligt få af dem finder hen på spidsen af øen. Derfor er restaurant Quai-Quai totalt lokal, selv om den ligger kun 200 meter fra en af verdens mest gennemtraskede seværdigheder.

quai quai é taget fra anden blogPå Quai-Quai, der direkte oversat hedder Kaj-Kaj, er atmosfæren helt igennem uhøjtidelig. To små sammenhængende spisestuer med indgang fra Seinekajen. Nogle gamle frønnede døre sat op som vægge og postkasserøde ledninger i de sorte lamper.

quai quaiDirektøren hedder Alexandre, halvt brasilianer og halvt congoleser. Han går ofte med partisantørklæde, tjatter til tjeneren og joker med gæsterne. Og som I kan se på fotograf Helle Moos’ dejlige billede, poserer han gerne med kniv og gaffel.

Jeg faldt pladask for denne her restaurant. Fordi den ikke foregiver at være noget som helst andet, end det den er: Et godt, oprigtigt køkken med en hyggelig og glad stemning.

Alexandre foreslår de hjemmestoppede pølser med kartoffelmos, eller, hvis det skal være lidt finere: Kammuslinger med frisk spinat. Begge dele er godt.

dauphine 4I baglokalet er der polstrede stole, standerlamper og en skydeskive i guldramme. Plus endnu en frisk tjener og udgang til den brostens-belagte Place Dauphine. Som trods beliggenheden stadig er lykkeligt uopdaget af turisterne.

Restaurant Quai-Quai, 74, quai des Orfèvres, 1. arr. Tel. 01 46 33 69 75, Metro: Pont-Neuf