Tag Archives: Musée Marmottan

Udstillinger i Paris lige nu

Paris er en kulturel gruekedel. Det bobler og syder, og hver dag er der over 300 forskellige kulturelle events at vælge imellem. Hvis I er i byen i første halvdel af juni, må I ikke snyde jer selv for to store – opsigtsvækkende – installationer.

France Disappearing Pyramid

Kunstneren JR, der er kendt for sine monumentale fotokollager, hængt op over alt på kloden – fra New York til Kenya, Le Havre og Rio – har beklædt glaspyramiden i Louvres gård, så den på magisk vis glider i ét med sine omgivelser. Det er gratis, gå bare forbi. Indtil 27. juni.

Grand Palais

Under glastaget i udstillingshallen Grand Palais har den kinesiske avantgardist Huang Yong Ping lavet dettes års store installation. Den hedder  Empires – imperier – og repræsenterer den perverse pengefikserede handelskrig, som er ved at rive verden fra hinanden. Her er enorme skibscontainere, en forstørret, ophængt Napoleons-hat og en metalslange, som symboliserer den kommercielle grådighed, der søger at gribe den politiske magt.

Noget af det, som Paris er bedst til, er de helt klassiske, store udstillinger. Forsommeren 2016 er ingen undtagelse. Der er masser af dem.

the-dream

Musée d’Orsay har frem til 17. juli en stor udstilling med den naivistiske maler Henri Rousseau, også kaldet Le Douanier Rousseau (1844-1940). Her er aber og masser jungleblomster, slanger, nøgne kvinder, påklædte kvinder, skibe, tigre, fabrikker og selvportrætter. Rousseau maler det hele i sin varme, barnlige, helt egne stil.

CARAMBOLAGES-640x468

Grand Palais viser frem til 4. juli udstillingen Carambolages.  Carambolage er et udtryk fra billard – nogle kugler, der støder ind i hinanden på en bestemt måde – og sådan er udstillingen bygget op. 185 kunstværker fra vidt forskellige perioder, stilarter og lande, men som indbyrdes har forbindelse til hinanden. De er præsenteret med dominoeffekt, så det ene kunstværk rækker videre til det næste: Giacometti, Rembrandt, Man Ray og Anette Messager. Blandt mange andre.

Marmottan

Det dejlige museum Marmottan Monet har fået idéen at kikke på børns rolle i kunsten i det 19. og 20. århundrede. Eller rettere: Hvordan præsenterede folk som Cézanne, Monet, Picasso, Renoir og Matisse børn i deres værker. Udstillingen rækker frem til 3. juli.

Paul-KleeFor første gang i 47 år vises der i Frankrig en retrospektiv udstilling af Paul Klee. 250 værker af manden, der som 22-årig udtalte til en avis: ‘Jeg er Gud’. Udstillingen har fokus på Klees ‘romantiske ironi’, hvad arrangøren så mener med det. (Lidt som jeg aldrig helt forstår etiketten på en flaske vin, der hævder, at man kan smag tobak og lakrids, når jeg bare kan smage vin!). Men billederne er dejlige. Pompidou-centeret frem til 1. august.

 

 

 

Eventkalender – 34 gode ideer til julidage i Paris

Mit yndlingsmagasin, Figaroscope, som er et ugentligt tillæg til avisen Le Figaro, er lige landet i min postkasse. Jeg elsker det – og nærlæser det – hver eneste uge, fordi det altid er fuld af forslag og ideer til, hvad man kan lave i Paris. Det er ofte hér jeg finder omtale af en sjov restaurant eller en hyggelig bar, som jeg så efterfølgende går ud og prøver.

I denne uge har Figaroscope opremset 50 gode grunde til at blive i Paris sommeren over, mens de fleste andre rejser ud. En øjebliksguide til alt det, som er skønt og dejligt at tage sig til i den franske hovedstad i juli og august. Guiden er først og fremmest møntet på pariserne selvfølgelig, men akkurat lige så brugelig for alle jer, der kommer hertil.

Jeg har sakset i de bedste adresser og ideer, sorteret de teaterforestillinger fra, som kræver alt for meget fransk på Molière-niveau og krydsklippet med min egen eventkalender fra min seneste bog Ta’ med til Paris. Så her får du en liste over – 34 – gode restauranter med udendørs servering, friluftsbiografer, sjove udstillinger, musikfestivaler og badestrande i én glad forvirring. Ja, simpelthen en masse gode grunde til at råbruge – og nyde – Paris.

Bastilledag. 14. juli, Frankrigs nationaldag. Fejres fra morgenstunden med store militærparader ned ad Champs-Elysées og kæmpe festfyrværkeri om aftenen. Husk også: Aftenen inden, den 13. juli, er der bal med dans på byens brandstationer. Balerne er åbne for alle, og det er virkelig fest. Så hvis du drømmer om at blive svinget rundt af en ægte parisisk brandmand eller måske bare af en blid poetisk drømmer, så kridt stiletterne. De sjoveste baler er dem på brandstationen i rue du Jour i det 1. arrondissement og på dens pendant i rue Saint-Sulpice i det 6. arr.

Hvis I er mere til det luksuriøse, kan I fejre Bastillenatten 14. juli på en yacht i Seinen med fyrværkeri og højgastronomisk køkken. www.yachtdeparis.fr En menu koster fra 249 til 295 euros.

8. og 22. juli er der moderne dans under stjernerne i haven ved udstillingscenteret Fondation Cartier. www.fondationcartier.com

Et par gode restauranter med udendørs servering: La Terrasse Mirabeau. Køkken på højt niveau, 5 place de Barcelone i det 16. arr. Eller La Grand Pan med den gode stemning og bistromaden, 20, rue de Rosenwald i det 15. arr.

Paris Plages. Strand. En del af kajen langs med Seinens højre bred og ved Bassin de la Villette omdannes til offentlig strand med sand, liggestole og palmer. Fra 20. juli til 20. august. Men husk: Bøder til de topløse. www.paris.fr

Vil du gerne sole, men er for genert, bornert, bly eller bare diskret til at lægge dig midt på fortovsstranden eller kajkanten i Paris, kan du i stedet tage ud til restaurant Chalet des Iles Daumesnil i Vincennes-skoven. Her er liggestole og sand, gammeldags omklædningskabiner og palmer.  www.lechaletdesiles.com

Ved Canal Saint-Martin er der edderskønt på de to barer, Bar l’Ourcq (68, quai de Loire i det 19. arr.) og på 25 Degrés Est, som ligger for enden af Bassin de la Villette, også i det 19. arr. Skøn sommerstemning og fødderne direkte ned i kanalen.

Ellers tag aperitiffen på Au Grand Bleu, der ligger ved lystbådehavnen lige ved siden af Bastillepladsen (ja, sådan én er der faktisk!) Adressen er Bassin de l’Arsenal. Og så en af mine absolutte favoritter til en sommeraften: Fyrskibet Batofar, der er malet højrødt og ligger for anker på Seinen ved quai François Mauriac i det 13. arr. Her danser man i maskinrummet, hænger ud i lastrummet og trækker luft på dækket.

Hver onsdag fra 18 til 02 er der sommer-aperitif-træf på en anden dansebåd, Peniche Concorde Atlantique. Ret chikt og sådan en god electro-boheme-arty stemning. Båden ligger ud for 23, quai Anatole France i det 7. arr.

Aquathlon. Hvis du har en hemmelig drøm om at løbe i Paris’ centrum, svømme i Seinen eller cykle langs med kajerne, så har du chancen den 17. og 18. juli hvor Parisregionens triathlon-selskab slår sig ned ved Trocadéro.

Alternativt kan du stå på vandski på Seinen, ingen grund til at rejse helt til Saint-Tropez. For 40 euros kan du få din vandskidåb. www.skinautiqueclubdeparis.com Vil du hellere slæbes gennem vandet i et traktordæk, kontakt Michel på telefon 06 03 91 96 92

I Bassin de la Villette kan du sejle kajak, kano eller ro i 45 minutter. Telefon 01 42 40 29 90 

Paris Cinéma. Paris’ filmfestival løber frem til den 13. juli. To uger, hvor filmfreaks har lejlighed til at se alverdens film, nye som gamle. www.pariscinema.org

For de virkeligt filmgale er der et filmloppemarked den 10. juli på pladsen foran biografen MK2 Bibliothèque. Her sælges gamle filmplakater, fotos af optagelser, rekvisitter fra film og autografer fra kendte stjerner.

For dem som har en hemmelig sanger i maven og drømmer om at fyre den af som Liza Minelli i New York New York, er der også film-karaoké den 13. juli i Halle d’Aubervilliers.

Friluftsbiograf. Med kæmpelærred og liggestole i Parc de la Villette. Hver aften undtagen mandag fra 17. juli til 22. august. www.villette.com Kan varmt anbefales. Har tilbragt nogle af mine bedste sommeraftener i byen sammen med hundredevis af andre mennesker i total feriestemning foran en god fransk film noir.

Tour de France. Det prestigiøse – og ofte skandaleramte – cykelløb ender i Paris 25. juli. Så er der proppet på Champs-Elysées. www.letour.fr

Cirkus. Fra den 20. juli til 14. august præsenterer den virtuose og vildt innovative cirkusskole Ecole Supérieure des Arts du Cirque fra Bruxelles tolv af sine bedste numre. Tirsdag, onsdag, torsdag, fredag og lørdag aftener fra 20.30 i Parc de la Villette i det 19. arr.

Skatte for bogorme. Helt frem til 29. august viser Nationalbiblioteket godt 60 af sine virkelige skatte frem: Et brev på papyruspapir fra det 10. århundrede, Jean Arras’ smukt illustrerede bog L’Histoire de la Belle Mélusine fra 1479 etc. www.tresordeparis.fr

American Jazz Festival, frem til 29. juli. Det er 19. gang amerikanske jazzmusikere indtager Paris. På programmet i år: Al Foster, Tony Malaby, Bobby Few, Roy Campbell. Tel. 01 40 26 21 25

Og flere amerikanere…Fra 20. til 25. juli afholdes endnu en jazzfestival, Les Arènes du Jazz, for foden af Montmartre. Her mødes lige dele amerikanere og franskmænd. Tel. 01 44 61 87 73

Og glem ikke at Musée Marmottan frem til 26. september – før det går løs med en stor Monet-udstilling på Grand Palais – viser 47 af mesterens værker. www.marmottan.com

Et par koncerter: Earth, Wind & Fire spiller 8. juli i Zénith, Vanessa Paradis 11. og 12. juli i Opéra Royal de Versailles, Natalie Cole den 12. juli i Casino de Paris, Tori Amos den 19. juli i olympia og Nada Surf 19. og 20. juli i La Maroquinerie

Og et par ekstra – Mest for børn….

I messehallerne ved Porte de Versailles vises en stor dinosaurudstilling med 51 kopidinoer i naturlig størrelse. Ret skønt for små Jurassic-fans, men halvdyrt: Beregn 60 euros for en familie med to børn, 1 place de la Porte de Versailles, 15. arr.

Kulturhuset Centre Pompidou inviterer alle børn fra tre år og opefter til at fabrikere deres egen forlystelsespark i karton og papir efter Disney-modeller. Frem til 1. august.