Tag Archives: Marais

Mit bedste marked…

Mange af dem, der har været med på mine byvandringer i Paris, er næsten obligatorisk blevet slæbt med på marked. Jeg agiterer nemlig gerne – og tit – for byens mange fødevaremarkeder. Fordi fødevarer – mad og et godt køkken – er så vigtig del af den franske kultur, og fordi det er på de lokale markeder, at man møder pariserne, når de er allermest afslappede og sympatiske. Her råber de ikke op, som i trafikken, her har de tid til at snuse og mærke på melonerne, snakke med ostehandleren og joke med slagteren.

Le Marché des Enfants Rouges er et lille overdækket marked inde bag en jernport i rue de Bretagne i den øverste del af Maraiskvarteret. Jeg har skrevet om det før her på bloggen, men det er seks år siden, og Marché des Enfants Rouges fortjener altid omtale. For selv om det er småt, er det langt mere end et almindeligt marked. Herinde, mellem kyllinger og økologisk selleri, landvin, charcuteri og aborrer vrimler det nemlig også med  små serveringer fra hele verden.

Stolene står så tæt i de smalle alleer, at man ind imellem har svært ved at finde ud af, hvilken restaurant, de hører til. Men alle nyder forvirringen, og folk snakker og griner med de andre ved nabobordene.

Her kan man få tagine hos marokkaneren for enden af markedet. Han deler sin plads med en biodynamisk frugthandler og en vinknejpe. I den anden ende lever en vestindisk traiteur i lykkelig sameksistens med et italiensk køkken og den japanske Taeko, som oprindelig er fra Kyushu. Hun serverer fine, små retter på tyndt porcelæn, og hendes miniature-restaurant er markedets clou. Prøv fx hendes torske-kroketter – sprøde udenpå og nærmest smeltende bløde indeni.

Marché des Enfants Rouges er Paris ældste handelsplads – næsten 400 år gammel – og var for nogle år siden i overhængende fare for at blive ryddet, fordi kommunen ville give plads til en parkeringskælder, et bibliotek og en vuggestue. Men det blev heldigvis forpurret af vrede, engagerede beboere.

Så idag kan man stadig få sig en kaffe til under to euros. Og en is med grøn te, sesam og røde bønner til 3 euros hos Taeko.

Le Marché des Enfants-Rouges, 39, rue de Bretagne, 3. arr. Ǻben tirsdag til lørdag fra 8.30 til 19.30 og søndag fra 8.30  til 14. Metro: Temple eller Filles du Calvaire

Grisefodspaté fra Pyrenæerne

Marais-kvarteret er fyldt med gode bistroer, men Vins des Pyrénées tager alligevel prisen som en af mine absolutte favoritter. 

Restauranten er indrettet i en forhenværende vinhandel, men ligner mest en mellemting mellem et kolonihavehus og en marskandiserforretning. Her er knækkede mosaikgulve, som er repareret med en anden slags, småblomstrede tapeter, lampetter med kunstige stearinlys, en gammel tyrefægterplakat og forskellige forlovelsesbilleder fra 50’erne.

Køkkenet er gedigent; et klassisk bistrokøkken fra Sydvestfrankrig piftet op med moderne krydderier. Snup for eksempel en gang ravioli med purløg og parmesan til forret, eller, hvis I er mere eksperimenterende, et godt stykke brød med grisefodspaté. Til hovedret er Bourguignon med oksekæber altid et sikkert bud og kammuslingerne, med kartoffelmos, smager skønt.

Vinkortet er sympatisk, også hvis I bare har lyst til et enkelt glas ved baren og lidt glad atmosfære.

Vins des Pyrénées, 25, rue Beautreillis, 4. arr. Tel. 01 42 72 64 94. Ǻben alle dage, frokost og aften, undtagen lørdag til frokost. Metro: Saint-Paul eller Bastille

Galleri

Forelsket i Marais

This gallery contains 7 photos.

Efterhånden guider jeg mere og mere. Skrivningen er stadig mit levebrød – og min første kærlighed – men et par gange om måneden får jeg en opgave, hvor jeg viser folk rundt i mit Paris.  Og den tjans er sjov! Jeg sammensætter forskellige … Læs resten

3 hoteller af Christian Lacroix

Jeg fortsætter med hotellerne. Ud fra devisen om, at I ikke kan få for mange. Af de gode i hvert fald.

Og da jeg i går brugte spalteplads på et edderulækkert et, kompenserer jeg i dag med tre hoteller i haute couture-klassen. Helt bogstaveligt endda, for de er  indrettet af stjernedesigneren Christian Lacroix. MEN – og det er vigtigt – absolut betalelige, hvis I booker over nettet, hvor der konstant er gode specialtilbud.

Hôtel Le Petit Moulin var Lacroix’s første hotelforsøg, og det er det mest intime af dem. Det ligger i hjertet af Marais-kvarteret og er akkurat ligeså mønstret, farverigt og blomstret som hans kjoler. Her er blodrøde badeværelser med facetslebne hjertespejle, hovedgærder med skitser, guldblade og pailletter, med store svulstige blomsterkroner, kopier af gamle stoftapeter og kitschede 60’er-møbler. Foruden selvfølgelig badekar med løvefødder. Alle 17 værelser har hver sin stil og det hele er pakket ind i en 1600-talsbygning og en facade fra det ældste bageri i Paris. Priser fra 190 til 350 euros pr. nat.

Hôtel Le Bellechasse ligger midt mellem Musée d’Orsay og Saint-Germain-des-Prés på venstre bred og er klart det mest show-off af Lacroix’s hoteller. 34 værelser, alle forskellige, dekoreret i en farverig og næsten futuristisk stil. Standard-priserne er ret pebrede, men der er altid tilbud på hjemmesiden. Lige for tiden kan du få et værelse for 151 euros pr. nat.

Hôtel Le Notre-Dame ligger et stenkast fra Paris’ domkirke i en 400 år gammel ejendom og er det seneste af Lacroix’s hoteller. Her har modeskaberen ladet sig inspirere af sin guddommelige nabo og har indrettet 26 værelser med engle, de hellige tre konger og motiver fra Paradisets have. Priser fra 149 euros og opefter.

En ydmyg bistro i Marais

Jeg  har haft enorme problemer med min computer de sidste par uger, og derfor er der ikke kommet noget nyt på bloggen. Det er jeg rigtig ked af, men uden computer ingen blog!

Nu skriver jeg fra Michaels i mellemtiden og håber, at jeg snart får reservedelene, som jeg har bestilt hos Hewlett-Packard fra et callcenter i Indien. Fagre nye verden!

Forleden var jeg i Marais-kvarteret og rundede Café des Musées i rue des Turenne, hvor jeg ikke har været længe. Det var genkendelsens glæde. For Café des Musées er stadig akkurat lige så ydmyg og skøn som altid.

Det er det gamle Paris, og her er der ingen overgearede indretningsarkitekter, som har været forbi. I Café des Musées er der træborde, mosaikgulve og en gammel disk. En summende, lokal stemning og betjeningen, som er så venlig, at de burde have en pris.

Maden er taget lige ud af det franske landkøkken: Svampestuvning, hjemmelavet paté med calvados eller vild brasen med syltede grøntsager.

Prøv grøntsagsgryden; den, som er så simpel, at næsten ingen restauranter gider at lave den ordentligt, men når det sker – som her – er det en nydelse. Lidt som i børnefilmen Ratatouille, hvor stjernekokken forædler en grøntsagsragout til det sublime. I Café des Musées er der vel ti forskellige grøntsager, der har stået og simret i cocotten, lige tilpas saltet. Uhm, det er godt, og så til den beskedne sum af 12 euros.

Hvis I vil have rødvin, er der gode flasker fra Tourraine, men ellers kan I også, for forandringens skyld, prøve en tør æblecider fra Auge. Den er dejlig.

Café des Musées, 49, rue de Turenne, 3. arr. Tel 01 42 72 96 17. Aaben hele ugen fra tidlig morgen til langt over midnat. Køkkenet fra 12 til 15 og igen fra 19 til 23. Metro: Chemin Vert 

For rigtige mænd – guide til barberen

En gang i mellem skriver jeg fra Paris til de danske frisørers blad, Spejlet. Om mode eller trends, internationale frisørmesser eller  franske frisørers arbejdsmiljø. For nyligt skrev jeg en artikel om barberer.  Det er nemlig blevet super-trendy at gå til barberen igen. Kunderne vil have studset deres tre-dages skæg – eller skåret en tynd moustache. Selv overskægget er nemlig blevet chikt igen.

Den mest hippe barber, er Maître Alain, i Marais-kvarteret. Her måtte jeg bestille tid for at få et interview. Hos Alain kommer man nemlig kun på rendez-vous, og så er det ligegyldigt, om man skal barberes eller snakke med patronen. Reserveres må der.

Alain er en lille kultiveret mand, klædt i ulastelig, hvid skjorte og skarpt pressede flanelsbukser. Han er barbermesteren over alle andre i Paris, og hos ham kommer alle de stjerner, skuespillere og sportshelte, for hvem skægget er en del af imaget. Rocksangeren Johnny Hallyday, Frankrigs svar på Elvis Presley, har fx sin egen ragekniv med sølvindfattede initialer stående ved vasken. Han kommer gerne en gang hver 14. dag for at få korrigeret det næsten arkitektoniske mundskæg. ”Jeg er vild med min metier, og i mange år var jeg den eneste tilbageværende fuldtidsbarbér i Paris. Det var en uddøende race, og jeg har måttet kæmpe med De Gule Sider bare for at få oprettet en kolonne i telefonbogen, der hed ’Barberer’. Men nu er skæg blevet vældig moderne igen, så nu må jeg oplære de unge frisører, som ikke har haft barbering på frisørskolen,’ siger Alain, der bruger alle sine fri-mandage på at undervise andre.

Hans salon er et lille stykke kulturhistorie. Den er en rekonstruktion af en barbersalon fra slutningen af 1800-tallet, og igen og igen bliver den brugt som kulisse i franske film. Alain har personligt fundet hver eneste stykke indbo rundt omkring på franske loppemarkeder: Marmorvaske, gamle barberstole og antikke porcelænsplatter med motiver fra dengang, der stadig fandtes skæggede damer.

I barberstolen sidder Dominique. Han er fra Lyon i Midtfrankrig og kommer fast til Paris en gang om måneden for at få klippet sit cykelstyroverskæg, som han har haft de sidste 30 år. ”En gang prøvede jeg at gå til en frisør i Lyon for at få det studset, men det var en katastrofe. Så jeg er nødt til at tage til Paris.” Har du overvejet at barbere det helt af? Så behøver du ikke rejse 500 kilometer? ”Jamen, det må jeg ikke for min kone. Hun vil ikke have mig uden skæg,” ler Dominique, og Alain skyder ind, at sådan er det ofte.

Det er kvinderne – konerne, kæresterne og elskerindene – som bestemmer, om en mand har skæg. ”Hvis en mand har skæg, så er det fordi kvinderne rundt omkring ham har accepteret det. Kvinder er meget principfaste på det punkt: Enten elsker de skæg – eller også hader de det.”

Alain har set skægmoden skifte gevaldigt over årene. Fra dengang, hvor mænd skulle glatbarberes og ligne skuespilleren Alain Delon, over hippieskægget og det buskede western-overskæg til 80’ernes hårløshed og nutidens mundskæg og perfekte tredages-stubbe.

”At have skæg er en måde at personalisere sit udseende på, og mange af mine kunder kunne aldrig drømme om at klippe det af. Det er i den grad blevet en del af deres udseende, siger Alain, som selv har et kort skæg rundt langs kinderne. Kun én gang har han prøvet at rage det af, og da begyndte hans dengang små døtre at græde, da de så ham. Siden har han aldrig forsøgt.

”I dag er det jo populært med et mundskæg. Jeg tror, mange mænd bruger skægget som maskulint signal i en verden, som ellers bliver mere og mere androgyn.”

En yngre mand kommer ind. Han har kort, brunt fuldskæg, kamelsuldsjakke og håndsyede sko. Han er canadier og har fundet Maître Alain i en rejseguide. Han får tid til en justering af skægget næste morgen klokken 10. Før er der desværre ingen tider, siger Alain venligt og manden tager ydmygt til takke. Sådan er det nemlig her.

Hos Alain er der fully booked flere dage i forvejen, og selv stjerner og topdirektører må indrette sig efter barbermesterens kalender. En direktionsassistent ringer fx midt i vores interview og skal have en akut tid til sin chef, som er en kendt topdirektør i en stor fransk koncern. ”Men desværre,” siger Alain, ”det kan først blive i morgen kl. 17.” Fem minutter senere ringer direktøren selv og argumenterer for, at han er nødt til at se ordentlig ud, når han skal til et vigtigt møde. Men Alain holder fast, og direktøren må nøjes med at komme på venteliste. I skæggets verden er alle lige.

I følge Alain er moustachen – overskægget – også ved at vende tilbage, og den franske hovedstad har endda fået sin egen eksklusive klub for overskægsfanatikere: Paris Moustache Club. Her er plads til alle slags overlæbebehåringer, men langt de fleste medlemmer er dandylignende unge mænd med et smalt, fint skåret moustache. Velplejet, selvfølgelig.

For en dansker er det bare lidt svært at tro på. I Danmark er overskæg som regel noget, bøvede politibetjente har? ”Jamen, der er skam også mange franske gendarmer (politifolk, red), der har moustache. Men det er typisk et lidt kraftigere overskæg. Den nye moustachemode er mere forfinet. For at det virkelig skal være chikt, skal det være smalt og fint. Lidt som Johnny Depps og Brad Pitts,” forklarer Alain.

Salon de Maître Alain, 8, rue Saint-Claude, 75003 Paris. Telefon 01 42 77 55 80. Ǻben alle dage fra 9.15 til 19, undtagen søndag og mandag, hvor der er lukket. http://www.maitrebarbier.com

Galleri

Alexia’s Marais

This gallery contains 1 photos.

De af jer, der kender min seneste bog, MIN BY Paris, ved, at der for enden af hvert kapitel er et interview med en fastboende, som deler rundhåndet ud af sine bedste adresser. I Marais kvarteret er det Alexia Mayer. … Læs resten