Tag Archives: luksus

Armani, Prada og Hilfiger til spotpris

35 grader i skyggen, og i modsætning til, hvad man skulle tro, oplagt shoppevejr. For inde i butikkerne har de air condition, og så er det lige blevet udsalg. Udsalg er stadig en stor ting i Paris, hvor priserne bliver sat massivt ned i udsalgsperioden. Aktuelt startede den i onsdags og løber de næste fem uger.

Valle 11

Hvis I er på jagt efter mærkevarer og er klar til at bruge en hel dag på shopping, så kan det betale sig at tage til Vallée Village. Det er et outlet, som er bygget i tilknytning til et storcenter, der ligger sidste stop inden Disneyland med RER-tog linje A. Det lyder skrækkeligt, men er faktisk rigtig hyggeligt, når først man har passeret storcenteret. Outlettet er bygget som en landsby, og her er det over årene lykkedes at lokke 110 forskellige prestige-mærker som Ralph Lauren, Prada, Celine, Hilfiger, Porsche, Hugo Boss, Max Mara, Ugg, Church, Sandro, you name it, til at slå sig ned. Butikkerne er lækre, og har intet med fabriksudsalg at gøre, men priserne er endnu lækrere, for hele året sælges sidste års kollektioner stærkt nedsat, og i udsalgstiden kan du få helt op til 70 % rabat.

Vllee village 7

Jeg var derude i torsdags, og jep, der var mange mennesker, men folk er høflige og civiliserede. Vores snart voksne søn fik sig en blazer fra Sandro han havde drømt om. Normalpris 550 euros, men vi fik den for 167. Ligesom en bluse fra Ralph Lauren der kostede 30 euros i stedet for 99.

Er I sultne og skal styrkes inden næste ryk, kan I enten spise hos Prêt à Manger, en healthy fastfood med gode salater, eller I kan prøve den nye Menu Palais, som har hugget chefkokken fra den chikke næsten-navnebror Mini Palais i Paris og som serverer ravioli med kæmperejer, ristet lam eller sprød torsk for omkring 20 euros pr hovedret.

marne-la-vall-e-shopping-7-avec-vallee-outlet-village-disneyland-paris-et-620x280

Vallée Village, åben alle dage også søndag fra 10 til 20.30, lørdag helt til 21. Outlettet har en busservice, der kører fra Paris, Place des Pyramides, hver dag kl 9.30 og 13.00 og retur den anden vej kl 16.00 og 18.45. I kan også tage RER-toget (svarende til et S-tog), linje A, fra fx Etoile Charles de Gaulle, Châtelet eller Gare de Lyon og stå af på stationen Val d’Europe.

3 hoteller af Christian Lacroix

Jeg fortsætter med hotellerne. Ud fra devisen om, at I ikke kan få for mange. Af de gode i hvert fald.

Og da jeg i går brugte spalteplads på et edderulækkert et, kompenserer jeg i dag med tre hoteller i haute couture-klassen. Helt bogstaveligt endda, for de er  indrettet af stjernedesigneren Christian Lacroix. MEN – og det er vigtigt – absolut betalelige, hvis I booker over nettet, hvor der konstant er gode specialtilbud.

Hôtel Le Petit Moulin var Lacroix’s første hotelforsøg, og det er det mest intime af dem. Det ligger i hjertet af Marais-kvarteret og er akkurat ligeså mønstret, farverigt og blomstret som hans kjoler. Her er blodrøde badeværelser med facetslebne hjertespejle, hovedgærder med skitser, guldblade og pailletter, med store svulstige blomsterkroner, kopier af gamle stoftapeter og kitschede 60’er-møbler. Foruden selvfølgelig badekar med løvefødder. Alle 17 værelser har hver sin stil og det hele er pakket ind i en 1600-talsbygning og en facade fra det ældste bageri i Paris. Priser fra 190 til 350 euros pr. nat.

Hôtel Le Bellechasse ligger midt mellem Musée d’Orsay og Saint-Germain-des-Prés på venstre bred og er klart det mest show-off af Lacroix’s hoteller. 34 værelser, alle forskellige, dekoreret i en farverig og næsten futuristisk stil. Standard-priserne er ret pebrede, men der er altid tilbud på hjemmesiden. Lige for tiden kan du få et værelse for 151 euros pr. nat.

Hôtel Le Notre-Dame ligger et stenkast fra Paris’ domkirke i en 400 år gammel ejendom og er det seneste af Lacroix’s hoteller. Her har modeskaberen ladet sig inspirere af sin guddommelige nabo og har indrettet 26 værelser med engle, de hellige tre konger og motiver fra Paradisets have. Priser fra 149 euros og opefter.