Tag Archives: Louvre

Forårets store udstillinger i Paris 2012

Paris er uden diskussion en af Europas største kunstmetropoler. Jeg ville vel egentlig sige DEN største, men  gider ikke have en masse Berlinfans og Londonelskere i kommentarsporet, så jeg nøjes med at sige én af….

Foråret 2012 lover fortsat godt for kunsten. Nedenfor har jeg samlet programmet for de største udstillinger, så kan I selv vælge og vrage.

Det dejlige Musée des Arts Décoratifs sætter fra 2. februar –  mellem en masse andre fine udstillinger – spot på trompe-l’oeil-kunsten, altså malerier og illustrationer, der snyder øjet og bilder os ind, at vi ser noget andet, end vi reelt gør.

Jeu de Paume ærer fra 21. februar til 29. april den kinesiske fotograf Ai Wei, som er censurramt hjemme i Kina, og som efter et fængselsophold sidste forår har forbud mod at forlade sit land. Ai Wei fotograferer med et kritisk øje de store forandringer i sit land og den anarkistiske kapitalisme, som buldrer frem.

Fra 6. marts og tre måneder frem har det store moderne nationalbibliotek, Bibliothèque Nationale de France, en udstilling af flamske manuskripter fra det 15. århundrede rigt illustreret af kendte og ukendte kunstnere. Mange af manuskripterne er udlånt fra nationalbiblioteket i Bruxelles, der kører en sideløbende udstilling.

Pompidoucentret, udstiller fra 7. marts og frem til 18. juni 60 værker af Matisse.

Marmottan-museet, der ligger i hertugen af Valmys gamle jagtpavillon i Paris’ 16. arrondissement, viser fra 8. marts og frem til 1. juli værker af den impressionistiske maler Berthe Morisot. I alt 150 malerier og tegninger.

13. marts åbner impressionist-mekkaet Musée d’Orsay en stor retrospektiv udstilling af  maleren Edgar Degas, den første af sin slags siden 1988 i Paris. Og denne gang er det ikke Degas’ danserinder og hestevæddeløb, der er kommet op at hænge, men derimod hans nøgenbilleder.

Grand Palais har fået den sjove idé at se på dyr i kunsten, så fra 21. marts til 16. juli vises 160 værker helt fra renaissancen og til vore dage med dyr i centrum.  Léonard de Vinci, Rembrandt, Degas, Giacometti, Matisse, ou Andy Warhol og Jeff Koons.

Samme udstillingssted dedikerer 24. marts til 17. juni en stor udstilling til fotograf Helmut Newton, som lagde en stor del af sit arbejdsliv i Frankrig, blandt andet for franske Vogue. 200 billeder fyldt med erotik, sensualitet, humor og skønhed.

Et af byens dejligste museer – jeg skriver det igen og igen – Jacquemart-André museet tager os fra 23. marts til 23. juli med til Nilens breder og viser egyptisk kunst fra faraoerne til Alexander den Store.

Et andet fint lille museum, Musée Maillol, åbner 14. marts for en udstilling af den italienske barokmaler Artemisia Gentileschi. Hun brød igennem som maler på et tidspunkt, hvor kvinder ikke blev regnet for noget som helst, og hvor de hørte under deres far, mand eller bror. Men hun malede for fyrster og kardinaler og tjente selv sit brød. Måske derfor er der en stor frihed, men også smerte at spore i hendes malerier.

Museet for asiatisk kunst, Musée Guimet, har 14. marts til 14. maj en udstilling med 41 nulevende, japanske kalligrafi-malere.

Endelig har Louvre, fra 29. marts til 25. juni en ret spektakulær udstilling, der handler om Leonardo Da Vincis sidste år. Udstillingen er bygget op omkring mesterværket Sainte-Anne, som netop er blevet restaureret. Her vises også skitser og tegninger af det maleri, som Da Vinci blev ved med at male på og omstrukturere frem til sin død i 1519. Udstillingen sætter  billedet ind i en kontekst, hvor der også fokuseres på ikonmalerier af jomfruen og barnet.

Indian summer i Louvres gård

Det er helt uventet, 23 grader og Indian Summer.  Velfortjent, sådan set, med lidt forlænget sommer, for vi har ikke været forkælet med temperaturer i år.

Måske derfor er der også vildt gang i den på byens terrasser. Fyldt med folk, der strækker solen så langt de kan og spiser både frokost og middag ude på fortovet.

Forleden var det mig selv. Jeg var i byen med vores ældste på ti, som har nået den alder, hvor han rånyder at få hvide stivede servietter og som sagtens tør kaste sig over kammuslinger og små thailandske forårsruller.  Derfor skulle han selvfølgelig have the royal treatment, og frokosten på en ordentlig terrasse. Vi gik ind i gården på Louvre, hvor Café Marly ligger under hvælvingerne, og der er direkte udsigt til glaspyramiden.

Personalet var lige så opsigtsvækkende som altid. Jeg aner ikke, hvor man rekrutterer den slags, men iøjnefaldende, det er de. Kvindelige tjenere, der ligner Naomi Campbell og mandlige, hvis skæg og bakkenbarter er så superdesignet, at jeg tænker de sover med hovedet i et eller andet stativ.

På sin vis er det et ret dekadent sted, og opstyltet, men jeg elsker det alligevel. For det er vildt at sidde midt inde i gården på verdens største kunstmuseum og spise frokost, og ekstra skønt, når man har sin kloge søn med, som ved alt om de franske konger, der engang havde deres gang her på slottet.

Så il derhen, hvis du når Paris  i efteråret. Men kun i terrassevejr. Restauranten indenfor er ret kedelig.

Café Marly, 93, rue du Louvre, 1. arr. Aaben alle dage fra 8 til 02. Metro: Palais-Royal-Musée-du-Louvre

Lige som at komme hjem…midt i Paris

Jeg anbefaler det til alle lige for tiden. Min fætter, der skulle på romantisk weekend med sin kæreste eller Michaels kollega, der skulle tre dage til Paris og bo ordentligt, mens han arbejdede igennem. Alle får de samme adresse: Hôtel Thérèse.

Ikke fordi der ikke er andre skønne hoteller, der er masser, men fordi man på Thérèse får den der helt ekstraordinære følelse af ikke at være på hôtel. Det er lidt som at komme hjem, eller på besøg hos en gammel, rig tante med god smag.

Hotellet ligger downtown. I ly af Jardin du Palais Royal, et stenkast fra Louvre og nationalscenen. Det kan ikke blive mere centralt. (Selv om taxichaufførerne næsten aldrig kan finde det).

Thérese er indrettet i et renoveret 1800-tals hus og er raffineret på den dér enkle, varme måde. Med høje, mørke træpaneler, en sennepsgul væg, god kunst og en højrygget silkesofa i biblioteket.

Værelserne er alle sammen forskellige, dekoreret af arkitekten Jean-Philippe Nuel, men uden de sædvanlige nykker og fortænkte, æstetiske indfald.

Her er det snarere, som han ville have gjort det hjemme hos sig selv: Med et stribet tapet og gedigne materialer som uld, tykt bomuld og fed velour.

Plus selvfølgelig et godt maleri til hvert værelse, som ejeren, Sylvie de Lattre, selv har støvet op hos antikvitetshandlere og på loppemarkeder.

Et dobbeltværelse koster fra 150 € pr. nat. Med gode badeværelser, hvilket ikke er nogen selvfølge i Paris.

 

3 dejlige cocktailsteder!

Sommer i Paris? For mange parisere er det nærmest utænkeligt, de ræser ud af byen, så snart de kan komme til det. Ud på landet, til havet, op i bjergene, langt væk fra stenbroen.

Og selv er jeg ikke bedre, det indrømmer jeg. Lige om lidt stikker jeg sydpå til Pyrenæerne og vestpå til Ile de Ré. Men faktisk er Paris i august en lise. Stressniveauet, som 11 måneder om året tangerer det røde felt, falder til det helt overkommelige, nærmest provinsielle, og de parisere, som bliver tilbage for at betjene de resterende, er høflige og  glade. Trafikken glider, og det er for en gangs skyld til at få en lovlig parkeringsplads.

Noget af det bedste om sommeren i Paris, er at sidde ude i skumringen og kikke på livet, mens man sipper til en drink. Her får I tre af mine bedste cocktail-pletter lige nu:

Den trendy: Le Minipalais, inde i udstillingshallen Grand Palais. Her er for nylig åbnet en champagnebar, og hver dag opfinder bartenderen en ny dagens cocktail. Baseret på champagne, selvfølgelig. Prøv en Minipalais Royal, som er en blanding af rørsukker, champagne og tranebærsaft. Mums! Bedste tidspunkt er ved 22-tiden, når pianisten spiller live på terrassen. Et glas champagne koster fra 14 euros og en cocktail omkring 15.

Le Minipalias, 3, avenue Winston-Churchill, ved broen Pont Alexandre-III, i det 8. arrondissement.

Den romantiske: Café Richelieu, på 1. sal i Louvre, dér hvor økonomiministeriet tidligere havde kontorer, ligger nu en delikat café med to terrasser og udsigt til glaspyramiden. Prøv en klassisk Kir Royal, og allerhelst onsdag eller fredag aften, når museet har åbent til 22. Eneste MEN ved stedet er, at du er nødt til at købe billet til Louvre for at få adgang. En kir koster 12 euros.

Café Richelieu, 93, rue de Rivoli, 1. etage, 1. arrondissement

Den retro: O fil de l’Ô, på dækket af en gammel jernbåd, sådan lidt à la Venedig. Dejligst om aftenen, når lysene skinner i Seinen, og du har direkte udsigt til en oplyst Notre-Dame. Gå efter en klassisk drink fra kortet, som en Pink Lady, en Pina Colada eller min favorit, en Mojito.

O fil de l’Ô, 2, quai de la Tournelle, 5. arrondissement, åben alle dage fra 10 til midnat.

Galleri

De uomgængelige – Paris’ 10 største seværdigheder

This gallery contains 4 photos.

Ofte blærer jeg mig med, at folk hos mig får serveret et andet Paris end det, de finder i de traditionelle guidebøger. I min første bog, Paris mon AMOUR!, vigtede jeg mig ligefem af, at læserne IKKE ville finde åbningstiderne på … Læs resten

Galleri

Kvarteret omkring Louvre

This gallery contains 5 photos.

Det er centrum af Paris. Centrum af Frankrig. Her bor præsidenten, her er museerne, historien, rødderne. Alt det, som har været med til at forme franskmændene. På godt og ondt. Aksen, der går fra Louvre, ud over Tuileries-haven til Concordepladsen … Læs resten