Tag Archives: Le Rubis

Kender du en god vinbar?

Det er højt flot vejr idag, men stadig syngende koldt, to grader i morges, da jeg fulgte ungerne til skole. Så altså: stadig ikke spor for varmt til at gå på vinbar, som er en vidunderlig vinterbeskæftigelse i Paris.

Godt inspireret af mine  blog-kolleger på den engelsk-sprogede Parisbymouth, hvor min tidligere kollega, Meg Zimbeck, sidder som redaktør, har jeg samlet en liste over de vinbarer, som jeg synes er bedst.

Le Rubis har jeg tidligere skrevet om, men det kan ikke gøres for tit. Et lille, smalt lokale med en forslået zinkdisk, gule vægge, halve gardiner til gaden og et tyrkisk ståtoilet ude bagved. Her er ikke lavet meget om siden 50’erne, og baren serverer de samme frokostretter hver uge: Varme pølser om mandagen, kalvehoved om tirsdagen og så fremdeles. Men edderhyggeligt ved fyraftenstide, når et blandet publikum dropper ind for at få et billigt glas Brouilly eller Morgon.

Le Rubis, 10, rue du Marché Saint-Honoré, 1. arr. Metro: Tuileries eller Pyramides

Le Garde Robe, stadig i det 1. arrondissement, dowtown lige ved Louvre. Her serveres gode, bæredygtige vine med ost og pølser til rimelige priser, og der er altid et leben, masen og puffen af festlige mennesker, som trænges helt ud på fortovet. Skønt, lille uformelt sted, hvis du er brødflov og trænger til et godt glas.

Le Garde Robe, 41, rue de l’Arbre-Sec i det 1. arr. Metro: Louvre-Rivoli

Gentagelse! Jeg ved det, men Legrand Filles & Fils er uomgængelig, når vi snakker vin. Egentlig en forretning, men med en lille bar i en af Paris’ smukkeste gamle passager. Læs her, hvad jeg skrev sidst.

Legrand Filles & Fils, 1, rue de la Banque, eller indgang fra Galerie Vivienne, 2. arr. Metro: Bourse

Racines opdagede jeg oprindelig på opfordring af omtalte Meg, som kommer fra Kansas, men som – alligevel – har bedre smag og mere sans for gastronomi end så mange ærkeparisere. ‘Du må simpelthen have Racines med i din nye bog,’ sagde hun, og det kom den. Nu er den oprindelige ejer, Pierre Jancou, ganske vist rejst videre i sit liv, men den mikroskopiske vinbar er stadig en meget lang frokost værd. Racines ligger i Paris’ ældste passage, og der er kærlighed i hver eneste tallerken. Varerne er håndplukkede: Biodynamiske grøntsager, gårdoste og økologisk vin.

Racines, 8, passage des Panoramas, 2. arr. Metro: Grands Boulevards

Le Verre Volé. Når du først ser det, nægter du at tro, at det her er et sted, folk krydser byen for at komme til. Fire borde, totalt ydmygt, vin fra gulv til loft og altid proppet med folk. Men så prøv lige blodpølsen og blækspruttecarpaccioen og du er solgt. Le Verre Volé ligger i mit gamle kvarter ved kanalen, og jeg får stadig den der følelse af ultimativ kærlighed, når jeg åbner døren. Book bord, hvis du vil spise, ellers er det umuligt.

Le Verre Volé, 67, rue de Lancry, 10. arr. Metro: Jacques Bonsergent

Au Sauvignon. Et lillebitte sted, hvor stolene slås om pladsen. Hvor væggene er overplastret med gamle plakater, og hvor ejeren, Marie-Françoise Vergne, helt bevidst holder fast i stemningen fra 1954, da hendes far købte stedet.

En klassisk vinbar, fra dengang kunstnerne og de intellektuelle stadig havde råd til at bo på venstre bred. Og heldigvis har de nyrige forretningsfolk, som i de her år rykker ind i kvarteret, ikke formået at kommercialisere atmosfæren hos Marie-Françoise.

Der er sigtebrød med gedeost, paté og camembert på kortet, men det er vinen, der er omdrejningspunktet. Kortet rangerer fra den billigste Beaujolais over Sancerre og Chablis til St. Emilion og den dyre Puligny-Montrachet.

Au Sauvignon, 80, rue des Saints-Pères, 7. arr.  Metro: Saint-Sulpice eller Sèvres-Babylone

Bourgogne og grisefødder i vinbaren

Jeg var i det 1. arrondissement på freelanceopgave forleden, og igen faldt det mig ind, hvor kedeligt kvarteret egentlig er. Det lyder måske nok lidt hovent, for 1. arrondissement er jo selve hjertet af Paris, og selvfølgelig er der masser af lækre butikker i rue Saint-Honoré, hvor man kan brænde en hel masse penge af på kort tid. Men der er ikke meget lokalliv. Af den simple grund, at 1. arrondissement – ligesom det 8. – er et udpræget forretningsområde. 

Halvdelen af alle Paris’ advokater, konsulenthuse og finansinstitutter har adresse inden for en radius af én kilometer. Til gengæld bor der ikke mange almindelige mennesker. Hvilket betyder, at der er masser af leben og velklædte forretningsmænd om dagen og ret stille og livløst om aftenen. 

P1010201Men selvfølgelig er der stadig små hyggelige lommer. Som nu vinbaren Le Rubis. Den opdagede jeg for et par år siden, og lige siden har den været et af mine faste vandhuller. Så selvfølgelig styrede jeg  lige derhen, da jeg forleden var færdig med min reportage.

Le Rubis blev åbnet i 1934, og siden er der ikke blevet lavet ret meget om. Ejeren, Albert Prat, har ganske vist kun haft stedet i 27 år, men han er af den formening, at alting var bedre i gamle dage. Så mens resten af kvarteret omkring rue Saint Honoré er fyldt med overstylede designer-barer, så er Rubis intakt som i 50’erne, hvor den sidst fik en overhaling.P1010204

Her er halve gardiner til gaden, en slidt zink, formicaborde og røde læderstole. Et godt glas Brouilly koster 1,70 euros, et glas Sancerre 1,50 euros og en lille kir på syv centiliter 1,60.

På førstesalen er der servering, og dagens ret er den samme fra ugedag til ugedag: Varme pølser om mandagen, kalvehoved om tirsdagen, linser med flæsk om onsdagen. Lyonnayse pølser og linser le rubis flickrTorsdag serveres enten farserede grisefødder eller andouillette. Det sidste er en indmadspølse og – lad det være sagt med det samme – uspiselig for alle end franskmænd. Fredag står den på skank.

Men clou’et på Le Rubis er og bliver fyraftenvinen. Når forretningerne lukker, og pariserne stimler sammen ved vintønderne ude på fortovet. Gerne med husets rillette-sylte som akkompagnement til Beaujolais’en. P1010202Den nåede jeg desværre ikke forleden. Jeg tog bare en hurtig espresso i baren. Men stemningen var stadig god, og de to kogekoner bag ved disken stadig lige effektive.

Le Rubis, 10, rue du Marché- Saint-Honoré, 1. arr. Tel. 01 42 61 03 34. Ǻben mandag til fredag fra 7 til 22, lørdag fra 9 til 15.30. Metro: Tuileries eller Pyramides