Tag Archives: impressionisme

På sporet af et mesterværk – sandheden om Monets solopgang

Solen står på den dér underskønne slut-september måde hen over Paris. Sådan skråt ind over byen, lidt diset og dovent, og man har fornemmelsen af at få nogle ekstra, uventede, sommerdage forærende. 

Men efteråret sniger sig ind, og selv om vi faker med shorts og kortærmede, så kan man alligevel mærke det. Naturens forfald, bladene, der krøller sammen. Byen, der er kold om morgenen, inden solen kommer op i gear. Som en smuk kærlighedshistorie, der ved at rinde ud. Skønhedens sidste krampetrækninger.

imp-287x226Det var sådan en morgen, sidste torsdag, at jeg  droppede ind på Marmottan-museet, der har verdens største samling af den impressionistiske maler, Claude Monet. I sig selv altid seværdigt, men i torsdags gik jeg derhen, fordi museet netop havde åbnet en udstilling, som trickede mig. En udstilling, som lovede at fortælle sandheden om Monets maleri Impression Soleil Levant; billedet, som har givet navn til kunstretningen impressionismen.

Monet har selv skrevet årstallet 72 – 1872 – på maleriet, men præcis hvornår billedet er malet, har man aldrig vidst. Og selv om det i dag betragets som et af kunsthistoriens mesterværker, så levede det i årtier en lidt falmet, hengemt tilværelse i skyggen af andre Monet-malerier. Billedets titel har været skiftet ud flere gange; igennem mere end 80 år kaldte man det fx for Monets solnedgang.

Men så satte Marmottan en række af verdens førende videnskabsmånd til at forske i, hvornår billedet var malet, og om det var solopgang eller solnedgang. To år har det taget kunsthistorikere, meteorologer, astronomer, havneeksperter og en fysikprofessor fra Texas State University at nå frem til konklusionen, at der er tale om en solopgang, og at billedet er malet den 13. november 1872 kl. ca 7.35 om morgenen.

Nogle ville mene, at det i virkeligheden er ret ligegyldigt. Og det er det måske også – udover at det er et sjovt detektikarbejde – men udstillingen er fantastisk. For den er bygget op, så man ser, hvordan Monet først var inspireret af malere som hollandske Jongking og franske Boudin, hvordan han flirtede med lyset, men alligevel ikke helt kunne få styr på sine skyer, før han stødte på værker af den engelske maler William Turner.

Det var en øjenåbner for ham. Han ændrede stil; hans skyer, himle, bølger fik vælde, blev fede, skyllede og rullede over lærredet, og han ændrede for altid kunsthistorien ved at male sit indtryk – impression – af en solopgang fra vinduet på hotel de l’Amirauté i Le Havre en novembermorgen.

På udstillingen ses 25 nøje udvalgte malerier af Monet, men også dusinvis af Delacroix, Courbet, Boudin, Jongking, Turner, Berthe Morisot, Stevens, Renoir, Pissaro og Sisley, lånt fra museer og privatsamlere over hele verden.

Det hele er forklaret på både fransk og engelsk, og husk at tage jer tid til at læse historien om solopgangen, som blev gjort til grin af en kunstkritiker, da den blev udstillet første gang, og som var gemt væk under 2. Verdenskrig, for at tyskerne ikke skulle bombe eller snuppe den.

Musée Marmottan Monet, 2, rue Louis Boilly, 75116 Paris, Metro: La Muette. Udstillingen kører frem til 18. januar. Aaben alle dage, undtagen mandag fra 10 til 18. Lukket 25. december og 1. januar.

Forårets store udstillinger i Paris 2012

Paris er uden diskussion en af Europas største kunstmetropoler. Jeg ville vel egentlig sige DEN største, men  gider ikke have en masse Berlinfans og Londonelskere i kommentarsporet, så jeg nøjes med at sige én af….

Foråret 2012 lover fortsat godt for kunsten. Nedenfor har jeg samlet programmet for de største udstillinger, så kan I selv vælge og vrage.

Det dejlige Musée des Arts Décoratifs sætter fra 2. februar –  mellem en masse andre fine udstillinger – spot på trompe-l’oeil-kunsten, altså malerier og illustrationer, der snyder øjet og bilder os ind, at vi ser noget andet, end vi reelt gør.

Jeu de Paume ærer fra 21. februar til 29. april den kinesiske fotograf Ai Wei, som er censurramt hjemme i Kina, og som efter et fængselsophold sidste forår har forbud mod at forlade sit land. Ai Wei fotograferer med et kritisk øje de store forandringer i sit land og den anarkistiske kapitalisme, som buldrer frem.

Fra 6. marts og tre måneder frem har det store moderne nationalbibliotek, Bibliothèque Nationale de France, en udstilling af flamske manuskripter fra det 15. århundrede rigt illustreret af kendte og ukendte kunstnere. Mange af manuskripterne er udlånt fra nationalbiblioteket i Bruxelles, der kører en sideløbende udstilling.

Pompidoucentret, udstiller fra 7. marts og frem til 18. juni 60 værker af Matisse.

Marmottan-museet, der ligger i hertugen af Valmys gamle jagtpavillon i Paris’ 16. arrondissement, viser fra 8. marts og frem til 1. juli værker af den impressionistiske maler Berthe Morisot. I alt 150 malerier og tegninger.

13. marts åbner impressionist-mekkaet Musée d’Orsay en stor retrospektiv udstilling af  maleren Edgar Degas, den første af sin slags siden 1988 i Paris. Og denne gang er det ikke Degas’ danserinder og hestevæddeløb, der er kommet op at hænge, men derimod hans nøgenbilleder.

Grand Palais har fået den sjove idé at se på dyr i kunsten, så fra 21. marts til 16. juli vises 160 værker helt fra renaissancen og til vore dage med dyr i centrum.  Léonard de Vinci, Rembrandt, Degas, Giacometti, Matisse, ou Andy Warhol og Jeff Koons.

Samme udstillingssted dedikerer 24. marts til 17. juni en stor udstilling til fotograf Helmut Newton, som lagde en stor del af sit arbejdsliv i Frankrig, blandt andet for franske Vogue. 200 billeder fyldt med erotik, sensualitet, humor og skønhed.

Et af byens dejligste museer – jeg skriver det igen og igen – Jacquemart-André museet tager os fra 23. marts til 23. juli med til Nilens breder og viser egyptisk kunst fra faraoerne til Alexander den Store.

Et andet fint lille museum, Musée Maillol, åbner 14. marts for en udstilling af den italienske barokmaler Artemisia Gentileschi. Hun brød igennem som maler på et tidspunkt, hvor kvinder ikke blev regnet for noget som helst, og hvor de hørte under deres far, mand eller bror. Men hun malede for fyrster og kardinaler og tjente selv sit brød. Måske derfor er der en stor frihed, men også smerte at spore i hendes malerier.

Museet for asiatisk kunst, Musée Guimet, har 14. marts til 14. maj en udstilling med 41 nulevende, japanske kalligrafi-malere.

Endelig har Louvre, fra 29. marts til 25. juni en ret spektakulær udstilling, der handler om Leonardo Da Vincis sidste år. Udstillingen er bygget op omkring mesterværket Sainte-Anne, som netop er blevet restaureret. Her vises også skitser og tegninger af det maleri, som Da Vinci blev ved med at male på og omstrukturere frem til sin død i 1519. Udstillingen sætter  billedet ind i en kontekst, hvor der også fokuseres på ikonmalerier af jomfruen og barnet.