Tag Archives: hyggelig

Shopping i rue de Passy

passy3

Det er ikke så tit, jeg får skrevet om det 16. arrondissement, og det er egentlig synd. Det er selvfølgelig ikke hipt som Marais og ikke boheme som det 10. og 11. Her skejer man ikke ud, og det er ikke her trends’ne rammer først, så derfor bliver man som skriver altid draget andre steder hen, hvor der er mere ramasjang.

Men det 16. arrondissement har sin helt egen,  lidt mere stille, charme. Det er et pænt, rigt, franskmændene vil sige bourgeois kvarter. Her er smukke ejendomme fra slutningen af 1800-tallet, balkoner, krummelurer, brede boulevarder, karrieremænd og en masse velholdte kvinder.

rue de passy

Og så er der en af byens bedste shoppe-gader, rue de Passy. Sådan en rigtig gammeldags handelsgade med masser af fede butikker og cafeer. Her kan man slentre og finde alt ud i kjoler, sko, kager, parfumer, oliven, pasta, fransk børnetøj, dyre mærker, friske østers og gulerødder.

I nr. 53 ligger en mini-mall, Passy Plaza, med 25 butikker blandt andet l’Occitaine, der laver dejlige cremer og sæber. I nr. 80 ligger Paris’ mindste stormagasin, Franck og Fils, hvor man stadig siger bonjour til ekspedienten, sådan som det er kutyme i ordentlige forretninger, og hvor hver etage er overskuelig med et mindre, men delikat udvalg af kjoler, handsker, ure og frakker.

rue de passy3

Har du teenagepiger med til Paris, så tag dem med til nr. 50, og jeg garanterer, ugen er reddet. Her ligger Brandy Melville (foto herover), fyldt med t-shirts, jeans, nederdele, skjorter og kasketter i California vintage stil.

rue de passy5

Fra rue de Passy må I endelig tage et stik hen i rue de l’Annonciation, en vildt hyggelig lille gågade med brosten og gammeldags butikker, som jeg først for nylig har opdaget, fordi min søn havde købt en brugt seng, som vi skulle hente hos en mand, der boede dér. (Ikke nemt, når man skal have en dobbeltseng ned gennem en smal gågade fredag aften, men det er en anden historie).

home-fred

Her ligger i nr. 29 en konditor, Aux Merveilleux, der har specialiseret sig i en bestemt slags høje kager overtrukket med marengs, flødeskum og krymmel.

max_lesalon_02

Og i nr. 17 en af de mest sofistikerede frisørsaloner, jeg har set i Paris. Og jeg har ellers set en del, fordi jeg i årevis skrev til frisørernes fagblad. Men kun ganske få saloner er så gennemførte som hos Eric van den Berghe. Her er sorte lysekroner, enorme blomsterarrangementer, og de mandlige frisører går altid med skarptstrøgede hvide skjorter og sorte butterflies. Om de kan klippe, ved jeg til gengæld ikke! Det har jeg aldrig prøvet:-))

 

 

Hyggeligt hotel ved Eiffeltårnet

Selvfølgelig er det ikke Provence. Og selvfølgelig er der ingen lavendelmarker lige om hjørnet. Alligevel emmer det af Sydfrankrig, når man træder ind af døren på Hôtel La Tulipe. For her har Caroline Fortuit og hendes mand forstået at koncentrere  essensen af den sydlige landsdel. De købte hotellet, da de var helt unge – samtidig med, at de fik deres første barn – og i løbet af 25 år har de forvandlet hotellet til en lille provencalsk ambassade : Bjælker, røde skærvegulve, rå stenmure, kulørte fliser og de traditionelle tekstiler.

Hotellet har en skøn gårdhave, fyldt med træer og grønne planter, totalt isoleret fra storbyen, og her serveres morgenmaden – når vejret ellers er til det.

Jeg fik oprindelig anbefalet hotellet af en dansk veninde, Pia, som selv bor i Paris, og som har et knusende sikkert øje for charmerende steder. De ved, et af den slags mennesker, som spotter en ny trend langt nede af en ellers hengemt sidegade.
Siden har jeg anbefalet det til alle, der gider at høre på det, for La Tulipe er virkelig cosy som franskmændene siger, når noget er hyggeligt på den dér rigtig lune måde.

”Og så var det endda bare 0-stjernet, da vi købte det,” griner værtinden, der med sit glade væsen garanterer en personlig – og meget uparisisk – betjening.

La Tulipe ligger godt placeret midt i det 7. arrondissement, Paris’ rigeste kvarter. Tæt på Seinen, Eiffeltårnet og Invalidekirken. Og lige om hjørnet fra fantastiske handelsgader som rue Cler og rue St. Dominique.

Pris : 100 til 150 euros for et dobbeltværelse.

Hotel la Tulipe, 33, rue Malar, 7. arr.  Metro Invalides eller Pont de l’Alma