Tag Archives: Hotel

Små lækre hoteller…

La Parizienne

Det er det samme hvert år i januar:  Folk planlægger deres forårsferie og pludselig topper hotellerne i mine søge-statistikker. ‘Lækkert lille hotel i Paris.’, tapper folk på Google, ‘centralt, hyggeligt, charmerende…’. Og så lander de på min blog.

Godt for dem, for jeg har vitterligt samlet mange gode hoteller over årene, og lad det være slået fast med det samme: Jeg får ikke betaling fra hotellerne. Jeg har aldrig modtaget så meget som en krone fra nogen af dem. Jeg kan ikke bestikkes, jeg får ikke kommission, jeg har ikke noget som helst med dem at gøre. Så den eneste grund til, at jeg linker til dem, er fordi det gør det nemmere for jer, mine læsere.

I 2015 åbnede en stribe nye hoteller i Paris. Mange af dem i den lille størrelse med prædikatet ‘boutique-hotel’. Nogle ret kunstige og skabagtige, over-designede og over-tænkte, efter min mening. De holder sjældent længe, før de skifter navn igen.

Hotel Henriette 2

Men andre er små perler. Hôtel Henriette på venstre bred er skabt af den tidligere modejournalist Vanessa Scoffier. 32 værelser med blå og sennepsgule farver, vintagemøbler og 50’er tapeter. Meget nordisk, meget personligt, lidt som et hus på landet. Og priser, via nettet, helt ned til 99 euros for en nat.

La Parizienne 3

Hotel Parizienne (herover) ligger på boulevard Montparnasse i Latinerkvarteret. Tre-stjernet, douce farver, nogle enkelte af værelserne med bordelrøde tapeter, overalt boblende illustreret af tegneren Martha Fonfara (tegningen øverst). Hvis du booker via nettet kan du – på gode dage – få et dobbeltværelse til godt 100 euros.

1

Hôtel Grand Pigalle, ligger lige midt i Paris’ nye hippe South Pigalle kvarter, SoPi. Kvarteret var tidligere mest kendt for sine pornobutikker, og dem er der stadig nogle af, men de senere år er der rykket et nyt, ungt – læs chikt boheme – klientel ind, og en masse sjove og dejlige restauranter og barer er poppet op og har gjort kvarteret til et af de mest levende i Paris lige nu. Grand Pigalle ligger i en typisk Pariserejendom. 37 værelser med grafiktapeter, dejlige tekstiler, petroleumsfarvede metrofliser i badeværelset og en fin restaurant og vinbar med i pakken.

 

På sporet af det gode – mindre dyre – hotel…3

I serien om de nye tema- og designhoteller har jeg skrevet om flere dejlige, men dyre. Sådan hænger verden jo desværre tit sammen. 200, 300, 400 euros for en nat.

reception

Men her får I et, som er billigere. Ikke billigt, men billigere. Modedesigneren Alix Thomsen, en fager blondine, der går med hat, knæstrømper og pyjamas-stribede shorts, har sammen med indretningsarkitekten Laura Léonard, indrettet et lille fint hotel, Hôtel du Temps, med 23 værelser i det 9. arrondissement.

room-2

Jeg siger ikke, at jeg er absolut vild med junglemønstrede gardiner eller porcelæns-natbords-lampen med bastskærm og liljekonvaller, men helhedsindtrykket er rigtig sjovt – og meget retro. Her er nogle arty badeværelser med fritstående badekar, teaktræsstole fra 50’erne  og dejlige grønne sengetæpper.

suite-2

Prisen starter ved 120 euros for et enkeltværtelse, 160 for et dobbelt.

Hôtel du Temps, 11, rue de Montholon, 9. arr.

1. På sporet af det gode hotel…

Swann3

For jer, der leder efter hotel i Paris: Glæd Jer! Udvalget har aldrig været større. Det vælter simpelthen med nye hoteller i byen, mange af dem rigtig charmerende.

Inden for det sidste år er der åbnet mindst ét nyt hotel om ugen, og forklaringen er enkel. Den parisiske hotelpark var efterhånden blevet så nedslidt og luset, at mange små hoteller ikke længere kunne leve op til myndighedernes krav og de internationale hotel-normer. Derfor skulle de enten lukkes eller bygges om.

Mange investorer har valgt at bygge om i stor stil, sådan at hotellerne ikke bare holder standard, men bliver så lækre, at de kan opgraderes fra én eller to stjerner til tre og fire.

Det betyder selvfølgelig højere priser, og for at retfærddiggøre det over for gæsterne, har hotelejerne måttet tilføje noget ekstra; noget ud over det sædvanlige. Løsningen er enten at sende bud efter en super kendt designer, hvis navn alene kan trække kunder til, eller endnu oftere:  At bygge en historie op omkring hotellet.

Derfor er mange af hotellerne temahoteller, knyttet til et bestemt tema eller en bestemt person, og hvis man kan leve med det, går med på ideen og ikke synes det er alt for søgt, når man skal sove oven på et portæt af Victor Hugo, så er der  rigtig sjove oplevelser imellem!

Her i marts har jeg derfor besluttet at køre en serie med charmerende koncept-og designhoteller. De nye, der er poppet op, siden jeg udgav min sidste bog. Så har I lidt at plukke imellem, når I sidder og arrangerer påske- eller forårsferie i Paris.

swann8

Lægger ud med et par litterære hoteller. Først det fire-stjernede Hôtel le Swann i det 8. arrondissement. Det er totalt dedikeret den franske forfatter Marcel Proust og åbnede i november sidste år på 100 års dagen for udgivelsen af første del af Prousts senere så berømte romanværk ‘På sporet af den tabte tid’. Hotellet er  opkaldt efter en af hovedpersonerne i første bind, Charles Swann, og stedet har den charme, at ejeren oprigtigt er fuldstændig opslugt af Proust.

swann9

Det er altså ikke bare en kynisk forretningsmand eller en smart indretningsarkitekt, der har fået en fiks idé. Jacques Letertre er nærmest manisk Proust-fan og har til hotellet samlet et fuldendt sæt af førsteudgaver.

Derfor kan man på Le Swann dyrke orginalmanuskripter eller læse Prousts håndskrevne breve til venner og veninder. Dertil et bibliotek åbent for alle med mere end 500 bøger af og om Marcel Proust. Også på dansk, selvfølgelig!

Best_Western_Premier_Swann_Chambre

Hver af de seks etager er dedikeret et af de steder, som optræder i Prousts værker, og derfor rejser man på Le Swann fra Combray til Balbec og fra Venedig til de elegante saloner i Paris. Alle 81 værelser er opkaldt efter en person i ‘På sporet af den tabte tid’, og overalt er der dekoreret med Proust-citater, selv helt ud i badeværelset. 

swann10

Men det er så gennemført, at det ikke virker kunstigt. Og hotellet ligger – selvfølgelig – lige i hjertet af det kvarter, mellem Saint Augustin-kirken, Madeleine-kirken og Monceau-parken, hvor Marcel Proust levede hele sit liv.

Le Swann må endelig ikke forveksles med et andet nyt hotel opkaldt efter Proust, Hôtel Le Marcel, der ligger ved Gare det l’Est. Le Marcel er hvidt og moderne og renskuret. Okay og funktionelt, for så vidt, med Mac-books til fri afbenyttelse, men det har intet – absolut intet – med Proust at gøre. Selv om folkene bag har forsøgt ved at kalde deres – iøvrigt udmærkede – kaffe for ‘Swanns død’!

(Alle fotos i indlægget er fra Le Swann)

 

Totaldesign – og badekar med koskind

Jeg fortsætter min tour d’hôtel, og denne gang er vi ovre i den lidt dyrere, totalt-designede ende.

Seven Hôtel er indrettet af fire forskellige designere, og hvert værelse, hver suite er forskellig, nogle næsten lidt kinky. Her er sorte vægge, fritsvævende senge og badekar beklædt med koskind. Et par af suiterne har pejs for enden af sengen.

Hotellet ligger dejligt, klos op ad Latinerkvarteret og et smut fra handelsgaden rue Mouffetard. Lækker morgenmad – masser af kager!

Dobbeltværelser fra 167 euros pr. nat – hvis du er heldig.

Nyt hotel for blondiner – også de fake

Mens hotelbranchen i Frankrig generelt krymper sig under krisen, åbner stribevis af nye hoteller i hovedstaden. Og mens de, der lukker, er gamle nedslidte pensionater med badeværelser fra slut60’erne, er de nye langt mere trendy, individuelle – og mange af dem også morsomme.

Som nu Platine Hôtel i det 15. arrondissement, der er en hyldest til verdens kendteste blondine, Marilyn Monroe. Alle værelser er forskellige, men Marilyn er alle steder i form af enorme fotostater, så du skal kunne sove, mens hun smiler ned til dig med sexede sovekammerøjne i to x tre meter.

I alt 46 sjove, spooky værelser tapetseret med Marilyn og udstyret med vilde badeværelser, nogle blodrøde og andre med gigantiske kysselæber på fliserne.

Indretningen er en revival af amerikansk 50’er stil, og konferencerummet selvfølgelig indrettet som The Situation Room i Det Hvide Hus, med en usagt, lummer henvisning til Marilyns forbindelse til præsident Kennedy.

Og som et ekstra plus er der spa på hotellet. Snup fx en Spa by Night Duo for forelskede par til 210 euros for massage, indklusiv champagne. Eller en Anti-Jet-Lag-massage til værkbrudne forretningsmænd for 95.

Et dobbeltværelse koster fra 149 euros og opefter.

Et fabelagtigt lille boutique-hotel

Jeg starter det nye år med en undskyldning. Havde lovet en julekalender med nye adresser hver dag og nåede så kun halvvejs, inden jeg blev indhentet af artikler, der skulle afleveres og julen, der skulle forberedes. For slet ikke at tale om det faktum, at jeg pludselig fandt ud af, at jeg –  i en alder af 44 – venter tvillinger til juni. Hvilket betyder, at jeg ud over at være blogejer, skribent og freelancejournalist også – hvis alt går vel – bliver mor til 5!

Og da bloggen er ren con amore og ikke noget, jeg tjener penge på, må den en gang i mellem vie for mere eksistensielle gøremål. Men altså, alligevel, undskyld til alle jer, der sad og ventede på dagens låge!

Jeg starter det nye år med et rigtig fint lille hotel, som jeg fandt for nylig.  Jeg skulle vise en gruppe danske direktører rundt i Paris, og havde vel egentlig i min fordomsfuldhed forestillet mig, at de nok boede på et klassisk hotel indrettet à la Konservativt Folkeparti.

Så meget desto større var overraskelsen – og den flove smag i munden – da jeg kom for at hente dem og fandt et smaddersjovt lille boutique-hotel, Hôtel du Triangle d’or.

Hotellet kalder sig selv for et musikhotel. Det ligger ikke langt fra koncerthallen Olympia, og arkitekten har arbejdet tæt sammen med musikere som folk-musikeren Rickie Lee Jones, jazz-manden Archie Sheep og rapperen Mc Solaar om indretningen. Hver etage er opkaldt efter en musiker.

I receptionen er der sofaer og høretelefoner, så man kan flade ud til en trommesolo af Manu Katché.

Priserne svinger rigtig meget efter sæsonen. Nogle gange er der slagtilbud på et dobbeltværelse for 109 euros, mens man andre gange skal op i 220 for det samme værelse. Men prøv dig frem på online-bookingen. Hvis du er ude i god tid, skulle der være gode muligheder for at få prisen ned.

Hotel du Triangle d’Or, 6, rue Godot de Mauroy, 9. arr.

Hjælp!! Hotel til en gruppe på 25 i Paris?

Sådan nogenlunde lød den desperate mail fra et dansk familiemedlem, der er ved at arrangere en weekend-tur for sig selv og sine kolleger i Paris. De er 25 fra et større advokatkontor i provinsen, som tager herned til sommer på studietur.

Nå, men jeg gik selvfølgelig til opgaven med krum hals, ud fra devisen om, at det jo måtte være nemt nok. I og med, at jeg kender rigtig mange gode hoteller i Paris.

Det viste sig imidlertid, at det ikke var så nemt endda. For alle de hoteller, jeg kender, er små hyggelige, charmerende steder med 20 værelser og pensionat-stemning. Men den slags – fandt jeg ud af – gider ikke tage i mod grupper, så pludselig var det lidt sværere. Jeg måtte bide i det sure æble og ty til kædehotellerne, som jeg ellers pr. instinkt er en arg modstander af.

Uretfærdigt, skulle det vise sig, og derfor går bodsgang med dette blogindlæg. For selvfølgelig har jeg ret i, at der er mange røvsyge kædehoteller med beigefarvede gulvtæpper og en totalt anonym atmosfære, men faktisk findes der også hyggelige kædehoteller, som fortjener at blive nævnt som mulighed for grupper.

Hotel Holiday Inn Bastille er et af dem, og her endte jeg med at sende advokaterne hen. Ganske vist ligger der en sex-shop som nabo, men ellers er det et helt ok kvarter, og enormt centralt midt mellem Gare de Lyon og Bastillepladsen.

Værelserne er dejlige, næsten med lidt retrostemning og 50-tapeter på gangene. Og – hvad der altid tæller godt i posen hos mig –  badeværelserne er relativt nyindrettede og lækre.  

Så altså, der er håb, selv for grupper, og ingen behøver længere at ty til rædsler som fx Hôtel Altona, jeg tidligere har skrevet om.