Tag Archives: have

Te og kage i museumshaven

Det er blevet flot sol og terrassevejr. Derfor vil jeg over det næste stykke tid fyre nogle gode udendørsadresser af.  Restauranter, haver og museer med grønne lommer.

For dem af jer, der har læst mine guidebøger, følger her en gentagelse. Men Musée de la vie Romantique er en af mine absolutte yndlingsspots, og da så få kender stedet, gentager jeg gerne min reklame.

Nøgternt set kan museet ikke konkurrere med Paris’ store, kendte kunstmuseer. For regulært er det bare en gammel italiensk villa med stokroser, som ligger skjult for enden af en hulvej.

Men nej, hvor er det dejligt at dukke ind gennem den grønne have, at cirkle rundt i de små stuer og have tid til at fordybe sig i manuskript eller en klunkesofa. Musée dela VieRomantique har akkurat den størrelse, som gør det menneskeligt at besøge.

Villaen var oprindeligt ejet af den hollandsk-fødte maler, Ary Scheffer, og hos ham vadede kunstnere og intellektuelle som maleren Eugène Delacroix, komponisten Chopin og forfatteren George Sand hjemmevant ind og ud.

Hele museet er dedikeret til den romantiske periode omkring 1820-1850, og i dag er stemningen – af kult-arkitekten Jacques Garcia – genskabt med mønstrende lædertapeter, draperede gardiner og originale møbler.

I haven er der gamle træer og te- og frokostservering fra et lille grønmalet drivhus.

Musée de la Vie Romantique, 16 rue Chaptal, 9. arr. Tel. 01 55 31 95 67. Ǻben tirsdag til søndag fra 10 til 18. Lukket på mandage og skæve helligdage. Metro: Blanche

Picnic i hospitalshaven

Denne her have skal man være virkelig lokal for at kende. Og jeg kender den kun fordi, jeg engang boede for enden af vejen, hvor den ligger. Hospitalshaven på Hôpital Saint-Louis er vidunderlig oase, som ligger midt inde i det gamle hospital og som sikkert engang var tiltænkt patienterne, men som i dag er åben for alle.

Forleden krydsede jeg igennem med en gruppe danskere, og de var helt benovede over, at der findes noget så fredeligt og afsondret fra omverdenen midt i det ellers stærkt trafikerede 10. arrondissement.

Du dukker ind gennem den gamle port for enden af avenue Richerand, og pludselig er du i en stor kvadratisk have, omkranset af 1600-talsbygninger.

Her ligger folk i græsset, picnic’er med deres unger eller dyrker tai-chi i skyggen af de store, gamle træer. Ind imellem skrår en læge i hvid kittel gennem haven, eller en oppegående patient tager sig en cigaret langt fra de formanende sygeplejersker.

Hospitalet er tegnet Claude Vellefaux, den samme arkitekt, som har tegenet Place des Vosges, der betragtes som en af verdens smukkeste pladser. Det fungerer stadig som sygehus, nu udbygget med moderne bygninger bagtil. Men dem kan man heldigvis ikke se, når man er i haven.

Hôpital Saint-Louis, for enden af avenue Richerand i det 10. arrondissement. metro: Jacques Bonsergent, République eller Goncourt