Tag Archives: Félicien

Paris med pool

Hotel Molitor Paris - MGallery by Sofitel

Forleden skrev Susanne til mig. Hun skulle til Paris med sin seks-årige søn, om jeg kendte et hotel med indendørs pool? Og det syntes jeg faktisk var et godt spørgsmål, for en swimmingpool kan man selvfølgelig altid finde, hvis bare man hoster op med pengene. Hôtel Ritz eller Peninsula fx, til godt 1.000 euros i døgnet.

La belle juliette

Men bassinerne findes også billigere, hvis man leder lidt. Både kædehoteller og små butikhoteller gemmer ind imellem på en indendørs pool. La Belle Juliette i Latinerkvarteret har fx, udover musikstuen herover, en spa og et lille bassin. Dobbeltværelser fra 194 euros på en god dag, og så er man lige i smørhullet ved rue Cherche-Midi.

Hotel Saint James and albany pool

Hôtel Saint James & Albany ved Louvre og Tuileries-haven er firestjernet og ejet af danske Lone Saias, som jeg kender godt. Her er en fornem indendørs pool og spa (herover) og værelser fra 175 euros og opefter, hvis man er heldig at finde et godt tilbud på nettet.

Hotel Felicien 3

Et andet fint lille hotel med pool er Hôtel Félicien i det mondæne 16. arrondissement, tæt på Trocadéro-pladsen og ikke langt fra Eiffeltårnet. Félicien er indrettet af designeren Olivier Lapidus og er meget strømlinet, lidt køligt, uden nogen former for nips og dikkedarer.

lyric 4165648-1268851_0_0_1512_972_1400_900

Jeg plejer at vigte mig af, at jeg kun skriver om steder, som jeg har set og besøgt. Det gælder ikke stederne i denne artikel. Fx har jeg ikke set Lyric Hôtel (herover), der ligger lige i nærheden af den gamle opera, men som jeg synes ser lovende ud på hjemmesiden. Her er temaet musik, receptionen er formet som en scene, og den opvarmede pool ser laber ud. Priser fra 186 euros for et dobbeltværelse.

Også flere af de mere kedelige (i min optik), men driftsikre og altid korrekte hoteller som Novotel Paris Centre Eiffel Tower  i det 15. arrondissement på venstre Seine-bred  eller Novotel ved Gare de Lyon har også opvarmet pools.

Hotel Molitor Paris - MGallery by Sofitel

Og endelig; Hvis i kommer herned, når det er blevet lidt varmere, så er Hôtel Molitor (herover og allerøverst) i det 16. arrondissement en fantastisk mulighed. Hotellet er vildt design og indrettet omkring en fin gammel udendørs swimmingpool, som er det har taget årevis at sætte i stand og som nu er i alverdens livsstilsmagasiner. Hotellet har også en indendørs pool, men det er den udendørs, der er clou’et. Tjek Molitors priser, ind imellem er der værelser for godt 200 euros.