Tag Archives: designhotel

Nyt hotel: Design, vintage og egne høns

I de sidste flere år har Paris’ højre bred været den trendy side. Især de gamle arbejderkvarterer i 9., 10., og 11. arrondissementer udvikler sig med fuldstændig hyper hast, og det, der i går var en betonvarefabrik, er i morgen et cool koncertsted. Den kommunale begravelsesforretning er blevet til kulturhus, og nedslidte kontorbygninger forvandles til hippe hostels.

Samtidig har venstre bred stået noget i stampe. Selvfølgelig åbnede Ralph Lauren på boulevard Saint-Germain, og boghandler og gallerier regenereres. Men der er stadig gået lidt museum i venstre bred. Amerikanske turister, der går rundt og leder efter Simone de Beauvoir.

Derfor er det så absolut opmuntrende, når en ung kvindelig designduo, Favorite, finder på at indrette hotel på venstre bred. Og så i det 13. arrondissement, som ellers er ret karakterløst og mest kendt for sin Chinatown.

Hotel COQ3

Hôtel C.O.Q, som egentlig står for Community of Quality, men som også kan læses som coq, fransk for hane, er et af den slags hoteller, hvor man ikke rigtig ved, om man er hjemme eller på hotel. Her er et miskmask af et 50’er teakborde, et 1800-talsportræt, en industrilampe og et flisebord; alt det, som kendetegner et hjem, hvor tingene er holdt af og derfor blandet sammen.

Hotel coq1

Og netop sådan er grundtanken. Designerne Delphine Sauvaget og Pauline d’Hoop ville lave et hotel, hvor folk får oplevelsen af at komme hjem til nogen, træde ind hos en familie. Derfor har de fundet alt indbo i stueetagen på loppemarkeder, auktioner og brugt på nettet. Og så har de sat en ære i at købe og bestille alt, hvad de kunne i Frankrig. Deraf den franske hane, symbolet på nationens stolthed. Så tæpper, puder og vandhaner er made in France.

Til morgenmad: Blødkogte æg fra egne høns i gården.

Hotel COQ2

Hôtel C.O.Q., 15 rue Edouard Manet, 13. arrondissement. Metro: Place d’Italie

 

 

 

På sporet af det gode – mindre dyre – hotel…3

I serien om de nye tema- og designhoteller har jeg skrevet om flere dejlige, men dyre. Sådan hænger verden jo desværre tit sammen. 200, 300, 400 euros for en nat.

reception

Men her får I et, som er billigere. Ikke billigt, men billigere. Modedesigneren Alix Thomsen, en fager blondine, der går med hat, knæstrømper og pyjamas-stribede shorts, har sammen med indretningsarkitekten Laura Léonard, indrettet et lille fint hotel, Hôtel du Temps, med 23 værelser i det 9. arrondissement.

room-2

Jeg siger ikke, at jeg er absolut vild med junglemønstrede gardiner eller porcelæns-natbords-lampen med bastskærm og liljekonvaller, men helhedsindtrykket er rigtig sjovt – og meget retro. Her er nogle arty badeværelser med fritstående badekar, teaktræsstole fra 50’erne  og dejlige grønne sengetæpper.

suite-2

Prisen starter ved 120 euros for et enkeltværtelse, 160 for et dobbelt.

Hôtel du Temps, 11, rue de Montholon, 9. arr.

1. På sporet af det gode hotel…

Swann3

For jer, der leder efter hotel i Paris: Glæd Jer! Udvalget har aldrig været større. Det vælter simpelthen med nye hoteller i byen, mange af dem rigtig charmerende.

Inden for det sidste år er der åbnet mindst ét nyt hotel om ugen, og forklaringen er enkel. Den parisiske hotelpark var efterhånden blevet så nedslidt og luset, at mange små hoteller ikke længere kunne leve op til myndighedernes krav og de internationale hotel-normer. Derfor skulle de enten lukkes eller bygges om.

Mange investorer har valgt at bygge om i stor stil, sådan at hotellerne ikke bare holder standard, men bliver så lækre, at de kan opgraderes fra én eller to stjerner til tre og fire.

Det betyder selvfølgelig højere priser, og for at retfærddiggøre det over for gæsterne, har hotelejerne måttet tilføje noget ekstra; noget ud over det sædvanlige. Løsningen er enten at sende bud efter en super kendt designer, hvis navn alene kan trække kunder til, eller endnu oftere:  At bygge en historie op omkring hotellet.

Derfor er mange af hotellerne temahoteller, knyttet til et bestemt tema eller en bestemt person, og hvis man kan leve med det, går med på ideen og ikke synes det er alt for søgt, når man skal sove oven på et portæt af Victor Hugo, så er der  rigtig sjove oplevelser imellem!

Her i marts har jeg derfor besluttet at køre en serie med charmerende koncept-og designhoteller. De nye, der er poppet op, siden jeg udgav min sidste bog. Så har I lidt at plukke imellem, når I sidder og arrangerer påske- eller forårsferie i Paris.

swann8

Lægger ud med et par litterære hoteller. Først det fire-stjernede Hôtel le Swann i det 8. arrondissement. Det er totalt dedikeret den franske forfatter Marcel Proust og åbnede i november sidste år på 100 års dagen for udgivelsen af første del af Prousts senere så berømte romanværk ‘På sporet af den tabte tid’. Hotellet er  opkaldt efter en af hovedpersonerne i første bind, Charles Swann, og stedet har den charme, at ejeren oprigtigt er fuldstændig opslugt af Proust.

swann9

Det er altså ikke bare en kynisk forretningsmand eller en smart indretningsarkitekt, der har fået en fiks idé. Jacques Letertre er nærmest manisk Proust-fan og har til hotellet samlet et fuldendt sæt af førsteudgaver.

Derfor kan man på Le Swann dyrke orginalmanuskripter eller læse Prousts håndskrevne breve til venner og veninder. Dertil et bibliotek åbent for alle med mere end 500 bøger af og om Marcel Proust. Også på dansk, selvfølgelig!

Best_Western_Premier_Swann_Chambre

Hver af de seks etager er dedikeret et af de steder, som optræder i Prousts værker, og derfor rejser man på Le Swann fra Combray til Balbec og fra Venedig til de elegante saloner i Paris. Alle 81 værelser er opkaldt efter en person i ‘På sporet af den tabte tid’, og overalt er der dekoreret med Proust-citater, selv helt ud i badeværelset. 

swann10

Men det er så gennemført, at det ikke virker kunstigt. Og hotellet ligger – selvfølgelig – lige i hjertet af det kvarter, mellem Saint Augustin-kirken, Madeleine-kirken og Monceau-parken, hvor Marcel Proust levede hele sit liv.

Le Swann må endelig ikke forveksles med et andet nyt hotel opkaldt efter Proust, Hôtel Le Marcel, der ligger ved Gare det l’Est. Le Marcel er hvidt og moderne og renskuret. Okay og funktionelt, for så vidt, med Mac-books til fri afbenyttelse, men det har intet – absolut intet – med Proust at gøre. Selv om folkene bag har forsøgt ved at kalde deres – iøvrigt udmærkede – kaffe for ‘Swanns død’!

(Alle fotos i indlægget er fra Le Swann)

 

3 skønne design-hoteller anno 2011

Hoteller er den evige vinder her på bloggen. Og det forstår jeg, for et godt hotel er – efter min mening – halvdelen af  fornøjelsen ved en storbyferie. Og omvendt en katastrofe, hvis det ikke er godt.

Jo, jo, jeg har hørt dem, som siger, at de bare skal have en seng at sove i. ‘Vi vil hellere bruge pengene på noget morsomt,’ siger de. Men sandheden er, at de  alligevel bliver skuffede, når de skal sove på 3. klasse i en udhulet madras.

Så jeg åbner det nye år med tre fede design-hoteller. Og husk, at for alle tre gælder, at I får langt bedre priser, hvis I booker over nettet. 

1. Hôtel Le Placide. som at komme hjem. Udtænkt som et rigtigt hjem. Harmonisk design, badet i lys, og med nogle ordentlige store værelser, hvoraf flere har balkon og udsigt til livet på Saint-Germain-des-Prés. Priser fra 189 euros.

Le Placide, 6, rue Saint-Placide, 6. arr. 

2. Hôtel Athénée. Her har den verdensberømte designguru, Jacques Garcia fået frie hænder, og inspireret af kvarteret omkring Pariser-operaen, har han indrettet de 20 værelser i en overvældende opera-stil, som scenebilleder fra La Traviata, Aïda og Don Juan. Med fed taft, velour i metermål og store svungne, blodrøde sofaer. Priser fra 179 euros.

Hôtel Athénée, 19, rue Caumartin, 9. arr.

3. Og så et dejligt fire-stjernet i rue du Cherche-Midi, som er en af de hyggeligste handelsgader på venstre bred. Hôtel La Belle Juliette er direkte opkaldt efter og inspireret af Juliette Récamier, der levede fra 1777 til 1849 og som blev kendt for sin skønhed og sine dyder.

Det er designeren Anne Gelbard, der har indrettet hotellet, og hver etage har sit eget tema omkring Juliette. På 1. sal er hun sammen med sin bedste veninde, på 2. sal på rejse i Italien, på tredje er designeren inspireret af Juliettes eneste virkelige kærlighed, René Chateaubriand, og på øverste er der en stemning af 1800-tallets litterære saloner. Ikke billigt, men vildt hyggeligt, og hvis I bestiller i god tid over nettet, kan et dobbeltværelse presses ned i 240 euros.

Hôtel La Belle Juliette, 92, rue du Cherche-Midi, 6. arr.