Tag Archives: Caroline Fortuit

Hyggeligt hotel ved Eiffeltårnet

Selvfølgelig er det ikke Provence. Og selvfølgelig er der ingen lavendelmarker lige om hjørnet. Alligevel emmer det af Sydfrankrig, når man træder ind af døren på Hôtel La Tulipe. For her har Caroline Fortuit og hendes mand forstået at koncentrere  essensen af den sydlige landsdel. De købte hotellet, da de var helt unge – samtidig med, at de fik deres første barn – og i løbet af 25 år har de forvandlet hotellet til en lille provencalsk ambassade : Bjælker, røde skærvegulve, rå stenmure, kulørte fliser og de traditionelle tekstiler.

Hotellet har en skøn gårdhave, fyldt med træer og grønne planter, totalt isoleret fra storbyen, og her serveres morgenmaden – når vejret ellers er til det.

Jeg fik oprindelig anbefalet hotellet af en dansk veninde, Pia, som selv bor i Paris, og som har et knusende sikkert øje for charmerende steder. De ved, et af den slags mennesker, som spotter en ny trend langt nede af en ellers hengemt sidegade.
Siden har jeg anbefalet det til alle, der gider at høre på det, for La Tulipe er virkelig cosy som franskmændene siger, når noget er hyggeligt på den dér rigtig lune måde.

”Og så var det endda bare 0-stjernet, da vi købte det,” griner værtinden, der med sit glade væsen garanterer en personlig – og meget uparisisk – betjening.

La Tulipe ligger godt placeret midt i det 7. arrondissement, Paris’ rigeste kvarter. Tæt på Seinen, Eiffeltårnet og Invalidekirken. Og lige om hjørnet fra fantastiske handelsgader som rue Cler og rue St. Dominique.

Pris : 100 til 150 euros for et dobbeltværelse.

Hotel la Tulipe, 33, rue Malar, 7. arr.  Metro Invalides eller Pont de l’Alma