Tag Archives: Bouillonkøkken

Klassisk folkekøkken i chikke omgivelser

bouillon-pigalle_5991370

En af de mest omtalte åbninger inden for det seneste år: Restaurant Bouillon Pigalle midt i Paris’ frække Pigalle-kvarter.

bouillon-pigalle-godt billede

Restauranten er en genopfrisket udgave af forrige århundredes fattigmandskøkkener. Dengang man serverede tyk bouillon og æg med mayonnaise til minipriser, så folket også kunne komme på restaurant. I slutningen af 1800-tallet var der op mod 250 af den slags bouillon-huse i Paris, men de uddøde et efter et op gennem det 20. århundrede. (De sidste mange år har det eneste overlevende været Bouillon Chartier i det 9. arrondissement, som ganske vist har bevaret den smukke indretning og de billige priser, men som ellers idag serverer så elendig mad, at det ikke er besøget værd).

Bouillon pigalle 3

Med Bouillon Pigalle har folkekøkkenet fået comeback. Og hvilket comeback! Masser af plads, bænke i rødt kunstlæder, Thonet-stole, fajance-spejle, tjenere i sorte veste og butterfly, og frem for alt: et virkelig godt køkken til næsten latterligt lave priser. Her er forretter som tomater med rød vinaigrette til 2,80 euros og sild i olie til 4,50, seks snegle for 7 euros eller den dyreste: foie gras med løgkompot til 8,80.

Hovedretter: Laksetartar med grøn salat til 12,80, roastbeef med mayonnaise og husets fritter 9,80 eller en bouef bourguignon til samme pris. Dyreste dessert koster 4,50, og fra vinkortet: 17 euros for den billigste flaske rødvin, 27 for den dyreste, en Saumur.

Bouillon pigalle 2

Bouillon Pigalle er skabt af familien Moussié, som i forvejen har supersteder som Chez Jeanette og Hôtel Providence. Her er 300 pladser og en skøn overdækket balkon. Men man kan ikke reservere, og trods de mange pladser er der ofte kø for at komme ind. Så kom eventuelt lidt tidligere end franskmændene.

Bouillon Pigalle, 22, Boulevard de Clichy, 18. arr. Tel.01 42 59 69 31. Metro Pigalle