Tag Archives: Bilka

Ta’ med til Paris

Så er jeg tilbage fra København, hvor jeg har præsenteret min nye guide, Ta’ med til Paris. Det skete torsdag aften ved et fantastisk arrangement i antikvitetshuset Greensquare på Amager. Her var 100 mennesker troppet op for at høre mere om Paris, Berlin, Mallorca, Sydsverige og alle de andre rejsemål, som rejsehuset momondo har udgivet guidebøger til.

Så stod vi dér, forfattere og fotografer, i mellem orientalske elefanter, kinesiske vaser og mahognisofaer fra Empiretiden og fortalte om Latinerkvarteret og avantgarde hoteller i Berlin. Der var levende lys i de store sølvkandelabre og knitrende hvide damaskduge på bordene. Som selvfølgelig var til salg. Hos Greensquare går man rundt i stuer og herreværelser, mellem nips og kunst, møbler og design, som i et hjem, men altsammen til salg.

Claus Meyer havde lavet maden, og jeg stødte på mest fantastiske mennesker aftenen igennem, en vred grevinde, en supercharmerende pressefotograf, som jeg havde talt i telefon med masser af gange, men aldrig mødt før, og en helt igennem skæg journalistpige, som viste sig at være stukket af med manden til en rædsom kvinde, jeg engang har mødt. (Jeg kan kun lykønske manden, der har været så meget heldigere i andet hug!).

Det var en helt eventyrlig aften, og jeg kunne ikke tænke mig nogen bedre lancering af min bog. Ta’ med til Paris er en kraftig udvidelse af Min By Paris, som udkom sidste år. Ja, faktisk er der dobbelt så mange adresser med, men prisen er stadig kun 59 kr. Hvilket jeg synes er for billigt, men det er en helt anden sag.

Bogen kan købes i alle Dansk Supermarkeds butikker, det vil sige i Netto, Bilka, Føtex og A til Z, samt hos udvalgte boghandlere, blandt andet i lufthavnen i Kastrup.

I de kommende dage bringer jeg nogle uddrag, så I kan få en forsmag.

Håber I kan li’ den!