Tag Archives: Basquiat

Fabelagtig dobbeltudstilling

 

IMG_6695

En rigtig god udstilling kan være som en foræring. Noget, man ikke havde forventet, noget man aldrig får igen, et øjeblik, man var heldig at være i. Sådan har jeg det med den store dobbelte Basquiat og Egon Schiele udstilling, som lige nu løber på Fondation Louis Vuitton i Paris.

IMG_6675

Egentlig er det to helt uafhængige udstillinger, men så oplagt og begavet at afholde dem samtidig, sætte dem op mod hinanden. To unge mænd i hver sin ende af det samme århundrede, begge besat af tegningen, to provoer tæt knyttet til en ældre mentor – Schiele til Klimt og Basquiat til Andy Warhol – og begge brutalt revet ud af livet som 28-årige.

IMG_6711

Jeg indrømmer, jeg kom for Basquiat. Er dybt fascineret af hans voldsomme farver og de politiske, ofte vrede motiver. Hele mandens historie. Det afroamerikanske vidunderbarn, der levede så hidsigt og talentfuldt, som malede alle sine frustrationer ud på gaden som grafitti og på lærredet, tegninger, kærestens tøj. Over 1000 malerier og endnu flere tegninger blev det til på et årti. Hvoraf han de sidste år arbejdede tæt sammen med Andy Warhol.

IMG_6704 (1)

Jean-Michel Basquiat blev født i Brooklyn i 1960. Hans mor af puertorikansk oprindelse og hans far var fra Haiti. I starten malede han grafitti under navnet SAMO (same old shit), og allerede hans grafitti vakte opsigt. Snart gik han over til lærreder og blev på rekordtid opdaget af kunsteliten og katapulteret op i de dyre salgsklasser. Nogle få forbenede kunstanmeldere fortsatte med at kalde ham overfladisk, og Basquiat måtte som sort kunstner kæmpe en dobbelt kamp, ikke alene for at blive anerkendt, men også mod racisme, udstødelse og undertrykkelse.

image.flvcrop.2048.5000

På Fondation Louis Vuitton (herover), som i sig selv er en fuldstændig foræring hver gang, er det lykkedes at samle hele 120 værker af Basquiat, mange af hans bedste og mest monumentale. Ansigter, næsten dødningehoveder, rasende mænd med armene i vejret, boksere. Og ord, masser af ord. Liberty, blood, trust, corpus, capitalism.

IMG_6720

Schiele havde jeg slet ikke taget i betragtning, for jeg kom jo for at se Basquiat, så nu her bagefter var han måske den allerstørste foræring. Østrigsk ekspressionist, stærkt inspireret af Klimt, malende nøgne kvinder, og næsten lysende selvportrætter, hvor han har vildt hår og bløde læber, og hvor han på den mest syrede måde – 70 år før tid –  ligner en ekspressionistisk udgave af Basquiat. Dybt insisterende er hans maleri.

Hvilken mesterstreg at sætte de to kunstnere sammen. Basquiat, som døde af en ufrivillig overdosis, Schiele af den spanske syge.

Jean-Michel Basquiat / Egon Schiele, Fondation Louis Vuitton, 8, avenue du Mahatma Gandhi, 75116 Paris, åben alle hverdage undtagen tirsdag fra 11 til 20 (fredag 21) og i weekenden fra 9 til 21. Men bestil billet hjemmefra på nettet og print ud! Udstillingen slutter 14. januar 2019.

 

 

 

Mesteren Picasso – og de andre

expo-picasso-mania-grand-palais-paris-1-w1200-h800

Det er ligesom med slankekure: Hvert år efter nytår lover jeg mig selv, at jeg i det nye år skal se nogle flere udstillinger, på flere museer, til flere koncerter, kort sagt have noget mere kultur inden for vesten.

Noget når jeg selvfølgelig – har min blog som alibi! – men alt for mange ting når jeg aldrig. For Paris er en boblende kulturkedel, og hver uge er der nye, fristende events og udstillinger, der lander oven i dem, jeg allerede skulle have besøgt i sidste uge. Dermed bliver den kulturelle to-do-liste længere og længere og mere og mere uoverkommelig, frem til den dag, hvor jeg med mellemrum smider den ud og starter på en ny.

Picasso-Home-600x309

Een af de udstillinger jeg faktisk nåede i det forgangne år, var Picasso Mania på Grand Palais, og den var – og er – god. Udstillingen løber frem til den 29. februar, så den kan nås endnu, og jeg anbefaler den til alle, der gider at høre på mig.

010 001

010 001

Her er over 100 værker af Picasso – nogle af dem har aldrig været vist før – sat over for en stribe af hans samtidige og arvtagere, så man kan se, hvordan Hockney, Warhol, Basquiat, Jeff Koons og endda pop-kunstneren Lichtenstein var dybt inspireret af Picasso. Ind imellem grænsende til det næsten kopierende.

Grand Palais, 3, avenue du Général Eisenhower, 8. arr. Metro: Franklin D. Roosevelt eller Champs-Elysées Clémenceau. Aaben mandag, torsdag og søndag fra 10 til 20, onsdag, fredag og lørdag fra 10 til 22. Tirsdag lukket. 

Efterårets store udstillinger

Det er stadig flot sol og 18 grader, men morgenerne er begyndt at blive koldere, og herude over Seinen hænger en diset mosekonebryg, når jeg cykler i skole med ungerne. Efteråret er lige om hjørnet og dermed den store udstillingssæson i Paris. I år er programmet –  selv med en parisers forvænte øjne – exceptionelt.

Grand Palais åbner 22. september en længe ventet, og allerede på forhånd meget omtalt, udstilling med 169 malerier af impressionisternes pionér, Claude Monet. Udstillingen løber frem til 24. januar, men du bør væbne dig med tålmodighed, hvis du vil se den. For der bliver med garanti kø!

Også Marmottan viser Monet. 84 år efter malerens død fascinerer hans åkander og den japanske bro stadig lige meget. Frem til den 26. september udstillier museet 47 lærreder, som viser, hvordan Monet fik indflydelse på den abstrakte kunst i anden halvdel af det 20. århundrede. Og fra  7. oktober og til 20. februar næste år brillerer museet med en enestående og aldrig tidligere set udstilling. Marmottan viser simpelthen hele sin totale samling af Monet-billeder. Den største i verden.

Næsten ironisk, at Musée d’Orsay, som er impressionisternes højborg, imens går den anden vej og viser en stor udstilling af den franske maler Jean-Louis Gérôme, der foragtede impressionisterne, og som var en indædt fjende af både Renoir og Sisley. Gérôme levede 1824-1904, og udstillingen, som kommer lige fra Getty Museet i Los Angeles, skal efter Paris videre til Museo Thyssen-Bornemisza i Madrid. I Paris løber Gérôme-udstillingen fra 19. oktober til 23. januar.

Et af mine absolutte favorit-museer, Musée Jacquemart-André, viser fra 24. september og præcis fire måneder frem, hvordan de flamske barok-mestre og de klasssiske franske malere lod sig inspirere af hinanden. Godt 60 malerier er samlet fra forskellige offentlige og private samlinger, bl.a. værker af Rubens og Poussin, selvfølgelig, men også brødrene Le Nain, La Hyre, Pourbus og le Brun.

Beaubourg, som er et andet navn for Pompidou-centret, udstilles den mexicanske kunster Gabriel Orozco fra 15. september til 3. januar. Ialt 80 værker, hvoraf mange aldrig har været vist i Frankrig før: Fx en hval, hvor skelettet er fuldstændigt dækket af tegninger eller et skakternet, grinende, kranie. Orozco har for nylig udstillet på MoMA i New York og ryger efter Paris videre til Tate Modern i London.

Det nye store museum for primitiv kunst, Musée du quai Branly, byder fra 5. oktober til 30. januar på en udstilling med det smægtende navn ‘Baba Bling’. Gennem kunsten får man her historien om de kinesere, som fra det 14. århundrede og frem slog sig ned i Singapore og her udviklede deres helt egen, meget raffinerede, kultur. 480 genstande, som omfatter alt fra perlebroderede tøfler til brokadeklædte senge og fint porcelæn. De fleste af de udstillede genstande er fra slutningen af det 19. århundrede eller begyndelsen af det 20.

På Rodin-museet er den britiske skulptør Henry Moore (1898-1996) i centrum fra 15. oktober til 27. februar. Det er den første retrospektive Moore-udstilling i Paris i mere end 30 år. Her vises 150 skulpturer,  50 tegninger og tre albums fulde af skitser, samt alt fra muslingeskaller til stykker af malet træ, som inspirerede kunstneren i hans arbejde.

Vi bliver ved briterne. David Hockney, som vel nok er den mest excentriske af de nulevende britiske kunstnere, har en stor stjerne hos franskmændene. Fra 20. oktober til 30 januar kan man på Fondation Pierre Bergé-Yves Saint Laurent se en ret vild udstilling. Her vises nemlig cirka 100 værker af Hockney, som alle er digitale; d.v.s. at de kræver iPhone, iPad eller computer  for at blive set.

Det lille, men fine, Maillol-museum har som altid sat en overraskende udstilling sammen; Fra 29. september og indtil 31. januar sætter museet fokus på Medicis-familien, som i tre århundreder regerede i Firenze, hvor de havde enorm indflydelse på alt fra handel til kunst og tænkning. To franske dronninger leverede familien og to paver. Museet har nøje udvalgt 150 genstande, som viser familiens smag gennem tiden.

Musée d’art moderne de la ville de Paris kan du fra 15. oktober og indtil 30. januar studere kølskabe, genbrugsmøbler og farverige lærreder i en provokerende multiblanding. Ophavsmanden er den haitianske avant-garde kunstner Jean-Michel Basquiat, der var født i Brooklyn i 1960 og som døde af en overdosis i 1988, men som forinden nåede at blive internationalt kendt på sin originale, nervøse og energiske kunst.

For fotokunst-insteresserede er der to dejlige udstillinger. Den første på Musée du Jeu de Paume, hvor museumsfolkene har lavet en stor retrospektiv af den ungarske fotomester André Kertész. Kertész blev født i Budapest i 1894 og døde i New York i 1985. Han nåede aldrig selv at opleve at få sine billeder vist i større målestok i Europa, til trods for, at han havde foræret den franske stat alle sine negativer. Nu rådes der bod på sagen. Udstillingen løber fra 28. september til 6. februar.

Og så den sidste i denne omgang, også fotos. På det nye store  nationalbibliotek BNF site François-Mitterrand kan du se, hvad der kom ud af det, da den franske fotograf og filmmand, Raymond Depardon, for et par år siden tog sine objektiver under armen og rejste på kryds og tværs af Frankrig for at gennemfotografere sit eget land. Udstillingen er åben fra 30. september til 9. januar, og undervejs  – indtil 21. november – sekonderes den af fotoudstillingen Arles 14, hvor en stribe unge, eksperimenterende fotografer har taget Depardons idé til sig og fanget deres land i linsen.