Tag Archives: 9. arrondissement

På sporet af det gode – mindre dyre – hotel…3

I serien om de nye tema- og designhoteller har jeg skrevet om flere dejlige, men dyre. Sådan hænger verden jo desværre tit sammen. 200, 300, 400 euros for en nat.

reception

Men her får I et, som er billigere. Ikke billigt, men billigere. Modedesigneren Alix Thomsen, en fager blondine, der går med hat, knæstrømper og pyjamas-stribede shorts, har sammen med indretningsarkitekten Laura Léonard, indrettet et lille fint hotel, Hôtel du Temps, med 23 værelser i det 9. arrondissement.

room-2

Jeg siger ikke, at jeg er absolut vild med junglemønstrede gardiner eller porcelæns-natbords-lampen med bastskærm og liljekonvaller, men helhedsindtrykket er rigtig sjovt – og meget retro. Her er nogle arty badeværelser med fritstående badekar, teaktræsstole fra 50’erne  og dejlige grønne sengetæpper.

suite-2

Prisen starter ved 120 euros for et enkeltværtelse, 160 for et dobbelt.

Hôtel du Temps, 11, rue de Montholon, 9. arr.

Lejlighed til leje i Paris…til sommer

Kender du nogen? Spørgsmålet kommer igen og igen her på bloggen. Folk vil vide om jeg kender nogen, som lejer en lejlighed ud i Paris. Som regel for en kortere periode.

For det meste må jeg melde pas. Men forleden annoncerede Tine pludselig på facebook, at hun og Philippe gerne lejer deres ud i juli og august, så jeg iler med muligheden.

Lejligheden ligger i rue du Faubourg Poissonnière i det 9. arrondissement op mod Barbès, og jeg har lovet Tine at skrive, at det er et ret ‘livligt’ kvarter og at det altså på ingen måde er hotelagtigt.

Men jeg kender lejligheden og synes, den er skøn. Det er en atelierlejlighed med plads til 4 personer, og Tine skal have 900 euros pr. uge. Hvis du er interesseret kan du maile hende på tiby@information.dk

Se lejligheden her

Fru Flammarions hotel i Paris

Jeg kom springende ind ad døren hos Peter Thulstrup i hans restaurant La Petite Sirene.  Den ligger i rue de Notre-Dame de Lorette, og jeg stikker altid hovedet ind, når jeg i nærheden, for jeg er en stor fan af både Peter og hans restaurant. Denne her dag skulle jeg vise ham nogle billeder til en bog.

copie-de-la-petite-sirene-9

Det var midt i frokosten, og restauranten var som sædvanlig stuvende fuld af parisere, som smovsede i marinerede sild og kylling i asparges. Peter cirkulerede i sit ulasteligt hvide kokkeantræk og sørgede – igen som sædvanligt – for at alle havde det godt. (Den mands stresstærskel er på en eller anden måde omvendt proportional med antallet af gæster. Jo flere spisende, jo mere cool ser han ud).

Så var det, han præsenterede mig for en dame, som sad alene ved vinduesbordet og indtog sin frokost. Indtog, skriver jeg, for damen var så uhørt fuld af klasse, at ‘spise’ bliver for fladt.  

copie-de-img_5271-r

Nadine Flammarion, sagde han, og jeg var med det samme med. Ved et fuldstændigt ærke-tilfælde havde jeg netop ugen forinden besøgt damens hotel, der ligger i en lille, buet sidegade, rue Laferrière. Ja, faktisk havde jeg også skrevet om det, og skamrost den sommerhusstemning, som jeg aldrig nogensinde er stødt på andre steder i byen.

Nadine Flammarion har et et efternavn, der får en hver franskmand til at studse. For Flammarion er et af Frankrigs kendteste forlag, så det svarer nogenlunde til at hedde Gyldendal i Danmark. Nadine er tilmed gift med forlæggeren, så jeg går ud fra, at hun slet ikke behøver at være hotelmutter.

copie-2-de-img_5354-r

Men det er lige præcis, det hun er. En engageret, passioneret, begejstret og meget beskeden hoteldirektør, som sammen med sine døtre har skabt Hôtel Arvor Saint-Georges med glade farver, lyse plankegulve og en blomstrende gårdhave, hvor man kan spise morgenmad sammen med en gammeldags damecykel.

copie-de-img_5350-r

Før jeg vidste af det, var jeg fulgt med tilbage til hotellet og sad i Madames lille kontor og konverserede, mens hun printede ud og viste billeder af hotellet fra før forvandlingen. ‘Jeg kan bare overhovedet ikke snuppe de dér hoteller, hvor man hyrer en chik indretningsarkitekt og lader ham designe det hele. Det bliver sådan en glat, tilkøbt, charme,’ sagde Madame Flammarion, og jeg var tilbøjelig til at give hende ret. For jeg har set mange dejlige hoteller i Paris, men også mange, som er lige en tand for iscenesatte. 

copie-de-img_5295-r

På Hôtel Arvor Saint-Georges er der åben bar, hvor man dagen lang kan hente sig et glas Chablis og en hjemmelavet kage. Og på hver repos et bibliotek med gode franske bøger.  Som et moderne pensionat på Skagen eller et badehotel i Tisvilde. Men midt inde i Paris.

hotel-arvor-049

Selvfølgelig glemte jeg fuldstændig at tage et billede af fruen, og måske ville hun heller ikke have brudt sig om det. Men hotellet, det ser I her. Og jeg lover, det er lige så hyggeligt, som det ser ud.

Hôtel Arvor Saint-Georges, 8, rue Laferrière, 9. arr.  Priser fra 132 for et dobbeltværelse. Fra værelse 503 er der udsigt til Eiffeltærnet.  Metro: Saint-Georges