Tag Archives: 10. arr. Canal Saint-Martin

Kender du en god vinbar?

Det er højt flot vejr idag, men stadig syngende koldt, to grader i morges, da jeg fulgte ungerne til skole. Så altså: stadig ikke spor for varmt til at gå på vinbar, som er en vidunderlig vinterbeskæftigelse i Paris.

Godt inspireret af mine  blog-kolleger på den engelsk-sprogede Parisbymouth, hvor min tidligere kollega, Meg Zimbeck, sidder som redaktør, har jeg samlet en liste over de vinbarer, som jeg synes er bedst.

Le Rubis har jeg tidligere skrevet om, men det kan ikke gøres for tit. Et lille, smalt lokale med en forslået zinkdisk, gule vægge, halve gardiner til gaden og et tyrkisk ståtoilet ude bagved. Her er ikke lavet meget om siden 50’erne, og baren serverer de samme frokostretter hver uge: Varme pølser om mandagen, kalvehoved om tirsdagen og så fremdeles. Men edderhyggeligt ved fyraftenstide, når et blandet publikum dropper ind for at få et billigt glas Brouilly eller Morgon.

Le Rubis, 10, rue du Marché Saint-Honoré, 1. arr. Metro: Tuileries eller Pyramides

Le Garde Robe, stadig i det 1. arrondissement, dowtown lige ved Louvre. Her serveres gode, bæredygtige vine med ost og pølser til rimelige priser, og der er altid et leben, masen og puffen af festlige mennesker, som trænges helt ud på fortovet. Skønt, lille uformelt sted, hvis du er brødflov og trænger til et godt glas.

Le Garde Robe, 41, rue de l’Arbre-Sec i det 1. arr. Metro: Louvre-Rivoli

Gentagelse! Jeg ved det, men Legrand Filles & Fils er uomgængelig, når vi snakker vin. Egentlig en forretning, men med en lille bar i en af Paris’ smukkeste gamle passager. Læs her, hvad jeg skrev sidst.

Legrand Filles & Fils, 1, rue de la Banque, eller indgang fra Galerie Vivienne, 2. arr. Metro: Bourse

Racines opdagede jeg oprindelig på opfordring af omtalte Meg, som kommer fra Kansas, men som – alligevel – har bedre smag og mere sans for gastronomi end så mange ærkeparisere. ‘Du må simpelthen have Racines med i din nye bog,’ sagde hun, og det kom den. Nu er den oprindelige ejer, Pierre Jancou, ganske vist rejst videre i sit liv, men den mikroskopiske vinbar er stadig en meget lang frokost værd. Racines ligger i Paris’ ældste passage, og der er kærlighed i hver eneste tallerken. Varerne er håndplukkede: Biodynamiske grøntsager, gårdoste og økologisk vin.

Racines, 8, passage des Panoramas, 2. arr. Metro: Grands Boulevards

Le Verre Volé. Når du først ser det, nægter du at tro, at det her er et sted, folk krydser byen for at komme til. Fire borde, totalt ydmygt, vin fra gulv til loft og altid proppet med folk. Men så prøv lige blodpølsen og blækspruttecarpaccioen og du er solgt. Le Verre Volé ligger i mit gamle kvarter ved kanalen, og jeg får stadig den der følelse af ultimativ kærlighed, når jeg åbner døren. Book bord, hvis du vil spise, ellers er det umuligt.

Le Verre Volé, 67, rue de Lancry, 10. arr. Metro: Jacques Bonsergent

Au Sauvignon. Et lillebitte sted, hvor stolene slås om pladsen. Hvor væggene er overplastret med gamle plakater, og hvor ejeren, Marie-Françoise Vergne, helt bevidst holder fast i stemningen fra 1954, da hendes far købte stedet.

En klassisk vinbar, fra dengang kunstnerne og de intellektuelle stadig havde råd til at bo på venstre bred. Og heldigvis har de nyrige forretningsfolk, som i de her år rykker ind i kvarteret, ikke formået at kommercialisere atmosfæren hos Marie-Françoise.

Der er sigtebrød med gedeost, paté og camembert på kortet, men det er vinen, der er omdrejningspunktet. Kortet rangerer fra den billigste Beaujolais over Sancerre og Chablis til St. Emilion og den dyre Puligny-Montrachet.

Au Sauvignon, 80, rue des Saints-Pères, 7. arr.  Metro: Saint-Sulpice eller Sèvres-Babylone

Amatørcharme og røde cykler

p10100301

Det her er det mest pudseløjerlige og skideskøre hotel, jeg har set i lang tid. Og jeg har set mange. Ikke mindst mens jeg skrev min sidste guide. Så stæsede jeg rundt og så på sovemuligheder; op og ned ad skæve trapper, ind i baghuse og gennem skyggefulde haver. Jeg tror simpelthen, jeg kender de fleste af de hoteller,  man ville kalde ‘charmerende’  i Paris, og til den seneste bog valgte jeg 36 af de skønneste. Nogle med hæklede mormorsengetæpper og andre med trendy design og lænestole i orange koskind. Men alle sammen så sjove, anderledes og hyggelige, at de har fortjent at være med i et kræsent udvalg.

copie-de-p1010033

Hôtel du Nord er også med, selv om det ikke ligefrem er mainstream. Gutten på ovenstående billede siger vel noget om klientellet! Og ja, man skal være sådan lidt pensionat-agtigt orienteret. Men så er det også edderhyggeligt. Her er gamle skærvegulve, et par metrostole og nogle kirkebænke i lobbyen; loppefund og emaljeskilte.

hotel-du-nord-fra-flickr

For nylig så jeg en fransk guide kalde stilen på Hotel du Nord for ‘amatørcharme’, og det er lige, hvad det er. Her er der ikke nogen smart indretningsarkitekt med dyre nykker, som har været  forbi. Her er det bare Laurent og Fadi selv, som har fyldt op med kærlige tilfældigheder og malet værelserne turkisfarvede og citrongule. 

Ingen natportier, selvfølgelig. Gæsterne får bare en nøgle, og hvis de har lyst, kan de låne en af hotellets røde gratiscykler med ud i byen.

Hotel du Nord må ikke forveksles med det andet, landskendte,  Hotel du Nord, som ligger ved Canal Saint-Martin, og som idag er forvandlet til en chik restaurant. Der er kun et par hundrede meter mellem de to adresser. Men en verden til forskel, siger jeg. Og en løs hund og en hel masse potteplanter.

Hôtel du Nord, 47, rue Albert-Thomas, 10. arr. Priser fra 69 euros pr. nat for et dobbeltværelse, morgenmad til 7,50 euros. Metro: Jacques Bonsergent eller République                

 

Byens bedste pizzaria, hvis du spør mig

Hvordan går det til? En storby, der – som alle andre storbyer verden over – er fyldt med italienske restauranter, og så er det alligevel et mikroskopisk pizzakøkken i en hengemt sidegade, der løber med laurbærrene.

Siden Maria Luisa åbnede for et par år siden, er det regnet ned over den med ros, og det er fuldt fortjent.

Ikke større end en dagligstue, rå vægge, bare gulve og to jernrør, der holder loftet. Midt i det hele stikker køkkenet ud. Her er stabler af tallerkner og en glad kleppert af en pizzabager, som garanterer, at alle produkter er direkte importeret fra Italien. Det samme er tjeneren, som flirter koket med gæsterne og går med mærkelige designerbriller.

Her smager pizzaerne ligesom i Napoli, og selv på en tilfældig tirsdag til frokost er der propfyldt med unge kreative hjerner, rødkindede kvinder i blomstrede kjoler og it-drenge fra kvarterets New Yorker atelierer. Som nu Alexandre, der sad ved nabobordet sidst: Stort kruset hår, webproducer og leverandør af satirisk journalistisk. En meget god repræsentant for kvarteret ved Canal Saint-Martin, som i løbet af få år er blevet indtaget af en helt ny generation af unge selvstændige med egne, meget individuelle, ideer om livet.

Når vejret er godt, kan man sidde ude på fortovet.

Maria Luisa, 2, rue Marie-et-Louise, 10. arr. Tel. 01 44 84 04 01. Ǻben mandag til lørdag fra 12 til 14.30 og 20 til 23, søndag fra 12 til 16. Metro: Goncourt