Category Archives: Restauranter i Paris

Mine bedste restauranter. Her er både billige, ydmyge køkkener og spisehuse i den dyrere ende. Men fælles for dem er, at jeg aldrig er gået skuffet ud derfra.

Bed om månen – og se Paris fra oven

George

Til en af mine artikler skrev jeg en gang forarget om restaurant Le Georges på toppen af Pompidou-centret, at de smukke tjenere og langbenede værtinder var så snobbede, at de dårligt gad at nedlade sig til at betjene gæsterne. Derfor anbefalede jeg, at man kun gik derop for nyde udsigten. Eventuelt med en hurtig drink. ‘Når man beder om brødet, ser de ud som om man har bedt om månen,’ skrev jeg og harcelerede videre.

112-40_cmjn

Men ret skal jo være ret. Tjenerne er stadig smukke og langbenede, men en eller anden venlighedskonsulent har været forbi, for servicen er upåklagelig, og det samme er maden. Her serveres moderne fransk køkken med et touch af verden udenfor.

IMG_6908

Det er ikke billigt, men faktisk heller ikke urimeligt dyrt, når man tager adressen i betragtning. Restaurant Le Georges har den mest fantastiske udsigt over Paris. Notre Dame kirken står bare lige dér udenfor og lidt mod øst glitrer Eiffeltårnet som diamanter mod nattehimlen.

En oksefilet med bearnaise koster 39 euros, og den smørstegte søtunge bon’er til 68, men man kan også bestille en fremragende krydret Penne Rigate med tomat og basilikum til 21 euros eller en oksecarpaccio til 24, uden at tjeneren rynker på næsen. Så skynd jer derop. Helst når det er skyfrit, og månen er lige til at pille ned.

Restaurant Le Georges, øverste etage i Centre Georges Pompidou, 75004 Paris. Åben alle dage fra 12 til 02, køkkenet lukker ved midnat.  Métro: Rambuteau eller Hôtel de Ville

(Fotos: Privat, parisinfo og restaurant Le Georges)

 

 

 

Bistronomi når det er allerbedst

Jeg ved, at der er folk derude, som nærstuderer hver gang, jeg skriver om et spisested. Fordi det er sådan en gave at få foræret en rigtig god adresse. Så kan man spare sig at gå forkert.

img_7143

Derfor iler jeg med denne her: La Régalade i rue Saint Honoré lige ved Louvre. Jeg har læst om den mange gange, men det var først forleden, ved et lykketræf, at jeg fik fundet den frem af mine udklip og bestilt bord.

Restauranten har en tegning af en ko som logo. En meget elegant og nonchalant – oprejst – ko i jakkesæt og med skødejakke, høj hat og stok. Et godt indicium for det overraskende mix, som køkkenet faktisk er. Køkkenchef Bruno Doucet kalder selv sit koncept for bistronomi, altså det enkle og gode bistrokøkken garneret med højgastronomiske teknikker.

parisupdate-laregalade-restaurant-pateOg det virker, skulle jeg hilse at sige. Sjældent har jeg været så ovenud tilfreds med min bestilling. På La Régalade, som betyder noget i retning af ‘smovselse’, får man først en hel underskøn ta-selv-paté i en rugbrødsform stukket ud som appetizer med samt cornichoner ad libitum, mens man venter på kortet.

img_7145

Bagefter følger en tre-retters aftensmenu til 41 euros (uden drikkevarer). Min mand valgte kammuslinger til forret og så lykkelig ud. Vores unge grandnevø, der var i byen for at føre en retssag, tog det store spring og bestilte ‘spaghetti af selleri, tilberedt som carbonara med beaufort-ost og crispy bacon’. Jeg hoppede på en slags tartar af multefisk med granatsæble, avokado og citron. Små fine, delikate portioner.

Til hovedret en sprødstegt torsk med spinatmos, porrer og romanesco-kål, lige til et gammeldags 13-tal (fra dengang, hvor den ekstraordinære præstation stadig blev belønnet anderledes end den flittige morakkers:-)) Og til sidst: Riz au lait med karamel til den unge sagfører, Grand Marnier soufflé – en af restaurantens specialiteter – til min mand og en florlet orangeblomst-creme til mig.

souffle-au-gateau-de

Stemningen i La Régalade er hyggelig, zen med masser af luft, ikke for tætpakket, og dermed også ideel, hvis I skal holde arbejds- eller forretningsmøder.

La Régalade, 106, rue Saint-Honoré, 1. arr. Åben alle dage fra 12.15 til 14.30 og fra 19 til 23. Metro: Louvre-Rivoli

 

Klassisk folkekøkken i chikke omgivelser

bouillon-pigalle_5991370

En af de mest omtalte åbninger inden for det seneste år: Restaurant Bouillon Pigalle midt i Paris’ frække Pigalle-kvarter.

bouillon-pigalle-godt billede

Restauranten er en genopfrisket udgave af forrige århundredes fattigmandskøkkener. Dengang man serverede tyk bouillon og æg med mayonnaise til minipriser, så folket også kunne komme på restaurant. I slutningen af 1800-tallet var der op mod 250 af den slags bouillon-huse i Paris, men de uddøde et efter et op gennem det 20. århundrede. (De sidste mange år har det eneste overlevende været Bouillon Chartier i det 9. arrondissement, som ganske vist har bevaret den smukke indretning og de billige priser, men som ellers idag serverer så elendig mad, at det ikke er besøget værd).

Bouillon pigalle 3

Med Bouillon Pigalle har folkekøkkenet fået comeback. Og hvilket comeback! Masser af plads, bænke i rødt kunstlæder, Thonet-stole, fajance-spejle, tjenere i sorte veste og butterfly, og frem for alt: et virkelig godt køkken til næsten latterligt lave priser. Her er forretter som tomater med rød vinaigrette til 2,80 euros og sild i olie til 4,50, seks snegle for 7 euros eller den dyreste: foie gras med løgkompot til 8,80.

Hovedretter: Laksetartar med grøn salat til 12,80, roastbeef med mayonnaise og husets fritter 9,80 eller en bouef bourguignon til samme pris. Dyreste dessert koster 4,50, og fra vinkortet: 17 euros for den billigste flaske rødvin, 27 for den dyreste, en Saumur.

Bouillon pigalle 2

Bouillon Pigalle er skabt af familien Moussié, som i forvejen har supersteder som Chez Jeanette og Hôtel Providence. Her er 300 pladser og en skøn overdækket balkon. Men man kan ikke reservere, og trods de mange pladser er der ofte kø for at komme ind. Så kom eventuelt lidt tidligere end franskmændene.

Bouillon Pigalle, 22, Boulevard de Clichy, 18. arr. Tel.01 42 59 69 31. Metro Pigalle

 

Burger à la française..

Big Fernand 3

Af og til rundviser jeg gymnasieklasser fra Danmark på studietur i Paris. Og lad det være sagt med det samme: Den danske ungdom har det godt. De har generelt for lidt tøj på og fryser for at se godt ud, men ellers må jeg sige, de er høflige, interesserede, sjove, skægge og hyggelige at gå med.

Kun madmæssigt lader de noget tilbage at ønske. Hvis man ikke presser dem ud over deres egne grænser, ender de med at gå på McDonalds eller Pizza Hut. Hvilket jo er noget nær en katastrofe midt i madens hovedstad.

Big-Fernand-celebrates-its-first-birthday-with-Le-Balthazar

Jeg har ingen illusioner om at få en samling gennemsnits 2.G’ere til at prøve østers eller snegle, frølår eller oksekæber. Men i det mindste en god Croque Monsieur på en fransk café, eller hvis det skal være: En ægte parisisk burger. En burger fra Big Fernand har INTET med en Big Mac at gøre. Den er fransk kvalitet fra ende til anden. Bollerne er bagt på eget bageri, oksekødet 100 % fransk kvalitetskød, fritterne håndskårne med Provence-krydderier og den hjemmelavede mayonnaise så god, at folk står i kø ud på gaden.

Big-Fernand-Paris1

Det hele laves foran dig i det åbne køkken, når du bestiller. Stegt og serveret af søde unge mænd med ternede skjorter og moustache.

Der er fem grundburgere, men vil du hellere noget andet, kan du selv kombinere: 3.840 forskellige kombinationer. Prøv også fritterne med paprika og hvidløg. Hele molevitten fås for 15 euros med drikkevarer, og det kan selv de fleste gymnasiebudgetter klare. Så der er ingen undskyldning for at spise dårlig mad.

 

 

 

Larm og hvidløgspizza som i Brooklyn

grazie cdedb95c89878da74079eed3 (1)

Jeg starter året med en ny italiener. Forleden lod jeg Anna pjække fra skole og tog på mor-datter tur ved Canal Saint-Martin og i Marais. Midtvejs kom frokost, og vi droppede ind hos Grazie på boulevard Beaumarchais.

grazie-paris_garance-dore_6

Grazie er skabt af restauratøren Julien Cohen, som har et eller andet genetisk talent for at skabe gode, simple, rare og altid italienske restauranter. Han har efterhånden seks madhuse i byen, og de er alle sammen blevet populære fra dag ét. Også selv om man skal op med 15-18 euros for en pizza, og det samme for en antipasti.

Indretningen er, hvad man i Frankrig kalder ‘chik industristil’. Sådan et Brooklyn-loft med murstensvægge, gammelt brunt stuk, nøgne pærer og udrangerede lædersofaer. Smadder hyggeligt og meget larmende. Anna filmede, så i kan fange lidt af stemningen på videoen herover.

grazie IMG_4364 - copie

Vi fik en Pizza Margherita og en vegetarpizza. Gær og mel importeret fra Italien, og dejen hævet i fem dage! Hvis I er mere eventyrlystne, kan I prøve restaurantens hofnummer:  Hvidløgspizza. Eller som manden ved nabobordet: En pizza med artiskok-creme, rå artiskokker, rucola og ekstra-lagret parmesanost.

Grazie, 91, boulevard Beaumarchais, 3. arr., åben alle ugens dage, men OBS!, med skiftende åbningstider: Mandag til torsdag fra 12-14.30 og 19-23, fredag 12-14.30 og 19-23.30, lørdag 12-23.30 og søndag 12-22.30. Metro: Saint-Sébastien-Froissart

Antipasti, primi, secondi…italiensk à la Gaultier

Det var fuldstændigt tilfældigt. I torsdags, på byvandring med veninder, klokken halv et, frokosttid, sultne og så lige dér i rue Vivienne lå det nye italienske trattoria, som jeg netop havde læst om i ELLEs køkkenblad.

restaurant-daroco

Daroco er indrettet i Jean-Paul Gaultiers gamle butik med katedralhøjde til loftet, rå murstenslure, de mest fantastiske glaslamper, et åbent køkken med ilden slikkende ud af  pizzaovnen og et super sødt personale, der alle sammen går i stribede sejler-t-shirts (som en fiffig hilsen til Gaultier).

l1160387-1024x683

Restauranten er skabt af de to unge restauratører, Alexandre Giesbert og Julien Ross, der i forvejen har restauranterne Roca, Roco og Rococo (bare for forvirringens skyld). Den sidste er ham med de tatoverede arme, og bladene fra hans tatoveringer går igen i rækværket på 1.sals mezzaninen, som er designet af en tatovør!

IMG_2482

Maden er klassisk italiensk, men lettere og friskere. Pizzaer som i napoli, selvfølgelig. Men også antipasti som burrata-ost med sursøde rødløg og syltede tomater, hovedretter som risotto med artiskok og revet grøn citron eller Sankt Peters fisk med bløde gulerødder og kardemomme. Jeg fik båndspaghetti med citronsmør og tartar af guldbrasen. 18 euros fattigere – og lykkelig.

Daroco, 6 rue Vivienne, 2. arr. Metro: Bourse

Palermo, New York, Venedig… i Paris

noto_copyright_d_delmas__13_jpg_6340_north_1160x_white

Blev inviteret ud. Havde ingen som helst forventninger. Kendte knapt dem vi skulle ud med.

Fik adressen og mødte op, Gudskelov i en ny – ret skøn, synes jeg selv – sort kjole. Og hold da op, hvor blev jeg overrasket. Restaurant Noto er en af de absolut labreste restauranter, jeg har oplevet i lang tid. Åbnet for ganske nyligt og liggende på 1. salen af den legendariske koncertsal Salle Pleyel for enden af rue du Faubourg Saint Honoré i det 8. arrondissement.

Noto er opkaldt efter en lille by på Sicilien, som i tidens løb har været domineret af alt fra korinthere til muslimer og normannere. Efter et jordskælv tilbage i 1693 blev byen genopført i totalt siciliansk barokstil, og i dag er den indskrevet på Unescos verdensarvliste.

noto_copyright_d_delmas__05_jpg_5311_north_1160x_white

Det er noget af det overdådige mix, som går igen i dekorationen af restauranten. Her er hvidt marmor, lakeret nøddetræ, dryppende krystallysekroner, fede tæpper med arabesker og små flaskegrønne lamper på bordene. En sensuel blanding af Palermo, New York og Venedig, og uden nogensinde at ødelægge stedets oprindelige Art Deco arkitektur. Som en kulisse til en mafiafilm med Marlon Brando. version 2.0.

En underskøn kvinde sagde goddag i entreen og fulgte os til elevatoren, og en etage højere oppe tog butleren – klædt i skræddersyet italiensk flannel – over.

noto-restaurant-paris-1024x768

Og maden? Akkurat lige så eminent som indretningen. Middelhavskøkken fyldt med dufte og indtryk. Her er oliven og appelsinblomster, mandler og pistacier, syltede citroner. Græsk, arabisk, andalusisk. Og siciliansk, selvfølgelig. Køkkenchefen, Patrick Charvet, er kun 30 år, men har allerede rejst verden rundt og samlet inspiration og opskrifter.

Jeg fik en fantastisk salat med syltede grøntsager til forret, de andre en cremet aspargessuppe med husets riccotta-ravioli og trøffel. Til hovedret tun med auberginer og til dessert en fabelagtig tallerken fyldt med søde italienske fristelser.

Noto bar

Noto, 252 bis, rue du Faubourg-Saint-Honoré, 8. arr. Metro: Ternes. Åben mandag til fredag fra 12 til 14.30 og 19 til 23.30, lørdag 19 til 23.30 og søndag lukket. Menu til frokost 45 euros, om aftenen 75 euros.