Category Archives: Restauranter i Paris

Mine bedste restauranter. Her er både billige, ydmyge køkkener og spisehuse i den dyrere ende. Men fælles for dem er, at jeg aldrig er gået skuffet ud derfra.

Burger à la française..

Big Fernand 3

Af og til rundviser jeg gymnasieklasser fra Danmark på studietur i Paris. Og lad det være sagt med det samme: Den danske ungdom har det godt. De har generelt for lidt tøj på og fryser for at se godt ud, men ellers må jeg sige, de er høflige, interesserede, sjove, skægge og hyggelige at gå med.

Kun madmæssigt lader de noget tilbage at ønske. Hvis man ikke presser dem ud over deres egne grænser, ender de med at gå på McDonalds eller Pizza Hut. Hvilket jo er noget nær en katastrofe midt i madens hovedstad.

Big-Fernand-celebrates-its-first-birthday-with-Le-Balthazar

Jeg har ingen illusioner om at få en samling gennemsnits 2.G’ere til at prøve østers eller snegle, frølår eller oksekæber. Men i det mindste en god Croque Monsieur på en fransk café, eller hvis det skal være: En ægte parisisk burger. En burger fra Big Fernand har INTET med en Big Mac at gøre. Den er fransk kvalitet fra ende til anden. Bollerne er bagt på eget bageri, oksekødet 100 % fransk kvalitetskød, fritterne håndskårne med Provence-krydderier og den hjemmelavede mayonnaise så god, at folk står i kø ud på gaden.

Big-Fernand-Paris1

Det hele laves foran dig i det åbne køkken, når du bestiller. Stegt og serveret af søde unge mænd med ternede skjorter og moustache.

Der er fem grundburgere, men vil du hellere noget andet, kan du selv kombinere: 3.840 forskellige kombinationer. Prøv også fritterne med paprika og hvidløg. Hele molevitten fås for 15 euros med drikkevarer, og det kan selv de fleste gymnasiebudgetter klare. Så der er ingen undskyldning for at spise dårlig mad.

 

 

 

Larm og hvidløgspizza som i Brooklyn

grazie cdedb95c89878da74079eed3 (1)

Jeg starter året med en ny italiener. Forleden lod jeg Anna pjække fra skole og tog på mor-datter tur ved Canal Saint-Martin og i Marais. Midtvejs kom frokost, og vi droppede ind hos Grazie på boulevard Beaumarchais.

grazie-paris_garance-dore_6

Grazie er skabt af restauratøren Julien Cohen, som har et eller andet genetisk talent for at skabe gode, simple, rare og altid italienske restauranter. Han har efterhånden seks madhuse i byen, og de er alle sammen blevet populære fra dag ét. Også selv om man skal op med 15-18 euros for en pizza, og det samme for en antipasti.

Indretningen er, hvad man i Frankrig kalder ‘chik industristil’. Sådan et Brooklyn-loft med murstensvægge, gammelt brunt stuk, nøgne pærer og udrangerede lædersofaer. Smadder hyggeligt og meget larmende. Anna filmede, så i kan fange lidt af stemningen på videoen herover.

grazie IMG_4364 - copie

Vi fik en Pizza Margherita og en vegetarpizza. Gær og mel importeret fra Italien, og dejen hævet i fem dage! Hvis I er mere eventyrlystne, kan I prøve restaurantens hofnummer:  Hvidløgspizza. Eller som manden ved nabobordet: En pizza med artiskok-creme, rå artiskokker, rucola og ekstra-lagret parmesanost.

Grazie, 91, boulevard Beaumarchais, 3. arr., åben alle ugens dage, men OBS!, med skiftende åbningstider: Mandag til torsdag fra 12-14.30 og 19-23, fredag 12-14.30 og 19-23.30, lørdag 12-23.30 og søndag 12-22.30. Metro: Saint-Sébastien-Froissart

Antipasti, primi, secondi…italiensk à la Gaultier

Det var fuldstændigt tilfældigt. I torsdags, på byvandring med veninder, klokken halv et, frokosttid, sultne og så lige dér i rue Vivienne lå det nye italienske trattoria, som jeg netop havde læst om i ELLEs køkkenblad.

restaurant-daroco

Daroco er indrettet i Jean-Paul Gaultiers gamle butik med katedralhøjde til loftet, rå murstenslure, de mest fantastiske glaslamper, et åbent køkken med ilden slikkende ud af  pizzaovnen og et super sødt personale, der alle sammen går i stribede sejler-t-shirts (som en fiffig hilsen til Gaultier).

l1160387-1024x683

Restauranten er skabt af de to unge restauratører, Alexandre Giesbert og Julien Ross, der i forvejen har restauranterne Roca, Roco og Rococo (bare for forvirringens skyld). Den sidste er ham med de tatoverede arme, og bladene fra hans tatoveringer går igen i rækværket på 1.sals mezzaninen, som er designet af en tatovør!

IMG_2482

Maden er klassisk italiensk, men lettere og friskere. Pizzaer som i napoli, selvfølgelig. Men også antipasti som burrata-ost med sursøde rødløg og syltede tomater, hovedretter som risotto med artiskok og revet grøn citron eller Sankt Peters fisk med bløde gulerødder og kardemomme. Jeg fik båndspaghetti med citronsmør og tartar af guldbrasen. 18 euros fattigere – og lykkelig.

Daroco, 6 rue Vivienne, 2. arr. Metro: Bourse

Palermo, New York, Venedig… i Paris

noto_copyright_d_delmas__13_jpg_6340_north_1160x_white

Blev inviteret ud. Havde ingen som helst forventninger. Kendte knapt dem vi skulle ud med.

Fik adressen og mødte op, Gudskelov i en ny – ret skøn, synes jeg selv – sort kjole. Og hold da op, hvor blev jeg overrasket. Restaurant Noto er en af de absolut labreste restauranter, jeg har oplevet i lang tid. Åbnet for ganske nyligt og liggende på 1. salen af den legendariske koncertsal Salle Pleyel for enden af rue du Faubourg Saint Honoré i det 8. arrondissement.

Noto er opkaldt efter en lille by på Sicilien, som i tidens løb har været domineret af alt fra korinthere til muslimer og normannere. Efter et jordskælv tilbage i 1693 blev byen genopført i totalt siciliansk barokstil, og i dag er den indskrevet på Unescos verdensarvliste.

noto_copyright_d_delmas__05_jpg_5311_north_1160x_white

Det er noget af det overdådige mix, som går igen i dekorationen af restauranten. Her er hvidt marmor, lakeret nøddetræ, dryppende krystallysekroner, fede tæpper med arabesker og små flaskegrønne lamper på bordene. En sensuel blanding af Palermo, New York og Venedig, og uden nogensinde at ødelægge stedets oprindelige Art Deco arkitektur. Som en kulisse til en mafiafilm med Marlon Brando. version 2.0.

En underskøn kvinde sagde goddag i entreen og fulgte os til elevatoren, og en etage højere oppe tog butleren – klædt i skræddersyet italiensk flannel – over.

noto-restaurant-paris-1024x768

Og maden? Akkurat lige så eminent som indretningen. Middelhavskøkken fyldt med dufte og indtryk. Her er oliven og appelsinblomster, mandler og pistacier, syltede citroner. Græsk, arabisk, andalusisk. Og siciliansk, selvfølgelig. Køkkenchefen, Patrick Charvet, er kun 30 år, men har allerede rejst verden rundt og samlet inspiration og opskrifter.

Jeg fik en fantastisk salat med syltede grøntsager til forret, de andre en cremet aspargessuppe med husets riccotta-ravioli og trøffel. Til hovedret tun med auberginer og til dessert en fabelagtig tallerken fyldt med søde italienske fristelser.

Noto bar

Noto, 252 bis, rue du Faubourg-Saint-Honoré, 8. arr. Metro: Ternes. Åben mandag til fredag fra 12 til 14.30 og 19 til 23.30, lørdag 19 til 23.30 og søndag lukket. Menu til frokost 45 euros, om aftenen 75 euros.

 

Brasserie som det skal være

le-grand-colbert-5

Jeg bliver tit spurgt, om jeg kan anbefale et godt brasserie. Sådan et rigtig klassisk parisisk spisehus, hvor tjenerne går med stivet hvidt slagterforklæde og overtjeneren i sort jakkesæt. Hvor der er bænke i grønt skai eller rødt velour, og hvor man kan spise snegle og østers, løgsuppe og and i gélé frem til midnat. Og være sikker på kvaliteten.

Det har jeg altid syntes var rimeligt nemt at svare på. For der er en hel stribe af store, gamle brasserier, som både er stemningsfulde, relativt autentiske og kvalitetssikre. Terminus Nord, Brasserie Flo, Bofinger, Julien, La Coupole for at nævne bare nogle af dem.

Så da en gruppe på ni, som jeg skulle rundvise for nylig, spurgte efter et klassisk brasserie til en god middag lørdag aften, sagde jeg straks Bofinger på Bastillepladsen. Paris’ ældste, i en vanvittig smuk Belle Epoque-kulisse, og hele paletten af franske klassikere på menukortet: Skaldyr, choucroute, Charolais-bøf, kalveragout og drivende bløde oste.

Den var stensikker, mente jeg. Men da jeg mødte gruppen igen søndag morgen, var de lunkne i deres anmeldelser. Maden, sagde de, havde sådan set været okay, faktisk helt fin. Og stedet var jo smukt, det var det. Ingen tvivl om det. Og tjeneren var klædt som lovet. Der var kun det, at de var lidt for effektive, sagde arrangøren, og jeg forstod med det samme, hvad han mente.

Mange brasserier er næsten for velsmurte. Det hele fungerer. Som en stor, præcis maskine. Køkkenet, tjenerne, maden, alting klapper.

Det er bare ikke det, vi kommer efter. For midt præcisionen forsvinder hyggen. Den sjove bemærkning, den mærkelige tjener, fejlen, som gjorde aftenen til at huske.

grand-colbert4

Derfor er jeg nu begyndt at anbefale Le Grand Colbert i rue Vivienne. Det er stadig et brasserie af den helt traditionelle slags. Mosaikgulve, knitrende hvide damaskduge, palmer, lampetter. Men i den humane størrelse.

p-10best-le-grand-colbert-exterior-dsc7701-72_54_990x660

Har netop været der med en gruppe danske restauratører, som jo må siges at være forvænte. Vi fik østers og snegle til forret, store fade til deling. En fuldstændig og aldeles genial løgsuppe til hovedret og creme brulé til dessert. Så enkelt og godt, men ingen stress og en livfuld tjener. Med tid. Og fejl.

Middag i teaterfoyeren

acctheatre13

Koldere tider. Meget koldere. Vupti, over en nat, fra sensommer til to grader og morgenrim.

_mg_2881

Tid til indenfor. Flere kalorier til at stå imod med. Skumringer. Parisere, som skutter sig, og turister, der varmer sig med rødvin, ost og pølse. November er bistrovejr. Hyggevejr.

Og det slår mig, at jeg endnu aldrig har skrevet om teatercaféen Café Guitry, som med sine gule vægge og engelske bar er den perfekte bistro i kolde tider.

_MG_3121.jpg

Bistroen ligger inde i selve Edouard VII teatret – som mest spiller lettere komedier og  lystspil – og det smitter af på restauranten. Her er sådan en let, glad, lidt altmodisch stemning. Til sort kjole og strømper med søm.

Men I kan selvfølgelig komme i hvad som helst. For her er alle slags. Skuespillere, teatergængere og suffløren, der skyller stemmen efter med en let rosé. Men også forretningsfolk, der forlægger forhandlingerne til nogle sjovere kulisser end deres sædvanlige frokostcaféer, veninder, der hænger ud i den engelske bar og venner, som bare mødes til en god middag.

cafe-guitry-bar-anglais-20b17.jpg

Her er rød velourstemning i banevis, foyerduft og billeder af gamle franske stjerner. Man behøver ikke gå i teatret for at spise, og maden er fin. Et ærligt, ligetil bistrokøkken, med et klassisk kort. Forretter som figner med skinke, languster-ravioli eller tuntartar med grøn mango, koriander og ingefær (til mellem 12 og 24 euros).

Hovedretter som risotto, torskeryg med tomater og magret de canard med figner og søde kartofler. Eller hvad med dagens ret? ‘Bøf stegt som grædende tiger’ til 26 euros (Den har jeg ikke prøvet endnu).

_mg_3199

Café Guitry, 10, place Edouard VII, 9. arr. Metro: Opéra, Madeleine eller Havre-Caumartin. Åben alle dage til frokost og aftenservering undtagen søndag, mandag aften og lørdag frokost. 

 

 

 

Veggie-food på højt niveau

 

bobs mad 2

Jeg er ikke blevet vegetar. Men jeg er fristet. Har skåret ned på kødet og skiftet bøfferne ud med lidt bacon i salaten. Fordi jeg pludselig synes, det er ret ulækkert, at det kræver 15.000 liter vand at producere ET kilo oksekød.

I Paris er der selvfølgelig vegetar-restauranter, men byen er stadig ikke nær så langt fremme, når det gælder veggie-mad, som fx London, Berlin eller Amsterdam. Franskmænds forestilling om et godt måltid er stadig bygget op omkring et lækkert stykke kød eller fisk med grøntsager til. Som garniture. Grøntsager som noget, der følger med.

Bob Grossmann fra Bobs kitchenDerfor har det længe været sådan, at hvis man ville have rigtig god vegetar-mad i Paris, så skulle man gå til de udenlandske køkkener. Bob’s Juice Bar i det 10. arrondissement og Bob’s Kitchen i rue de Gravilliers på kanten af Marais-kvarteret fx, drevet af amerikaneren Marc Grossmann (foto), der laver byens bedste bagels og en fantastisk vegetar-stuvning med grødris, grillede grøntsager og grøn kokos. Til den rørende sum af 10 euros.

Egentlig underligt, at de franske restauranter halter sådan bagefter, for i den traditionnelle franske mad-kanon er der masser af fantastiske grønne retter, som de sagtens kunne bruge.

Noget rykker dog. Flere af byens mere celebre køkkenchefer er nu redet med på veggie-bølgen.

Shangri-La-2

På det 5-stjernede Hotel Shangri-la har mesterkokken Christophe Moret (herover) fx besluttet at lave Diners Green hver den første torsdag i måneden. Her inviterer han en grøntsagsproducent eller en vinbonde og bygger hele menuen op omkring gæstens varer. Fem retter, der skifter hver gang. Som blomkål i Technicolors, kokosparfumerede gulerødder og syltede pærer glaseret i solbær. 68 euros uden drikkevarer. Serveret midt i Shangri-las næsten teateragtige restaurant Bauhinia.

Alain-Passard-dans-son-potager_zoom

Den tre-stjernede Michelin-kok Alain Passard fra Restaurant l’Arpège, som ellers er kendt for sine fantastiske kødretter, har også sin egen urtehave, og han tilbyder en ‘havefrokost’ med ‘urtesmagning’: Tre slags karotter i honning, tagliatelle med selleri og kastanjer, veggie-sushi med geranium-blomster og videre i den dur. Vegetarmad i superligaen. Til 140 euros pr. næse.