Category Archives: Oplevelser i Paris

Paris er meget mere end Eiffeltårnet og Louvre. Det er en by spækket med oplevelser og tilbud. Her får du tips til parker, biografer, sejlture, kirker, lokale markeder, kabareter, teaterforestillinger og mindre kendte museer. Alt det, man også kan gøre i Paris, og som jeg igen og igen ærgrer mig over, at mine landsmænd sjældent når at se i min by.

Paris’ gemte lommer

rue crémieux paris

Foråret kom nærmest over natten. Fra den strideste frost blev det pludselig 14 grader, og hvor der for to uger siden stadig blev solgt dynejakker, ser man nu overmodige parisere i shorts og sandaler.

Perfekt vejr til at gå på opdagelse i byens hemmelige lommer og skjulte haver. Paris er nemlig fuld af den slags overraskelser: En fuldstændig bedårende baggård gemt bag en afskallet port. En lille, hyggelig gade squeezet ind mellem to boulevarder, en overdækket passage, en rosenhave og en tilgroet gyde. At gå på opdagelse i Paris er en af mine absolutte favoritbeskæftigelser, og selv efter tyve år i byen, støder jeg stadig på nye forunderlige steder. Hver gang.

1. Tag nu fx rue Crémeux i det 12. arrondissement (foto herover). Den ligger klos op ad togstationen Gare de Lyon, og de omkringliggende gader er ikke noget at skrive hjem om. Men drej lige om hjørnet fra rue de Lyon, og du træder ind i den parisiske version af Notting Hills Portobello Road. 35 byggeforeningsagtige huse i stærke, klare farver. Nogle endda med trompe l’oeil malerier: En fasan, der flyver over en pink facade, eller frodige, fake vinranker på en knaldgrøn entré. Metro: Gare de Lyon

6657-RUE-DES-THERMOPYLES-PARIS-14

2. Eller hvad med rue de Thermophyles i kvarteret bag Montparnasse-kirkegården. Et lille stykke jungle midt i storbyen. Her har beboerne ladet planter og blomster gro og dominere, så man føler sig fuldstændig hensat til en landsby i Midtfrankrig. 280 meter ren ro. Metro: Pernety

Passage lhomme

3. Bare nogle skridt fra Bastillepladsen finder du Passage l’Homme (herover). En tidslomme fra dengang verden stadig var uskyldig. Her er lejligheder og værksteder. Hvis du kan komme til det, så prøv at kikke ind i passagens nr. 14, i Atelier de la Miroiterie, en gammel fabrik fra 1880, hvor der er tegne- og skulpturskole. Indgang fra 26, rue de Charonne, Metro: Bastille eller Ledru Rollin.

cite_durmar_paris_11_2

4. I det 11. arrondissement er der i det hele taget mange små hyggelige passager, gårde, baggårde og Impasses, som betyder blindgyder. Cité Durmar fx, har indtil videre modstået presset fra  sultne bolighajer, som presser på for at få lov til at rive gamle værksteder ned og bygge mere profitable lejlighedskomplekser. Her var engang gartnere, som solgte grøntsager, nu er den beboet af kunstnere og kreative bohemer. Indgang fra festgaden rue Oberkampf, nr. 154. Metro: Ménilmontant

cite_du_figuier_paris_11_22 (2)

5. Et stenkast derfra ligger Cité du Figuier. Oprindeligt et lille centrum for metalværksteder, særligt mange kobbersmede, men efter de håndværk uddøde, er den lille mini-landsby i dag overtaget af grafikere, kommunikationsfolk og en humanitær organisation.

cite_du_figuier_paris_11_14

Husk at tjekke det turkise hus med elefanterne på facaden. Indgang til Cité du Figuier fra rue Oberkampf nr. 104-106. Metro: Parmentier eller St. Maur

 

 

 

 

 

Picasso og Giacomettis eksplosive venskab

ok-autoportraits

Nu jeg er i gang med udstillinger, som jeg synes, man skal se i Paris lige nu,  så tag en tur på Picasso-museet og oplev udstillingen Picasso-Giacometti. To af det 20. århundredes største kunstnere samlet og stillet over for hinanden.

De to var venner, faktisk rigtig gode venner, igennem tyve år, hvilket først for nylig er blevet offentligt kendt. Det var nogle af museumsfolkene på Fondation Giacometti, som opdagede, at der i Giacomettis notater ind mellem stod ‘Picasso på besøg’ eller ‘Picasso i telefonen’. Da forskerne begyndte at grave i sagen, opdagede de, at de to havde haft et endog meget nært venskab, som til tider var ret eksplosivt, og som endte med et brud.

Picasso var tyve år ældre end Giacometti, og de to kan umiddelbart synes meget forskellige. Den sortøjede, varmblodige spanier og den lange, mere stålgrå schweizer. Picasso, som officielt skiftede kvinder hvert syvende-ottende år og Giacometti, som kun var gift én gang, med Annette.

Måske også derfor har det overrasket forskerne så meget, at de faktisk havde så meget at udveksle, og at de gensidigt – ved man nu – blev stærkt inspireret af hinanden.

Ved nærmere eftersyn havde de imidlertid også en del til fælles. Begge var sønner af kendte malere, begge vidunderbørn med et anerkendt talent som 14-årige og begge med en glubende appetit på kvinder. En seksualitet, som kommer klart til udtryk i deres værker. Giacometti var ganske vist kun gift én gang, men han frekventerede i sine yngre år masser af prostituerede og havde, så sent som få år før han døde, et forhold til en 40 år yngre kvinde, der blev hans sidste muse.

Picasso og Giacometti traf hinanden første gang i 1931 via den spanske kunstner Miro, som var med i samme gruppe af surrealister som Giacometti. Picasso kom i gruppen uden nogensinde at blive egentligt medlem, og den kun 30-årige Giacometti var selvfølgelig vildt imponeret af den ældre maler, som allerede var kendt og etableret.

picasso-giacometti-musee-jpg_3850031_1000x667

Picasso, for sin del, anerkendte straks schweizerens talent, og de begyndte at besøge i hinanden i deres respektive atelierer i Paris. Udstillingen på Picasso-museet viser, hvordan deres kunstneriske udtryk fulgtes ad, også selv om de nogle gange ikke havde talt om det. Museet har således sat deres værker op over for hinanden. Picassos Grand nu au fauteuil  over for Giacomettis Femme égorgée. Eller Picassos Femme lancant une pierre op i mod Giacomettis Boule suspendue. 

4225325_picasso-la-chevre-deux

Den ene var mest maler, den anden mest skulptør, men begge arbejdede på tværs af udtryksformerne og således er der på udstillingen også masser af skulpturer af Picasso (som geden herover) og tegninger og malerier af Giacometti. De lod sig til stadighed inspirere og udfordre af hinanden, uden nogensinde at kopiere.

I 1951 kom det til et voldsomt og fuldstændigt brud mellem de to kunstnere. Picasso var efterhånden blevet ophøjet til en international superstar, der var på forsiden af ugemagasinerne, og Giacometti blev betragtet som ligeså jernhård som sine lange tynde figurer (se hunden herunder). Han arbejdede stadig i sit mikroskopiske atelier i det 14. arrondissement, og stillede ekstremt høje kunstneriske krav til sig selv og sine omgivelser.

Picasso var sur over, at Giacometti ikke besøgte ham tit nok, og Giacometti blev rasende, da Picasso i 1951 ikke ville lade ham udstille på galleriet Kahnweiler, som på det tidspunkt repræsenterede Picasso.

Siden sås de aldrig mere. Nu er de sammen igen.

alberto_giacometti_le_chien

Udstillingen løber frem til 5. februar 

 

 

 

 

Den her SKAL du se!

34547_paul_gauguin_ahaoefeiiehquoituesjalouseete1892_original-2000x1100

Kan man tvinge turister til at gå andre veje ? Desværre nej. Ligesom når vælgerne stemmer på Trump, og man bare VED, hvor forkert det er. Så må man som blogejer og skribent leve med, at granvoksne turister tager til Disneyland, mens det er indlysende, at de hellere burde, SKULLE, tage ud og se Chtchoukines malerisamling i det nye moderne kunsthus, Fondation Louis Vuitton, i kanten af Boulogneskoven.

Men ingen kan jo forhindre mig i at starte året med at være højrøvet, så altså: Til alle, der bare har den mindste, minimale, interesse for kunst: Se den! Chtchoukine-samlingen  (eller en stor del af den)  er samlet for første gang, siden bolsjevikkerne konfiskerede den i 1918. Og den er mageløs. Fantastisk, overvældende. Ja, alle de positive superlativer, der findes i en (godt nok uautoriseret) anmelders repertoire.

Exposition Chtchoukine Fondation Louis Vuitton

I alt 135 mesterværker, impressionistiske og post-impressionistiske. Her kommer man ikke for at se et bestemt Picasso-billede eller en sjældent udstillet Matisse. Her vælter det med Picasso’er og Matisser. Man vader rundt i Gauguin, Van Gogh, Monet og Cézanne. Sisley og frokoster af Renoir. Fra den ene sal til den anden.

sans-titre-1

Alt sammen samlet af den russiske industri-magnat og kunstmæcen, Sergueï Chtchoukine (som på dansk ind imellem skrives Shchukin) i tiden mellem 1898 og 1914. Han købte franske samtidsmalere op som andre køber frimærker. På et tidspunkt, efter at han var blevet introduceret til Picassos kunsthandler, købte han fx 30 Picasso-malerier på to år.

Det siges, at Chtchoukine ikke altid kunne lide de moderne malerier, han købte. Nogle af dem blev han ligefrem nærmest dårlig af at kikke på. Men han så nødvendigheden af den moderne kunst og det nye.

Efter kommunisternes magtovertagelse blev samlingen fordelt på forskellige russiske museer, og nogle år under Stalin blev mange af malerierne ligefrem gemt væk, fordi diktatoren anså dem for at være ‘dekadente’.

sc__dsc1450

Men nu er det altså lykkedes Fondation Louis Vuitton at samle mange af værkerne. Og det endda på et tidspunkt, hvor de politiske forbindelser mellem Rusland og Frankrig er på frysepunktet på grund af krigen i Syrien.

Udstillingen slutter 5. marts, og hvis I er i Paris, så tag derud. Jeg kan ikke tvinge jer. Men Please!

Magiske Olafur hos Solkongen

olafur-10

I kan nå det endnu. Olafur Eliasson i Versailles frem til 30. oktober. Seks skulpturer indenfor på slottet, hvor den danske islænding har leget med spejl- og lyseffekter midt mellem Ludvig den 14.s stuk og guldkommoder.

olafur-1

En fuldstændig magisk installation med lysende hulahopringe for enden af spejlsalen og nogle ret effektfulde ‘sorte huller’ der spejler sig i hinanden.

olafur-8

Allerbedst, synes jeg, de tre installationer i haven, hvor Eliasson fortsætter havegeniet André Le Nôtres fontæne-tanker. En cirkelformet vandforstøver sender trylleagtig mosekonetåge hen over græsplænen, og det store runde bassin omkring frugtbarhedsgudinden Persefone har Eliasson fyldt med sprækket og udtørret grønlandsk mudder, så det ligner et goldt urlandskab.

olafur-7

Men clou’et er vandfaldet ved den lange kanal for enden af haven. Her lader kunstneren vandmasserne vælte ned fra en en enorm kranagtig installation, og effekten er overvældende midt i den ellers velfriserede have.

versailles-grand-canal

Tag picnic’en med, og slå jer ned ved på græsplænen ved kanalen. Så sidder I lige dér med udsigt op til slottet, Olafurs brusende fald og svanerne svømmende lige forbi i fodre-vidde. Det gjorde jeg forleden med en gruppe. Champagne, sandwiches, franske oste og – hvis vejret bliver ved – bragende sol.

Olafur Eliasson på Versailles frem til 30. oktober. Vær opmærksom på, at installationerne ikke er i funktion hele tiden. Det store vandfald ved kanalen løber mellem kl. 11 og 12.30 og igen fra 15.30 til 19. Den runde tåge – ‘Fog Assembly’ – støver fra 11 til 13 og 15 til 17. Og kun tirsdag til søndag, ikke om mandagen. For at se alle Versailles’ fontæner springe med musik til, skal I komme i weekenden, lørdag eller søndag, inden 30. oktober fra 11 til 12 og 15.30 til 17. 

Mit bedste marked…

Mange af dem, der har været med på mine byvandringer i Paris, er næsten obligatorisk blevet slæbt med på marked. Jeg agiterer nemlig gerne – og tit – for byens mange fødevaremarkeder. Fordi fødevarer – mad og et godt køkken – er så vigtig del af den franske kultur, og fordi det er på de lokale markeder, at man møder pariserne, når de er allermest afslappede og sympatiske. Her råber de ikke op, som i trafikken, her har de tid til at snuse og mærke på melonerne, snakke med ostehandleren og joke med slagteren.

Le Marché des Enfants Rouges er et lille overdækket marked inde bag en jernport i rue de Bretagne i den øverste del af Maraiskvarteret. Jeg har skrevet om det før her på bloggen, men det er seks år siden, og Marché des Enfants Rouges fortjener altid omtale. For selv om det er småt, er det langt mere end et almindeligt marked. Herinde, mellem kyllinger og økologisk selleri, landvin, charcuteri og aborrer vrimler det nemlig også med  små serveringer fra hele verden.

Stolene står så tæt i de smalle alleer, at man ind imellem har svært ved at finde ud af, hvilken restaurant, de hører til. Men alle nyder forvirringen, og folk snakker og griner med de andre ved nabobordene.

Her kan man få tagine hos marokkaneren for enden af markedet. Han deler sin plads med en biodynamisk frugthandler og en vinknejpe. I den anden ende lever en vestindisk traiteur i lykkelig sameksistens med et italiensk køkken og den japanske Taeko, som oprindelig er fra Kyushu. Hun serverer fine, små retter på tyndt porcelæn, og hendes miniature-restaurant er markedets clou. Prøv fx hendes torske-kroketter – sprøde udenpå og nærmest smeltende bløde indeni.

Marché des Enfants Rouges er Paris ældste handelsplads – næsten 400 år gammel – og var for nogle år siden i overhængende fare for at blive ryddet, fordi kommunen ville give plads til en parkeringskælder, et bibliotek og en vuggestue. Men det blev heldigvis forpurret af vrede, engagerede beboere.

Så idag kan man stadig få sig en kaffe til under to euros. Og en is med grøn te, sesam og røde bønner til 3 euros hos Taeko.

Le Marché des Enfants-Rouges, 39, rue de Bretagne, 3. arr. Ǻben tirsdag til lørdag fra 8.30 til 19.30 og søndag fra 8.30  til 14. Metro: Temple eller Filles du Calvaire

Udstillinger i Paris lige nu

Paris er en kulturel gruekedel. Det bobler og syder, og hver dag er der over 300 forskellige kulturelle events at vælge imellem. Hvis I er i byen i første halvdel af juni, må I ikke snyde jer selv for to store – opsigtsvækkende – installationer.

France Disappearing Pyramid

Kunstneren JR, der er kendt for sine monumentale fotokollager, hængt op over alt på kloden – fra New York til Kenya, Le Havre og Rio – har beklædt glaspyramiden i Louvres gård, så den på magisk vis glider i ét med sine omgivelser. Det er gratis, gå bare forbi. Indtil 27. juni.

Grand Palais

Under glastaget i udstillingshallen Grand Palais har den kinesiske avantgardist Huang Yong Ping lavet dettes års store installation. Den hedder  Empires – imperier – og repræsenterer den perverse pengefikserede handelskrig, som er ved at rive verden fra hinanden. Her er enorme skibscontainere, en forstørret, ophængt Napoleons-hat og en metalslange, som symboliserer den kommercielle grådighed, der søger at gribe den politiske magt.

Noget af det, som Paris er bedst til, er de helt klassiske, store udstillinger. Forsommeren 2016 er ingen undtagelse. Der er masser af dem.

the-dream

Musée d’Orsay har frem til 17. juli en stor udstilling med den naivistiske maler Henri Rousseau, også kaldet Le Douanier Rousseau (1844-1940). Her er aber og masser jungleblomster, slanger, nøgne kvinder, påklædte kvinder, skibe, tigre, fabrikker og selvportrætter. Rousseau maler det hele i sin varme, barnlige, helt egne stil.

CARAMBOLAGES-640x468

Grand Palais viser frem til 4. juli udstillingen Carambolages.  Carambolage er et udtryk fra billard – nogle kugler, der støder ind i hinanden på en bestemt måde – og sådan er udstillingen bygget op. 185 kunstværker fra vidt forskellige perioder, stilarter og lande, men som indbyrdes har forbindelse til hinanden. De er præsenteret med dominoeffekt, så det ene kunstværk rækker videre til det næste: Giacometti, Rembrandt, Man Ray og Anette Messager. Blandt mange andre.

Marmottan

Det dejlige museum Marmottan Monet har fået idéen at kikke på børns rolle i kunsten i det 19. og 20. århundrede. Eller rettere: Hvordan præsenterede folk som Cézanne, Monet, Picasso, Renoir og Matisse børn i deres værker. Udstillingen rækker frem til 3. juli.

Paul-KleeFor første gang i 47 år vises der i Frankrig en retrospektiv udstilling af Paul Klee. 250 værker af manden, der som 22-årig udtalte til en avis: ‘Jeg er Gud’. Udstillingen har fokus på Klees ‘romantiske ironi’, hvad arrangøren så mener med det. (Lidt som jeg aldrig helt forstår etiketten på en flaske vin, der hævder, at man kan smag tobak og lakrids, når jeg bare kan smage vin!). Men billederne er dejlige. Pompidou-centeret frem til 1. august.

 

 

 

Shopping i rue de Passy

passy3

Det er ikke så tit, jeg får skrevet om det 16. arrondissement, og det er egentlig synd. Det er selvfølgelig ikke hipt som Marais og ikke boheme som det 10. og 11. Her skejer man ikke ud, og det er ikke her trends’ne rammer først, så derfor bliver man som skriver altid draget andre steder hen, hvor der er mere ramasjang.

Men det 16. arrondissement har sin helt egen,  lidt mere stille, charme. Det er et pænt, rigt, franskmændene vil sige bourgeois kvarter. Her er smukke ejendomme fra slutningen af 1800-tallet, balkoner, krummelurer, brede boulevarder, karrieremænd og en masse velholdte kvinder.

rue de passy

Og så er der en af byens bedste shoppe-gader, rue de Passy. Sådan en rigtig gammeldags handelsgade med masser af fede butikker og cafeer. Her kan man slentre og finde alt ud i kjoler, sko, kager, parfumer, oliven, pasta, fransk børnetøj, dyre mærker, friske østers og gulerødder.

I nr. 53 ligger en mini-mall, Passy Plaza, med 25 butikker blandt andet l’Occitaine, der laver dejlige cremer og sæber. I nr. 80 ligger Paris’ mindste stormagasin, Franck og Fils, hvor man stadig siger bonjour til ekspedienten, sådan som det er kutyme i ordentlige forretninger, og hvor hver etage er overskuelig med et mindre, men delikat udvalg af kjoler, handsker, ure og frakker.

rue de passy3

Har du teenagepiger med til Paris, så tag dem med til nr. 50, og jeg garanterer, ugen er reddet. Her ligger Brandy Melville (foto herover), fyldt med t-shirts, jeans, nederdele, skjorter og kasketter i California vintage stil.

rue de passy5

Fra rue de Passy må I endelig tage et stik hen i rue de l’Annonciation, en vildt hyggelig lille gågade med brosten og gammeldags butikker, som jeg først for nylig har opdaget, fordi min søn havde købt en brugt seng, som vi skulle hente hos en mand, der boede dér. (Ikke nemt, når man skal have en dobbeltseng ned gennem en smal gågade fredag aften, men det er en anden historie).

home-fred

Her ligger i nr. 29 en konditor, Aux Merveilleux, der har specialiseret sig i en bestemt slags høje kager overtrukket med marengs, flødeskum og krymmel.

max_lesalon_02

Og i nr. 17 en af de mest sofistikerede frisørsaloner, jeg har set i Paris. Og jeg har ellers set en del, fordi jeg i årevis skrev til frisørernes fagblad. Men kun ganske få saloner er så gennemførte som hos Eric van den Berghe. Her er sorte lysekroner, enorme blomsterarrangementer, og de mandlige frisører går altid med skarptstrøgede hvide skjorter og sorte butterflies. Om de kan klippe, ved jeg til gengæld ikke! Det har jeg aldrig prøvet:-))