Category Archives: Oplevelser i Paris

Paris er meget mere end Eiffeltårnet og Louvre. Det er en by spækket med oplevelser og tilbud. Her får du tips til parker, biografer, sejlture, kirker, lokale markeder, kabareter, teaterforestillinger og mindre kendte museer. Alt det, man også kan gøre i Paris, og som jeg igen og igen ærgrer mig over, at mine landsmænd sjældent når at se i min by.

Et bevægende palæ

Nissim de Camondo 7

Dette er et af mine absolutte yndlingsmuseer i Paris. Og kun de færreste kender det. Så mens Louvre er totalt overrendt og nu må lukke turisterne ind i kvoter for at se Mona Lisa, så kan I gå næsten helt alene rundt på Musée Nissim de Camondo og nyde dette private palæ fyldt med 1700-talskunst og møbler.

Nissim de Camondo mig 6

Det kunne have været et rigmandshjem som ethvert andet, men når man går rundt i stuerne, er det ikke bare en tur i et overdådigt hjem. Det er hele historien om en familie og dens skæbne.

Nissim de Camondo 6

Moïse de Camondo, som i 1935 testamenterede det herskabelige palæ i rue de Monceau til den franske stat, var ud af en stenrig jødisk bankier-familie. Han havde arvet palæet fra sine forældre, men revet det ned og bygget et nyt, som passede bedre til hans enorme samlinger af kunst og antikviteter.
Moïse var passioneret forelsket i 1700-tallet, og derfor fik han også bygget sit palæ i en stil stærkt inspireret Petit Trianon i Versailles. Han fik det udsmykket med guld, marmor og gobeliner, møbleret det med Louis den 15.-skriveborde, kinesiske vaser, lænestole fra slottet i Versailles, spisestel i Sèvres-porcelæn, pragtfulde lysekroner og selvfølgelig masser af malerier fra 1700-tallet.

Nissim køkken

Uden tvivl har det været et af de mest luksuriøse private hjem i Paris i første del af sidste århundrede. Ikke mindst fordi huset – midt mellem alle antikviteterne – også var spækket med moderne bekvemmeligheder. Moïse de Camondo fik blandt andet bygget en køkkenfløj med al det mest moderne gear. Her er madelevatorer, kommunikationssystemer til personalet, ovne på tre gange halvanden meter, sorbet-kølere og varmeskabe i anretterværelset. Og alt sammen indstøbt i armeret beton, så hverken madlugt eller larm fra køkkenet kunne genere resten af huset. Det er et dejligt, og for så vidt sjovt, museum at gå rundt i. At se badeværelserne fra 20’erne, de ekstravagante saloner og Moïses egen seng i alkoven. Men det hele sættes i et tungt perspektiv, når man får fortalt historien om Moïse.

Nissim de Camondo 5

Det var hans oldefar, som i sin tid havde skabt en formue ved at etablere bank i Konstantinopel, og hans far som mange år senere rejste fra den tyrkiske metropol til Paris for at åbne filial. En succesrig familie, der gennem generationer havde gode relationer til først de tyrkiske sultaner og den italienske konge Victor-Emmanuel, og som siden blev fuldt integreret i det franske borgerskab. Men som alligevel endte med at blive totalt udslettet af to verdenskrige.

Moïse de Camondo og hans fraskilte kone havde to børn, sønnen Nissim og datteren Béatrice. Nissim blev dræbt som 22-årig under 1. verdenskrig, hvor han var soldat. En stor sorg for hans far, som besluttede at donere hele sit hus og sine kunstsamlinger til staten, under forudsætning af, at museet fik navnet Nissim de Camondo efter hans søn.

En krig senere, i 1942, blev datteren Béatrice og hendes mand og to børn sammen med titusindvis af andre franske jøder interneret i Drancy og deporteret til den tyske koncentrationslejr Auschwitz, hvor de blev myrdet.

Dermed var den sidste Camondo borte, men stuerne står der endnu, og i køkkenet hænger kobbergryderne friskpudsede, som var køkkenpigen lige gået ud. Et smukt og bevægende sted.

Musée Nissim de Camondo, 63, rue de Monceau, 8. arr. Åben fra onsdag til søndag fra 10 til 17.30. Lukket mandag og tirsdag, 25. december, 1. januar og 1. maj. Metro: Villiers eller Monceau

Befriende stormagasin på Champs-Elysées

Jeg har det normalt lidt tvetydigt med stormagasiner. På den ene side er det jo dejligt, at alting er samlet på samme sted, så man ikke skal okse gade op og gade ned for at finde en ny kjole. På den anden side bliver jeg næsten altid ramt af overflod. Den dér totale udmattelse, der sætter ind, når man pludselig føler sig opslugt og fortæret af stangtøj.

I går opdagede jeg så et helt nyt – og anderledes – af slagsen. Galeries Lafayettes nye afdeling på Champs-Elysées er opsigtsvækkende, overraskende, ja, faktisk opmuntrende.

Indrettet i Virgin Mega Stores flotte gamle Art deco bygning. 6.500 kvadratmeter concept store uden vitrine til gaden, men til gengæld indenfor badet i dagslys og fuldstændigt forfriskende tænkt af danske Bjarne Ingels Group: Med et greb tilbage til 70’erne er der runder kanter, lyserøde prøverum, psykedeliske taburetter, orange plysbænke, men altsammen sat ind i en bæredygtig fremtidsscene. Her er givet plads til en masse nye kreative mærker. Hvis I ikke kender ham, så tjek fx den franske designer Jacquemus, som endnu ikke har selvstændige forretninger, men som – med rette – får god plads hos Lafayette, hvor han også har indrettet caféen Citron.


Her er selvfølgelig også alle luksusmærkerne, og hvis du har 9.700 euros i overskud kan du købe Valentino kjolen herover med sten og strudsefjer, som min datter, Marie (øverst med solbrillerne), drømmer om.

Men noget af det mest befriende er, at der ikke er 45 ens af hver ting. Her er mange mærker, ja, vist nok omkring 650 forskellige, men hvert mærke har få, udvalgte ting, så man får ikke den der kvælende overforbrugsfornemmelse. Mere  som at gå rundt i en kunstinstallation, hvor man tilfældigvis også kan købe et par Birkenstock eller en basttaske (som den min datter Anna poserer med herover).

I bunden et food marked med friske franske produkter.

(My kids og bedsteveninden i Galeries Lafayette)

60, avenue des Champs-Elysées, 8. arrondissement. Metro: Franklin D. Roosevelt

 

 

La splendeur danoise

Hammershoi,-le-maître-de-la-peinture-danoise-Jacquemart-André-|-630x405-|-©-TX0006154704

T’as-vu Ammersøy? spørger mine franske venner og ser ud som om, de lige har opdaget månen eller danset med en smuk mand.

De mener Hammershøi. Maleren Vilhelm Hammershøi, som er blevet en total Pariserbegivenhed i dette forår. Hans malerier er udstillet på – det i sig selv vidunderlige museum – Musée Jacquemart-André, og franskmændene er i kulturel ekstase.

IMG_0581[1]

For Hammershøis stille billeder er for dem næsten eksotiske. De kølige farver, en stillestående stue eller malerens hustru Ida malet fra nakken. Det er stumme malerier, skriver avisen Le Parisien, og Le Monde kalder Hammershøi for en overlegen maler af farven grå. Han kører soberheden ud i det ekstreme, skriver avisen, og det er positivt ment.

Hammershøj3

Som dansker er det slående, hvor godt man kender den stemning,  der er i Hammershøis billeder. Vi er vokset op med den, uden at vide det. Det dér lysstrejf, den svungne mahognisofa, de blågrå vægge. En hel sindsstemning, som pludselig indhenter mig midt i Paris en torsdag eftermiddag.

Hammershøi blev første gang vist i Paris på Verdensudstillingen i 1900. Dengang havde han 11 malerier med. Ingen blev købt, og han rejste desillusioneret hjem og gad ikke tage på internationale udstillinger mere. (Le Monde skriver, at det viser rigtig meget om den franske stats indkøbspoltik at man dengang købte et maleri af Hammershøis nu næsten glemte svoger, Peter Ilsted, og ikke noget af Hammershøi.)

Synd, at han aldrig fik oplevet sin franske succes. Først ved en udstilling på Petit Palais i 1987, så en stort anlagt retrospektiv på impressionisternes museum, Musée d’Orsay i 1997 og nu altså i tredje hug, på Jacquemart-André.

MUSEE-JACQUEMART-ANDRE

Nogle af jer vil måske undre jer over, at jeg anbefaler jer at rende hen og se en udstilling med en dansk maler, når nu I endelig er i Paris og væk fra de blågrå stuer. I tager jo heller ikke herned for at spise rødgrød, siger nogen. Nej, men Hammershøi på Jacquemart-André er et eksplosivt kulturclash. Al den kølige nordiskhed udstillet i midt i det opulente, guldbemalede overflødighedshorn, som Jacquemart-André museet ellers er (herover). Det er en vidunderlig kontrast, og hvem ved i øvrigt, hvornår så mange af Hammershøis billeder bliver samlet igen. Lånt ind fra Tate i London, Musée d’Orsay, Den Hirschsprungske Samling, privatsamlinger, Malmø og Stockholm.

Jacquemart café

Det er hele eftermiddagen værd, og bagefter kan I tage en te og en hindbærtærte på museets skønne caféterrasse. Så meget soberhed kræver kalorier. Også for en dansker.

Hammershøi på Musée Jacquemart-André frem til 22. juli, åben alle dage 10 til 18, mandag helt til 20.30. 156 boulevard Haussmann, 8. arr. Metro: Miromesnil eller Saint-Augustin

 

 

Kubisme, here I come!

thumb_202539_cover_header

Babysitteren var forsinket. Så jeg kom ud ad døren og ind toget i sidste øjeblik, med den der blodsmag i munden, når man halser efter det hele.

Kunne nærmest ikke huske, hvorfor det var jeg lige havde sagt ja til rundvisning på Pompidoucentret med Michaels gamle skoles kunstklub? Og så i ulvetimen, hvor alle ungerne kommer væltende hjem fra skole og gerne skulle have te og opmærksomhed.

Men afsted kom jeg. Kubisme? Var det det? Havde knapt læst på invitationen og havde taget trøjen omvendt på. Fandt Michael. Og gruppen.  Og guiden ( der kikkede underligt på trøjen), og fik en fuldstændig vidunderlig sen eftermiddag.

ok-11-12-anaylytique

Kubisme-udstillingen på Centre Pompidou er intet mindre end fabelagtig. 300 mesterværker lånt ind fra hele verden. Malerier og skulpturer af især Picasso og Braque, men også Fernand Léger, Juan Gris, Robert og Sonia Delaunay og en stribe andre.

Det er første gang, der vises så stor og omfattende en udstilling om kubisme i Paris i over 60 år, så hvis I på nogen måde har mulighed for det, så se den inden den 25. februar, og jeg anbefaler på det stærkeste, at I tager en af museets guidede ture. Hvis I ikke er stærke nok på fransk, så book en engelsk rundvisning.

ok-21-22-guitares

Her får man forklaret, hvordan Picasso og Braque var de første til at fraktionere motiverne, reducere dem til  ‘kuber’, som en negativ kunstanmelder skrev i 1908, og deraf navnet kubismen.

Der er også malerier af Cézanne og Gauguin, og guiden forklarer så fint, hvordan man hos dem, som ikke var kubister, kan se forløberne til kubismen. Hvorfra Picasso og Braque fik deres inspiration.

Man ser, hvordan en stribe andre kunstnere følger trop, og hvordan maleriet bliver mere og mere brudt op, men aldrig abstrakt. Kubisterne var nemlig ikke ude på at skabe abstrakt kunst, de ville nedbryde realiteterne og arrangere dem på en anden måde. Men man kan altid tyde, nogle gange med hjælp, hvad der er gemt i billedet.

Udstillingen dækker en kort periode på ti år, fra 1907 til 1917, hvor de avant-gardistiske kunstnere var hyper produktive. Picasso begynder at lave kollager, han inkorporerer fysiske elementer som et stykke tov, en teske eller en flig voksdug i sine malerier, hvilket dengang var totalt grænseoverskridende.

25_gris_pears_grapes

Jeg gik fra udstillingen helt lykkelig. Med den der følelse af at være blevet bare en smule klogere. Og da vi kom hjem, havde de store unger sendt babysitteren hjem og selv lavet både te og lektier med de små. Så jeg fik også en lektie om bare at komme ud ad røret.

Cubisme, Centre Pompidou, udstillingen rækker til 25. februar, åben alle dage undtagen tirsdag fra 11 til 21, torsdag helt til 23, Metro: Rambuteau

Fabelagtig dobbeltudstilling

 

IMG_6695

En rigtig god udstilling kan være som en foræring. Noget, man ikke havde forventet, noget man aldrig får igen, et øjeblik, man var heldig at være i. Sådan har jeg det med den store dobbelte Basquiat og Egon Schiele udstilling, som lige nu løber på Fondation Louis Vuitton i Paris.

IMG_6675

Egentlig er det to helt uafhængige udstillinger, men så oplagt og begavet at afholde dem samtidig, sætte dem op mod hinanden. To unge mænd i hver sin ende af det samme århundrede, begge besat af tegningen, to provoer tæt knyttet til en ældre mentor – Schiele til Klimt og Basquiat til Andy Warhol – og begge brutalt revet ud af livet som 28-årige.

IMG_6711

Jeg indrømmer, jeg kom for Basquiat. Er dybt fascineret af hans voldsomme farver og de politiske, ofte vrede motiver. Hele mandens historie. Det afroamerikanske vidunderbarn, der levede så hidsigt og talentfuldt, som malede alle sine frustrationer ud på gaden som grafitti og på lærredet, tegninger, kærestens tøj. Over 1000 malerier og endnu flere tegninger blev det til på et årti. Hvoraf han de sidste år arbejdede tæt sammen med Andy Warhol.

IMG_6704 (1)

Jean-Michel Basquiat blev født i Brooklyn i 1960. Hans mor af puertorikansk oprindelse og hans far var fra Haiti. I starten malede han grafitti under navnet SAMO (same old shit), og allerede hans grafitti vakte opsigt. Snart gik han over til lærreder og blev på rekordtid opdaget af kunsteliten og katapulteret op i de dyre salgsklasser. Nogle få forbenede kunstanmeldere fortsatte med at kalde ham overfladisk, og Basquiat måtte som sort kunstner kæmpe en dobbelt kamp, ikke alene for at blive anerkendt, men også mod racisme, udstødelse og undertrykkelse.

image.flvcrop.2048.5000

På Fondation Louis Vuitton (herover), som i sig selv er en fuldstændig foræring hver gang, er det lykkedes at samle hele 120 værker af Basquiat, mange af hans bedste og mest monumentale. Ansigter, næsten dødningehoveder, rasende mænd med armene i vejret, boksere. Og ord, masser af ord. Liberty, blood, trust, corpus, capitalism.

IMG_6720

Schiele havde jeg slet ikke taget i betragtning, for jeg kom jo for at se Basquiat, så nu her bagefter var han måske den allerstørste foræring. Østrigsk ekspressionist, stærkt inspireret af Klimt, malende nøgne kvinder, og næsten lysende selvportrætter, hvor han har vildt hår og bløde læber, og hvor han på den mest syrede måde – 70 år før tid –  ligner en ekspressionistisk udgave af Basquiat. Dybt insisterende er hans maleri.

Hvilken mesterstreg at sætte de to kunstnere sammen. Basquiat, som døde af en ufrivillig overdosis, Schiele af den spanske syge.

Jean-Michel Basquiat / Egon Schiele, Fondation Louis Vuitton, 8, avenue du Mahatma Gandhi, 75116 Paris, åben alle hverdage undtagen tirsdag fra 11 til 20 (fredag 21) og i weekenden fra 9 til 21. Men bestil billet hjemmefra på nettet og print ud! Udstillingen slutter 14. januar 2019.

 

 

 

Hvem vil med på guidet tur i Marais-kvarteret på torsdag?

For alle dem, der er på efterårsferie i Paris: På torsdag, den 19. oktober klokken 10 til 13, arrangerer jeg en guidet byvandring. Vi starter i Marais-kvarteret, krydser gennem små hemmelige haver og snedige gyder, går på marked og danderer ved Canal Saint Martin. Meld jer til på louise.sandager@gmail.com Det koster 40 euros pr. person.

Ta’ med på byvandring i Paris

paris-tuileries-pool-1000

Så er jeg klar med en sommerens program. Over de næste uger tilbyder jeg en stribe byvandringer i Paris. Så hvis I er i byen, skriv og meld jer til. Jeg lover at vise jer noget af det Paris, som I ikke ville have fundet selv. Også selv om I har været her før.

Fredag den 23. juni kl. 10 til 13, rundvisning på Montmartre. Vi ser Sacre-Coeur og malerpladsen selvfølgelig, men jeg vil også vise jer den del af bjerget, som turisterne normalt aldrig opdager. De små stræder, kunstboligerne, den brostensbelagte blindgyde med de engelske huse, den lille kirkegård. Montmartre er et af Paris’ mest folkerige  , og derfor skal man ikke mange meter væk fra de store turistmagneter, før man støder på helt almindeligt liv.

Mandag den 26. juni kl. 10 til 13, rundvisning i Marais-kvarteret. Marais, som ligger midt i Paris og dækker det 4. og dele af det 3. arrondissement, er et af byens hippeste og sjoveste kvarterer. Her lever bøsser, ortodokse jøder og kunsthandlere i fredelig sameksistens. Marais er et af de kvarterer, som aldrig er blevet byfornyet, og derfor kan man opleve smalle gader, gyder, stræder og huse tilbage fra Middelalderen. Om aftenen er der et vidunderligt udeliv.

Fredag den 30. juni kl. 10 til 13, rundvisning i Marais-kvarteret

Tirsdag den 4. juli kl 10 til 13, rundvisning på Montmartre

For alle turene gælder, at vi går i hyggeligt tempo, og alle kan være med. Det koster 40 euros pr. næse, og der skal være mindst seks tilmeldte for at turen bliver til noget. I kan melde jer til på louise.sandager@gmail.com

paris_18_place_emile_goudeau