Category Archives: Mig og Paris

Mit forhold til byen, tanker om franskmænd, nationalkarakter, parisertræk. Eller bare slet og ret lidt personligt om mit eget liv i Paris.

Barsel – men brug bare bloggen imens!!

Kære læsere, Paris-elskere og alle, der trives på min blog,

Som I måske har bemærket er det tyndet noget ud i indlæggene de sidste måneder. Simpelthen fordi jeg den 20. april nedkom med tvillinger, to en halv måned for tidligt. Paris er derfor blevet skubbet i baggrunden, mens jeg løb frem og tilbage mellem hospitalet og alt det herhjemme.

Nu er de små kommet hjem, de trives og har fordoblet deres vægt. Men jeg har fortsat ikke meget tid at blogge, så derfor må I de næste måneder nøjes med spredte indlæg, når jeg får tid mellem bleer og amning:-)

MEN brug bare bloggen imens. Der er over 150 indlæg om alt fra hoteller til restauranter og gode oplevelser med ungerne, så I kan zappe rundt i kategorierne til højre og finde det, I har brug for.

Jeg har netop opdaget, at en eller anden har lavet en blog, som hedder mitparis.com, og altså kopieret mit blognavn. Det er ikke videre opfindsomt at lægge sig så tæt op ad andre, men det kan jeg ikke gøre noget ved. Blot skal det her slås fast, at jeg INTET har med den blog at gøre. Jeg har kun denne, som jeg lover genoptage på fuld skrue, når jeg har fået hovedet op af vasketøjet!!

Og husk, Paris er altid en god idé!

 

 

Lejlighed til leje i Paris…til sommer

Kender du nogen? Spørgsmålet kommer igen og igen her på bloggen. Folk vil vide om jeg kender nogen, som lejer en lejlighed ud i Paris. Som regel for en kortere periode.

For det meste må jeg melde pas. Men forleden annoncerede Tine pludselig på facebook, at hun og Philippe gerne lejer deres ud i juli og august, så jeg iler med muligheden.

Lejligheden ligger i rue du Faubourg Poissonnière i det 9. arrondissement op mod Barbès, og jeg har lovet Tine at skrive, at det er et ret ‘livligt’ kvarter og at det altså på ingen måde er hotelagtigt.

Men jeg kender lejligheden og synes, den er skøn. Det er en atelierlejlighed med plads til 4 personer, og Tine skal have 900 euros pr. uge. Hvis du er interesseret kan du maile hende på tiby@information.dk

Se lejligheden her

Hvem er pariserne? – og hvordan er de?

Forleden aften var jeg i den danske kirke bag ved Champs-Elysées for at holde foredrag for alle de nyankomne unge danskere. Au-pair pigerne og alle de andre, som lige har taget studentereksamen og som nu skal ned og opleve Paris. De fleste af dem var lige kommet for at par uger siden, og jeg sad dér som rutine-tante og vidste, at det vil blive et skelsættende år, de går ind til. Statistisk vil nogle få af dem hade byen og rejse hjem i en fart. Det er som regel dem, der har en kæreste hjemme i Padborg eller som ikke kan leve uden rugbrød og saltlakrids. En anden, meget stor, del af dem vil topelske Paris, og de vil huske det her år resten af deres liv. Endelig er der en lille hård kerne, som bliver så ramt af byen, at de aldrig kommer herfra igen. Ligesom jeg selv.

Men ingen af dem går i hvert fald upåvirkede gennem Paris, og jeg  sad der som selvudnævnt ambassadør for byen og hørte mig selv fortælle forelsket, bidt, fortabt og fortvivlet om den by, som nu på 14. år har indfanget mig.

‘Hvordan er pariserne egentlig,?’ ville en sød pige vide, og jeg fortalte begejstret om den dér helt bestemte folkeart, som jeg efterhånden har lært at holde oprigtigt af.  Ja; jeg forsvarede dem vel nærmest. Og så dykkede jeg ned i lidt tal og statistikker, som jeg har brugt til min sidste bog. For når man taler parisere, må man først indsnævre, hvem de overhovedet er.

Sidst de blev talt var der helt præcist 2.201.578 parisere. I Frankrig opererer man ikke med CPR-numre, og derfor er staten nødt til ca. hvert 8. år at sende en hær af pensionerede funktionærer ud og tælle hoveder.

Ved den sidste tælling var der for første gang i 27 år over 2,2 millioner mennesker inden for murene, hvilket vil sige i selve Paris’ kommune, et område, der ikke er meget større end Amager. Det betyder, at Paris er en af de tættest befolkede hovedstæder i Europa.

Det betyder også, at byen – på papiret – er en af de mindre hovedstæder i Europa. Godt to millioner er ikke meget, når man ved, at der bor 13 millioner i London-området. Men tallet snyder. For reelt bor der 11,5 millioner i hele Storparis – hvis man tager de tilstødende kommuner og forstæder med.

I Paris er man imidlertid kun rigtig pariser, hvis man bor i et af de tyve arrondissementer inden for ringvejen, boulevard Périphérique, og har et postnummer, der starter med 75. Og det må statistikkerne henholde sig til.

Som i alle vesteuropæiske storbyer er befolkningen et mix af kulturer, farver og religioner. Her er indfødte parisere, selvfølgelig. Men egentlig ikke så mange. De fleste stammer fra et sted i provinsen, har fx en mor fra Auvergne eller en far fra Bretagne. Hertil kommer en stor portion immigranter, mange fra Afrika, og især mange fra Algeriet og Marokko.

Men præcis hvorfra folk kommer, bliver aldrig helt kortlagt. For i Frankrig må  myndighederne ikke rubricere folks ophav, hudfarve eller religion, når først de har fået fransk statsborgerskab. Så er de bare franske.

Hvad statistikkerne ved – og godt må skrive – er, at der i Paris er stor forskel på rig og fattig. I centrum og i arrondissementerne mod vest vælter det med velhavere, mens der i det nordøstlige Paris stadig er en del armod. Således tjener indbyggerne i det 7. arr. ved Eiffeltårnet næsten to en halv gang så meget som deres bysbørn i det 19. arr. Og det præger byen.

I det 7. bor der mange veluddannede funktionærer og embedsmænd, som arbejder i parlamentet og de omkringliggende ministerier. Hvide mænd i hvide skjorter, med pageklippede koner og børn i privatskoler.

I det 18. arr., omkring metrostationen Barbès, er der en koncentration af fattige afrikanske indvandrere, mange illegale, som bor klumpet sammen på lidt plads, i dårlige lejligheder. Ofte arbejdsløse, uden uddannelse.

De to grupper har ikke meget med hinanden at gøre, og som sådan lever byen på flere niveauer. Det dér med Frihed, Lighed og Broderskab er ikke noget, der trykker pariserne. De er ultrabevidste om, hvilket samfundslag de tilhører. Og selv om departementschefen snildt kan joke med viceværten, så ved de begge præcist hvor i hierakiet, de hører hjemme.

Men de er alle parisere, og ligegyldigt hvilket kvarter man dykker ned i, vil man støde på en følelse af landsby. Hvert lille område har sin egen identitet i forhold til den store by, og de lokale er altid meget bevidste om at handle lokalt og støtte deres nabolag.

Det er ofte sagt om pariserne, at de er arrogante. Ja, det er vel nærmest blevet en global sandhed. Og det er fuldstændig rigtigt, at pariserne kan være selvbevidste indtil det flabede. Måske fordi de bor i en by, som er smukkere end andres. Byernes by, Lysets by, verdens største turistdestination…det giver selvtillid.

Men når man kender pariserne, når man bor imellem dem, så opdager man en anden side. For de er også blufærdige og meget private. De åbner kun deres hjem for deres nærmeste, og føler sig end ikke forpligtet til at lære naboen at kende. Et høfligt nik på trappen kan sagtens være den eneste kontakt i årevis.

Til gengæld er de også ret tolerante og blander sig ikke i andres levevis. Derfor er der højere til loftet i Paris end i fx København. Pariserne bliver ikke forargede, og folk kan realisere sig selv, leve sig ud og være nok så outrerede, uden at de andre løfter et øjenbryn. Måske derfor har byen til alle tider været en magnet for kunstnere og anderledes tænkende, som her har fundet et exil fra konventionerne.

Så, ja, nok er Paris forholdsvis lille rent geografisk, men den er også rummelig. Her er plads til de fleste.

FERIE!!! – men brug bare bloggen – og byen – imens

Kære alle,

Her er det blevet tid til ferie. Afsted til Ile de Ré på den franske Atlanterhavskyst, hvor vi har lejet det samme lille  fiskerhus som sidste år. Hvor vi klodser bilen op og cykler rundt i tre uger, ud over marsklandet, mellem salt- og østersbassiner, ud til fyret og de hvide strande. Fanger krabber og sommerfugle med ungerne, går på marked og mødes med Michaels søster og resten af den pukkelryggede, som også lejer hus derude.

Så altså, langt væk fra Paris og computeren. Ingen nye blogskriverier i næsten fire uger, pardon! Men brug endelig bloggen imens. Søg i kategorierne til højre og find, hvad du skal bruge. Og frygt ikke. Fra slut august er jeg hjemvendt med fregner på næsen og saltvand i håret, klar til et nyt år med min blog og min by.

KH Louise

Galleri

Guidet tur på Montmartre

This gallery contains 7 photos.

I mandags gik jeg byvandring med et dansk par, som havde booket mig via bloggen. De var fra Nordsjælland og havde været i Paris så mange gange, at de efterhånden var holdt op med at tælle.  Som konen sagde: ‘Hver gang jeg tager … Læs resten

Ta’ med til Paris

Så er jeg tilbage fra København, hvor jeg har præsenteret min nye guide, Ta’ med til Paris. Det skete torsdag aften ved et fantastisk arrangement i antikvitetshuset Greensquare på Amager. Her var 100 mennesker troppet op for at høre mere om Paris, Berlin, Mallorca, Sydsverige og alle de andre rejsemål, som rejsehuset momondo har udgivet guidebøger til.

Så stod vi dér, forfattere og fotografer, i mellem orientalske elefanter, kinesiske vaser og mahognisofaer fra Empiretiden og fortalte om Latinerkvarteret og avantgarde hoteller i Berlin. Der var levende lys i de store sølvkandelabre og knitrende hvide damaskduge på bordene. Som selvfølgelig var til salg. Hos Greensquare går man rundt i stuer og herreværelser, mellem nips og kunst, møbler og design, som i et hjem, men altsammen til salg.

Claus Meyer havde lavet maden, og jeg stødte på mest fantastiske mennesker aftenen igennem, en vred grevinde, en supercharmerende pressefotograf, som jeg havde talt i telefon med masser af gange, men aldrig mødt før, og en helt igennem skæg journalistpige, som viste sig at være stukket af med manden til en rædsom kvinde, jeg engang har mødt. (Jeg kan kun lykønske manden, der har været så meget heldigere i andet hug!).

Det var en helt eventyrlig aften, og jeg kunne ikke tænke mig nogen bedre lancering af min bog. Ta’ med til Paris er en kraftig udvidelse af Min By Paris, som udkom sidste år. Ja, faktisk er der dobbelt så mange adresser med, men prisen er stadig kun 59 kr. Hvilket jeg synes er for billigt, men det er en helt anden sag.

Bogen kan købes i alle Dansk Supermarkeds butikker, det vil sige i Netto, Bilka, Føtex og A til Z, samt hos udvalgte boghandlere, blandt andet i lufthavnen i Kastrup.

I de kommende dage bringer jeg nogle uddrag, så I kan få en forsmag.

Håber I kan li’ den!

Drik kaffe – og sy dit eget tøj!

Egentlig var jeg lige på vej i seng. Sad her med en kop grøn te og læste New York Times, hvilket sikkert lyder lidt oppustet, men det er altså kun, fordi den følger med Le Figaro som tillæg om fredagen. Så altså, sad jeg og bladrede lidt og læste en halv artikel om Hillary Clintons fortræffeligheder, da mit øje pludselig faldt over en artikel nederst på side 8: Paris har fået sin egen symaskine-café!

Og så endda lige i rue Lucien Sampaix i mit gamle kvarter i det 10. arrondissement. To kvinder, en østriger og en schweizer, har netop åbnet Sweat Shop, hvor 10 splinternye Singer symaskiner står klar til at blive lejet ud på timebasis, akkurat som i en cybercafé.

Her gik jeg og troede, at jeg kendte min by, og så skal jeg læse i NY Times, at man kan gå på symaskinebar lige om hjørnet fra min gamle lejlighed! Det er da lige til at blive glad over, for sådan er det nemlig med Paris: den forandrer, udvikler og knopskyder hele tiden som en organisk masse, og derfor er der altid noget nyt at dykke ned i.

Ind imellem bliver jeg spurgt, hvordan jeg kan blive ved med at finde på noget nyt at skrive om, men helt ærligt, det har aldrig nogensinde bekymret mig. For Paris bobler hele tiden over med nye tilbud og mere eller mindre vanvittige og geniale påfund.

De to kvinder her har fx fået nok af overforbrug og smide-væk-kultur, så nu vil de have folk til at reparere og sy deres eget tøj, mens de spiser kage og drikker økokaffe. Faktisk en rigtig sympatisk tanke, ikk? Og så har de klogeligt lagt deres sy-selv-bar lige op ad den hippe Bob’s Juice Bar, som på ingen tid er blevet de lokales vandhul.

Endnu har jeg jo altså ikke set Sweat Shop – det er kun en halv time siden, jeg opdagede dens eksistens – men jeg iler alligevel med adressen. Ideen i sig selv er omtale værd. Det koster 6 euros i timen at leje en symaskine og en kaffe med kage serveres for 5 euros.

Sweat Shop, 13, rue Lucien Sampaix, 10. arr. Tel. 09 52 85 47 41. Aaben alle dage, undtagen mandag. Metro: Jacques Bonsergent.