Monthly Archives: juli 2019

Befriende stormagasin på Champs-Elysées

Jeg har det normalt lidt tvetydigt med stormagasiner. På den ene side er det jo dejligt, at alting er samlet på samme sted, så man ikke skal okse gade op og gade ned for at finde en ny kjole. På den anden side bliver jeg næsten altid ramt af overflod. Den dér totale udmattelse, der sætter ind, når man pludselig føler sig opslugt og fortæret af stangtøj.

I går opdagede jeg så et helt nyt – og anderledes – af slagsen. Galeries Lafayettes nye afdeling på Champs-Elysées er opsigtsvækkende, overraskende, ja, faktisk opmuntrende.

Indrettet i Virgin Mega Stores flotte gamle Art deco bygning. 6.500 kvadratmeter concept store uden vitrine til gaden, men til gengæld indenfor badet i dagslys og fuldstændigt forfriskende tænkt af danske Bjarne Ingels Group: Med et greb tilbage til 70’erne er der runder kanter, lyserøde prøverum, psykedeliske taburetter, orange plysbænke, men altsammen sat ind i en bæredygtig fremtidsscene. Her er givet plads til en masse nye kreative mærker. Hvis I ikke kender ham, så tjek fx den franske designer Jacquemus, som endnu ikke har selvstændige forretninger, men som – med rette – får god plads hos Lafayette, hvor han også har indrettet caféen Citron.


Her er selvfølgelig også alle luksusmærkerne, og hvis du har 9.700 euros i overskud kan du købe Valentino kjolen herover med sten og strudsefjer, som min datter, Marie (øverst med solbrillerne), drømmer om.

Men noget af det mest befriende er, at der ikke er 45 ens af hver ting. Her er mange mærker, ja, vist nok omkring 650 forskellige, men hvert mærke har få, udvalgte ting, så man får ikke den der kvælende overforbrugsfornemmelse. Mere  som at gå rundt i en kunstinstallation, hvor man tilfældigvis også kan købe et par Birkenstock eller en basttaske (som den min datter Anna poserer med herover).

I bunden et food marked med friske franske produkter.

(My kids og bedsteveninden i Galeries Lafayette)

60, avenue des Champs-Elysées, 8. arrondissement. Metro: Franklin D. Roosevelt