Monthly Archives: juli 2018

Tag på stranden i Paris

paris plage 3

Hedebølge. 36 grader i Paris i dag. Den tørre luft står stille i gaderne, sveden driver, og først hen på de tidligere morgentimer falder temperaturen så meget, at det er til at holde ud .

Alle parisere, der overhovedet kan, er flygtet ud til havet. Men for dem, som er nødt til at blive, og for turisterne, som havde booket inden varmebølgen, er Paris Plage en rigtig god overlevelsesteknik.

Paris Plage 2 2018

Paris’ strand har eksisteret de sidste 16 år, men er blevet lavet om de senere år. Af økologiske grunde er der ikke mere sand, men til gengæld masser af aktiviteter. Ude ved Bassin de la Villette i det 19. arrondissement (quai de la Loire og quai de la Seine) er der liggestole, petanque og frem for alt fire flydende bassiner i kanalen, hvor man kan svømme gratis fra 11 til 21 hver dag. På selve kanalen kan du leje en vandcykel, og for første gang har kommunen integreret den digitale verden med strandlivet og installeret et legecenter for strandgeeks, hvor man blandt andet kan pusle med robotter.

Paris Plage 2018

I selve centrum, på kajen langs med rådhuset (voie Georges Pompidou), er der hundredevis af liggestole, vandforstøvere, bordtennis, små caféer, babyfoot og beach-volley-baner. Og danse-workshops og tai-chi på græsset under palmerne.

Også på venstre bred, på quai Anatole France ved siden af broen Passerelle Leopold Sedar Senghor, er der strand med yoga og svensk gymnastik og endelig er der en del aktiviteter på selve pladsen foran rådhuset.

Det hele er gratis og løber frem til 2. september.

Armani, Prada og Hilfiger til spotpris

35 grader i skyggen, og i modsætning til, hvad man skulle tro, oplagt shoppevejr. For inde i butikkerne har de air condition, og så er det lige blevet udsalg. Udsalg er stadig en stor ting i Paris, hvor priserne bliver sat massivt ned i udsalgsperioden. Aktuelt startede den i onsdags og løber de næste fem uger.

Valle 11

Hvis I er på jagt efter mærkevarer og er klar til at bruge en hel dag på shopping, så kan det betale sig at tage til Vallée Village. Det er et outlet, som er bygget i tilknytning til et storcenter, der ligger sidste stop inden Disneyland med RER-tog linje A. Det lyder skrækkeligt, men er faktisk rigtig hyggeligt, når først man har passeret storcenteret. Outlettet er bygget som en landsby, og her er det over årene lykkedes at lokke 110 forskellige prestige-mærker som Ralph Lauren, Prada, Celine, Hilfiger, Porsche, Hugo Boss, Max Mara, Ugg, Church, Sandro, you name it, til at slå sig ned. Butikkerne er lækre, og har intet med fabriksudsalg at gøre, men priserne er endnu lækrere, for hele året sælges sidste års kollektioner stærkt nedsat, og i udsalgstiden kan du få helt op til 70 % rabat.

Vllee village 7

Jeg var derude i torsdags, og jep, der var mange mennesker, men folk er høflige og civiliserede. Vores snart voksne søn fik sig en blazer fra Sandro han havde drømt om. Normalpris 550 euros, men vi fik den for 167. Ligesom en bluse fra Ralph Lauren der kostede 30 euros i stedet for 99.

Er I sultne og skal styrkes inden næste ryk, kan I enten spise hos Prêt à Manger, en healthy fastfood med gode salater, eller I kan prøve den nye Menu Palais, som har hugget chefkokken fra den chikke næsten-navnebror Mini Palais i Paris og som serverer ravioli med kæmperejer, ristet lam eller sprød torsk for omkring 20 euros pr hovedret.

marne-la-vall-e-shopping-7-avec-vallee-outlet-village-disneyland-paris-et-620x280

Vallée Village, åben alle dage også søndag fra 10 til 20.30, lørdag helt til 21. Outlettet har en busservice, der kører fra Paris, Place des Pyramides, hver dag kl 9.30 og 13.00 og retur den anden vej kl 16.00 og 18.45. I kan også tage RER-toget (svarende til et S-tog), linje A, fra fx Etoile Charles de Gaulle, Châtelet eller Gare de Lyon og stå af på stationen Val d’Europe.