Monthly Archives: januar 2017

Brasserie som det skal være

le-grand-colbert-5

Jeg bliver tit spurgt, om jeg kan anbefale et godt brasserie. Sådan et rigtig klassisk parisisk spisehus, hvor tjenerne går med stivet hvidt slagterforklæde og overtjeneren i sort jakkesæt. Hvor der er bænke i grønt skai eller rødt velour, og hvor man kan spise snegle og østers, løgsuppe og and i gélé frem til midnat. Og være sikker på kvaliteten.

Det har jeg altid syntes var rimeligt nemt at svare på. For der er en hel stribe af store, gamle brasserier, som både er stemningsfulde, relativt autentiske og kvalitetssikre. Terminus Nord, Brasserie Flo, Bofinger, Julien, La Coupole for at nævne bare nogle af dem.

Så da en gruppe på ni, som jeg skulle rundvise for nylig, spurgte efter et klassisk brasserie til en god middag lørdag aften, sagde jeg straks Bofinger på Bastillepladsen. Paris’ ældste, i en vanvittig smuk Belle Epoque-kulisse, og hele paletten af franske klassikere på menukortet: Skaldyr, choucroute, Charolais-bøf, kalveragout og drivende bløde oste.

Den var stensikker, mente jeg. Men da jeg mødte gruppen igen søndag morgen, var de lunkne i deres anmeldelser. Maden, sagde de, havde sådan set været okay, faktisk helt fin. Og stedet var jo smukt, det var det. Ingen tvivl om det. Og tjeneren var klædt som lovet. Der var kun det, at de var lidt for effektive, sagde arrangøren, og jeg forstod med det samme, hvad han mente.

Mange brasserier er næsten for velsmurte. Det hele fungerer. Som en stor, præcis maskine. Køkkenet, tjenerne, maden, alting klapper.

Det er bare ikke det, vi kommer efter. For midt præcisionen forsvinder hyggen. Den sjove bemærkning, den mærkelige tjener, fejlen, som gjorde aftenen til at huske.

grand-colbert4

Derfor er jeg nu begyndt at anbefale Le Grand Colbert i rue Vivienne. Det er stadig et brasserie af den helt traditionelle slags. Mosaikgulve, knitrende hvide damaskduge, palmer, lampetter. Men i den humane størrelse.

p-10best-le-grand-colbert-exterior-dsc7701-72_54_990x660

Har netop været der med en gruppe danske restauratører, som jo må siges at være forvænte. Vi fik østers og snegle til forret, store fade til deling. En fuldstændig og aldeles genial løgsuppe til hovedret og creme brulé til dessert. Så enkelt og godt, men ingen stress og en livfuld tjener. Med tid. Og fejl.

Picasso og Giacomettis eksplosive venskab

ok-autoportraits

Nu jeg er i gang med udstillinger, som jeg synes, man skal se i Paris lige nu,  så tag en tur på Picasso-museet og oplev udstillingen Picasso-Giacometti. To af det 20. århundredes største kunstnere samlet og stillet over for hinanden.

De to var venner, faktisk rigtig gode venner, igennem tyve år, hvilket først for nylig er blevet offentligt kendt. Det var nogle af museumsfolkene på Fondation Giacometti, som opdagede, at der i Giacomettis notater ind mellem stod ‘Picasso på besøg’ eller ‘Picasso i telefonen’. Da forskerne begyndte at grave i sagen, opdagede de, at de to havde haft et endog meget nært venskab, som til tider var ret eksplosivt, og som endte med et brud.

Picasso var tyve år ældre end Giacometti, og de to kan umiddelbart synes meget forskellige. Den sortøjede, varmblodige spanier og den lange, mere stålgrå schweizer. Picasso, som officielt skiftede kvinder hvert syvende-ottende år og Giacometti, som kun var gift én gang, med Annette.

Måske også derfor har det overrasket forskerne så meget, at de faktisk havde så meget at udveksle, og at de gensidigt – ved man nu – blev stærkt inspireret af hinanden.

Ved nærmere eftersyn havde de imidlertid også en del til fælles. Begge var sønner af kendte malere, begge vidunderbørn med et anerkendt talent som 14-årige og begge med en glubende appetit på kvinder. En seksualitet, som kommer klart til udtryk i deres værker. Giacometti var ganske vist kun gift én gang, men han frekventerede i sine yngre år masser af prostituerede og havde, så sent som få år før han døde, et forhold til en 40 år yngre kvinde, der blev hans sidste muse.

Picasso og Giacometti traf hinanden første gang i 1931 via den spanske kunstner Miro, som var med i samme gruppe af surrealister som Giacometti. Picasso kom i gruppen uden nogensinde at blive egentligt medlem, og den kun 30-årige Giacometti var selvfølgelig vildt imponeret af den ældre maler, som allerede var kendt og etableret.

picasso-giacometti-musee-jpg_3850031_1000x667

Picasso, for sin del, anerkendte straks schweizerens talent, og de begyndte at besøge i hinanden i deres respektive atelierer i Paris. Udstillingen på Picasso-museet viser, hvordan deres kunstneriske udtryk fulgtes ad, også selv om de nogle gange ikke havde talt om det. Museet har således sat deres værker op over for hinanden. Picassos Grand nu au fauteuil  over for Giacomettis Femme égorgée. Eller Picassos Femme lancant une pierre op i mod Giacomettis Boule suspendue. 

4225325_picasso-la-chevre-deux

Den ene var mest maler, den anden mest skulptør, men begge arbejdede på tværs af udtryksformerne og således er der på udstillingen også masser af skulpturer af Picasso (som geden herover) og tegninger og malerier af Giacometti. De lod sig til stadighed inspirere og udfordre af hinanden, uden nogensinde at kopiere.

I 1951 kom det til et voldsomt og fuldstændigt brud mellem de to kunstnere. Picasso var efterhånden blevet ophøjet til en international superstar, der var på forsiden af ugemagasinerne, og Giacometti blev betragtet som ligeså jernhård som sine lange tynde figurer (se hunden herunder). Han arbejdede stadig i sit mikroskopiske atelier i det 14. arrondissement, og stillede ekstremt høje kunstneriske krav til sig selv og sine omgivelser.

Picasso var sur over, at Giacometti ikke besøgte ham tit nok, og Giacometti blev rasende, da Picasso i 1951 ikke ville lade ham udstille på galleriet Kahnweiler, som på det tidspunkt repræsenterede Picasso.

Siden sås de aldrig mere. Nu er de sammen igen.

alberto_giacometti_le_chien

Udstillingen løber frem til 5. februar 

 

 

 

 

Den her SKAL du se!

34547_paul_gauguin_ahaoefeiiehquoituesjalouseete1892_original-2000x1100

Kan man tvinge turister til at gå andre veje ? Desværre nej. Ligesom når vælgerne stemmer på Trump, og man bare VED, hvor forkert det er. Så må man som blogejer og skribent leve med, at granvoksne turister tager til Disneyland, mens det er indlysende, at de hellere burde, SKULLE, tage ud og se Chtchoukines malerisamling i det nye moderne kunsthus, Fondation Louis Vuitton, i kanten af Boulogneskoven.

Men ingen kan jo forhindre mig i at starte året med at være højrøvet, så altså: Til alle, der bare har den mindste, minimale, interesse for kunst: Se den! Chtchoukine-samlingen  (eller en stor del af den)  er samlet for første gang, siden bolsjevikkerne konfiskerede den i 1918. Og den er mageløs. Fantastisk, overvældende. Ja, alle de positive superlativer, der findes i en (godt nok uautoriseret) anmelders repertoire.

Exposition Chtchoukine Fondation Louis Vuitton

I alt 135 mesterværker, impressionistiske og post-impressionistiske. Her kommer man ikke for at se et bestemt Picasso-billede eller en sjældent udstillet Matisse. Her vælter det med Picasso’er og Matisser. Man vader rundt i Gauguin, Van Gogh, Monet og Cézanne. Sisley og frokoster af Renoir. Fra den ene sal til den anden.

sans-titre-1

Alt sammen samlet af den russiske industri-magnat og kunstmæcen, Sergueï Chtchoukine (som på dansk ind imellem skrives Shchukin) i tiden mellem 1898 og 1914. Han købte franske samtidsmalere op som andre køber frimærker. På et tidspunkt, efter at han var blevet introduceret til Picassos kunsthandler, købte han fx 30 Picasso-malerier på to år.

Det siges, at Chtchoukine ikke altid kunne lide de moderne malerier, han købte. Nogle af dem blev han ligefrem nærmest dårlig af at kikke på. Men han så nødvendigheden af den moderne kunst og det nye.

Efter kommunisternes magtovertagelse blev samlingen fordelt på forskellige russiske museer, og nogle år under Stalin blev mange af malerierne ligefrem gemt væk, fordi diktatoren anså dem for at være ‘dekadente’.

sc__dsc1450

Men nu er det altså lykkedes Fondation Louis Vuitton at samle mange af værkerne. Og det endda på et tidspunkt, hvor de politiske forbindelser mellem Rusland og Frankrig er på frysepunktet på grund af krigen i Syrien.

Udstillingen slutter 5. marts, og hvis I er i Paris, så tag derud. Jeg kan ikke tvinge jer. Men Please!