Solen står på den dér underskønne slut-september måde hen over Paris. Sådan skråt ind over byen, lidt diset og dovent, og man har fornemmelsen af at få nogle ekstra, uventede, sommerdage forærende.
Men efteråret sniger sig ind, og selv om vi faker med shorts og kortærmede, så kan man alligevel mærke det. Naturens forfald, bladene, der krøller sammen. Byen, der er kold om morgenen, inden solen kommer op i gear. Som en smuk kærlighedshistorie, der ved at rinde ud. Skønhedens sidste krampetrækninger.
Det var sådan en morgen, sidste torsdag, at jeg droppede ind på Marmottan-museet, der har verdens største samling af den impressionistiske maler, Claude Monet. I sig selv altid seværdigt, men i torsdags gik jeg derhen, fordi museet netop havde åbnet en udstilling, som trickede mig. En udstilling, som lovede at fortælle sandheden om Monets maleri Impression Soleil Levant; billedet, som har givet navn til kunstretningen impressionismen.
Monet har selv skrevet årstallet 72 – 1872 – på maleriet, men præcis hvornår billedet er malet, har man aldrig vidst. Og selv om det i dag betragets som et af kunsthistoriens mesterværker, så levede det i årtier en lidt falmet, hengemt tilværelse i skyggen af andre Monet-malerier. Billedets titel har været skiftet ud flere gange; igennem mere end 80 år kaldte man det fx for Monets solnedgang.
Men så satte Marmottan en række af verdens førende videnskabsmånd til at forske i, hvornår billedet var malet, og om det var solopgang eller solnedgang. To år har det taget kunsthistorikere, meteorologer, astronomer, havneeksperter og en fysikprofessor fra Texas State University at nå frem til konklusionen, at der er tale om en solopgang, og at billedet er malet den 13. november 1872 kl. ca 7.35 om morgenen.
Nogle ville mene, at det i virkeligheden er ret ligegyldigt. Og det er det måske også – udover at det er et sjovt detektikarbejde – men udstillingen er fantastisk. For den er bygget op, så man ser, hvordan Monet først var inspireret af malere som hollandske Jongking og franske Boudin, hvordan han flirtede med lyset, men alligevel ikke helt kunne få styr på sine skyer, før han stødte på værker af den engelske maler William Turner.
Det var en øjenåbner for ham. Han ændrede stil; hans skyer, himle, bølger fik vælde, blev fede, skyllede og rullede over lærredet, og han ændrede for altid kunsthistorien ved at male sit indtryk – impression – af en solopgang fra vinduet på hotel de l’Amirauté i Le Havre en novembermorgen.
På udstillingen ses 25 nøje udvalgte malerier af Monet, men også dusinvis af Delacroix, Courbet, Boudin, Jongking, Turner, Berthe Morisot, Stevens, Renoir, Pissaro og Sisley, lånt fra museer og privatsamlere over hele verden.
Det hele er forklaret på både fransk og engelsk, og husk at tage jer tid til at læse historien om solopgangen, som blev gjort til grin af en kunstkritiker, da den blev udstillet første gang, og som var gemt væk under 2. Verdenskrig, for at tyskerne ikke skulle bombe eller snuppe den.
Musée Marmottan Monet, 2, rue Louis Boilly, 75116 Paris, Metro: La Muette. Udstillingen kører frem til 18. januar. Aaben alle dage, undtagen mandag fra 10 til 18. Lukket 25. december og 1. januar.
