Monthly Archives: marts 2014

Sidste udkald! Hvem vil med på guidet tur i Paris Skærtorsdag?

Så nærmer tiden sig. På torsdag – Skærtorsdag den – 17. april laver jeg en guidet tur i Paris for privatpersoner, dvs danskere, der er i Paris og har lyst til at se byen med en insider. 122-11 Foto fabian Charaffi Paris Tourist officeVi starter turen klokken 9.45 ved metrostationen Belleville, på hjørnet af boulevard de la Villette og rue du faubourg du Temple og går på tværs af centrum, gennem passager, snirklede gyder og gennem det lille overdækkede marked. Turen tager tre en halv time (måske fire) og I kommer til at se, hvordan Paris skifter ansigt fra det hippe Østparis over Marais-kvarteret og broerne til Latinerkvarteret.

102-27 Foto David Lefranc paris Tourist OfficeUndervejs fortæller jeg om byen som den er at bo i. Mindre om monumenter, Napoleon og årstal og langt mere om pariserne, deres spisevaner, boligpriser, bypolitik, børneopdragelse og sundhedssystemer.

Hvis I  har lyst til at gå med, kan  I kontakte mig på email: louise.sandager@wanadoo.fr Turen koster 50 euros pr. snude, som betales ved starten.

På sporet af det gode hotel …2

Forleden var det Marcel Proust, i dag Kipling og Josephine Baker. Jeg fortsætter serien om de nye temahoteller; pudsige, underfundige, ofte lidt fortænkte, iscensatte, men i hvert fald sjovere end de kedelige kædehoteller.

Kipling

Op mod Pigalle er åbnet to nye ‘boutique-hoteller’, og især Hôtel Kipling er ret vellykket. 40 værelser indrettet i britisk kolonistil, hvor gæsterne kan rejse med forfatteren Rudyard Kipling fra hans forfatterhjem i England og retur til de britiske gentleman-klubber i hans fødeby Bombay. Gammelt slidt læder, orientalske tapeter, bøger, kinesisk porcelæn, Indien-kort over pejsen…Især lobbyen (foto herunder) er  flamboyant!

Hotel Kipling reception

Kipling er fire-stjernet og priserne går fra 155 euros pr. nat for et dobbeltværelse.

Hotel Josephine Baker 3I samme gade som Kipling ligger også Joséphine Hotel, opkaldt efter danserinden Josephine Baker og indrettet i en moderniseret cabaret-stil for foden af Moulin Rouge. Hotel Josephine BakerDet er selvfølgelig ikke alle, der gider at bo i en barbrystet danserindes loge – og de skal bare blive væk – men jeg synes nu faktisk, det er ret sjovt med knaldfarverne, vintage-telefonerne og de frynsede lampeskærme.

1. På sporet af det gode hotel…

Swann3

For jer, der leder efter hotel i Paris: Glæd Jer! Udvalget har aldrig været større. Det vælter simpelthen med nye hoteller i byen, mange af dem rigtig charmerende.

Inden for det sidste år er der åbnet mindst ét nyt hotel om ugen, og forklaringen er enkel. Den parisiske hotelpark var efterhånden blevet så nedslidt og luset, at mange små hoteller ikke længere kunne leve op til myndighedernes krav og de internationale hotel-normer. Derfor skulle de enten lukkes eller bygges om.

Mange investorer har valgt at bygge om i stor stil, sådan at hotellerne ikke bare holder standard, men bliver så lækre, at de kan opgraderes fra én eller to stjerner til tre og fire.

Det betyder selvfølgelig højere priser, og for at retfærddiggøre det over for gæsterne, har hotelejerne måttet tilføje noget ekstra; noget ud over det sædvanlige. Løsningen er enten at sende bud efter en super kendt designer, hvis navn alene kan trække kunder til, eller endnu oftere:  At bygge en historie op omkring hotellet.

Derfor er mange af hotellerne temahoteller, knyttet til et bestemt tema eller en bestemt person, og hvis man kan leve med det, går med på ideen og ikke synes det er alt for søgt, når man skal sove oven på et portæt af Victor Hugo, så er der  rigtig sjove oplevelser imellem!

Her i marts har jeg derfor besluttet at køre en serie med charmerende koncept-og designhoteller. De nye, der er poppet op, siden jeg udgav min sidste bog. Så har I lidt at plukke imellem, når I sidder og arrangerer påske- eller forårsferie i Paris.

swann8

Lægger ud med et par litterære hoteller. Først det fire-stjernede Hôtel le Swann i det 8. arrondissement. Det er totalt dedikeret den franske forfatter Marcel Proust og åbnede i november sidste år på 100 års dagen for udgivelsen af første del af Prousts senere så berømte romanværk ‘På sporet af den tabte tid’. Hotellet er  opkaldt efter en af hovedpersonerne i første bind, Charles Swann, og stedet har den charme, at ejeren oprigtigt er fuldstændig opslugt af Proust.

swann9

Det er altså ikke bare en kynisk forretningsmand eller en smart indretningsarkitekt, der har fået en fiks idé. Jacques Letertre er nærmest manisk Proust-fan og har til hotellet samlet et fuldendt sæt af førsteudgaver.

Derfor kan man på Le Swann dyrke orginalmanuskripter eller læse Prousts håndskrevne breve til venner og veninder. Dertil et bibliotek åbent for alle med mere end 500 bøger af og om Marcel Proust. Også på dansk, selvfølgelig!

Best_Western_Premier_Swann_Chambre

Hver af de seks etager er dedikeret et af de steder, som optræder i Prousts værker, og derfor rejser man på Le Swann fra Combray til Balbec og fra Venedig til de elegante saloner i Paris. Alle 81 værelser er opkaldt efter en person i ‘På sporet af den tabte tid’, og overalt er der dekoreret med Proust-citater, selv helt ud i badeværelset. 

swann10

Men det er så gennemført, at det ikke virker kunstigt. Og hotellet ligger – selvfølgelig – lige i hjertet af det kvarter, mellem Saint Augustin-kirken, Madeleine-kirken og Monceau-parken, hvor Marcel Proust levede hele sit liv.

Le Swann må endelig ikke forveksles med et andet nyt hotel opkaldt efter Proust, Hôtel Le Marcel, der ligger ved Gare det l’Est. Le Marcel er hvidt og moderne og renskuret. Okay og funktionelt, for så vidt, med Mac-books til fri afbenyttelse, men det har intet – absolut intet – med Proust at gøre. Selv om folkene bag har forsøgt ved at kalde deres – iøvrigt udmærkede – kaffe for ‘Swanns død’!

(Alle fotos i indlægget er fra Le Swann)