Monthly Archives: maj 2013

Foie gras på Seine-bredden

petit po

Maj har ikke været nogen fed måned i Paris i år. Jeg ved ikke med vejret i Danmark, men her har det regnet så meget, at grundvandet er på vej op, og Seinen er steget en hel meter ude foran mine vinduer. Fransk meteorologisk institut har netop bekendtgjort, at de første tre uger af maj i år har været lige så kolde som de første tre uger af en gennemnsits-november!

Men så pludselig forleden blev det, for en enkelt dag, abefedt vejr, og vi bookede babysitter og drønede en tur over på Ile de la Jatte, hvor aftensolen stadig hang over husbådene.

Ile de la Jatte er en ø i Seinen lige nord for Paris, og hvis du har kikket i min restaurant-kategori, er du sikkert stødt på restauranten Café de la Jatte, som er en af mine absolutte favoritter i Paris. (En gammel ridehal med et dinosaurus-skelet i loftet)

petitpouc3

Men denne aften havde vi booket hos naboen, Le Petit Poucet, som er en skøn restaurant, der ligger ude på kanten af floden. En bygning i Californian Style med plankegulve, pejs og røde stole. Terrassen hænger helt ud over vandet med udsigt til flodprammene og roerne, som glider forbi i lydløse tag. 

ppmadHer kom vi rigtig meget, dengang vi boede i Levallois, en lille selvstændig kommune, som støder op til Paris’ 17. arrondissement, og lige for tiden har vi sådan et nostalgisk trip, hvor vi opsøger nogle af vores gamle kendinge fra dengang, hvor vi stadig kunne gå på resto et par gange om ugen og være romantiske helt alene. Nu kræver det selvsagt en noget andet logistik med hele banden derhjemme, men Petit Poucet er stadig lige romantisk, og vi fik suveræn god mad. Michael en foie gras af and med fire krydderier til forret og bagefter risotto med grønne asparges og jeg en aubergine-kaviar til forret og siden torskeryg med kartoffelmos og salsa.

Bagefter danderede vi langs med Seinen; så dejligt at komme lidt ud igen. Og ja, det kan altså lade sig gøre, også med 5 børn.

Le Petit Poucet, 4 rond-point Claude Monet, Ile de la Jatte, åben alle dage året rundt undtagen 25. december og 1. januar. Frokost fra 12 til 14.30 og middag fra 19.30 til 22.30.  Tel.01 47 38 61 85, Metro: Pont de Levallois-Bécon

Kæmpe-fernisering på venstre bred

Så kører vi igen! 13 en halv måned efter, at mine tvillinger kom for tidligt, og ti måneder efter, at jeg satte bloggen på barsels-stand-by, er jeg nu ‘back in business’. Eller i det mindste så meget ovenpå, at jeg igen kan snige mig til at blogge, mens de små sover til middag. Ja, endda bruge byen igen. Med og uden rollinger.

Det ville være løgn, hvis jeg ikke indrømmede, at jeg indimellem har tvivlet på, om jeg overhovedet kom i blogform igen. For det kræver en vis logistik og stort set alle vågne timer at være ankermand i en storfamilie med fem børn. Men så ser jeg på mine blog-statistikker, og konstaterer, at snart 300.000 har besøgt den, siden jeg startede, og endnu bedre: over 100.000 har brugt den i det år, hvor jeg ikke har skrevet en linje! Det er motivation.

Så nu hopper jeg på igen og åbner med en aktuel event, som jeg synes er rigtig sjov. Fredag og lørdag i denne uge, 31. maj og 1. juni, holder gallerierne og antikvitetshandlerne på venstre bred en samlet kæmpe fernisering, hvor de viser deres bedste værker frem.

Der er over 100 gallerier og finere antikbutikker samlet på et meget koncentreret område under navnet Carré Rive Gauche, og en gang om året afholder de Carré d’Audace, denne her kunst-event. I år er det 36. gang, og måske er det et opgør med krisen, depressionen, eller den almindelige tristesse, som lammer Frankrig lige for tiden, ihvert fald er der en gnist af galskab, vanvid og masser af morsomme værker med i år. Hos Galerie Martel Greiner, 6, rue de Beaune, kan du fx købe en surrealistisk installation fra 1973 hvor, kunstneren Senne lader en masse elektriske voks-hænder kæle en malet kvindekrop. Hos Alb Antiquités i 3, rue de Lille kan du erhverve dig en telefon udtænkt af Dali fra 1935 i lak og skildpaddeskjold.

2_1Der er malerier, skulpturer, møbler, Mingvaser, Ludvig den 15. stole i børnestørelse, en ægte Fernand Léger, manchetknapper formet som kartofler i guld, bronzeugler, porcelæn og samtidskunst. Lørdag skulle det blive okay vejr, efter uger med silende regn, så hvis I er i byen, så smut over på venstre bred.

www.carrerivegauche.com