Et fabelagtigt lille boutique-hotel

Jeg starter det nye år med en undskyldning. Havde lovet en julekalender med nye adresser hver dag og nåede så kun halvvejs, inden jeg blev indhentet af artikler, der skulle afleveres og julen, der skulle forberedes. For slet ikke at tale om det faktum, at jeg pludselig fandt ud af, at jeg –  i en alder af 44 – venter tvillinger til juni. Hvilket betyder, at jeg ud over at være blogejer, skribent og freelancejournalist også – hvis alt går vel – bliver mor til 5!

Og da bloggen er ren con amore og ikke noget, jeg tjener penge på, må den en gang i mellem vie for mere eksistensielle gøremål. Men altså, alligevel, undskyld til alle jer, der sad og ventede på dagens låge!

Jeg starter det nye år med et rigtig fint lille hotel, som jeg fandt for nylig.  Jeg skulle vise en gruppe danske direktører rundt i Paris, og havde vel egentlig i min fordomsfuldhed forestillet mig, at de nok boede på et klassisk hotel indrettet à la Konservativt Folkeparti.

Så meget desto større var overraskelsen – og den flove smag i munden – da jeg kom for at hente dem og fandt et smaddersjovt lille boutique-hotel, Hôtel du Triangle d’or.

Hotellet kalder sig selv for et musikhotel. Det ligger ikke langt fra koncerthallen Olympia, og arkitekten har arbejdet tæt sammen med musikere som folk-musikeren Rickie Lee Jones, jazz-manden Archie Sheep og rapperen Mc Solaar om indretningen. Hver etage er opkaldt efter en musiker.

I receptionen er der sofaer og høretelefoner, så man kan flade ud til en trommesolo af Manu Katché.

Priserne svinger rigtig meget efter sæsonen. Nogle gange er der slagtilbud på et dobbeltværelse for 109 euros, mens man andre gange skal op i 220 for det samme værelse. Men prøv dig frem på online-bookingen. Hvis du er ude i god tid, skulle der være gode muligheder for at få prisen ned.

Hotel du Triangle d’Or, 6, rue Godot de Mauroy, 9. arr.

7 responses to “Et fabelagtigt lille boutique-hotel

  1. Tillykke🙂 – Jeg er selv tvilling, og kan ikke forstille mig noget bedre.

    Jeg elsker Paris, og er der omkring 4 gange om året, men jeg ender som regel altid med at besøge de samme steder, derfor synes jeg, det er en rigtig fin blog, du har, med forskellige forslag som man måske ikke lige finder i de forskellige guide bøger – også selvom der ikke bliver udgivet indlæg hver dag.

  2. TILLYKKE Louise- hvilken herlig begivenhed. og godt Nytår

  3. Fantastisk – TILLYKKE! Jeg har selv tvillinger – det er vidunderligt🙂

    Tak for din blog – elsker at følge med…

    Sofia

  4. Kære Louise!
    Tillykke… Jeg er selv mor til fem, hvor de fire børn er to hold tvillinger på hhv. 16 og 19 år. Det er fantastisk, så glæd dig! Jeg kunne nok nemt overtale en af de 19-årige til et aupair-job hos dig, så bare sig til😉
    Også tak for en super blog om Paris…
    Kærlig hilsen Gitte

  5. Louise, for dælen, det er jo helt fantastisk!! Stort tillykke!!!

    Er der egentlig noget, der hedder barsel i Frankrig? Ellers må du jo sige til, hvis du får brug for en gæsteblogger😉

    Når du kaster dig ud i bloggeriet igen, er der så mulighed for et hotel, hvor der ikke er tæpper på gulvene, men fx træ istedet? Noget af charmen går af ferien, når man ligner en, der har fået tæsk, pga støvallergi…

    Og ved du om hunde er velsete på parisiske hoteller?

    Kærlig hilsen
    Christina

  6. Kære Louise
    Jeg tænkte nok du havde en god grund til ikke at forsætte med kalenderlågerne.
    Sikke et scoop ! TILLYKKE.

    ´Stort knus fra din første rundvisningsdeltager Helen

  7. Kære Louise
    Først og fremmest tillykke med kommende tvillinger! Jeg er lige faldet over din blog fordi vi overvejer en tur til Paris. Såfremt vi tager afsted vil det være fra 8. februar weekenden over. Vi er ret interesseret i udsalget og jeg har læst din lille beskrivelse af det. Du skriver, at det er mest interessant i starten. Vi vil jo komme i slutningen. Vi (min mand og jeg) er primært interesseret i tøj og er begge de mest gængse størrelser. Tror du der er noget at komme efter så sent eller er det bedre at udskyde turen til sommerens udsalg?
    Mange hilsner fra Charlotte

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s