Monthly Archives: oktober 2011

De store mænds hotel…

…Sådan hedder det, fordi det ligger lige ved Panthéon-kirken, hvor Frankrigs største politikere og kulturpersonligheder er begravet: Alexandre Dumas, Victor Hugo, Emile Zola, Marie Curie….

Men heldigvis kan man også sove her, uden at være død. Og godt endda. For hotellet er for nogle år siden blevet totalrenoveret i en elegant Empirestil. Kilometervis af smukke stoffer og tapeter, stuk og ornamenterede døre, græske friser, medaljoner og mahognimøbler

Her er altid friske blomster og en ny avis i hallen, og hvis du er heldig, får du et værelse med egen balkon og udsigt direkte til Panthéon.

Officielt starter priserne på Hôtel des Grands Hommes ved 270 € for et standard dobbeltværelse, men tjek hotellets hjemmeside forinden. Tit er der store rabatter, og nogle gange kan du få prisen helt ned i 110 € for en nat.

Hôtel des Grands Hommes, 17, place du Panthéon, 5. arr. Tel. 01 46 34 19 60. Metro: Cardinal-Lemoine.

Grisefodspaté fra Pyrenæerne

Marais-kvarteret er fyldt med gode bistroer, men Vins des Pyrénées tager alligevel prisen som en af mine absolutte favoritter. 

Restauranten er indrettet i en forhenværende vinhandel, men ligner mest en mellemting mellem et kolonihavehus og en marskandiserforretning. Her er knækkede mosaikgulve, som er repareret med en anden slags, småblomstrede tapeter, lampetter med kunstige stearinlys, en gammel tyrefægterplakat og forskellige forlovelsesbilleder fra 50’erne.

Køkkenet er gedigent; et klassisk bistrokøkken fra Sydvestfrankrig piftet op med moderne krydderier. Snup for eksempel en gang ravioli med purløg og parmesan til forret, eller, hvis I er mere eksperimenterende, et godt stykke brød med grisefodspaté. Til hovedret er Bourguignon med oksekæber altid et sikkert bud og kammuslingerne, med kartoffelmos, smager skønt.

Vinkortet er sympatisk, også hvis I bare har lyst til et enkelt glas ved baren og lidt glad atmosfære.

Vins des Pyrénées, 25, rue Beautreillis, 4. arr. Tel. 01 42 72 64 94. Ǻben alle dage, frokost og aften, undtagen lørdag til frokost. Metro: Saint-Paul eller Bastille