Monthly Archives: april 2011

Byens vildeste boghandel

Franskmændene er det folk i verden, som læser flest bøger, og derfor er der nødvendigvis rigtig mange boghandlere i Paris. Men ingen er så særprægede som den engelsksprogede boghandel, Shakespeare and Company, i rue de la Bûcherie.

Den forretning er så bemærkelsesværdig, at selv de mest litteraturforskrækkede bliver benovede.

Her er hundredetusindvis af bøger, og de ligger i et syndigt rod fra gulv til loft. På hylder og i stabler, overalt; hvor der bare er en vandret flade.

Gamle og nye bøger, slidte og og antikke mellem hinanden. Og ikke sjældent signeret af en kendt forfatter eller fyldt med gamle franc-sedler, som husets ejer, George Whitman, engang har stukket ind i distraktion. Og glemt.

Den gamle mand er nu over 97 og har haft butikken siden 1951. Undervejs har han været mentor og mæcen for tusindvis af unge forfattere, digtere og litteraturstuderende, som hos ham har fundet både inspiration og hjerterum. Det sidste i helt konkret forstand, for Whitman gjorde det tidligt til sin politik, at unge bogelskere hos ham kan få en seng at sove i, hvis de hjælper til i butikken. Og derfor støder du mellem de støvede hylder også på alkover med dyner og søvnige studerende.

I dag er den daglige ledelse – hvis man på nogen måde kan tale om styring her – overtaget af Whitmans unge datter Sylvia. Men den gamle kommer stadig hver søndag eftermiddag kl. 16, hvor en kødrand af unge fans sidder klar til at høre ham fortælle.

Shakespeare and Company, 37, rue de la Bûcherie, 5. arr. Ǻben alle dage fra 10 til 23. Metro: Maubert Mutualité www.shakespeareco.org

 

Yes – saltlakridser i rue des Martyrs!

Forleden var jeg på museums- og forkælelsestur med Axel. Det er vores ældste på ni – snart ti – år, og han havde lavet nøje planer for, hvad han ville opleve. Uden sine søstre!

Først var vi på voksmuseet, Musée Grévin, som viste sig at være en stor oplevelse. Måske ikke for danskere, for på ægte nationalchauvinistisk manér var der selvfølgelig en overvægt af franske tv-værter, franske rockstjerner, franske filosoffer og halshuggede franske konger. Men Axel elskede hver en centimeter af det.

Bagefter var vi i de underjordiske katakomber, hvor vi gyste over den makabre opstabling af lig og skeletter tilbage i 1800-tallet, da man tømte de parisiske kirkegårde. Og til sidst rundede vi Napoleons grav i Invalidekirken og militærmuseet ved siden. Som i øvrigt – for feinschmeckere – har en helt fantastisk samling af rustninger.

Men det, som er vigtigt her, er den slikbutik, vi fandt undervejs. Ellers rettere; som Axel havde researchet sig frem til. For som den præcise logistikker han er, havde han naturligvis tilrettelagt optankning på turen, og i en pariserguide for børn havde han fundet frem til adressen på en specialbutik for skandinavisk slik, Käramell, som ligger i 15, rue des Martyrs i det 9. arrondissement.

Det viste sig at være et fuldstændigt slaraffenland for eksildanskere som os, der til daglig må undvære saltlakridser, skolekridt og ordentlige vingummier.

Ejeren, Lena Rosen, er fra Malmø og hun har trukket jackpot med sin butik. For selvfølgelig synes også pariserne, at det er enestående med frit valg på alle hylder og et udvalg, som de slet, slet ikke er vant til. Tilmed kan man hos Lena købe svenske træsko med blomster og andre livsvigtige fornødenheder.

Drej indenom, hvis I kommer forbi. Det er omvejen værd, og Axel åd alle sine 500 gram, inden dagen var omme.

Opdatering på Montmartre

Lige for tiden får Facebook nogle ordentlige rap i medierne. En tilsyneladende begavet, men i øvrigt ret højrøvet fyr, skrev for nylig på sitet kommunikationsforum.dk, at statusopdateringer var blevet uncool, og at det i øvrigt kun var socialklasse fem, som stadig gad at klatte rundt på væggen.

Han har ret så langt, at rigtig mange opdateringer er dræbende kedelige og ligegyldige. Han nævner fx ‘Juhu – solen skinner’ , ‘Endelig hjemme igen’ eller ‘Glæder mig helt vildt til weekenden. Skal bare hygge med familien’ som nogle af de hjernedøde beskeder han har fået ind på sin væg.

Og ja, han har ret. Det er der jo ikke meget kunstnerisk Haiku-digt over. Men Facebook kan noget fuldstændigt enestående, som ingen andre hidtil har kunnet, og så vil jeg blæse på, at jeg er nødt til at leve med lidt solskinsbeskeder. Facebook kan bringe mig i forbindelse med alle dem, som jeg ellers for længst havde tabt af syne. Gamle skolekammerater, forsvundne kolleger, min barndoms nabo, dem fra kollegiet, min fætters datter og præsten, der giftede os.

Som nu forleden, hvor jeg fik en Facebook-besked fra en af mine gamle folkeskole-kammerater. I ni år gik vi i klasse sammen, og han var en fin fyr. Men så gik vores verdener hver til sit, og efter lidt hovedregning fandt vi ud af, at det var 19 år siden, vi havde set hinanden sidst.

Indtil altså forleden, hvor han var i Paris med sin kone. Vil du mødes til en kaffe,? skrev han. Og jeps, det kan du tro, at jeg vil.

Men hvor,? tænkte jeg. For det skulle være i nærheden af Montmartre, og måske var det lige lidt rigeligt at tage dem med på La Fourmi. Det er en skøn bar og et af mine absolutte favorit-vandhuller, men også transvestitternes kantine, og når man ikke har set hinanden i 19 år, må man hellere vælge det sikre. Så jeg sagde Café Saint Jean på place des Abbesses. Det er sådan en rigtig ærkeparisisk café, simpel og ydmyg som tusinder af andre cafeer i byen, men med en fed stemning og udsigt til en af Paris’ hyggeligste pladser.

Så sad vi der, i tre timer, og jokede og grinede, og ja, opdaterede hinanden på alle dem fra skolen, som vi havde hørt noget slibrigt om, eller som vi havde fundet på Facebook.  På 19 år, skulle jeg hilse at sige, sker der rigtig meget for en skoleklasse. Forelskelser, sygdomme, konkurser og skilsmisser. Ikke bare solskin, men rigtig meget levet liv. En statusopdatering af den mere dramatiske slags.

Så tak Facebook, jeg synes du er fantastisk. Og til Jesper og Anne: Kom snart igen!  

Cafe Le Saint-Jean, 23, rue des Abbesses, 18. arr. Tel. 01 46 06 13 78. Metro: Abbesses. Aaben hele ugen fra tidlige morgen til 02 nat.