De uomgængelige – Paris’ 10 største seværdigheder

Ofte blærer jeg mig med, at folk hos mig får serveret et andet Paris end det, de finder i de traditionelle guidebøger. I min første bog, Paris mon AMOUR!, vigtede jeg mig ligefem af, at læserne IKKE ville finde åbningstiderne på Louvre og Eiffeltårnet. Ja, jeg skrev endda, at de selv måtte slå op et andet sted, hvis de absolut ville derhen.

Underforstået, at min bog var for fin og for sofistikeret til at omtale banale turistmagneter. Helt så højrøvet var det ikke ment, men det var min holdning – og det er det for så vidt stadigvæk – at  min eksistensberettigelse er, at jeg kan levere noget andet end ‘Turen går til Paris’. Den er jo skrevet – ganske udmærket endda – hvorfor der ikke er nogen grund til at jeg skriver den én gang til.

Men dermed ikke være sagt, at jeg ikke kan lide Paris’ seværdigheder. Jeg er den første til at blive rørt, når 20.000 pærer blitzer fra Eiffeltårnet og lysene spejler sig i Seinen. Og derfor måtte jeg også bløde op, da jeg skrev min anden og tredje guide til momondo. Dem som bliver solgt i Dansk Supermarked. I den sidste bog har jeg ligefrem gjort kort proces og lavet en liste over de ti mest besøgte seværdigheder i Paris, ‘de uomgængelige’, om man vil. Den bringer jeg her. For selv om jeg stadig lever og ånder for de små steder, de hemmelige lommer, de lokale bistroer, så erkender jeg, at Eiffeltårnet, Sacre-Coeur, Notre-Dame og Triumfbuen er en meget stor del af Paris’ sjæl. Og skønhed. So eating my hat, here they come…endda med webadresser, så kan I selv finde videre:-)

Notre-Dame, en af smukkeste og mest enestående domkirker i hele Europa. 13 millioner besøgende om året og fem daglige gudstjenester. 

Sacre-Coeur, Byens højest beliggende pejlemærke og Montmartres verdenskendte basilika. Fra pladsen foran kirken har du en fantastisk udsigt over byen. Mere end ti millioner mennesker besøger kirken hvert år.

Louvre, tidligere de franske kongers residens, idag et af verdens største kunstmuseer, hvor der konstant er udstillet over 35.000 kunstværker (Der er mere end 300.000 på lager) inklusive selvfølgelige Leonardo da Vincis maleri Mona Lisa. Sidste år besøgte 8,5 millioner mennesker Louvre.

Eiffeltårnet, er vel Paris’ mest kendte attraktion, ja, faktisk selv symbolet på Paris, og et absolut must, hvis man aldrig tidligere har været i den franske hovedstad. Tårnet blev bygget for 120 år siden og er 324 meter højt. Sidste år var over syv millioner besøgende oppe i tårnet. Beregn gerne to timer til at stå i kø før selve opstigningen.

Centre Pompidou, et kulturcenter som er dedikeret til samtidskunsten. Her findes den største samling af moderne kunst i Europa. Sammen med et gigantisk bibliotek og en løbende strøm af shows og koncerter danner det rammen om et levende kulturhus, hvor der altid er folk på vej op og ned i myretuen. Pompidou-centret er bygget i 1977 i en ultra-moderne stil, hvor bygningen så at sige er vendt på vrangen, så udslusningsskakter og stålrør, ventilationsanlæg og rullende trapper sidder uden på huset.

Musée d’Orsay, kunstmuseum indrettet i en gammel togstation. Huser verdens største og mest betydende samling af impressionistisk og post-impressionistisk malerkunst, med værker af Monet, Gauguin, Van Gogh, Manet og mange andre. Tre millioner besøgende om året.

Arc de Triomphe, på dansk Triumfbuen, sejrsmonument ved stjernepladsen for enden af Avenue des Champs-Elysées, bestilt af Napoleon som symbol på triumf og militær overlegenhed.

Jardin du Luxembourg, er en offentlig park på kanten af Latinerkvarteret. En af de største haver i Paris og den vigtigste oxygen-lunge på venstre bred. Fuld af blomster og Parisere, som slapper af i solen. Hjemsted for det franske Senat, der ligger i Palais du Luxembourg.

Avenue des Champs-Elysées, måske den kendteste gade i verden, og ofte benævnt som den smukkeste eller i hvert fald den mest storslåede. Alle førstegangsbesøgende bør mindst én gang op og ned ad Champs-Elysées.

Invalidekirken, og hele komplekset omkring kirken, er et af de prægtigte stykker arkitektur i den franske hovedstad. Det var Louis d. 14. selv, der bestilte byggeriet som et hjem til krigsveteraner.  Senere er Napoleon begravet her. Hans sarkofag står lige under kuplen.

One response to “De uomgængelige – Paris’ 10 største seværdigheder

  1. Kære Louise

    Hvor er jeg glad for, at du har fået en blog.

    Jeg købte din 1 bog lige da den udkom og har slæbt den med på samtlige Paristure siden. Tror du efterhånden manden er træt af, at høre: “Jeg har set i den her bog, at….” ?! Ja, han er !!

    Så stor ros for at du nu også er på www. Jeg har de vildeste Paris-abstinenser i øjeblikket, så nu er bloggen mit midlertidige quickfix. (Mens jeg surfer flybilletter på den andet side…🙂

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s