Monthly Archives: februar 2011

Amatørcharme og røde cykler

p10100301

Det her er det mest pudseløjerlige og skideskøre hotel, jeg har set i lang tid. Og jeg har set mange. Ikke mindst mens jeg skrev min sidste guide. Så stæsede jeg rundt og så på sovemuligheder; op og ned ad skæve trapper, ind i baghuse og gennem skyggefulde haver. Jeg tror simpelthen, jeg kender de fleste af de hoteller,  man ville kalde ‘charmerende’  i Paris, og til den seneste bog valgte jeg 36 af de skønneste. Nogle med hæklede mormorsengetæpper og andre med trendy design og lænestole i orange koskind. Men alle sammen så sjove, anderledes og hyggelige, at de har fortjent at være med i et kræsent udvalg.

copie-de-p1010033

Hôtel du Nord er også med, selv om det ikke ligefrem er mainstream. Gutten på ovenstående billede siger vel noget om klientellet! Og ja, man skal være sådan lidt pensionat-agtigt orienteret. Men så er det også edderhyggeligt. Her er gamle skærvegulve, et par metrostole og nogle kirkebænke i lobbyen; loppefund og emaljeskilte.

hotel-du-nord-fra-flickr

For nylig så jeg en fransk guide kalde stilen på Hotel du Nord for ‘amatørcharme’, og det er lige, hvad det er. Her er der ikke nogen smart indretningsarkitekt med dyre nykker, som har været  forbi. Her er det bare Laurent og Fadi selv, som har fyldt op med kærlige tilfældigheder og malet værelserne turkisfarvede og citrongule. 

Ingen natportier, selvfølgelig. Gæsterne får bare en nøgle, og hvis de har lyst, kan de låne en af hotellets røde gratiscykler med ud i byen.

Hotel du Nord må ikke forveksles med det andet, landskendte,  Hotel du Nord, som ligger ved Canal Saint-Martin, og som idag er forvandlet til en chik restaurant. Der er kun et par hundrede meter mellem de to adresser. Men en verden til forskel, siger jeg. Og en løs hund og en hel masse potteplanter.

Hôtel du Nord, 47, rue Albert-Thomas, 10. arr. Priser fra 69 euros pr. nat for et dobbeltværelse, morgenmad til 7,50 euros. Metro: Jacques Bonsergent eller République                

 

Delikatessen i rue Cler

I charcuteri-butikken Davioli i rue Cler findes et af de mest utrolige interiører, jeg har set i byen. De tørrede skinker hænger ned fra loftet og væggene er beklædt med vin og konserves. Lakserognen skinner fed og orange i sin skål. Den hældes op med ske og sælges efter vægt. Her er alt, hvad man kan forestille sig i pølser. Salami, italiensk fennikelpølse og den traditionelle indmads-pølse, andouilette, der – lad det være en advarsel – kun kan spises af franskmænd.

Hos Davioli står kunderne i kø, og er pariserne hidsige i trafikken, så er de engletålmodige når de venter på en god paté.

Davioli, 34 rue Cler, 7. arr. Sjovest om formiddagen og allersjovest lørdag morgen, hvor de parisiske husmødre handler ind til uge. Metro: Ecole Militaire

Paris’ store auktionshus

Det kunne lige så godt være et stormagasin i udsalgstiden. Folk vælter ind, og der er proppet på rulletrapperne. Varerne er stillet frem, og der mases og mokkes for at komme til at se dem.

Men det er ikke noget stormagasin. Det er en helt almindelig eftermiddag i Paris’ største auktionshus, Drouot. Et slaraffenland for loppehajer og folk, der jagter sjældne sager.

Her er gamle damer med hat, unge mænd i slidte jeans, formuende par og  professionelle antikvitetshandlere. Nogle er her bare for at ose og suge på stemningen, andre går hard core efter et bestemt natbord, et blækhus, en Picassotegning eller en diamantbroche.

Auktionerne holdes hver dag klokken 14 med eftersyn dagen i forvejen. Under auktionerne kan du gå fra den ene sal til den anden, og det er sjovt og intenst at se de hidsige opkøbere, som med påtvungen ro og pokerfjæs prøver at overgå hinanden.

Men kom tidligt, hvis du vil have en stol, for her er som regel så stuvet, at folk står klinet rundt langs væggen. Og beslut dig hurtigt, hvis du vil byde, auktionarius venter ikke på de vægelsindede. Hos Drouot falder budene som hagl, og udenlandske købere er med på telefon. 800.000 effekter ryger hvert år igennem auktionshuset.

Drouot, 9, rue Drouot, 9. arr. Ǻben hele ugen, men ikke alle søndage. Metro: Richelieu-Drouot

Garcias flamboyante hotel i Latinerkvarteret

T var i byen med sin kæreste i sidste uge. Så mødtes vi til en kaffe på La Palette. Det var dejligt, for jeg har ikke set ham i halvandet år.

Man kan vel ikke sige, at han er min ven, for så godt kender jeg ham ikke. Men han var en sjov og klog og nogle gange en ret krævende arbejdsgiver, dengang jeg arbejdede for ham. En af dem, der kan blive fuldstændigt stiktosset på et splitsekund, takes not shit, og farer helt op i loftspladerne, når folk spilder deres talenter. Men også en af dem, der smitter med sin intensitet, sørger for fredagskage og frem for alt én, som kan forstå, hvorfor det vigtigt for sådan en som mig at skrive med sanserne.

T og hans kæreste boede på l’Hôtel. Et fuldstændig edderlækkert hotel midt i Latinerkvarteret. Det er med i min første bog, Paris mon Amour!, men her på bloggen har jeg ikke fået agiteret for det, og det synd. 

L’Hôtel ligger bag en sober 1800-tals facade, som egentlig ikke skiller sig særligt ud fra naboerne. Men inde bagved er det ligesom at træde ind i en verden af kulisser. 

Først biblioteket – baren. A la Brideshead i miniature, rigtig engelsk overklassehygge med læderindbundne bøger og øreklapstole. Så atriummet, et rundt rum, der strækker sig op igennem alle seks etager ; en slags arkitektonisk rygrad, hvorfra alting udgår. Med glaskuppel øverst, selvfølgelig, så dagslyset bader ned gennem hele bygningen. Endelig restauranten, der er stuvende fuld de fleste dage, både til frokost og aften. Mestendels af businessfolk, som skal imponere deres forbindelser.

Smukt, ja. Men så vent til De ser værelserne. For var hotellet allerede noget særligt for 100 år siden, da forfatteren Oscar Wilde døde her med en oparbejdet gæld på 2.643 francs – regningen hænger stadig indrammet – så er det idag intet mindre end fabelagtigt.

Efter ejerskifte i 1998, hvor L’Hôtel blev købt af biologen Jean-Paul Besnard, er alle værelser blevet re-stylet af den verdensberømte indretningsarkitekt Jacques Garcia. Hvert af de tyve værelser er indrettet i sit eget univers. Her er barok-værelset med dets flamboyante italienske udsmykning, Marco Polos rum med træpaneler, gigantiske porcelænsvaser og imponerende sæder, eller Pagode-værelset med dets japanske antikviteter, bambusgesimser og væggene beklædt med rød damask.

Man kan også leje sig ind i nr. 45 – Saint Petersborg – et 1900-tals russisk overklassemiljø taget lige ud af en Tolstoj-roman. Eller hvad med Kardinal-værelset, Dronning Hortenses boudoir eller Napoleon den tredjes salon ?

For art deco fans er det en gennemført oplevelse at tage sig en nat i Mistinguetts seng. Den franske sangerinde, hvis komplette soveværelse hotellet købte på auktion. Her er skind på væggene, og alle møbler – seng, toiletbord, taburetter – er beklædt med spejle.  Faktisk ikke særlig kønt og måske det mindst hyggelige af værelserne. Men jo altså meget autentisk.

Oscar Wildes værelse er vildt ! På væggene har man rekronstrueret fresker efter hans spisestue i London, sengen er gigantisk med udskårne svaner på hovedgærdet, og badeværelset er med sine mahogni-paneler ultra-britisk. Hele molevitten åbner ud til egen terrasse.

Så er I til en total-oplevelse, så er pengene godt givet ud på L’Hôtel. Og husk at reservere det tyrkiske bad i kælderen.

Priser fra 250 euros og opefter for et dobbeltværelse.  

L’Hotel, 13, rue des Beaux-Arts, 6. arr. Metro: St-Germain des-Prés

Funky tur under glastaget

120 meter lang, kun fire meter bred, men til gengæld tre etager høj. Passage de Grand Cerf er en af Paris’ fine gamle passager. Bygget i glas og stål tilbage i 1825, men idag totalt dedikeret moderne design, smykker og funky interiør-butikker. Kik ind til la Corbeille, der har indbo, malerier og brugskunst fra 50’erne og frem til idag. Eller til Rickshaw, der har håndtag og knopper til kommoder, døre og kister til 5 € stykket. I Le Labo i nr. 4 kan du finde et samensurium af lamper og små pudsige aluminiumsfigurer. Og i den lillebitte smykkeforretning MX kan du kikke hele vejen ud til værkstedet, hvor ejeren, Sylvie Branellec, sidder og sætter fine kulturperler på elastik og nylontråd – aldrig metal.

Hvis I har børn med, så prøv at gå i Passage des Princes, som ligger i det modsatte hjørne af 2. arrondissement. Denne – engang glemte – men smukke passage er livet fuldstændig op, efter at den er blevet forbeholdt legetøjsbutikker.

Passage du Grand-Cerf, 2. arr. Metro: Etienne Marcel Passage des Princes, 5, bld des Italiens og 97, rue de Richelieu, 2. arr. Metro: Richelieu Drouot

Galleri

Nede om hjørnet fra Charlotte..

This gallery contains 5 photos.

Forleden ringede Charlotte. Jeg havde ventet det. Og glædet mig. Charlotte boede i Paris, dengang jeg kom hertil for snart mange år siden. Hun er dansk og en af de absolutte grunde til, at jeg blev så glad for Paris. … Læs resten