Monthly Archives: januar 2011

Isabel Marant – feminin uden at være supersexet

Det er sen aften, og jeg var egentlig på vej i seng. Men så skriver en af mine læsere, Jill, i en kommentar her på bloggen, om jeg ved, om udsalget stadig er noget ved. Hun overvejer en hurtig smuttur til Paris i weekenden, og det kan jeg jo kun bifalde. Selv i januar, selv i seks grader og regn, er det stadig en dejlig by!

Jill vil også vide, om forårsvarerne er kommet, og så skrev hun de magiske ord, som fik mig til at hoppe ud af dynen igen: Isabel Marant. For det er en helt særegen, skøn modeskaber, som jeg faktisk har listet ind i min sidste guide.

Jeg ved godt, at der er et væld af designere i Paris, og også mange gode, men Isabel Marant har alligevel forstået at skille sig ud. Meget tidligt endda, for hun lancerede sin første linje som 16-årig, og lige siden har hun været moderedaktørernes darling.

Hun åbnede sin første butik for 12 år siden i rue de Charonne, langt fra de sædvanlige modestrøg. Fordi hun – som hun  selv siger – ville være i et kvarter, hvor der er liv og rigtige mennesker, som interesserer sig for hendes arbejde. Til en af sine seneste vinter-kollektioner har hun bl.a. strikket med rævepels i tynde baner.

”Jeg laver tøj til kvinder, der går op i, hvad de har på, men som ikke vil vise det alt for meget. Kvinder, som har lyst til at være feminine uden at være super-sexede,” sagde hun for nyligt til magasinet L’Express.

Isabel Marant, 16, rue de Charonne, 11. arr. Tel. 01 49 29 71 55. Metro: Bastille eller Ledru Rollin. http://www.isabelmarant.tm.fr/

Mere Berlin end Paris

Hvordan rubricerer man en enorm spisehal i beton med ti meter til loftet? Hvor bestyrerens kontor – inklusive computer, ledninger og regnskaber – står ude mellem bordene? Hvor lamperne ligner ufo’er, og kokken har alle sine ingredienser – æg, makroner og bagte tomater – stående frit fremme på ståldisken.

For slet ikke at tale om toiletterne? Der findes i størrelse Small, Large og XXL. Hvor man kan tisse to ved siden af hinanden, og hvor vandhanden, en malkemaskineagtig ting, er så avanceret, at man må nærstudere den, for at få den til at fungere?

Restaurant Tokyo Eat er mere Berlin end Paris. Glad, innovativ, uformel. Ligesom menukortet, hvor der er retter som rødbedecarpaccio eller butterdej med snegle og ost. Køkkenchefen hedder Thierry Bassard, og du skal regne med omkring 30 euros pr. snude inkl. drikkevarer.

Restauranten ligger i centret for moderne kunst, Palais de Tokyo, i Trocadéro-bygningen. Her er planlagt ombygning hele 2011, men efter alt at dømme kommer det ikke til at ramme restauranten. Om sommeren er der servering på terrassen med en fabelagtig udsigt til Seinen og Eiffeltårnet.

Tokyo Eat, 13, avenue du Président-Wilson, 16. arr. Tel. 01 47 20 00 29. Ǻben tirsdag til søndag fra 12 til 01. Terrassen er åben fra april til oktober. Metro: Iéna

www.palaisdetokyo.com

Galleri

Forelsket i Marais

This gallery contains 7 photos.

Efterhånden guider jeg mere og mere. Skrivningen er stadig mit levebrød – og min første kærlighed – men et par gange om måneden får jeg en opgave, hvor jeg viser folk rundt i mit Paris.  Og den tjans er sjov! Jeg sammensætter forskellige … Læs resten

Klar, parat…UDSALG!

I morgen, onsdag den 12. januar, starter udsalget – Soldes –  i Paris, og det er, uden overdrivelse, en national begivenhed.  Hele byen køres i stilling til shoppe-ræset, og selv tv-aviserne tæller ned i dagene forinden.

Det er den franske finansminister, som fastsætter udsalgsdatoen, og det er strengt forbudt at starte før kl. 8. Foran stormagasinerne og de mondæne modehuse er der lange køer og folk, som har frosset hele natten i en sovepose for at opnå en bestemt taske eller kjole til halv pris. 

Og der er gode køb at gøre. Varerne bliver sat ned med både 40, 50 og 60 %.

Har I masser af tid, er det en fornøjelse at drysse rundt i de små specialbutikker på Montmartre eller i Marais-kvarteret. Her reklamerer mange af de forretningsdrivende i udsalgsmåneden med halv pris, og man kan være heldig at finde den mønstrede designerskjorte med kalvekrøs, som man slet ikke vidste, man drømte om.

Men skal du være effektiv, er stormagasinerne et godt bud. Hér kan du slentre fra mærke til mærke uden at skulle ud i kulden, og der er rigtig store prisnedsættelser på alt fra Christian Lacroix til Dolce & Gabbana, Peugeot peberkværne og Porsche kørehandsker.

Men pas på. 14 år i Paris med to årlige udsalg har lært mig et og andet. Først og fremmest: Sæt et loft, et max-budget. For ellers risikerer I at få købt alt muligt, som I slet ikke har brug for.

Det gælder sikkert alle udsalg i verden, men Paris er bare meget, meget fristende. Og særlig, hvis man ikke normalt har en Sonia Rykiel eller en Paule K. lige om hjørnet. 

Tag praktisk tøj på. Ingen skjorter, der skal knappes, hver gang du skal prøve. Ingen store frakker, som bliver en byrde i feberheden, og for Guds skyld: ingen høje sko. For der skal gåes rigtig meget. Også selv om I kun lige runder et enkelt stormagasin.

Galeries Lafayette er et godt bud på et gedigent stormagasin. Her er lækkert og mondænt, uden at være fuldstændig budgetsprængende. Men gør jer kampklar, hvis I skal derhen på udsalgets første dag, for der er kolossalt mange mennesker. Det siger lidt om handlen, at der sidste år – i hele vinterudsalgsperioden – blev solgt et par sko i Galeries Lafayette hver fjerde sekund!

Ved siden af Lafayette ligger Printemps, som også er et godt handelshus. Flere tusinde kvadratmeter med alle de kendte tøjmærker, parfumer, designervarer, fransk køkkengrej, lingeri og kogebøger. Her er lidt færre kunder, og det er en lise. Men betjeningen er ofte elendig, og derfor skal man insistere, hvis man overhovedet skal have nogen form for service.

På venstre Seine-bred er Le Bon Marché et mindre, men skønt og vildt eksklusivt stormagasin. Her er til gengæld vanvittig dyrt, selv i udsalgstider. Så tag den store pengepung med.

Udsalget slutter den 15. februar, men det er de første dage, som er sjovest.

3 hoteller af Christian Lacroix

Jeg fortsætter med hotellerne. Ud fra devisen om, at I ikke kan få for mange. Af de gode i hvert fald.

Og da jeg i går brugte spalteplads på et edderulækkert et, kompenserer jeg i dag med tre hoteller i haute couture-klassen. Helt bogstaveligt endda, for de er  indrettet af stjernedesigneren Christian Lacroix. MEN – og det er vigtigt – absolut betalelige, hvis I booker over nettet, hvor der konstant er gode specialtilbud.

Hôtel Le Petit Moulin var Lacroix’s første hotelforsøg, og det er det mest intime af dem. Det ligger i hjertet af Marais-kvarteret og er akkurat ligeså mønstret, farverigt og blomstret som hans kjoler. Her er blodrøde badeværelser med facetslebne hjertespejle, hovedgærder med skitser, guldblade og pailletter, med store svulstige blomsterkroner, kopier af gamle stoftapeter og kitschede 60’er-møbler. Foruden selvfølgelig badekar med løvefødder. Alle 17 værelser har hver sin stil og det hele er pakket ind i en 1600-talsbygning og en facade fra det ældste bageri i Paris. Priser fra 190 til 350 euros pr. nat.

Hôtel Le Bellechasse ligger midt mellem Musée d’Orsay og Saint-Germain-des-Prés på venstre bred og er klart det mest show-off af Lacroix’s hoteller. 34 værelser, alle forskellige, dekoreret i en farverig og næsten futuristisk stil. Standard-priserne er ret pebrede, men der er altid tilbud på hjemmesiden. Lige for tiden kan du få et værelse for 151 euros pr. nat.

Hôtel Le Notre-Dame ligger et stenkast fra Paris’ domkirke i en 400 år gammel ejendom og er det seneste af Lacroix’s hoteller. Her har modeskaberen ladet sig inspirere af sin guddommelige nabo og har indrettet 26 værelser med engle, de hellige tre konger og motiver fra Paradisets have. Priser fra 149 euros og opefter.

Til skræk og advarsel

For nylig havde jeg en opgave for 38 danskere, som skulle på en messe i byen. De havde reserveret et hotel lang tid, før jeg kom ind i billedet, og derfor kunne jeg kun se panikslagent til, mens de bookede ind.

Hotellet – Altona hed det – lå, som så mange andre, i nærheden af Gare du Nord. På papiret var det to-stjernet, men det må være år og dag, siden den klassifikation er blevet udstedt. For ikke alene var hotellet luset og trist, det var direkte ulækkert. Værelserne var med garanti ikke blevet støvsuget de sidste tre uger, og på toilettet i receptionen lå der kødædende nullermænd og knurrede af mig, mens jeg stod op og tissede. Ja, stod,  fordi brædtet var lige så  fedtet og beskidt som receptionistens hår!

En helt igennem tarvelig oplevelse, som gjorde mig ked af det på min bys vegne. For mellem de 38 danskere var der flere, som aldrig havde været i Paris før, og deres første indtryk var nu et hotelværelse med slatne madrasser og fugt i hjørnerne.

Fejlen var arrangørens. En eller anden har reserveret dér, fordi det var billigt. 60 euros for en nat; så kan det ikke gøres meget billigere, og hotellet reklamerer da også på sin hjemmeside med, at det er et ‘økonomihotel’. Men sørgeligt var det, både for gruppen og for byen.

Og allermest ærgerligt, fordi der findes alternativer, som er både rene og hyggelige. Måske ikke til 60 euros, men så til 75, og de sidste 15 euros – 100 kr. pr. nat – er godt givet ud. Rigtig godt.

Så please lov mig, at I ALDRIG nogensinde bestiller på Hôtel Altona eller det, der ligner. I bliver ædt af nullermænd eller dør af astma.

3 skønne design-hoteller anno 2011

Hoteller er den evige vinder her på bloggen. Og det forstår jeg, for et godt hotel er – efter min mening – halvdelen af  fornøjelsen ved en storbyferie. Og omvendt en katastrofe, hvis det ikke er godt.

Jo, jo, jeg har hørt dem, som siger, at de bare skal have en seng at sove i. ‘Vi vil hellere bruge pengene på noget morsomt,’ siger de. Men sandheden er, at de  alligevel bliver skuffede, når de skal sove på 3. klasse i en udhulet madras.

Så jeg åbner det nye år med tre fede design-hoteller. Og husk, at for alle tre gælder, at I får langt bedre priser, hvis I booker over nettet. 

1. Hôtel Le Placide. som at komme hjem. Udtænkt som et rigtigt hjem. Harmonisk design, badet i lys, og med nogle ordentlige store værelser, hvoraf flere har balkon og udsigt til livet på Saint-Germain-des-Prés. Priser fra 189 euros.

Le Placide, 6, rue Saint-Placide, 6. arr. 

2. Hôtel Athénée. Her har den verdensberømte designguru, Jacques Garcia fået frie hænder, og inspireret af kvarteret omkring Pariser-operaen, har han indrettet de 20 værelser i en overvældende opera-stil, som scenebilleder fra La Traviata, Aïda og Don Juan. Med fed taft, velour i metermål og store svungne, blodrøde sofaer. Priser fra 179 euros.

Hôtel Athénée, 19, rue Caumartin, 9. arr.

3. Og så et dejligt fire-stjernet i rue du Cherche-Midi, som er en af de hyggeligste handelsgader på venstre bred. Hôtel La Belle Juliette er direkte opkaldt efter og inspireret af Juliette Récamier, der levede fra 1777 til 1849 og som blev kendt for sin skønhed og sine dyder.

Det er designeren Anne Gelbard, der har indrettet hotellet, og hver etage har sit eget tema omkring Juliette. På 1. sal er hun sammen med sin bedste veninde, på 2. sal på rejse i Italien, på tredje er designeren inspireret af Juliettes eneste virkelige kærlighed, René Chateaubriand, og på øverste er der en stemning af 1800-tallets litterære saloner. Ikke billigt, men vildt hyggeligt, og hvis I bestiller i god tid over nettet, kan et dobbeltværelse presses ned i 240 euros.

Hôtel La Belle Juliette, 92, rue du Cherche-Midi, 6. arr.