Overlevelseguide 2 – Notre Dame

Hvordan får man overhovedet noget ordentligt at spise i nærheden af Notre-Dame? Ja, I skal i hvert fald ikke lade jer lokke til en pandekage i boden overfor køen op til tårnet. De har samme konsistens som død hud, og smager nogenlunde ligesådan.

Men selvfølgelig, som alle steder i denne by, er der gode spisehuse lige i nærheden. Trods turister og etbenede duer. 

Kun 150 meter fra kirken  ligger Place Dauphine, som jeg først opdagede efter at have boet næsten ti år i byen. En lille trekantet plads med store gamle træer, og – abracadabra! – næsten ikke en eneste turist. Her boede Frankrigs store, gamle skuespiller Yves Montand frem til sin død, og her går de lokale ø-boere stadig og spiller petanque om sommeren i træernes skygge.

Her ligger flere gode restauranter. Le Caveau du Palais er min absolutte favorit. I et hus fra 1602, fordelt over to små sammenbyggede stuer med terracottagulve, gamle bjælker og fritliggende jernrør. Om sommeren kan I sidde ude på fortovet, men bestil i forvejen, for embedsmændene fra Paris’ nærliggende retsbygninger har forlængst opdaget charmen og det gode bistrokøkken. Maden er enkel og fransk: Barsfilet med grøntsager eller en kæmpe kleppert af en bøf med hjemmerørt bearnaise og sauterede kartofler.

Le Caveau du Palais, 19, Place Dauphine, Ile de la Cité, 1. arr. Tel. 01 43 26 04 28. Metro: Cité eller Pont-Neuf

På Place Dauphine, ligger også, i nr. 15. Restaurant Paul. Med baststole på terrassen og et helt igennem klassisk fransk køkken. Her har jeg siddet en lang junieftermiddag sammen med Frederique, min hollandske veninde, som kom fra Berlin hvor hun bor, og suget alt det bedste ud af livet, sommeren og venskabet, inden hun skulle videre med toget hjem. Men netop hér, fordi Frederique er vegetar, og hos Paul kan man få den enkleste af alle delikatesser: En dampende varm, nykogt artiskok med saltet smør og vinaigrette.

Restaurant Paul, 15 Place Dauphine, 1. arr. Tel. 01 43 54 21 48

Og så selvfølgelig, en god tesalon, det skal I ha’. For når man har været inde i mørket i Notre-Dame, tændt lys, beundret de enorme, runde vinduer med glasmosaikker, og bedt en stille bøn uden at sige det til nogen, så er en kop te med en stor god kage, den absolutte følgeslutning. I sær som nu, på en kold vinterdag.
Skynd jer om bag ved kirken, over den lille bro til Ile Saint-Louis, naboøen. Her ligger La Charlotte de l’Isle, et Hans & Grethe-hus fyldt med tingeltangel og loppefund, og frem for alt med en varm chokolade og en gulerodskage, der efterhånden er blevet et brand i sig selv.

La Charlotte de l’Isle, 24, rue Saint-Louis-en-l’Ile, 4. arr. Tel. 09 62 00 35 88

 

2 responses to “Overlevelseguide 2 – Notre Dame

  1. Uha – når du ikke har opdaget place Dauphine før – så læser du ikke kommisær Maigret….men restaurant Paul er rigtig god – men billig er den ikke.

  2. Place Dauphine er en skøn plet og der ligger også det mest charmerende, mest primitive og bedst placerede hotel i Paris – Hotel Henri IV, 25 Place Dauphine. Der er intet design eller luksus over det, men helt vildt billigt og placering, placering & placering, fransk charme og den lækreste morgen kaffe.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s