Hvem er pariserne? – og hvordan er de?

Forleden aften var jeg i den danske kirke bag ved Champs-Elysées for at holde foredrag for alle de nyankomne unge danskere. Au-pair pigerne og alle de andre, som lige har taget studentereksamen og som nu skal ned og opleve Paris. De fleste af dem var lige kommet for at par uger siden, og jeg sad dér som rutine-tante og vidste, at det vil blive et skelsættende år, de går ind til. Statistisk vil nogle få af dem hade byen og rejse hjem i en fart. Det er som regel dem, der har en kæreste hjemme i Padborg eller som ikke kan leve uden rugbrød og saltlakrids. En anden, meget stor, del af dem vil topelske Paris, og de vil huske det her år resten af deres liv. Endelig er der en lille hård kerne, som bliver så ramt af byen, at de aldrig kommer herfra igen. Ligesom jeg selv.

Men ingen af dem går i hvert fald upåvirkede gennem Paris, og jeg  sad der som selvudnævnt ambassadør for byen og hørte mig selv fortælle forelsket, bidt, fortabt og fortvivlet om den by, som nu på 14. år har indfanget mig.

‘Hvordan er pariserne egentlig,?’ ville en sød pige vide, og jeg fortalte begejstret om den dér helt bestemte folkeart, som jeg efterhånden har lært at holde oprigtigt af.  Ja; jeg forsvarede dem vel nærmest. Og så dykkede jeg ned i lidt tal og statistikker, som jeg har brugt til min sidste bog. For når man taler parisere, må man først indsnævre, hvem de overhovedet er.

Sidst de blev talt var der helt præcist 2.201.578 parisere. I Frankrig opererer man ikke med CPR-numre, og derfor er staten nødt til ca. hvert 8. år at sende en hær af pensionerede funktionærer ud og tælle hoveder.

Ved den sidste tælling var der for første gang i 27 år over 2,2 millioner mennesker inden for murene, hvilket vil sige i selve Paris’ kommune, et område, der ikke er meget større end Amager. Det betyder, at Paris er en af de tættest befolkede hovedstæder i Europa.

Det betyder også, at byen – på papiret – er en af de mindre hovedstæder i Europa. Godt to millioner er ikke meget, når man ved, at der bor 13 millioner i London-området. Men tallet snyder. For reelt bor der 11,5 millioner i hele Storparis – hvis man tager de tilstødende kommuner og forstæder med.

I Paris er man imidlertid kun rigtig pariser, hvis man bor i et af de tyve arrondissementer inden for ringvejen, boulevard Périphérique, og har et postnummer, der starter med 75. Og det må statistikkerne henholde sig til.

Som i alle vesteuropæiske storbyer er befolkningen et mix af kulturer, farver og religioner. Her er indfødte parisere, selvfølgelig. Men egentlig ikke så mange. De fleste stammer fra et sted i provinsen, har fx en mor fra Auvergne eller en far fra Bretagne. Hertil kommer en stor portion immigranter, mange fra Afrika, og især mange fra Algeriet og Marokko.

Men præcis hvorfra folk kommer, bliver aldrig helt kortlagt. For i Frankrig må  myndighederne ikke rubricere folks ophav, hudfarve eller religion, når først de har fået fransk statsborgerskab. Så er de bare franske.

Hvad statistikkerne ved – og godt må skrive – er, at der i Paris er stor forskel på rig og fattig. I centrum og i arrondissementerne mod vest vælter det med velhavere, mens der i det nordøstlige Paris stadig er en del armod. Således tjener indbyggerne i det 7. arr. ved Eiffeltårnet næsten to en halv gang så meget som deres bysbørn i det 19. arr. Og det præger byen.

I det 7. bor der mange veluddannede funktionærer og embedsmænd, som arbejder i parlamentet og de omkringliggende ministerier. Hvide mænd i hvide skjorter, med pageklippede koner og børn i privatskoler.

I det 18. arr., omkring metrostationen Barbès, er der en koncentration af fattige afrikanske indvandrere, mange illegale, som bor klumpet sammen på lidt plads, i dårlige lejligheder. Ofte arbejdsløse, uden uddannelse.

De to grupper har ikke meget med hinanden at gøre, og som sådan lever byen på flere niveauer. Det dér med Frihed, Lighed og Broderskab er ikke noget, der trykker pariserne. De er ultrabevidste om, hvilket samfundslag de tilhører. Og selv om departementschefen snildt kan joke med viceværten, så ved de begge præcist hvor i hierakiet, de hører hjemme.

Men de er alle parisere, og ligegyldigt hvilket kvarter man dykker ned i, vil man støde på en følelse af landsby. Hvert lille område har sin egen identitet i forhold til den store by, og de lokale er altid meget bevidste om at handle lokalt og støtte deres nabolag.

Det er ofte sagt om pariserne, at de er arrogante. Ja, det er vel nærmest blevet en global sandhed. Og det er fuldstændig rigtigt, at pariserne kan være selvbevidste indtil det flabede. Måske fordi de bor i en by, som er smukkere end andres. Byernes by, Lysets by, verdens største turistdestination…det giver selvtillid.

Men når man kender pariserne, når man bor imellem dem, så opdager man en anden side. For de er også blufærdige og meget private. De åbner kun deres hjem for deres nærmeste, og føler sig end ikke forpligtet til at lære naboen at kende. Et høfligt nik på trappen kan sagtens være den eneste kontakt i årevis.

Til gengæld er de også ret tolerante og blander sig ikke i andres levevis. Derfor er der højere til loftet i Paris end i fx København. Pariserne bliver ikke forargede, og folk kan realisere sig selv, leve sig ud og være nok så outrerede, uden at de andre løfter et øjenbryn. Måske derfor har byen til alle tider været en magnet for kunstnere og anderledes tænkende, som her har fundet et exil fra konventionerne.

Så, ja, nok er Paris forholdsvis lille rent geografisk, men den er også rummelig. Her er plads til de fleste.

2 responses to “Hvem er pariserne? – og hvordan er de?

  1. Hej Louise,

    Rigtig god artikel, meget interessant og brugbar information.

    Det ser jo ud til at du kender Paris ud og ind, så jeg ville høre dig om du havde nogle gode råd til min kæreste og jeg som kommer dertil i december på forlænget weekend? -Evt. julemarkeder etc.? Eller andet som er specielt ved Paris i december.

    Håber på at høre fra dig🙂

    Med Venlig Hilsen
    Sandra

  2. “Men når man kender pariserne, når man bor imellem dem, så opdager man en anden side. For de er også blufærdige og meget private. De åbner kun deres hjem for deres nærmeste, og føler sig end ikke forpligtet til at lære naboen at kende. Et høfligt nik på trappen kan sagtens være den eneste kontakt i årevis.”

    Jeg har “i årevis” boet i København og ved ikke hvordan min nabo ser ud. Det er vistnok et ældre ægtepar.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s