Monthly Archives: oktober 2010

For rigtige mænd – guide til barberen

En gang i mellem skriver jeg fra Paris til de danske frisørers blad, Spejlet. Om mode eller trends, internationale frisørmesser eller  franske frisørers arbejdsmiljø. For nyligt skrev jeg en artikel om barberer.  Det er nemlig blevet super-trendy at gå til barberen igen. Kunderne vil have studset deres tre-dages skæg – eller skåret en tynd moustache. Selv overskægget er nemlig blevet chikt igen.

Den mest hippe barber, er Maître Alain, i Marais-kvarteret. Her måtte jeg bestille tid for at få et interview. Hos Alain kommer man nemlig kun på rendez-vous, og så er det ligegyldigt, om man skal barberes eller snakke med patronen. Reserveres må der.

Alain er en lille kultiveret mand, klædt i ulastelig, hvid skjorte og skarpt pressede flanelsbukser. Han er barbermesteren over alle andre i Paris, og hos ham kommer alle de stjerner, skuespillere og sportshelte, for hvem skægget er en del af imaget. Rocksangeren Johnny Hallyday, Frankrigs svar på Elvis Presley, har fx sin egen ragekniv med sølvindfattede initialer stående ved vasken. Han kommer gerne en gang hver 14. dag for at få korrigeret det næsten arkitektoniske mundskæg. ”Jeg er vild med min metier, og i mange år var jeg den eneste tilbageværende fuldtidsbarbér i Paris. Det var en uddøende race, og jeg har måttet kæmpe med De Gule Sider bare for at få oprettet en kolonne i telefonbogen, der hed ’Barberer’. Men nu er skæg blevet vældig moderne igen, så nu må jeg oplære de unge frisører, som ikke har haft barbering på frisørskolen,’ siger Alain, der bruger alle sine fri-mandage på at undervise andre.

Hans salon er et lille stykke kulturhistorie. Den er en rekonstruktion af en barbersalon fra slutningen af 1800-tallet, og igen og igen bliver den brugt som kulisse i franske film. Alain har personligt fundet hver eneste stykke indbo rundt omkring på franske loppemarkeder: Marmorvaske, gamle barberstole og antikke porcelænsplatter med motiver fra dengang, der stadig fandtes skæggede damer.

I barberstolen sidder Dominique. Han er fra Lyon i Midtfrankrig og kommer fast til Paris en gang om måneden for at få klippet sit cykelstyroverskæg, som han har haft de sidste 30 år. ”En gang prøvede jeg at gå til en frisør i Lyon for at få det studset, men det var en katastrofe. Så jeg er nødt til at tage til Paris.” Har du overvejet at barbere det helt af? Så behøver du ikke rejse 500 kilometer? ”Jamen, det må jeg ikke for min kone. Hun vil ikke have mig uden skæg,” ler Dominique, og Alain skyder ind, at sådan er det ofte.

Det er kvinderne – konerne, kæresterne og elskerindene – som bestemmer, om en mand har skæg. ”Hvis en mand har skæg, så er det fordi kvinderne rundt omkring ham har accepteret det. Kvinder er meget principfaste på det punkt: Enten elsker de skæg – eller også hader de det.”

Alain har set skægmoden skifte gevaldigt over årene. Fra dengang, hvor mænd skulle glatbarberes og ligne skuespilleren Alain Delon, over hippieskægget og det buskede western-overskæg til 80’ernes hårløshed og nutidens mundskæg og perfekte tredages-stubbe.

”At have skæg er en måde at personalisere sit udseende på, og mange af mine kunder kunne aldrig drømme om at klippe det af. Det er i den grad blevet en del af deres udseende, siger Alain, som selv har et kort skæg rundt langs kinderne. Kun én gang har han prøvet at rage det af, og da begyndte hans dengang små døtre at græde, da de så ham. Siden har han aldrig forsøgt.

”I dag er det jo populært med et mundskæg. Jeg tror, mange mænd bruger skægget som maskulint signal i en verden, som ellers bliver mere og mere androgyn.”

En yngre mand kommer ind. Han har kort, brunt fuldskæg, kamelsuldsjakke og håndsyede sko. Han er canadier og har fundet Maître Alain i en rejseguide. Han får tid til en justering af skægget næste morgen klokken 10. Før er der desværre ingen tider, siger Alain venligt og manden tager ydmygt til takke. Sådan er det nemlig her.

Hos Alain er der fully booked flere dage i forvejen, og selv stjerner og topdirektører må indrette sig efter barbermesterens kalender. En direktionsassistent ringer fx midt i vores interview og skal have en akut tid til sin chef, som er en kendt topdirektør i en stor fransk koncern. ”Men desværre,” siger Alain, ”det kan først blive i morgen kl. 17.” Fem minutter senere ringer direktøren selv og argumenterer for, at han er nødt til at se ordentlig ud, når han skal til et vigtigt møde. Men Alain holder fast, og direktøren må nøjes med at komme på venteliste. I skæggets verden er alle lige.

I følge Alain er moustachen – overskægget – også ved at vende tilbage, og den franske hovedstad har endda fået sin egen eksklusive klub for overskægsfanatikere: Paris Moustache Club. Her er plads til alle slags overlæbebehåringer, men langt de fleste medlemmer er dandylignende unge mænd med et smalt, fint skåret moustache. Velplejet, selvfølgelig.

For en dansker er det bare lidt svært at tro på. I Danmark er overskæg som regel noget, bøvede politibetjente har? ”Jamen, der er skam også mange franske gendarmer (politifolk, red), der har moustache. Men det er typisk et lidt kraftigere overskæg. Den nye moustachemode er mere forfinet. For at det virkelig skal være chikt, skal det være smalt og fint. Lidt som Johnny Depps og Brad Pitts,” forklarer Alain.

Salon de Maître Alain, 8, rue Saint-Claude, 75003 Paris. Telefon 01 42 77 55 80. Ǻben alle dage fra 9.15 til 19, undtagen søndag og mandag, hvor der er lukket. http://www.maitrebarbier.com

Galleri

Agnes’ tips til Latinerkvarteret

This gallery contains 1 photos.

Agnès Helewa er 40 år og bøjletandlæge. Hun er vokset op i det 6. arrondissement, og har aldrig boet andre steder. I dag har hun lejlighed lige ved Saint-Sulpice kirken, og sidste sommer åbnede hun egen tandlægeklinik i rue du Cherche … Læs resten

Hvem er pariserne? – og hvordan er de?

Forleden aften var jeg i den danske kirke bag ved Champs-Elysées for at holde foredrag for alle de nyankomne unge danskere. Au-pair pigerne og alle de andre, som lige har taget studentereksamen og som nu skal ned og opleve Paris. De fleste af dem var lige kommet for at par uger siden, og jeg sad dér som rutine-tante og vidste, at det vil blive et skelsættende år, de går ind til. Statistisk vil nogle få af dem hade byen og rejse hjem i en fart. Det er som regel dem, der har en kæreste hjemme i Padborg eller som ikke kan leve uden rugbrød og saltlakrids. En anden, meget stor, del af dem vil topelske Paris, og de vil huske det her år resten af deres liv. Endelig er der en lille hård kerne, som bliver så ramt af byen, at de aldrig kommer herfra igen. Ligesom jeg selv.

Men ingen af dem går i hvert fald upåvirkede gennem Paris, og jeg  sad der som selvudnævnt ambassadør for byen og hørte mig selv fortælle forelsket, bidt, fortabt og fortvivlet om den by, som nu på 14. år har indfanget mig.

‘Hvordan er pariserne egentlig,?’ ville en sød pige vide, og jeg fortalte begejstret om den dér helt bestemte folkeart, som jeg efterhånden har lært at holde oprigtigt af.  Ja; jeg forsvarede dem vel nærmest. Og så dykkede jeg ned i lidt tal og statistikker, som jeg har brugt til min sidste bog. For når man taler parisere, må man først indsnævre, hvem de overhovedet er.

Sidst de blev talt var der helt præcist 2.201.578 parisere. I Frankrig opererer man ikke med CPR-numre, og derfor er staten nødt til ca. hvert 8. år at sende en hær af pensionerede funktionærer ud og tælle hoveder.

Ved den sidste tælling var der for første gang i 27 år over 2,2 millioner mennesker inden for murene, hvilket vil sige i selve Paris’ kommune, et område, der ikke er meget større end Amager. Det betyder, at Paris er en af de tættest befolkede hovedstæder i Europa.

Det betyder også, at byen – på papiret – er en af de mindre hovedstæder i Europa. Godt to millioner er ikke meget, når man ved, at der bor 13 millioner i London-området. Men tallet snyder. For reelt bor der 11,5 millioner i hele Storparis – hvis man tager de tilstødende kommuner og forstæder med.

I Paris er man imidlertid kun rigtig pariser, hvis man bor i et af de tyve arrondissementer inden for ringvejen, boulevard Périphérique, og har et postnummer, der starter med 75. Og det må statistikkerne henholde sig til.

Som i alle vesteuropæiske storbyer er befolkningen et mix af kulturer, farver og religioner. Her er indfødte parisere, selvfølgelig. Men egentlig ikke så mange. De fleste stammer fra et sted i provinsen, har fx en mor fra Auvergne eller en far fra Bretagne. Hertil kommer en stor portion immigranter, mange fra Afrika, og især mange fra Algeriet og Marokko.

Men præcis hvorfra folk kommer, bliver aldrig helt kortlagt. For i Frankrig må  myndighederne ikke rubricere folks ophav, hudfarve eller religion, når først de har fået fransk statsborgerskab. Så er de bare franske.

Hvad statistikkerne ved – og godt må skrive – er, at der i Paris er stor forskel på rig og fattig. I centrum og i arrondissementerne mod vest vælter det med velhavere, mens der i det nordøstlige Paris stadig er en del armod. Således tjener indbyggerne i det 7. arr. ved Eiffeltårnet næsten to en halv gang så meget som deres bysbørn i det 19. arr. Og det præger byen.

I det 7. bor der mange veluddannede funktionærer og embedsmænd, som arbejder i parlamentet og de omkringliggende ministerier. Hvide mænd i hvide skjorter, med pageklippede koner og børn i privatskoler.

I det 18. arr., omkring metrostationen Barbès, er der en koncentration af fattige afrikanske indvandrere, mange illegale, som bor klumpet sammen på lidt plads, i dårlige lejligheder. Ofte arbejdsløse, uden uddannelse.

De to grupper har ikke meget med hinanden at gøre, og som sådan lever byen på flere niveauer. Det dér med Frihed, Lighed og Broderskab er ikke noget, der trykker pariserne. De er ultrabevidste om, hvilket samfundslag de tilhører. Og selv om departementschefen snildt kan joke med viceværten, så ved de begge præcist hvor i hierakiet, de hører hjemme.

Men de er alle parisere, og ligegyldigt hvilket kvarter man dykker ned i, vil man støde på en følelse af landsby. Hvert lille område har sin egen identitet i forhold til den store by, og de lokale er altid meget bevidste om at handle lokalt og støtte deres nabolag.

Det er ofte sagt om pariserne, at de er arrogante. Ja, det er vel nærmest blevet en global sandhed. Og det er fuldstændig rigtigt, at pariserne kan være selvbevidste indtil det flabede. Måske fordi de bor i en by, som er smukkere end andres. Byernes by, Lysets by, verdens største turistdestination…det giver selvtillid.

Men når man kender pariserne, når man bor imellem dem, så opdager man en anden side. For de er også blufærdige og meget private. De åbner kun deres hjem for deres nærmeste, og føler sig end ikke forpligtet til at lære naboen at kende. Et høfligt nik på trappen kan sagtens være den eneste kontakt i årevis.

Til gengæld er de også ret tolerante og blander sig ikke i andres levevis. Derfor er der højere til loftet i Paris end i fx København. Pariserne bliver ikke forargede, og folk kan realisere sig selv, leve sig ud og være nok så outrerede, uden at de andre løfter et øjenbryn. Måske derfor har byen til alle tider været en magnet for kunstnere og anderledes tænkende, som her har fundet et exil fra konventionerne.

Så, ja, nok er Paris forholdsvis lille rent geografisk, men den er også rummelig. Her er plads til de fleste.