Monthly Archives: maj 2010

I skyggen af French Open

Der er lige i de her uger. Der spilles French Open på Roland Garros. For pariserne er French Open en af årets helt store begivenheder. De valfarter til Roland Garros i udkanten af Boulogneskoven, de fleste i pænt sommertøj – og hat. Jeg var forbi i går for at hente et selskab, som skulle vises rundt i Paris, og hele anlægget vibrerede af forventninger. Udenfor stod sortbørshandlerne og solgte billetter til uhyrlige priser og indenfor sad de heldige og spiste frokost i Country Club’en.

Der spilles kun turnering på Roland Garros én eneste gang om året, nemlig i de 14 dage i maj-juni, der er French Open. Så lever stedet med 17.000 ansatte, 30.000 håndklæder, og en daglig levering af 380 kilo pasta til sultne spillere.

Resten af året står de tre store arenaer tomme. Bevidst tomme. For sådan holder man liv i  myten. Kun når John McEnroe er på gennemrejse i Paris kan der dispenseres og for en time eller halvanden spilles på finalebanen Court Philippe Chatrier.

Men man kan altid få en guidet rundvisning derude, året rundt,  og det kan anbefales. For det er ganske sjovt, at gå i stjernernes fodspor. I damernes omklædningsrum, fx, hvor skabsdør nr. 19 er forsvundet, fordi Steffi Graff har fået den med sig. Eller inde i areanaen, hvor den franske skuespiller Jean-Paul Belmondo har en livstidsloge til sig selv og sin kat, som altid er med til tennis.

Under hele anlægget findes en pressebunker for de hundredevis af journalister, som én eneste gang om året rykker ind med deres gear og deres blodtørst. Her er et stort lokale, hvor vinderen af turneringen giver pressekonference, og et lille, langt mere ydmygt lokale, til taberen. Nægter en af dem at give pressekonference, vanker der bøde på op til 45.000 euros.

Rundvisning på Roland Garros skal arrangeres i forvejen, men det er nemt og smooth via tennismuseet, som ligger samme sted. Kom helst lidt i forvejen og se de unge tennistalenter træne på de udendørs anlæg, og spis bagefter i Restaurant Le Roland Garros. Det er som at sidde i en engelsk cottage med røde murstensvægge, kamin og drivhuse. I sommerhalvåret serveres i blomsterhaven, en af de dejligste udendørsserveringer, jeg har set. Maden er let og raffineret.

Rundvisning på Roland Garros bestilles via tennismuseet, The Tenniseum, Porte des Mosquetaires Entrance, 2, avenue Gordon Bennett, 16. arr. Tel. 01 47 43 48 48

Restaurant Le Roland Garros, 2, bis avenue Gordon Bennett, 16. arr. Tel 01 47 43 49 56, Åben hele året for offentligheden, undtagen de to uger, der spilles French Open. Lukket søndag aften og mellem jul og nytår, samt i august måned. Metro: Porte d’Auteuil

 

Et gladt hotel

Ejeren af Hôtel Mayet, Laurence Raymond, giver ikke meget for de dér minimalistiske hoteller, som altid optræder i indretningsbøgerne. I hendes hotel er der fuld knald på farverne og masser af glade tegneseriemænd, som hopper hen over væggen.

I hallen har hun hyret grafittikunstneren André til at tegne, og hans lille, rundkindede Monsieur A. går igen hele vejen gennem hotellet, selv ud på toiletterne.

Også på værelserne – grå og røde – er der masser af finurlige indfald, med propel i loftet, kroketkugler som dørhåndtag og store runde skoleure på væggen. Danskere vil genkende en del IKEA-møbler.

Hotellet ligger genialt placeret ved rue du Cherche Midi, med udsigt til Montparnasse-tårnet, og morgenmaden serveres ved et langbord i den hvælvede kælder. Men allerbedst: Laurence og hendes medarbejdere, hvis boblende imødekommenhed smitter helt ud i krogene.

Priser fra 120 € inklusiv morgenmad. Hotellet reklamerer med wi-fi, fax og hårtørrer.

Hôtel Mayet, 3, rue Mayet, 6. arr. Tel. 01 47 83 21 35. Metro: Duroc

Fra bogen ‘Ta med til Paris’, udgivet april 2010

 

 

Galleri

Guidet tur på Montmartre

This gallery contains 7 photos.

I mandags gik jeg byvandring med et dansk par, som havde booket mig via bloggen. De var fra Nordsjælland og havde været i Paris så mange gange, at de efterhånden var holdt op med at tælle.  Som konen sagde: ‘Hver gang jeg tager … Læs resten

Afstikker fra Paris

Selv om byen er dejlig, så kan man ind imellem få akut behov for at se en skov eller bare noget grønt uden biler og indhegning. Akkurat ligesom pariserne selv, der i weekenden udvandrer i stort tal.

Boulogneskoven er selvfølgelig den mest nærliggende mulighed, men den er efterhånden så overrendt, at man skal løbe spidsrod mellem joggere, blottere og hundeluftere – i den rækkefølge – at naturoplevelsen hurtigt går fløjten.

Jeg sværgrer i stedet til Domaine Saint-Cloud lige vest for byen, som  egentlig er en slotshave, men i dag uden slot og så enorm, at man fint kan løbe vild i den. 460 hektarer med stier, springvand, alleer og skovbund. Vistnok regnet for en af de smukkeste haveanlæg i Europa.

Jeg har været der rigtig mange gange, og jeg er aldrig blevet skuffet. Vi har picnic’et med venner, ligget i det høje græs og spist Camembert og drukket rosé, vi har hujet rundt med ungerne og for Gud ved hvilken gang besøgt gederne og hestene for enden af skoven, drukket te og slentret med min svigerinde eller cyklet om kap op og ned ad de stejle alleer.

Det sidste var præcis, hvad vi gjorde, sidst Michael havde fødselsdag. Uden, at han vidste det, havde jeg afsat ungerne og lejet cykler i Parc Saint-Cloud. Så hjulede vi rundt i skoven og endte op i et herligt lille traktørsted, Chalet de l’Oasis, som jeg havde læst om.

Oasis ligner en af de små haver på Frederiksberg, bare med den forskel at restauranten her ligger helt isoleret i skovkanten og med direkte udsigt indover Paris.

Vi blev der hele eftermiddagen. Sad i en frodig kolonihavestemning mellem stokroser og rødternede duge og mæskede os i radiser med saltet smør og kæmperejer svitset i chili, mens vi lavede planer for resten af livet. Det sidste er en af vores sødeste fornøjelser, selv planerne selvfølgelig aldrig holder alligevel. Livet kommer altid i mellem.

Le Parc de Saint-Cloud, Domaine national de Saint-Cloud, 92210 Saint-Cloud, Tél. 01 41 12 02 90. Flere indgange, men adgang for både fodgængere og biler via avenue de la Grille d’honneur. Aaben hver dag fra 7.30 til 20 om vinteren, 21 forår og efterår og til 22 om sommeren. Nærmeste metro: Boulogne Pont de Saint-Cloud

Fed service – og ild i kaminen

Som en fransk guide skrev for nylig: Pas på, du ikke misser dit fly på det her hotel! For når først man har smækket sig ned i veloursofaen, og kaminen knitrer, så har man bare overhovedet ikke lyst til at gå igen.

Hôtel Verneuil ligger bag en elegant 1600-talsfacade og oser langt væk af landlig overklassehygge. Lobbyen er ganske lille, men ligner herreværelset på et fransk mamoir. Røde vægge, dybe lænestole, bjælkelofter og stribede gardiner. Der mangler kun en jagthund foran ilden.

Værelserne er små, men lige så hyggelige som resten. Med blomstrede stoftapeter, fede sengetæpper, et lille chatol og masser af antikviteter.

Receptionisten, Anne-Sophie, er en mester i diskret service og kan ordne billetter til snart sagt hvad som helst, lige som hun kan sørge for at booke i forvejen på byens museer, så du slipper for at stå i kø.

Pris for et dobbeltværelse fra 174 €.

Hotel Verneuil, 8, rue de Verneuil, 7. arr. Metro : Saint-Germain-des-Près eller Rue-du-Bac 

Øjebliksbillede – Paris 2010

Stokkonservativ og alligevel rugekasse for det nyeste. Paris dunker af kreativitet, og lige nu venter en kæmpe udvidelse med skov og højhastighedstog, tusindvis af nye boliger og – måske – skyskrabere.

En millionby som Paris kan ikke undgå den internationale tumult, og pariserne har, lige som andre, strammet livremmen de seneste sæsoner. Der er lukket en del butikker, og regeringen har måttet sætte restaurations-momsen ned fra 19,6 til til 5,5 % for at yde akut hjælp til de mange barer og restauranter, som var i vanskeligheder.

Men generelt er Paris – og pariserne – kommet relativt godt igennem krisen. Først og fremmest fordi den franske udlånspolitik er ret konservativ. Derfor er der ingen supprime-lån at kæmpe med og heller ingen, der har optaget lån i deres friværdi for at spekulere på børsen.

Af den seneste statistik fra finansministeriet fremgår det, at der stadig er mange velhavende parisere, som betaler lige så meget i formueskat, som de altid har gjort.

Ingen skal dog betvivle, at krisen kradser. Sidste vinter var der flere parisere end nogensinde før, der søgte hjælp hos velgørenhedsorganisationerne, og de gratis folkekøkkener har alarmerende travlt. Antallet af hjemløse er tredoblet på tolv år.

Rugekasse

Byen er dog langt fra gået i stå, som det er tilfældet i andre europæiske storbyer, hvor byggekranerne står og ruster. I Paris bygges der stadig, og som altid med stor kreativitet og opfindsomhed.

Den franske hovedstad er udviklet og viderudviklet over århundreder, og arkitektonisk lever det moderne i lykkelig samhørighed med det gamle. Godt nok har det udløst stor debat hver gang, der skulle bygges nye offentlige bygninger, men alt i alt er både Pompidou-centret, Bastille-Operaen, Mitterrands store nationalbibliotek, Spreckelsens triumfbue og senest Musée de quai Branly faldet godt ind med både Marais’ 1600-tals-huse og baron Haussmanns brede boulevarder og elegante bygninger fra 1860’erne.

Netop arkitekturen er et godt billede på den dobbelthed, der lever i byen. For på den ene side er Paris en afsindigt konservativ by, hvor befolkningen holder næsten dumstædigt fast i gammeldags rutiner og vaner.

På den anden side er Paris også rugekasse for alt det nyeste, og som sådan global frontløber for både mode, design, kunst og mad. Det er her, det bestemmes, om flipperne skal være lange eller korte næste år, om fusionsmad er in eller out.

I centrum findes de store gamle modehuse, og i det østlige Paris de unge, frækkere designere, som er mere søgende og individuelle i deres stil. Men de to lever sammen og inspirerer hinanden. Og sådan er det inden for de fleste kunstgrene og kulturbrancher i Paris: At de til stadighed fodrer hinanden og æder af hinanden.

Paris er ikke avantgarde og grænsesøgende som Berlin og har heller ikke den sjove, skæve kant som London. I Paris er kreativiteten mere flamboyant, og æstetikken dunker som en underliggende tone i alt, hvad der tænkes af nyt.

For tiden kører en ophidset diskussion, om der skal åbnes for byggeri af højhuse. I følge den nuværende planlov er det forbudt at bygge over 37 meter i højden, og derfor er der næsten ingen bygninger over seks etager.

Imod skyskraberne er alle dem, som frygter, at Paris mister sin skønhed og sit arkitektoniske særkende, og for er alle dem, som frygter at byen ellers udvikler sig til et museum.

For tiden ser det ud til at ende med et kompromis, hvor bystyret giver lov til at bygge højt visse steder i byen, forudsat – selvfølgelig – at det er smukt!

Paris har overlevet de fleste krige uden at lide synderlig skade. Som om, de fleste erobrere heller har villet eje den end ødelægge den. Ved slutningen af 2. verdenskrig nægtede den daværende tyske guvernør, von Choltitz, ligefrem at adlyde Hitlers ordre om at destruere Paris. Choltitz kunne, sagde han senere, ikke få sig selv til at smadre en by, som var vugge for en stor del af verdens kultur og kunst.

Man siger, at de franske præsidenter altid sørger for at bygge noget stort i Paris, som kan stå til minde om lige netop dem. Senest har Jacques Chirac fået opført museet for primitiv kunst, Musée du quai Branly (billedet ovenfor), mens han var siddende statsleder. Aktuelt har præsident Nicolas Sarkozy planer om et ’Stor-Paris’, som skal inkluderer oplandet helt ud til Le Havre. Herfra skal der gå højhastighedstog ind til hovedstaden.

Der skal plantes tusindvis af hektar ny, CO²-slugende, skov og 70.000 nye sociale boliger om året. Plus en masse nye, offentlige transportveje, og nye zoner for industri, kultur og videnskab. ’Den største politiske udfordring i det 21. århundrede,’ siger Sarkozy selv om sit projekt. Det hele skal efter planen skubbes igang i 2010.

 

Fotos fra Paris Tourist Office. Dette er uddrag fra guiden Ta’med til Paris