Monthly Archives: januar 2010

Fed charme på kanten af Montmartre

Det her er et fund! Hotel Eldorado ligger i en smal, meget lokal, gade på kanten af Montmartre. I et hvidt hus med blå skodder, lige over for en neglesalon.

Her sidder bestyreren, Anne Gractacos, i en lillebitte reception, som mest af alt ligner et studérkammer fra 50’erne. Med en sort divan uden ryg, okseblodsfarvede vægge, en ramponeret kommode, en leopardforet lænestol og et maleri af en nøgen kvinde med en generøs numse.

Hotellet har 35 værelser, men de seks i baghuset er absolut de bedste. Ned ad trappen, ud i haven, som er en botanisk forvirring af bambus, palmer, slyngplanter og kaktus, og over i gæstehuset, hvor der åbner sig en verden af varme farver og gode marskandiserfund.

Her er det afrikanske værelse med stor kamin, røde lofter, masker og smukke tekstiler. Eller værelse nr. 5 med de lyseblå paneler, det flotte tapet over hovedgærdet, marmorpejs og fine gamle mahognimøbler. Måske er madrassen lidt blød og vinduerne ikke helt tætte, men Hotel Eldorado emmer af fed charme og lavendelduft.

Og så har hotellet endda sin egen restaurant, Bistrot des Dames, som vender ud mod gaden (se under restauranter ‘En glad aften i bistroen’). 100 % hyggelig, med træborde, røde bænke, blød jazz på CD’en og et grisehoved som pynt under loftet.

Pris fra 35 euros for et enkeltværelse og 70 euros for et dobbeltværelse. Enkelte værelser har tre senge og koster 90 euros.

Hôtel Eldorado, 18, rue des Dames, 17. arr. Tel. 01 45 22 35 21. Metro: Place de Clichy 

Fotos af Meg Zimbeck, Flickr.com og Louise Sandager

Galleri

Alexia’s Marais

This gallery contains 1 photos.

De af jer, der kender min seneste bog, MIN BY Paris, ved, at der for enden af hvert kapitel er et interview med en fastboende, som deler rundhåndet ud af sine bedste adresser. I Marais kvarteret er det Alexia Mayer. … Læs resten

Meg’s nye opdagelse

Da jeg tilbage i 2008 begyndte som redaktør på rejsesiden www.momondo.com  startede jeg med at hyre en hel masse bloggere rundt omkring i verden. Fordi jeg var overbevist om – og det er jeg stadig – at man ikke kan bedrive ordentlig rejsejournalistik fra et skrivebord i København.

For at skrive godt om en storby skal man ind i den, sanse den, smage og dufte den, være ked af det, glad, forelsket, fortvivlet, være menneske i den. Ja, jeg vil hævde, at man skal bo i den i længere tid, for at kunne give stemningen videre. Tips’ene og de gode steder, dem kan man læse sig til. Men nerven og de små ting, folk gør forskelligt fra sted til sted, de skal opdages.

Over en sommer fandt jeg og min kollega 32 bloggere, som skrev på livet løs fra Istanbul, London, New York, Lissabon og en hel masse andre storbyer, fortrinsvis i Europa. I min egen by fandt jeg Meg Zimbeck, som er amerikaner, fra Kansas, vist nok engang landet i Paris med sin amerikanske mand og idag gift med en helt anden, fransk selvfølgelig.

Meg er en af den slags foræringer, man møder i sit liv. Hun er selvlært, men kan skrive røven ud af bukserne på de fleste af de journalister, jeg kender. Og så kan hun fange en stemning, som for et øjeblik siden bare var en duft, der gled forbi.  Hun finder de gode steder, den lille bar, det mærkelige køkken. Og i løbet af nul-komma-fem kender hun barmanden og er på kindkys med ejeren.

I dag er jeg ikke længere hos momondo, og det er Meg heller ikke.  Men jeg følger hende stadig på hendes egen pariserblog, og når hun skriver om et godt sted, ved jeg, at det er godt. Så selvfølgelig måtte jeg afsted, da hun pludselig himlede op om  L’Avant Comptoir ved Odéon i det 6. arrondissement.

Det er en ny vinbar skabt af Yves Cambdeborde, der ligner Elvis Presley og som allerede er kendt for sin suveræne bistro, Le Comptoir du Relais, der ligger lige ved siden af. I L’Avant Comptoir er der ingen borde og ingen stole. Bare en gammeldags zinkdisk, nogle tørrede skinker i loftet og en hel masse god vin. Men hvad skal man også med mere?

I vinbaren dropper pariserne ind efter fyraften og får et godt glas bourgogne og et delikat udvalg af småretter, mens de diskuterer med de andre ved disken.

Der kan ikke reserveres, og der er ikke plads til meget mere end tolv. Men prøv, om du kan presse dig ind. For køkkenet er i top og stemningen åben og ligetil. Her snakker alle med alle, og nogle går videre derfra med folk, de ikke kendte før.

Prøv de små dybstegte skinke-nuggets: Det er , som Meg skriver, ’ligesom at spise kærtegn’. Men også den saltede korsikanske skinke, oksehalekroketterne, artiskokkerne og de grillede rørhatte er små gastronomiske mirakler. Vinlisten er kort, men rigelig: Prøv fx er glas Côtes de Gascogne til 2 € for et glas.

Fotos af Meg Zimbeck

L’Avant Comptoir, 3, carrefour de l’Odéon, 6. arr. Ingen telefon, men åbent hver dag fra frokost til ca. 23. Take away fra en lille luge helt til midnat. Metro: Odéon.

Kære 10.000 blogspottere!

Så rundede jeg de første 10.000 bloglæsere igår! Efter ti måneder med mitparis.dk. Lidt af en mærkedag, og meget, meget opmuntrende. Måske er det ikke stort i forhold til så mange andre blogs, men i betragtning af, at jeg aldrig har gjort reklame noget sted, udover to gange på facebook, så synes jeg selv, det er ganske fint.

De fleste finder mig via google, og rigtig mange, kan jeg se, klikker sig videre til hoteller, restauranter og oplevelser, som jeg skriver om. Det er godt, for det betyder, at I har fundet noget, I kunne bruge. Så virker min blog som det, den var tænkt som: En levende guide.

Bare kunne jeg tænke mig, at I også begynder at skrive noget mere. I starten fik jeg rigtig mange kommentarer, men de er paradoksalt nok tyndet ud i takt med, at besøgstallet på bloggen er vokset?! Meget mærkeligt – og ærgerligt. For jeg forlanger ikke at få feedback på mine indlæg, men det ville være super, hvis I også gider fortælle, hvad I har oplevet i Paris. Så bloggen bliver en en udveksling for Paris-elskere og mere end bare min monolog.

 Jeg glæder mig til 2010, til at dyrke nye steder op i Paris. Til april kommer min tredje guide, som jeg lige har skrevet færdig, og som igen har sendt mig ud i sjove afkroge og lommer af byen. Men mere om det til den tid

KH Louise

Eigils hotel i Latinerkvarteret

Ikke mange hoteller kan vigte sig af en bedre placering på venstre bred. Hôtel La Perle ligger lige i solar plexus, klos op ad Saint Germain des Prés og et stenkast fra Saint-Sulpice kirken.

Her har den danske ejer, tidligere fondsbørsvekselerer Eigil Pedersen fra Virum, totalrenoveret en ejendom fra 1620 og indrettet et boutique-hotel med 38 værelser. En præstation, ikke mindst for en udlænding, for det kræver en del bureaukrati at få lov til at bygge om i det gamle kvarter, hvor der ikke må ændres så meget som et søm på facaderne.

Nogle af værelserne er ret små – executive rooms selvfølgelig større – men alle er hyggelige. Indrettet i varme farver, og nogle med fritlagte bjælker i loftet. Og måske allerbedst: Her er danske gåsedynsdyner!

Betjeningen er venlig, faktisk så venlig, at La Perle konstant ligger højt placeret på brugerportalen Tripadvisor. Men Eigil Pedersen sørger også for at holde sit personale til ilden. Foruden La Perle ejer han det mere luksuriøse Hôtel Luxembourg Parc, og han kommer til Paris mindst en gang om måneden for at inspicere sine hoteller. Priser fra 185 € for et dobbeltværelse.

Hôtel La Perle, 14, rue des Canettes, 6. arr. Metro: St. Germain des Prés eller St. Sulpice. 

Døden under jorden

Små børn skal blive væk; ellers risikerer de at blive skræmt fra vid og sans. Men halvstore børn og morbide teenagere med hang til dødninghoveder vil elske katakomberne.

De lange smalle gange 25 meter under jorden, tapetseret med kranier og lårbensknogler, der ligger stablet fra gulv til loft. Lig, som tilbage i 1786 blev flyttet fra den uhygiejniske kirkegård ved Hallerne til de tidligere stenbrud ved Montparnasse. Det tog dengang 15 måneder at flytte skeletterne, som blev transporteret på kærrer om natten for at skræmme pariserne mindst muligt. Siden blev også andre kirkegårde tømt, og i alt ligger resterne af seks millioner parisere i katakomberne.

Idag kan du gå nede i de underjordiske gange, hvor der altid er 14° og halvfugtigt, og studere de døde, som nogle steder er stablet med humor: Kranier i kors- og hjertefacon.

Den del af katakomberne, som er åben for offentligheden, strækker sig over 1,7 kilometer. Husk en trøje om sommeren. (Gangbesværede og folk med klaustrofobi bør finde på noget andet imens).

Tip! Tag en lommelygte med derned. Det øger gyset!

Catacombes de Paris, 1, avenue du Colonel Henri Rol-Tanguy, 14. arr. Tel. 01 43 22 47 63. Metro: Denfert-Rochereau

Cirkus på den franske måde

Vi var i cirkus med ungerne igår. Nytårsaftensdag, om eftermiddagen. Det er efterhånden blevet en tradition.

Vi tager pænt tøj på, sætter pigernes hår og kører afsted lige over frokost. Ind til rue Amelot i det 11. arrondissement, hvor Paris’ cirkusbygning ligger. Cirque d’Hiver, bygget i 1852, lige i begyndelsen af Napoleon IIIs regeringstid, og flottere end noget andet cirkus, jeg nogensinde har set. En rund, høj arena, beklædt med mørkerødt fløjlt. Med loger, guld og enorme Empire-lysekroner, som skifter farve med forestillingen.

Her hersker familien Bouglione fra slut oktober til starten af marts, og det er cirkus på den parisiske måde: Lidt flere pudler, lidt mere ophøjet gys og lidt mere lir fra musikken, hvor den smukke violonist igen i år var i nedringet læderoutfit.

Vi så kridhvide skimmelhingste, der kunne gå på bagbenene. Trapezprinsesser, der blev grebet i sidste øjeblik af en stærk mand i trikot og med cykelstyroverskæg, en ung senet artist, som kunne jonglere med fire djævlespil på én gang, og et dramatisk tryllekunstnerpar, der skiftede kostume på ti sekunder – og blev ved med det, både femten og tyve gange, til manden til sidst stod i et par tyrefægterunderbukser og lagde an på en gråhåret dame på 1. række.

Hele familien elsker det, og på en eller anden måde er det ekstra festligt den sidste dag i året. Vi køber de dyreste pladser, sidder i logen lige midt for sceneindgangen, og ser hanløverne komme snigende ind i arenaen. Børnene får lov til at spise så mange popcorn, de har lyst til, og i pausen er der pandekager.

Bagefter kørte vi hjem, helt mættede af sukker og indtryk. Klar til aftenens nedtælling hos gode venner. Til truthorn, klovnesko og sjove hatte. Men nu bare vores egne.

Rigtig godt nytår til jer alle! Husk at droppe ind på mitparis ind imellem.

Cirque d’Hiver Bouglione, 110; rue Amelot, 11. arr. Billetter bestilles på internettet eller på tel. 01 47 00 28 81. Metro: Filles du Calvaire