Monthly Archives: december 2009

Boghandlerne ved Seinen

De er en fuldstændig integreret del af Paris. Ingen kunne vist forestille sig byen uden dem: De mørkegrønne grønne bogkasser langs med kajerne på begge sider af Seinen.

Her kan må gå fra boghandler til boghandler og finde gamle særtryk af Le Monde eller bedagede plakater med Marilyn Monroe som pin-up. Her er bøger om militærhistorie, Napoleons kærlighedsliv, fransk koloni-politik i 50’erne eller eventyr for børn.

I alt er der omkring 240 bouquinistes, og akkurat ligesom for pølsemænd i Danmark er der nøje regler for deres aktivitet. De skal have en officiel stadeplads tildelt af rådhuset, og hver boghandler må ikke fylde mere end 8,6 meter i længden. Også kasserne følger skrappe regler: De skal være to meter lange, 0,75 cm brede, 60 cm høje mod floden og kun 35 cm høje mod gaden. Og grønne, selvfølgelig. Som kan lukkes og låses om natten.

Les Bouquinistes har været en del af bybilledet siden 1500-tallet og er i dag på UNESCOS verdensarv-liste. Omkring 200 står på venteliste til at få en kajplads, men mange får aldrig opfyldt drømmen. Kun ca. ti pladser bliver ledige hvert år.

Les Bouquinistes, på højre bred fra Pont Marie til quai du Louvre og på venstre bred fra quai de la Tournelle til quai de Voltaire. I alt fylder de ca. tre kilometer kaj. Metro: Fx Châtelet på højre bred, Saint-Michel på venstre.

Café Flores opblomstring

Der er cafeer og brasserier i Paris, som bliver så legendariske, at legenden helt overtager. Steder, som er så mytiske, at de ender med at blive en slags museum for sig selv.

Sådan var det også en overgang for Café Flore på boulevard Saint-Germain. Her var de lokale i nogle år helt forsvundet, og tilbage sad kun amerikanske turister, der var parat til at betale tredobbelt pris for kaffen.

Men nu er Flore blomstret op igen. Forfatterne og de intellektuelle er vendt tilbage i stor stil, og cafeen uddeler seriøse litterære priser.
Kaffen er stadig uforholdsmæssig fyr, og mange af kunderne er overdrevent selvbevidste, men det er et sjovt sted at indsnuse venstrebredens særlige atmosfære. Og som den gamle franske sangerinde Juliette Gréco siger det, så er kunderne på Flore ’mindre grimme’ – læs smukkere – end andre steder.

Om aftenen og i weekenden skal du skære dig igennem for at få plads. På gode dage er der skønt på fortovet under markiserne.

 Café Flore, 172, boulevard Saint-Germain, 6. arr. Tel ; 01 45 48 55 26. Metro: Saint-Germain des Prés. 

Stofmarked ved Sacre-Coeur

Som ‘blogejer’ kan jeg hver dag følge med i, hvor mange læsere jeg har på min blog, og hvad de har brugt af søgeord for at finde frem til den. Det er guld værd, for på den måde kan jeg sikre mig, at jeg hele tiden er i fase med mine læsere. Ikke at I bare får hvad I be’r om (redaktionel frihed!!), men det er alligevel lidt fedt at se, at de fleste læsere faktisk finder noget, de kan bruge. Rigtig mange søger fx på ‘hoteller i Latinerkvarteret og Marais’, og dem har jeg en god del af.

Og så er det ret inspirerende. Fx er der mange, som googler ‘stofbutikker’ og ‘tylskørt i Paris’. Og det er noget, jeg ved noget om. For selvom jeg slet ikke har tid til at sy så meget som jeg gerne ville, så kan jeg rigtig godt lide det. Og når jeg gør det, er der kun ét sted at gå hen for at finde stoffer: Marché Saint-Pierre for foden af Sacre-Coeur. Her ligger en koncentration af stofbutikker, som ikke findes magen til ret mange andre steder. Forretningerne ligger tæt som takker på en lynlås, og der er ikke den tern, frynse, leopardpels eller guldbrokade, du ikke kan finde her. 

Allersjovest er der hos Dreyfus, et stofudsalg i seks etager, hvor du pænt må vente på, at den kittelklædte – og ofte flabede – sælger får tid at betjene dig. Her finder du de mest ekstravagante stoffer til meget rimelige priser. Elevatorføreren har arbejdet i huset i 36 år og han er alle seks etager værd.

I magasinet Reine skråt over for er der lidt mere orden, lidt mere venlighed og lidt dyrere varer. Men heller ikke nær så morsomt.

Dreyfus Déballage du Marché Saint-Pierre, 2, rue Charles Nodier, 18. arr. Metro : Anvers.

Byt en sylte

Det er næsten en selvmodsigelse. Chartier er en af de smukkeste restauranter i hele Paris, og samtidig et af de billigste spisehuse i byen. Et intakt art deco interiør med store spejle, lysekroner, stuk og messingknagerækker; tjenere i upåklagelig sort vest og stivet hvidt forklæde; og alligevel koster en gang oksemule med dressing kun tre euros og en sildefilet med æbler 3,70.

Men netop denne dobbelthed er hele eksistensgrundlaget for Chartier, som blev etableret for 113 år siden. Af en mand, der ville give arbejderne i sit kvarter mulighed for at spise en ordentlig kødsuppe til rimelige penge, og i omgivelser som ellers kun var bourgeoisiet forundt. Sådan er det stadigvæk. Som en fransk guide skrev for nylig: På Chartier spiser bistandsmodtageren side om side med  velhaveren – til begges glæde.

Og de snakker endda sammen. Som om folkekøkkenånden ophæver de traditionelle klasseskel, der ellers er fremherskende i Paris.

Vil du smage mit kalvehoved,? sagde manden ved nabobordet for eksempel sidst, velvidende at danske journalister sikkert ikke får kalvehoved  hver og hver anden dag. Og så byttede vi lunser, og han fortalte om sit liv og sine koner. Sin russiske far og sit syn på gastronomi.

Maden er helt igennem traditionel. Som selleri med remoulade til forret og en oksestuvning med fritter til hovedret. Men i orden, og altid fulgt af oplevelser. (Spring retterne Tripes og Andouillette over, med mindre du er meget glad for indvolde).

Bestillingen – og regningen – skriver tjeneren på papirdugen uden den store diskretion. Men hvad skal man også med det, når man allerede er dus med sidemanden – og har smagt hans sylte.

Chartier, 7, rue du Faubourg-Montmartre, 9. arr. Tel. 01 47 70 86 29. Ǻben alle dage fra 12 til 22, Metro: Grands-Boulevards www.restaurant-chartier.com

 Fra bogen MIN BY PARIS