Brød og kærlighed – under skelettet

Jeg har været der rigtig mange gange. Sommer og vinter. Til frokost eller middag. Til søndagsbrunch. Med venner. Eller bare os to. Dengang vi endnu kun datede. Senere med ét barn, med to børn, med tre børn. Og med hele familien fra Danmark. Med Michaels studiekammerat fra Nepal, med en japansk forretningsforbindelse, med en svensk journalist, og selvfølgelig masser af gange med min svigerinde Elisabeth, uden hvem Paris ville være langt kedeligere.

Café de la Jatte er simpelthen mit sted. En gammel ridehal med et enormt dinosaur-skelet – i naturlig størrelse – hængende i loftet. Hvide duge, luft, palmer og, om sommeren, en helt suveræn terrasse-servering. Jeg har prøvet stor set alle varianter af spisekortet, og lade det være sagt med det samme: Jeg er aldrig blevet skuffet. Er man til foie gras, så snup en hjemmelavet ande-én fra Landes med ristede figner og valnøddebrød. Eller min absolut foretrukne forret: Krabbe, avocado, rejer og grapefrugt til 20 euros. Som hovedret vil en barsfilet med koriander eller en landkylling med ingefærsauce, gulerødder og kikærter være et godt bud. Fra min mand, der er fuldstændig dessertgal, skal jeg huske at anbefale Valrhona chokoladekagen med vanilleis. Café de la Jatte ligger på øen Ile de la Jatte i Seinen. Et par kilometer nord for Triumfbuen og med adresse i Frankrigs dyreste kommune, Neuilly sur Seine. Som turist kommer man allernemmest dertil med en taxa, men ellers tag metroen og gå det sidste stykke derhen. Og I behøver ikke undre jer, hvis I møder skuespilleren Jean Reno eller præsident Sarkozy. For de har begge Cafe de la Jatte som stamsted.

Restauranten har slagordet ’Brød, kærlighed og fantasi’.

Fra bogen PARIS – mon amour!

Restaurant Café de la Jatte, 60, boulevard Vital Bouhot, 92200 Neuilly sur Seine. Metro: Pont de Levallois-Bécon eller Pont de Neuilly

Slow food og stærke sardiner

I lang tid har den været på min to-do-liste, Bistrot Paul-Bert. Men fordi den ligger lidt yderligt i det 11. arrondissement, blev jeg ved med at udskyde den. Indtil forleden, hvor min gode veninde Merete kom til Paris.

Hun er en af mine ældste veninder. Vi mødte hinanden, da vi var 11 år på en sommercamp i Landboforeningernes børneafdeling (!), og lige siden har vi fulgt hinanden i tykt og tyndt. Som børn, teenagere, unge kvinder, singler, gift og mødre. Og endda, ved en tilfældighed, også en stribe år samtidig i Paris, hvor Merete var udstationeret med sin familie. Hun er en af den slags mennesker, man altid kan regne med. Og en af dem, man ikke møder ret mange af i sit liv.

Nu er hun rejst hjem igen, men jeg skylder hende en stor del af æren for min hurtige og succesfulde integration i det franske for snart 13 år siden. For Merete slæbte mig rundt, til de gode restauranter, de gemte parker,  de bedste butikker. Og så lærte hun mig at bande på fransk og fornærme parisiske ekspedienter på en tilpas subtil måde, når de blev for grove. Alt dét, som er en væsentlig del af overlevelseskittet i Paris.

Forleden kom hun så på weekend med en af sine gode veninder hjemmefra, og vi skulle mødes til frokost. Efter udgivelsen af to Paris-guider påhviler det efterhånden mig at finde en god restaurant, hver gang jeg får gæster, og med Merete kræver det en ekstra indsats, for hun er en af de bedste amatørkokke, jeg kender. Har vel faktisk internationalt niveau i et køkken.

Derfor måtte jeg lægge mig i selen, og Bistrot Paul Bert blev valgt. Det er sådan en rigtig gammel bistro med vin og bøger i reolerne, røde bænke, træstole, en stor bar i entreen og masser af nips. På sin vis fuldstændig klassisk og så alligevel en institution helt for sig selv. For ejeren Bertrand Auboyneau har om nogen koncentreret sig om gode råvarer. Så gode, at restaurantcheferne fra langt mere sofistikerede steder holder fri hos Bertrand. Det simple, men alligevel opfindsomme menukort er blevet hans varemærke. En slags modreaktion til fastfood.

Her er fx sardinfileter med chili eller en tærte med kalvenyrer og kantareller til forret og stegt due med sellerimos til hovedret. Kortet skifter fra frokost til aften, og det kan betale sig at tage menuen: 16,50 euros for tre retter til frokost eller 34 euros for en lidt tungere aftenmenu.

Bertrand har 400 forskellige vine i kælderen og en faiblesse for Bourgogne. Hvis I vil spendere lidt ekstra på vinen, så prøv en hvid Meursault 2004 fra François Mikulski til fisken. Den fåes ikke bedre, men koster også 52 euros.

Merete var tilfreds, ikke mindst med salaten, som var så fuld af farver og smag, at vi lige blev nødt til at tage et nærbillede. Og jeg var tilfreds med igen at have min gode veninde tilbage i Paris. Om så det bare var for nogle timer. Kom snart igen!

Paul Bert, 18, rue Paul-Bert, 11. arr. Tel. +33 1 43 72 24 01, åben alle dage undtagen søndag og mandag. Metro: Charonne eller Faidherbe-Chaligny

Tagkammer med fuglefløjt

115 €. For et dobbeltværelse fuld af charme og glade farver. Downtown Paris og endda med en lille have, hvor du kan spise morgenmad i kastanjetræernes skygge. Det er ikke dyrt!

Hôtel Albion er sådan et lille optimistisk hotel med leopardbetrukne lænestole i lobbyen, sjove ansigter på nøglerne, og masser af solsorte i haven.

26 værelser, de største mod haven. Men hvis I er på romantisk trip, så bestil et af de gule eller orange værelser på øverste etage under de fritliggende bjælker.

Også personalet virker som om, de synes, det er sjovt at være der. Som en brasilianer for nylig har skrevet i hotellets gæstebog: ’Hvem siger franskmændene er uforskammede? Efter at der var overbooket alle mulige andre steder, endte jeg op på jeres vidunderlige hotel. Tak Gud! Jeg lover at sprede rygtet.’

Det er hermed gjort. Priser fra 70 € for et enkeltværelse.

 Hôtel Albion, 15, rue de Penthièvre, 8. arr. Tel. +33 1 42 65 84 15.  Metro: Miromesnil

Kongens have – på fransk

Tuileries-haven er et dejligt sted at gå hen med ungerne, hvis de har fået nok af museer og storby. Godt nok er haven mere friseret og ’pariserfin’ end vi kender det hjemmefra, men børnene elsker den med garanti alligevel. Vores tre på otte, seks og fire har rendt rigtig meget krudt af sig herinde, reddet ponyer for en formue og hoppet i trampolin så de var helt gennemblødte. På betaling – 2 € for fem minutter – og en mand, der holder tiden med et stopur!

Haven er oprindelig anlagt af Louis den 14.s gartner André Le Nôtre, men ret hurtigt blev den åbnet for folket og siden har generationer af indeklemte og kontortrætte parisere fundet ny energi under de skyggefulde alléer.

Et ret tarveligt tivoli skæmmer en del af haven ud mod rue de Rivoli, men Pariserhjulet er en storslået oplevelse. Det skal I prøve! Men hold godt fast i rollingerne, for kurvene er åbne, ja, faktisk lidt for åbne efter min smag.

På varme dage kan I pit-stoppe i Café Very, som er en dejlig udendørsservering under kastanjetrærne ned mod Concordepladsen. Køkkenet er gedigent og til at betale. Prøv en af isdesserterne fra den berømte parisiske konditor Pierre Hermé til 12,50 €.

 Jardin des Tuileries, åben fra tidlig morgen til solnedgang. Metro: Tuileries eller Concorde

Montmartre – livet på bjerget

This gallery contains 14 photos.

Der er noget ved den bakke. Noget som hverken fiduskunstnere eller lommetyve kan tage fra den. En helt egen – og faktisk meget ægte charme – som slår mig, hver eneste gang, jeg kommer derop. Godt nok er der mange … Læs resten →