Lykken i en marokkansk bar

Jeg havde en syret dag i forleden. Først blev jeg ringet op af radiostationen France Inter, som ville have mig i studiet klokken 18.15, til en direkte udsendelse om, hvorfor danskerne er så lykkelige?! Lige siden 1973 er danskerne nemlig blevet nummer ét i samtlige undersøgelser, lavet om lykke og livskvalitet.

‘Og hvorfor det,’? spurgte studieværten, der var i blomstret skjorte og som åbent undrede sig over, at danskerne var 61 pladser foran franskmændene. Uden for studiet havde han allerede antydet, at han ikke helt forstod, hvorfor vi rendte rundt og var så irriterende lykkelige, når alle og en hver vidste, at det i Danmark bliver bælgragende klokken fire og man skal cykle hjem fra arbejde i pisseøsende regnvejr.

Jeg sagde et eller andet forkølet om vores samfundsmodel, som udligner store forskelle, og trygheden i det homogene. Men jeg sagde også, at danskerne måske slet ikke så lykkelige, som de hævder. I Danmark er vi bare sådan skruet sammen, at vi ikke siger, når det går skidt. Så når en flink dame ringer fra internationalt analyseinstitut og spørger, om vi har det godt, så insisterer vi instinktivt på, at det går helt fantastisk. Også selv om vi har højere selvmordsrater, ryger flere cigaretter, drikker mere sprut og dør tidligere end så mange af vores naboer.

Udsendelsen varede 15 minutter, og bagefter var jeg helt groggy. For selv efter tolv år i Paris, er jeg stadig langsommere til at formulere mig på fransk, og hvis der er noget, man ikke må være på fransk radio, så er det langsom. Så jeg speedede op, og klarede den vel nogenlunde, men med koldsved over det hele og røde prikker på halsen.

Lykkelig var jeg kun fordi, min elskede bagefter ringede fra den anden ende af byen og inviterede mig ud. Vi skulle mødes i det 3. arrondissement, hvor han var til forretningsmøde, og jeg fik den idé at vise ham Andy Wahloo (Sådan hedder den altså). Det er en lille marrokkansk bar fyldt med popart fra 70’erne. Her er taburetter lavet af malerspande og reoler fyldt med sardindåser og marokkansk sæbepulver. Baren er en af de skæggeste og gladeste i centrum, godt gemt i en smal sidegade, og selv om Michael ellers har ret godt styr på de gode steder, så havde han aldrig været der.

P1010041Der sad vi så i baren og havde lige netop taget fat på den (kvindelige) mexicanske bartenders Mojito, som uden sammenligning er den bedste i hele byen, da en ung kvinde lidt genert henvendte sig til mig. ‘Er det dig, der er Louise Sandager,?’ spurgte hun på klingende jysk, og det kunne jeg jo kun bekræfte. Kvinden hed Sofia, var skolelærer på Fanø, i Paris med sin 9. klasse og sin kollega – og fan af min blog. P1010026

Jeps, det var hun. Rigtig glad for den endda. Så efter seks måneder som blogejer har jeg nu mødt min første læser in persona, endda i en lille bar i en hengemt sidegade. Ret vildt og meget opmuntrende. (Det er Sofia og hendes kollega Jeppe på billedet her til højre).

På Andy Wahloo sad vi indenfor, selv om det var 21 grader og vidunderlig sensommer udenfor. Men gårdhaven var selvfølgelig stuvende fuld. Herude sidder folk på pressede æggebakker mellem bambus og blankslidte brosten, og efterhånden som natten skrider frem, begynder de at danse.

P1010037Hele huset bobler af 70’er rytmer, og ejeren Hakim har for nylig indrettet baghuset – Derrière – som en privat lejlighed, hvor gæsterne kan spise eller tage en drink. Her er bordtennis, køleskab, tv-stue, en opklodset knallert og et soveværelse, hvor du kan ligge i sengen og spise orientalsk salat. Eller allermest vildt: Gå ind gennem klædeskabet og du lander i et hemmeligt rygerum med blomstrede tapeter.

Men selvfølgelig fik hverken vi eller Sofia bord i privaten, for det er booket flere dage i forvejen. Til gengæld fik Michael og jeg tiltusket os et bord i husets anden restaurant, 404, dér hvor Michael friede for snart ti år siden efter en dejlig middag med lam i blommer. Så vi var lykkelige – næsten som en dansker.P1010049

Hvor Sofia endte op, ved jeg ikke. Men jeg var glad for at møde hende. Min første læser live. Næste gang gang tager vi en drink sammen.

 Andy Wahloo, 69, rue des Gravilliers, 3. arr. Tel. 01 42 71 20 38. Metro: Arts-et-Métiers

 

One response to “Lykken i en marokkansk bar

  1. Hej Louise

    Så sidder din trofaste læser her i det mørke Jylland og morer sig kosteligt over at være endt på din blog – det er virkelig en ære🙂
    At møde DIG på Andy Wahloo var så vildt for både Jeppe og jeg. Senere samme aften fortalte jeg eleverne om det, men de rystede bare på hovederne i overbærenhed over min begejstring – “Det er lissom ikke Obama du har mødt, vel?”. Nej nej bevares, men Louise Sandager, min personlige Paris-guru, løber man skam heller sådan lige ind i …🙂 TAK fordi du var så sød – Andy Wahloo vil jeg smilende forbinde med dig fremover. Og gudskelov skal jeg til Paris igen om 10 dage, så hvis jeg bestiller bord nu skulle det være realistisk at få plads på Derrière – glæder mig allerede.

    Mange, mange hilsner – også til din mand

    Sofia

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s