Monthly Archives: september 2009

Lykken i en marokkansk bar

Jeg havde en syret dag i forleden. Først blev jeg ringet op af radiostationen France Inter, som ville have mig i studiet klokken 18.15, til en direkte udsendelse om, hvorfor danskerne er så lykkelige?! Lige siden 1973 er danskerne nemlig blevet nummer ét i samtlige undersøgelser, lavet om lykke og livskvalitet.

‘Og hvorfor det,’? spurgte studieværten, der var i blomstret skjorte og som åbent undrede sig over, at danskerne var 61 pladser foran franskmændene. Uden for studiet havde han allerede antydet, at han ikke helt forstod, hvorfor vi rendte rundt og var så irriterende lykkelige, når alle og en hver vidste, at det i Danmark bliver bælgragende klokken fire og man skal cykle hjem fra arbejde i pisseøsende regnvejr.

Jeg sagde et eller andet forkølet om vores samfundsmodel, som udligner store forskelle, og trygheden i det homogene. Men jeg sagde også, at danskerne måske slet ikke så lykkelige, som de hævder. I Danmark er vi bare sådan skruet sammen, at vi ikke siger, når det går skidt. Så når en flink dame ringer fra internationalt analyseinstitut og spørger, om vi har det godt, så insisterer vi instinktivt på, at det går helt fantastisk. Også selv om vi har højere selvmordsrater, ryger flere cigaretter, drikker mere sprut og dør tidligere end så mange af vores naboer.

Udsendelsen varede 15 minutter, og bagefter var jeg helt groggy. For selv efter tolv år i Paris, er jeg stadig langsommere til at formulere mig på fransk, og hvis der er noget, man ikke må være på fransk radio, så er det langsom. Så jeg speedede op, og klarede den vel nogenlunde, men med koldsved over det hele og røde prikker på halsen.

Lykkelig var jeg kun fordi, min elskede bagefter ringede fra den anden ende af byen og inviterede mig ud. Vi skulle mødes i det 3. arrondissement, hvor han var til forretningsmøde, og jeg fik den idé at vise ham Andy Wahloo (Sådan hedder den altså). Det er en lille marrokkansk bar fyldt med popart fra 70’erne. Her er taburetter lavet af malerspande og reoler fyldt med sardindåser og marokkansk sæbepulver. Baren er en af de skæggeste og gladeste i centrum, godt gemt i en smal sidegade, og selv om Michael ellers har ret godt styr på de gode steder, så havde han aldrig været der.

P1010041Der sad vi så i baren og havde lige netop taget fat på den (kvindelige) mexicanske bartenders Mojito, som uden sammenligning er den bedste i hele byen, da en ung kvinde lidt genert henvendte sig til mig. ‘Er det dig, der er Louise Sandager,?’ spurgte hun på klingende jysk, og det kunne jeg jo kun bekræfte. Kvinden hed Sofia, var skolelærer på Fanø, i Paris med sin 9. klasse og sin kollega – og fan af min blog. P1010026

Jeps, det var hun. Rigtig glad for den endda. Så efter seks måneder som blogejer har jeg nu mødt min første læser in persona, endda i en lille bar i en hengemt sidegade. Ret vildt og meget opmuntrende. (Det er Sofia og hendes kollega Jeppe på billedet her til højre).

På Andy Wahloo sad vi indenfor, selv om det var 21 grader og vidunderlig sensommer udenfor. Men gårdhaven var selvfølgelig stuvende fuld. Herude sidder folk på pressede æggebakker mellem bambus og blankslidte brosten, og efterhånden som natten skrider frem, begynder de at danse.

P1010037Hele huset bobler af 70’er rytmer, og ejeren Hakim har for nylig indrettet baghuset – Derrière – som en privat lejlighed, hvor gæsterne kan spise eller tage en drink. Her er bordtennis, køleskab, tv-stue, en opklodset knallert og et soveværelse, hvor du kan ligge i sengen og spise orientalsk salat. Eller allermest vildt: Gå ind gennem klædeskabet og du lander i et hemmeligt rygerum med blomstrede tapeter.

Men selvfølgelig fik hverken vi eller Sofia bord i privaten, for det er booket flere dage i forvejen. Til gengæld fik Michael og jeg tiltusket os et bord i husets anden restaurant, 404, dér hvor Michael friede for snart ti år siden efter en dejlig middag med lam i blommer. Så vi var lykkelige – næsten som en dansker.P1010049

Hvor Sofia endte op, ved jeg ikke. Men jeg var glad for at møde hende. Min første læser live. Næste gang gang tager vi en drink sammen.

 Andy Wahloo, 69, rue des Gravilliers, 3. arr. Tel. 01 42 71 20 38. Metro: Arts-et-Métiers

 

Bourgogne og grisefødder i vinbaren

Jeg var i det 1. arrondissement på freelanceopgave forleden, og igen faldt det mig ind, hvor kedeligt kvarteret egentlig er. Det lyder måske nok lidt hovent, for 1. arrondissement er jo selve hjertet af Paris, og selvfølgelig er der masser af lækre butikker i rue Saint-Honoré, hvor man kan brænde en hel masse penge af på kort tid. Men der er ikke meget lokalliv. Af den simple grund, at 1. arrondissement – ligesom det 8. – er et udpræget forretningsområde. 

Halvdelen af alle Paris’ advokater, konsulenthuse og finansinstitutter har adresse inden for en radius af én kilometer. Til gengæld bor der ikke mange almindelige mennesker. Hvilket betyder, at der er masser af leben og velklædte forretningsmænd om dagen og ret stille og livløst om aftenen. 

P1010201Men selvfølgelig er der stadig små hyggelige lommer. Som nu vinbaren Le Rubis. Den opdagede jeg for et par år siden, og lige siden har den været et af mine faste vandhuller. Så selvfølgelig styrede jeg  lige derhen, da jeg forleden var færdig med min reportage.

Le Rubis blev åbnet i 1934, og siden er der ikke blevet lavet ret meget om. Ejeren, Albert Prat, har ganske vist kun haft stedet i 27 år, men han er af den formening, at alting var bedre i gamle dage. Så mens resten af kvarteret omkring rue Saint Honoré er fyldt med overstylede designer-barer, så er Rubis intakt som i 50’erne, hvor den sidst fik en overhaling.P1010204

Her er halve gardiner til gaden, en slidt zink, formicaborde og røde læderstole. Et godt glas Brouilly koster 1,70 euros, et glas Sancerre 1,50 euros og en lille kir på syv centiliter 1,60.

På førstesalen er der servering, og dagens ret er den samme fra ugedag til ugedag: Varme pølser om mandagen, kalvehoved om tirsdagen, linser med flæsk om onsdagen. Lyonnayse pølser og linser le rubis flickrTorsdag serveres enten farserede grisefødder eller andouillette. Det sidste er en indmadspølse og – lad det være sagt med det samme – uspiselig for alle end franskmænd. Fredag står den på skank.

Men clou’et på Le Rubis er og bliver fyraftenvinen. Når forretningerne lukker, og pariserne stimler sammen ved vintønderne ude på fortovet. Gerne med husets rillette-sylte som akkompagnement til Beaujolais’en. P1010202Den nåede jeg desværre ikke forleden. Jeg tog bare en hurtig espresso i baren. Men stemningen var stadig god, og de to kogekoner bag ved disken stadig lige effektive.

Le Rubis, 10, rue du Marché- Saint-Honoré, 1. arr. Tel. 01 42 61 03 34. Ǻben mandag til fredag fra 7 til 22, lørdag fra 9 til 15.30. Metro: Tuileries eller Pyramides

Sjovt design-hotel midt i Marais

Marais genreDer er selvfølgelig masser af hoteller i Marais-kvarteret, og faktisk ret mange charmerende. Alligevel rendte jeg en del rundt, da jeg skulle skrive MIN BY Paris. For i følge konceptet måtte jeg kun have to hoteller med under hvert kapitel, og derfor blev det  pludselig ret forpligtende at finde præcis de to, som jeg syntes var dejligst.

duo stemningMen da jeg trådte ind over dørtærsklen i Hôtel Duo i rue du Temple, vidste jeg, at min første adresse var hjemme. Selv receptionisten var lækker. På den dér designede, æstetiske måde. Med hvid skjorte, nybarberet og en svag lugt af noget dyrt vand.

duo cosyHôtel Duo er et hypermoderne designhotel, fire-stjernet, meget elegant og køligt, selvfølgelig, men alligevel med et forfriskende tvist af humor. Chokoladebrune, matslebne betonvægge, store vaniljefarvede vinduespartier og lænestole polstret med skrigende absintgrønt kreton eller pepita-ternet uld af den slags, Jackie Kennedy brugte til sine frakker.

morgenmad duoMorgenmaden, heldigvis mindre designrigtig (fuldfed med nypresset juice og varme croissanter) serveres i biblioteket, hvor kaminen er virtuel, og hvor du kan låne bøger om marokkansk arkitektur.

chambre 2 duoEt standard dobbeltværelse koster 200 euros, men så er det også miminalistisk i ordets helt egentlige forstand. Brug hellere 50 euros mere på et Chambre supérieure: Her er bjælker i loftet, king size bed, turkisfarvet hovedgærde og stivet, hvidt sengetøj.

Hotel duoHotel Duo ligner alt andet end et familiehotel, og så er det faktisk lige præcis dét, det er. Godt nok et feministisk ét af slagsen, for hotellet er gået i arv fra mor til datter siden 1918, og det er den nuværende ejer, Véronique Turmel, der har købt nabobygningen, revet en masse vægge ned og ladet arkitekten male med skriggrønt i et kvarter, hvor sort læder ellers er det foretrukne materiale.

Hôtel Duo, 11, rue du Temple, 4. arr.  Metro : Hotel de Ville

Min parisiske frisør

Retour!

Efter en ferie, som blev strakt til det yderste – tre uger på Ile de Ré og en uge i Bretagne – er jeg nu tilbage på pinden – og bloggen. I er rigtig mange, som har brugt bloggen imens, og det jeg meget opmuntret over. Jeg håber, I har fundet hvad I skulle bruge udi restauranter, hoteller og pariserduft.

Copie de P1010026 

Som min allerførste gerning gik jeg igår til frisør. I 31 dage har jeg ikke lavet andet end at sole, bade og fange rejer med et firkantet net, så  mit hår lignede en hessianpude, der var gået hul på.

Altså måtte jeg smide strandskoene langt ind under sengen og afsted til frisør, hvis jeg bare nogenlunde skulle kunne kalde mig redaktør af en Pariserblog. Du tænker formentlig, at det er nemt at gå til frisør i en by som Paris, hvor det vrimler med chikke saloner. Men helt så nemt er det faktisk ikke. For franske frisører er dygtige til at sætte hår, og rigtig mange parisiske kvinder går stadig til frisør en gang om ugen og får sat fritzen. Men generelt er frisørerne ikke specielt dygtige til at klippe håret. I hvert fald ikke sådan noget fint, skandinavisk hår som mit.

Derfor er jeg mere end én gang kommet ud fra en parisisk frisør og har lignet en touperet hund, hvorefter hele opsætningen er faldet sammen ved første hårvask og har forvandlet sig til nogle tjavsede, ulige længder.

Sporten er altså, som dansker, at finde netop den frisør, der kan klippe håret, så man efterfølgende selv kan sætte det. Også selv om man ikke har sort Cleopatra-manke og ikke abonnerer på hårlak.

I flere år gik jeg hos en frisør på boulevard Malesherbes – og var glad. For hun var god. Men i alle årene kæmpede vi tappert om længden, for hun ville gøre mig langhåret, og jeg ville være korthåret.

P1010002Så en dag kom jeg fuldstændigt tilfældigt forbi en salon i en lille sidegade ved togstationen Gare Saint-Lazare.  Her stod to chikke unge kvinder med lange ben og korte shorts, en saks og en cigaret, og jeg fik den uundgåelige tanke, at når de selv var så godt klippet, kunne de måske også klippe andre godt.

Siden er Allure blevet min salon. Her er sorte tapeter, sorte prismekroner, en orange drejeskivetelefon fra 70’erne og to guldfisk, som svømmer rundt i noget psykedelisk lyserødt vand.

P1010022I lang tid var det Shanna, som klippede mig, indtil hun brækkede armen og jeg  kom i hænderne på ejeren selv, Marc, som er totalt blonderet, går i stramme jeans og hvide t-shirts. Som er vildt sød, og som åbent indrømmer, at han fagligt ville dø, hvis kunderne altid var så naturlige som mig. ‘Det er okay en gang imellem, med sådan nogle kunder som Dem,’ sagde han forleden, ‘men hvis det altid var sådan, ville jeg tørre væk. Jeg elsker alt, hvad der er kunstigt, og storslået og elegant,’ sagde han og himlede over min stil, som min mand bittersødt kalder ‘Frederiksberg-flippet’.

P1010004Men altså, jeg kom glad – og meget korthåret – ud af salonen. Og hvis nogle af jer skal til frisør i Paris, så er Marc et godt bud. Hans kollega Anaïs er genial til lyse striber. Og til at rette op på en måneds saltvand og rejefiskeri med ungerne.

Allure, 41, rue Pasquier, 75008 Paris, telefon 01 42 93 14 05, lukket om mandagen, metro: Saint-Lazare