Monthly Archives: maj 2009

Sommerens bedste terrasse

Copie de P1010022

En af mine absolutte favoritter lige for tiden! Restaurant Léna et Mimile ligger i en smal brostensbelagt gade bag Panthéon, og har en af byens allerbedste sommerterrasser. Eller rettere balkoner, for terrassen sidder klæbet fast til huset i 2. sals højde og bugner af blomster.

Copie de P1010039

Første gang jeg kom her, var en gang sidste år, hvor jeg havde inviteret min veninde Pia ud. Pia er også journalist, og hun har en nærmest genetisk sans for trends og nye strømninger. Langt ned ad en dødkedelig sidegade kan hun spotte en særlig kjole eller et interessant hotel. Derfor kan man heller ikke bare invitere hende hen på brasseriet rundt om hjørnet, for det ville hun synes var alt for ordinært.

Så jeg havde selvfølgelig lagt mig i selen og fulgt en anmeldelse i avisen Le Figaro. Den holder vi, men kun fordi jeg så godt kan lide dens onsdagstillæg, der er fuld af fantastiske restaurantanmeldelser. Ellers er den så højborgerlig og regerings-ukritisk, at selv jeg, der ellers regner mig for være rimelig konservtiv, bliv helt gal, når jeg læser den.

Men madanmeldelser og restaurantguider, det kan de. Og anmelderen skrev om Léna og Mimile, som om han havde oplevet noget helt ud-af-kroppen-agtigt. Så jeg bestilte bord, og fortrød aldrig.

Copie de P1010017

Pia og jeg fik det bedste bord på hjørnet af balkonen, hvorfra vi kunne sidde og kigge ud over livet på den lille plads. Og da maden kom, var vi solgt. Jeg fik den kolde aubergine-mousse til forret og Pia en courgette-tartar med fromage blanc og karameliseret rosé-vin. Det var et godt valg, og Pia, der læser opskrifter, som vi andre læser krimier, måtte selvfølgelig have fat i tjeneren for i detaljer at høre, hvordan vinen var indkogt.

Copie de P1010045

Léna & Mimile er ejet af Marie-Christine og Christèle, som over årene har forvandlet det tidligere familiekøkken til en raffineret bistro. Christèle står selv i køkkenet, hvor hun arbejder efter Hervè This’ køkkenprincipper. Han er professor i kemi og i Frankrig kendt som opfinderen af ’molekylær-køkkenet’. I praksis betyder det, at han kan piske en enkelt æggehvide op til at fylde en hel kubikmeter, og at han bruger flydende kvælstof til at lave soft-ice med. Men hos Christèle bliver det bare til vidunderlige retter som kammuslinger med skum af små rejer og desserter med flødeskum af grøn te.

Siden sidste år har jeg været der flere gange, og næste gang bliver midt-juni, hvor jeg har inviteret min mand på surprise-middag. (Don’t tell him!)

Chez Léna et Mimile, 32 rue Tournefort, 5. arr. Tel. 01 47 07 72 47. Ǻben hele ugen fra 12 til 14.30 og fra 19 til 23. Metro: Place Monge eller Censier-Daubenton

Frokost på boulevard Montmartre

Copie de P1010013

Det var fuldstændig tilfældigt. Jeg var ude og shoppe med min mor forleden,  i det 9. arrondissement, og pludselig var vi bare skrupsultne. Så vi droppede ind det første det bedste sted, på Café Zéphyr, på boulevard Montmartre.

Den slags gør jeg ellers næsten aldrig mere, for jeg synes altid jeg har en hel masse ‘musts’, som jeg har læst om og som jeg nødvendigvis må prøve af. Men her var jeg altså kommet afsted uden alle to-do-listerne, og havde iøvrigt tiltrængt fri.

Copie de P1010006

‘Den ser da fin ud,’ sagde min mor, som efterhånden har fået et vist øje for de gode steder i Paris. Hun har anslået været her 35 gange, siden jeg flyttede herned og er forlængst ovre sightseeing-stadiet.

Det var godt vejr, så vi sank om i nogle stole på terrassen og bestilte dagens ret og hvidvin. Sad dér i solen og studerede livet og de mange publikummer, som væltede ud fra vokskabinettet i Musée Grevin.

Café Zéphyr ligger lige på en hovedfærdselsåre, som i sig selv ikke er specielt charmerende og som tilmed er fyldt med engangs-turister. Det kunne nemt være endt forlorent. Men ejeren, Thierry Angelvy, som købte stedet i 1991, har holdt fast i det oprindelige 30’er look, og selv om der masser af turister, så er der også masser af oprigtig charme.

Copie de P1010020

Indenfor er der gulnede tapeter og ovale billeder af patronens forfædre, en kakkelovn, og tjenere i smækbukser og charmeklud. Køkkenet er godt og solidt, klassisk Auvergne køkken, med tørrede pølser, tunge salater, hårdkogte æg og Cantal ost. Men retfærdigvis, skal det siges, er der også lidt finere retter til 15 euros.

Et rigtig godt impuls-frokost-sted, hvis I alligevel er i nærheden.

Zéphyr, 12, boulevard Montmartre,  9. arr. Aabent alle dage fra 8 til 02 om morgenen, om søndagen dog kun til 20.

En hengemt have ved Louvre

Copie de prøver 019

Når man bor i Paris, bliver man automatisk havefreak. Fordi byen simpelthen er så tætpakket og hver eneste kvadratmeter så actionpræget, at man nødvendigvis må finde sig nogle lommer, hvor man kan puste ud og flade ud på en bænk i solen.

Copie de prøver 008

De store parker er oplagte tilflugtssteder, men Paris har også masser af små haver, som ofte er mindre overrendte, og hvor man kan droppe ind og få sig et oxygen-fix. Jeg tror, jeg kunne skrive en hel bog alene om Paris’ haver, for jeg har trasket den by tyndt og aldrig været bleg for at gå ind gennem en port og en baggård, for pludselig at befinde mig i  en hospitalshave, hvor man har lov til at ligge på græsset og læse romaner i bikini, mens patienterne bliver trillet forbi i morgenkåbe.

Copie de prøver 014

I downtown centrum er Jardin du Palais Royal en af de her dejlige grønne pletter. Den ligger midt i turisternes epicenter, en spytklat fra Louvre og souvenirbutikkerne i rue de Rivoli, og alligevel er det mest de lokale, der krydser igennem.

Copie de Jardin Royal til den lille sorte

Her er sidder forretningsmænd og advokater fra de mange omkringliggende kontorer med benene oppe og løsnet slips, mens de spiser deres sandwich på en bænk i solen.

Copie de prøver 006

Her er kvarterets midaldrende mænd, som spiller boule under træernes kroner, og her er småbørn, der jagter duer ud af sandkassen.

A l'Oriental

Noget af det, som gør haven så speciel, er de mange små specialforretninger, som ligger gemt under de hvælvede sidegange. Her er handskeforretninger, et minimalt udsalg med spilledåser og en specialbutik for tinsoldater. Hos Au Duc de Chartres kan man købe gamle ordener og medaljer. Så hvis du jagter et rumænsk storkors, kan du få det her  til 200 €? Eller en tapperhedsmedalje fra 2. Verdenskrig til 16,80. 

Copie de Pipes and snuffboxes 3

I forretningen À l’Oriental er der alt i tobaksudstyr. Rakel Van Kote, der er israeler af afghansk oprindelse, sælger piber, snustobaksdåser og vandpiper. Fra en butik, der ikke er meget større end et spisekammer. Men som er kendt af det halve Paris og altid hjemsøgt af filmfolk på jagt efter rekvisitter.

På det seneste er flere modebutikker også rykket ind i haven. Men det er stadig folk i specialafdelingen. Som Stella McCartney og Marc Jacobs (hvor ekspedienterne på de varmeste sommerdage går i jakkesæt med korte bukser).

Copie de prøver 037

Jeg har købt nogle af mit livs bedste kjoler hos La Petite Robe Noire, som er en forretning specialiseret i sorte kjoler – halvdelen er second hand, gamle modeller fra Chanel, Balmain og Dior.

For nogle år siden havde jeg en totalt syret oplevelse, da jeg sammen med Michael opsøgte en gammel antikvitetshandler i haven. Vi gik derind, fordi min svigermor ville sælge nogle koptiske vævninger fra det 7. århundrede. Den slags er der ikke marked for i Danmark, så vi forhørte os i Paris, og gik til en gammel fyr af armensk oprindelse.

‘Men de dér vævninger kender jeg,’ sagde manden, der var over 80. Og så kunne han ellers fortælle, hvordan han selv havde solgt dem til mine svigerforældre, dengang han havde butik i Cairo tilbage i 60’erne. Siden var han flyttet til Paris og havde slået sig ned i skyggen af den kongelige have. ‘I må endelig hilse Madame Sandager,’ sagde han, og 14 dage senere fik de to sig en god snak på telefonen. Er verden lille eller hvad?

 

 

Jardin du Palais Royal. Metro: Palais-Royal

Tur-retur med Norwegian

Det var ren jubel. Tilbage i februar, da jeg skulle bestille flybilletter, så vi kunne komme hjem til konfirmation i København i maj. Lavprisselskabet Norwegian ville åbne rute mellem Paris og København den 2. april, og vi kunne komme hele familien, med tre unger, tur-retur til København for 3.300 kr. Inklusive skatter og lufthavnsafgifter.

Det var omtrent, hvad jeg betalte for mig selv alene tilbage i 1997 med SAS, så ingen skal sige , at priserne kun er steget. De billige billetter med Norwegian viste sig imidlertid at være behæftet med visse problemer. Vi havde bestilt afgang en torsdag aften kl. 17.30 og hjemrejse søndag kl. 17.30. Tre uger efter, at vi havde købt billetterne, og stadig før ruten var åbnet, fik vi en e-mail om, at afrejsetiderne var ændret. Nu skulle vi i stedet rejse kl. 21.15, hvilket ikke er genialt med tre små børn. Men hvad endnu værre var, Norwegian åd også lige vores søndag med familien i København, for i stedet for 17.30 skulle vi nu pludselig hjem kl. 10.30.

I e-mailen meddelte selskabet, at vi kunne få pengene tilbage, hvis vi var utilfredse. Men på det tidspunkt kostede både SAS og Airfrance nu over det dobbelte for fem mand, så vi måtte bide i det sure æble og acceptere ændringen. Forinden prøvede jeg selvfølgelig at ringe til selskabet og fik efter mange elektroniske beskeder – tryk 1, tryk 4, tryk 6 – fat i en dame i Norge, som bare bekræftede, at jeg kunne ryge eller rejse.

To uger senere, fik vi en ny e-mail om at afgangstidspunktet var rykket fem minuttere mere. Ville jeg acceptere?

Det giver sig selv, at vi var indstillet på det værste, da dagen endelig oprandt. Vi havde Sterling  in mente, hvor passagererne i sin tid blev presset ind på minimal plads, hvorefter stewardessen tilbød folk at få ekstra benplads for 168 kr.!

Men vi blev overrasket, blev vi. For der var masser af benplads på Norwegian. Flyet gik til tiden, stewardesserne var venlige, og ingen forsøgte at presse os til at købe alle mulige mærkelige serviceydelser. Så det blev en positiv oplevelse, selv om ungerne var relativt smadrede, da vi landede klokken 23.15 i København.

Nu tilskriver jeg de mange forandringer, at ruten ikke var åbnet endnu, da vi bestilte. Så forhåbentlig kan vi i fremtiden i det mindste regne med de sene tidspunkter. Og SAS og Airfrance har selvfølgelig været nødt til at sætte prisen ned.  Så alt i alt rigtig godt. Velkommen, Norwegian, til Paris!

Paris for sukkergrise

Copie de P1010087

På et hjørne i det 9. arrondissement. Ligger et stykke historie med en falmet grøn facade og er det lykkeligste bevis på, at man stadig kan drive forretning uden moderne markedsføring.  A la Mère de Famille er en sukkervareforretning fra 1761. Her kan man købe alt i hjemmelavet chokolade, vild honning, slikpinde og tørrede ferskner.

Copie de P1010095

Jeg kommer der specifikt efter solbærsyltetøjet med hele bær (hver sin last!), men der ryger altid lidt makroner og Madeleine-kager med i kurven. Foruden en god Bordeaux vin og lidt svesker, selvfølgelig.

Copie de P1010097

Jul og påske er højsæson, når parisiske bedstemødre går amok i nougathjerter og nuttede harer i 78 % Valrhona. Men butikken er altid et drop-in værd. Hvis du aldrig har smagt dem, så prøv et par tørrede ananaser.

113-35

A la Mère de Famille ligger lige ved udgangen af Passage Verdeau, hvor man kan fortsætte nostalgien og kigge på franske broderier og antikke bøger. Eller købe sig et komplet sæt menneske-organer i naturlig størrelse brugt til medicinsk undervisning engang i forrige århundrede. Men det er en anden historie.

A la Mère de Famille, 35, rue Faubourg Montmartre, 75009 Paris, Tel. +33 (0)1 47 70 83 69. Metro: Le Peletier

Karens hemmelige bøfhus

Det er sjældent, faktisk rigtig sjældent, at jeg bestiller en stor bøf.  Men her forleden gjorde jeg en undtagelse, godt ansporet af min veninde Karen. Vi var ude til frokost sammen, og hun insisterede på, at jeg skulle have sådan en 500-grams kleppert med garniture.

Copie de P1010061

Forhistorien var, at hun i måneder har talt om en restaurant, der ligger i en sidegade til Champs-Elysées, tæt på hendes forretning. ‘Byens bedste bøffer,’ sagde hun igen og igen, og jeg forestillede mig vist et eller andet mondænt spisehus med et maskulint okse-touch.

Copie (2) de P1010042

Så meget desto større var min overraskelse, da vi trådte ind i Maison de l’Aubrac, som i første hug lignede en western-saloon med indhegnede borde og en billard-turnering kørende på en fladskærm på væggen.

Copie (2) de P1010045

Hvor var lige Karens normale kvalitetssans blevet af? Men hun trak mig bare målbevidst hen til trappen og op på første sal, hvor etablissementet pludselig skiftede karakter og fik sølvfarvede vægge og champagnebar. Heroppe sad alle dem, som vidste, at der på loftet over den landlige cowboybar fandtes en hemmelig himmel med byens bedste bøffer. Ingen reklame, ingen skilte, bare mund-til-øre, og 1.salen var fyldt med distingverede forretningsfolk.

Copie de P1010054

Karen blev selvfølgeltig taget imod som hun gør alle steder, hvor folk kender hende: Med enorm hjertelighed. Kindkys af inspektøren Jean-Pierre, der har været ansat på stedet i 30 år og en indgående forklaring på menukortet.

Jeg lod hende bestille, lagde fuldstændig min vilje i hendes hænder og hørte hende hjemmevant beordre kartoffelmos med smeltet ost. Plus entrecoten, selvfølgelig. 

Copie de P1010049

Maison de l’Aubrac er ejet af  Christian Vallette, som har arvet stedet efter sine forældre. Familien er fra Aveyron og dernede har Christian Vallette stadig sit eget kvæg, 80 køer med kalve, som går frit højt oppe på Aveyron-plateauet og sommergræsser. Som har stamtavler flere hundrede år tilbage, og som igen og igen vinder priser for sin fornemme kødkvalitet.

Copie de P1010052

Det var sådan en karl, der var landet på min tallerken, og helt ærligt: Jeg bilder mig stadig ind, at jeg kunne smage, den havde haft det godt. Min entrecote var så mør, at den argentinske Pampas-bøf fra restaurant Anahi i det 3. arrondissement, som hidtil har været mit oksekødsideal, øjeblikkeligt måtte vige pladsen. Det her var afgjort, og uden omsvøb, den bedste bøf, jeg endnu har fået i Paris. Alle 500 gram forsvandt.

Copie de P1010041

Så tak Karen, fordi du insisterede! Du havde ret, selvfølgelig, den burde have været med i min guide. Det må blive næste gang.

Maison de l’Aubrac, 37 rue Marbeuf, 8. arr. Tel. 01 43 59 05 14. Metro: Franklin D. Roosevelt

Livet i rue de Levis

copie-de-p1010003

Din yndlingsgade,?’ spørger folk og regner vist med, at jeg siger boulevard Saint-Germain eller noget andet chikt. Men faktisk kan jeg allerbedst lide de dér lokale handelsgader langt fra alfarvej og overforbruget. Dér, hvor de parisiske husmødre handler ind om formiddagen. Hvor man stadig kan købe sikkerhedsnåle i løs vægt, og hvor slagteren kender ens favoritudskæring. (På oksestegen, forståes)

copie-de-p1010019

Sådan er det i rue de Levis i det 17. arrondissement. En smal gågade bag boulevard Malesherbes og lige i nærheden af min søde svigerinde Elisabeth. Hun er direktør i Helena Rubinstein og har generelt nogle andre (læs dyrere) indkøbsvaner end mig, som – indrømmet – mest er til marskandisere og genbrug.  Men hun har også et sikkert øje for det enkle og oprigtige, og det var hende, som første gang trak mig hen i rue de Levis for 12 år siden for at købe en andesteg til jul. Lige siden har det været en af mine hemmelige fornøjelser at gå på indkøb i gaden.

copie-de-p1010005

Her er fyldt med grønthandlere, som står ude på gaden og frister med kæmpejordbær, abrikoser, artiskokker og slikasparges. Her er kaffehandleren, olivenhandleren Oliviers & Co. i nr. 8, honninghandleren med alle de flydende lækkerier og slagteren, selvfølgelig.

copie-de-p1010014

I nr. 36 ligger den italienske traiteur, som har to små borde ude på gaden, en køledisk med italienske specialiteter og kurve fyldt med vin og pasta.

copie-de-p1010009

Så er der tehandlen, osteforretningen og i nr. 39 ligger Mercerie Levis, en stofbutik, hvor du kan købe alt i lynlåse, knapper, frynser og kraftigt stribet bomuld.

copie-de-p1010025

Forleden var jeg derinde for at kigge efter børnesko af den gamle franske slags til mine piger. Men jeg endte selvfølgelig op med i stedet at drikke kaffe på terrassen hos Café Le Sauret på hjørnet af rue de Levis og rue Legendre. Her sad jeg i solen og nød den ustressede, provinsielle stemning, som stadig findes i særlige lommer i Paris. Rue de Levis er allerdejligst på stykket mellem supermarkedet Monoprix og rue Legendre.