Monthly Archives: marts 2009

Vores gamle hus ved Seinen

Bor du i Paris,? spørger folk fra Danmark, og jeg svarer ja og ser misundelsen i deres øjne. Men egentlig er det jo ikke helt rigtigt. Vi bor ikke længere i Paris. Da jeg ventede vores tredje barn, blev Michael og jeg enige om, at det ikke længere var logistisk muligt at bo på fjerde sal i en by, hvor metroautomaterne er for små til en dobbeltklapvogn og hvor der er flere hunde end børn under ti år. Så vi rykkede ud. Fandt et gammelt hus på kanten af Seinen 23 kilometer vest for Triumfbuen.

copie-de-moos-05-2051

Okay, siger danskerne, det er da stadig Paris. Som Skodsborg i forhold til København. Men sådan er det ikke helt. Godt nok har vi kun 21 minutter med tog til Gare Saint Lazare midt i hjertet af Paris, men vores by, Villennes sur Seine, ligger alligevel så langt ude på landet, at der kører mejetærskere om sommeren, og man kan købe på kredit hos købmanden.

copie-de-p1010005

Villennes er en ærkefransk lille landsby . Med egen slagter, barbér, tre damefrisører, boulebane og en jernbanebar. Her er marked om lørdagen og en gang imellem diskobal i forsamlingshuset. Her har vi fundet et gammelt hus på bredden af Seinen. Så bogstaveligt på bredden, at vi har terrasse på pæle ned i floden, og bugsérbåde og flodpramme, der driver lige forbi vores vinduer.

copie-de-copie-de-fotos-fra-marie-007

Jeg tror aldrig, jeg har været gladere for at bo noget sted. Og selv om jeg stadig er i Paris et par gange om ugen, råbruger byen og kører lige så pilråddent som pariserne, så er jeg alligevel allergladest, når jeg kører ned ad bakken til Villennes, forbi kirken og ud på kajen. Her er ikke bare renere luft. Her er også lavere stressniveau, færre hundelorte og fremfor alt folk med tid til hinanden.

copie-de-copie-de-p10100111

Her har vi tre børn i landsbyskolen, og her kender vi landbetjenten så godt, at vi har tyve minutters ‘tolereret’ parkering ved ‘parkering-forbudt-skiltet’ foran rådhuset. Her bor vi lige ved færgeoverfarten til den lille ø med kolonihavehusene, og her har jeg søde Catherine med de fire børn og fem søstre som nabo. Catherine som altid køber et ekstra baguette med hjem, hvis jeg lige står og mangler, og som henter min unger i skolen, når jeg desperat ringer hjem med hammerhjerte og blodsmag i munden, fordi jeg sidder blokeret i en trafikprop i Paris.

copie-de-moos-05-198

Her har vi eget østers-udsalg på kirkepladsen, en flodkørekortskole, vilde brombærhegn, og en købmand, der følger med i alle mine indkøb,. Skal I nu have chili con carne igen,? siger han og ryster på hovedet over den danske køkkenignorant fra kajen. Men jeg får alligevel kindkys og håndtryk. Og hvis det regner kører han mine unger hjem fra skole.

Så ja, jeg bor i Paris. Eller næsten. På en måde.  Men det er bedre.

To af de hippeste barer

general-lafayette Varmen hos Jeannette
Kom om dagen, og der står nogle enkelte arbejdsmænd og tager sig en fadøl i baren. Kom efter efter klokken 18, og du skal skrue dig ind. Så er der fyldt i Chez Jeannette, som på rekordtid er blevet THE place to be efter arbejdstid.

  chez-jeannette-31

 

En tidligere travspillerbar, som er blevet opfrisket med lidt maling på stukken, men hvor der stadig er bedstemortapeter og gammeldags lysekroner; og hvor de piercede tjenere springer rundt for at nå at servere øl og ost fra Auvergne.

 Chez Jeannette, 47 rue du Faubourg Saint-Denis, 10. arr. Tel. 01 47 70 30 89. Ǻben alle dage fra 8 til efter midnat. Metro: Strasbourg-Saint-Denis

Perlen på hjørnet

 1556496361_10226de77a

La Perle er vel nok den hotteste bar i Marais. En hvilken som helst aften på året er den så fuld, at man mere eller mindre frivilligt bliver presset op i brystkassen på sidemanden. Og man kan aldrig rigtig vide, hvem han er. For på perlen kommer alle slags mennesker. Eller rettere; her kommer alle slags parisere. De selvbevidste fashionistas, masser af bøsser, lidt færre lesbiske og en hel masse andre, både elegante børsfolk og weekend-rockere.

Torsdag og fredag er der DJ på, og allerede midt på aftenen gynger det i baren, som er indrettet i en kitchet 70’erstil. Om sommeren er der servering langt hen ad fortovet.

 

La Perle, 78, rue Vieille du Temple, 3. arr. Tel. 01 42 72 69 33. Ǻben alle dage fra 8 til 02. Metro: Saint-Sébastien Froissart eller Rambuteau

Velkommen til Mit Paris

copie-de-louise-sandager_08_16

Det er den første dag i mit nye blogliv. Efter i årevis at have skrevet om Paris til en stribe danske medier, udgav jeg i 2007 guiden Paris Mon Amour! på forlaget Gyldendal. En romantisk guide lykkeligt barberet for alle pligtadresserne og i stedet fuld af mine steder. Den lille bistro nede om hjørnet, min morgenkaffebar, det hemmelige Bourgognekøkken med røvbaldegardinerne og biografen ude ved kanalkajen i det 19. arrondissement.
Guiden blev øjeblikkeligt en succes, og det sagde mig, at min intuition havde været rigtig: Danskerne vil gerne noget andet og mere end de sædvanlige æselstier.

forside

Lige siden min bog udkom er jeg blevet bombarderet med forespørgsler og e-mails fra danskere, som skal til Paris, og som gerne vil have et fif til et lille hyggeligt hotel ved Seinebredden eller adressen på en sjov kabaret.  Jeg prøver at hjælpe dem alle så godt jeg kan, men så var det jeg fik tanken: Hvorfor ikke lave en side for jer alle sammen, hvor I kan  lade jer inspirere, klippe og plukke i mine tips.

louise-fleischer-sandager

Endnu er der ikke så meget på siden, men jeg lover, at der hurtigt skal blive fyldt på. Så drop ind af og til, når du savner lidt Pariserduft og få de sidste nye steder med.

Hos Jean-Luc i Marais

hos-jean-luc3

Det hele gemmer sig bag en lille udskåret egetræsdør i rue Charlot. Her ringer man på hos Marchand, tager turen op ad den svungne trappe og træder lige ind i noget, der ligner et kunstnerpensionat fra den franske provins.
Her er store vinduer mod gaden og fritlagte bjælker. Fede parketgulve, en vidunderlig gammel pejs, et 1700-tals maleri af en forfader og grønne lædermøbler af den slidte slags. Plus selvfølgelig et digert bilbliotek, guldspejl og klaver.

copie-de-p1010006

Her bor Jean-Luc og Denise Marchand med deres tre store børn. Indtil for kort tid siden var Jean-Luc ansat i finansverdenen. Uddannet fra New York University Stern School of Business og med en global karriere i de store konsulenthuse. Men så fik han, med egne ord, pludselig nok af flyrejser og Euro-star toget til City i London. Så i en alder af 50 sagde han op og åbnede Bed & Breakfast på privatadressen.

 

jean-luc-44

Det har han ikke fortrudt. For de tre værelser er næsten konstant booket op, og Jean-Luc rånyder rollen som vært. Han står gerne tidligt op for at hente friske croissanter til gæsterne, og honningen har han selv slynget på sit landsted i Perigord. Marmeladen er hjemmelavet af fru Denise. Hun er psykoterapeut og har praksis ude i byen.

De tre værelser ligger på 1. sal, men det ene – Enclos des Templiers – er langt bedre end de to andre, så det skal du forlange at få. Her er terracottagulve, fritlagte bjælker og udsigt til en lille indre gård, som er en specialitet for Paris’ tætbyggede, historiske centrum.

Pris  værelse: 125 euros pr. nat for to personer.

Denise & Jean-Luc Marchand, 63, rue Charlot, 75003 Paris, Tel. +33 (0)1 42 71 83 56, www.bonne-nuit-paris.com

 

 

 

Lej et hus på Montmartre

 

hus-pa-montmartre-4

Det kan næppe blive mere parisisk. Og heller ikke mere boheme. I en smal passage klos op ad kabaret’en Moulin Rouge har Francois et helt hus, han lejer ud. Et 110 kvadratmeter stort new-yorker loft indrettet med rå vægge, betongulve og marskandiserfund.

©Lahcne ABIB

Her er køkkenet og zinkdisken taget direkte ud af en fransk bistro, og en stor del af møblerne har han overtaget fra en nedlagt restaurant i Vogeser-bjergene.

©Lahcne ABIB

Francois er journalist på en af de store franske morgenaviser og bor selv i sidehuset. Det er fem år siden han begyndte at leje ud, og efterhånden har han købt sig ind i naboejendommene, så han nu – foruden loftet – også har tre mindre lejligheder til leje. Det hele ligger rundt om en lille brostensbelagt gårdhave fyldt med potteplanter og lykkeligt afskærmet fra den summende trafik på Place Blanche.

©Lahcne ABIB

Hos Francois er der ingen morgenmad – man må selv op til bageren i rue des Abbesses efter croissanterne – til gengæld lover den travle journalist, at der altid er kolde øl og cola i køleren, når man ankommer.

Loftet har tidligere været natklub, men i dag er der kun to spejlklædte søjler tilbage fra diskotiden. Her er syv sovepladser, men indtager I også de mindre lejligheder, rundt om gårdhaven er der plads til yderligere 12-14 stykker. 

©Lahcne ABIB

Pris for loftet alene er 270 euros for fire personer i en nat, og 20 euros oveni pr. ekstraperson. Bor man der i flere nætter falder prisen.

 

Véron & Cie., 7, Cité Véron, 18. arr. Tel. +33 (0)6 14 48 47 48. Metro : Blanche www.loft-paris.fr