Lejlighed til leje i Paris…til sommer

Kender du nogen? Spørgsmålet kommer igen og igen her på bloggen. Folk vil vide om jeg kender nogen, som lejer en lejlighed ud i Paris. Som regel for en kortere periode.

For det meste må jeg melde pas. Men forleden annoncerede Tine pludselig på facebook, at hun og Philippe gerne lejer deres ud i juli og august, så jeg iler med muligheden.

Lejligheden ligger i rue du Faubourg Poissonnière i det 9. arrondissement op mod Barbès, og jeg har lovet Tine at skrive, at det er et ret ‘livligt’ kvarter og at det altså på ingen måde er hotelagtigt.

Men jeg kender lejligheden og synes, den er skøn. Det er en atelierlejlighed med plads til 4 personer, og Tine skal have 900 euros pr. uge. Hvis du er interesseret kan du maile hende på tiby@information.dk

Se lejligheden her

Hvem er pariserne? – og hvordan er de?

Forleden aften var jeg i den danske kirke bag ved Champs-Elysées for at holde foredrag for alle de nyankomne unge danskere. Au-pair pigerne og alle de andre, som lige har taget studentereksamen og som nu skal ned og opleve Paris. De fleste af dem var lige kommet for at par uger siden, og jeg sad dér som rutine-tante og vidste, at det vil blive et skelsættende år, de går ind til. Statistisk vil nogle få af dem hade byen og rejse hjem i en fart. Det er som regel dem, der har en kæreste hjemme i Padborg eller som ikke kan leve uden rugbrød og saltlakrids. En anden, meget stor, del af dem vil topelske Paris, og de vil huske det her år resten af deres liv. Endelig er der en lille hård kerne, som bliver så ramt af byen, at de aldrig kommer herfra igen. Ligesom jeg selv.

Men ingen af dem går i hvert fald upåvirkede gennem Paris, og jeg  sad der som selvudnævnt ambassadør for byen og hørte mig selv fortælle forelsket, bidt, fortabt og fortvivlet om den by, som nu på 14. år har indfanget mig.

‘Hvordan er pariserne egentlig,?’ ville en sød pige vide, og jeg fortalte begejstret om den dér helt bestemte folkeart, som jeg efterhånden har lært at holde oprigtigt af.  Ja; jeg forsvarede dem vel nærmest. Og så dykkede jeg ned i lidt tal og statistikker, som jeg har brugt til min sidste bog. For når man taler parisere, må man først indsnævre, hvem de overhovedet er.

Sidst de blev talt var der helt præcist 2.201.578 parisere. I Frankrig opererer man ikke med CPR-numre, og derfor er staten nødt til ca. hvert 8. år at sende en hær af pensionerede funktionærer ud og tælle hoveder.

Ved den sidste tælling var der for første gang i 27 år over 2,2 millioner mennesker inden for murene, hvilket vil sige i selve Paris’ kommune, et område, der ikke er meget større end Amager. Det betyder, at Paris er en af de tættest befolkede hovedstæder i Europa.

Det betyder også, at byen – på papiret – er en af de mindre hovedstæder i Europa. Godt to millioner er ikke meget, når man ved, at der bor 13 millioner i London-området. Men tallet snyder. For reelt bor der 11,5 millioner i hele Storparis – hvis man tager de tilstødende kommuner og forstæder med.

I Paris er man imidlertid kun rigtig pariser, hvis man bor i et af de tyve arrondissementer inden for ringvejen, boulevard Périphérique, og har et postnummer, der starter med 75. Og det må statistikkerne henholde sig til.

Som i alle vesteuropæiske storbyer er befolkningen et mix af kulturer, farver og religioner. Her er indfødte parisere, selvfølgelig. Men egentlig ikke så mange. De fleste stammer fra et sted i provinsen, har fx en mor fra Auvergne eller en far fra Bretagne. Hertil kommer en stor portion immigranter, mange fra Afrika, og især mange fra Algeriet og Marokko.

Men præcis hvorfra folk kommer, bliver aldrig helt kortlagt. For i Frankrig må  myndighederne ikke rubricere folks ophav, hudfarve eller religion, når først de har fået fransk statsborgerskab. Så er de bare franske.

Hvad statistikkerne ved – og godt må skrive – er, at der i Paris er stor forskel på rig og fattig. I centrum og i arrondissementerne mod vest vælter det med velhavere, mens der i det nordøstlige Paris stadig er en del armod. Således tjener indbyggerne i det 7. arr. ved Eiffeltårnet næsten to en halv gang så meget som deres bysbørn i det 19. arr. Og det præger byen.

I det 7. bor der mange veluddannede funktionærer og embedsmænd, som arbejder i parlamentet og de omkringliggende ministerier. Hvide mænd i hvide skjorter, med pageklippede koner og børn i privatskoler.

I det 18. arr., omkring metrostationen Barbès, er der en koncentration af fattige afrikanske indvandrere, mange illegale, som bor klumpet sammen på lidt plads, i dårlige lejligheder. Ofte arbejdsløse, uden uddannelse.

De to grupper har ikke meget med hinanden at gøre, og som sådan lever byen på flere niveauer. Det dér med Frihed, Lighed og Broderskab er ikke noget, der trykker pariserne. De er ultrabevidste om, hvilket samfundslag de tilhører. Og selv om departementschefen snildt kan joke med viceværten, så ved de begge præcist hvor i hierakiet, de hører hjemme.

Men de er alle parisere, og ligegyldigt hvilket kvarter man dykker ned i, vil man støde på en følelse af landsby. Hvert lille område har sin egen identitet i forhold til den store by, og de lokale er altid meget bevidste om at handle lokalt og støtte deres nabolag.

Det er ofte sagt om pariserne, at de er arrogante. Ja, det er vel nærmest blevet en global sandhed. Og det er fuldstændig rigtigt, at pariserne kan være selvbevidste indtil det flabede. Måske fordi de bor i en by, som er smukkere end andres. Byernes by, Lysets by, verdens største turistdestination…det giver selvtillid.

Men når man kender pariserne, når man bor imellem dem, så opdager man en anden side. For de er også blufærdige og meget private. De åbner kun deres hjem for deres nærmeste, og føler sig end ikke forpligtet til at lære naboen at kende. Et høfligt nik på trappen kan sagtens være den eneste kontakt i årevis.

Til gengæld er de også ret tolerante og blander sig ikke i andres levevis. Derfor er der højere til loftet i Paris end i fx København. Pariserne bliver ikke forargede, og folk kan realisere sig selv, leve sig ud og være nok så outrerede, uden at de andre løfter et øjenbryn. Måske derfor har byen til alle tider været en magnet for kunstnere og anderledes tænkende, som her har fundet et exil fra konventionerne.

Så, ja, nok er Paris forholdsvis lille rent geografisk, men den er også rummelig. Her er plads til de fleste.

FERIE!!! – men brug bare bloggen – og byen – imens

Kære alle,

Her er det blevet tid til ferie. Afsted til Ile de Ré på den franske Atlanterhavskyst, hvor vi har lejet det samme lille  fiskerhus som sidste år. Hvor vi klodser bilen op og cykler rundt i tre uger, ud over marsklandet, mellem salt- og østersbassiner, ud til fyret og de hvide strande. Fanger krabber og sommerfugle med ungerne, går på marked og mødes med Michaels søster og resten af den pukkelryggede, som også lejer hus derude.

Så altså, langt væk fra Paris og computeren. Ingen nye blogskriverier i næsten fire uger, pardon! Men brug endelig bloggen imens. Søg i kategorierne til højre og find, hvad du skal bruge. Og frygt ikke. Fra slut august er jeg hjemvendt med fregner på næsen og saltvand i håret, klar til et nyt år med min blog og min by.

KH Louise

Guidet tur på Montmartre

This gallery contains 7 photos.

I mandags gik jeg byvandring med et dansk par, som havde booket mig via bloggen. De var fra Nordsjælland og havde været i Paris så mange gange, at de efterhånden var holdt op med at tælle.  Som konen sagde: ‘Hver gang jeg tager … Læs resten →

Ta’ med til Paris

Så er jeg tilbage fra København, hvor jeg har præsenteret min nye guide, Ta’ med til Paris. Det skete torsdag aften ved et fantastisk arrangement i antikvitetshuset Greensquare på Amager. Her var 100 mennesker troppet op for at høre mere om Paris, Berlin, Mallorca, Sydsverige og alle de andre rejsemål, som rejsehuset momondo har udgivet guidebøger til.

Så stod vi dér, forfattere og fotografer, i mellem orientalske elefanter, kinesiske vaser og mahognisofaer fra Empiretiden og fortalte om Latinerkvarteret og avantgarde hoteller i Berlin. Der var levende lys i de store sølvkandelabre og knitrende hvide damaskduge på bordene. Som selvfølgelig var til salg. Hos Greensquare går man rundt i stuer og herreværelser, mellem nips og kunst, møbler og design, som i et hjem, men altsammen til salg.

Claus Meyer havde lavet maden, og jeg stødte på mest fantastiske mennesker aftenen igennem, en vred grevinde, en supercharmerende pressefotograf, som jeg havde talt i telefon med masser af gange, men aldrig mødt før, og en helt igennem skæg journalistpige, som viste sig at være stukket af med manden til en rædsom kvinde, jeg engang har mødt. (Jeg kan kun lykønske manden, der har været så meget heldigere i andet hug!).

Det var en helt eventyrlig aften, og jeg kunne ikke tænke mig nogen bedre lancering af min bog. Ta’ med til Paris er en kraftig udvidelse af Min By Paris, som udkom sidste år. Ja, faktisk er der dobbelt så mange adresser med, men prisen er stadig kun 59 kr. Hvilket jeg synes er for billigt, men det er en helt anden sag.

Bogen kan købes i alle Dansk Supermarkeds butikker, det vil sige i Netto, Bilka, Føtex og A til Z, samt hos udvalgte boghandlere, blandt andet i lufthavnen i Kastrup.

I de kommende dage bringer jeg nogle uddrag, så I kan få en forsmag.

Håber I kan li’ den!

Drik kaffe – og sy dit eget tøj!

Egentlig var jeg lige på vej i seng. Sad her med en kop grøn te og læste New York Times, hvilket sikkert lyder lidt oppustet, men det er altså kun, fordi den følger med Le Figaro som tillæg om fredagen. Så altså, sad jeg og bladrede lidt og læste en halv artikel om Hillary Clintons fortræffeligheder, da mit øje pludselig faldt over en artikel nederst på side 8: Paris har fået sin egen symaskine-café!

Og så endda lige i rue Lucien Sampaix i mit gamle kvarter i det 10. arrondissement. To kvinder, en østriger og en schweizer, har netop åbnet Sweat Shop, hvor 10 splinternye Singer symaskiner står klar til at blive lejet ud på timebasis, akkurat som i en cybercafé.

Her gik jeg og troede, at jeg kendte min by, og så skal jeg læse i NY Times, at man kan gå på symaskinebar lige om hjørnet fra min gamle lejlighed! Det er da lige til at blive glad over, for sådan er det nemlig med Paris: den forandrer, udvikler og knopskyder hele tiden som en organisk masse, og derfor er der altid noget nyt at dykke ned i.

Ind imellem bliver jeg spurgt, hvordan jeg kan blive ved med at finde på noget nyt at skrive om, men helt ærligt, det har aldrig nogensinde bekymret mig. For Paris bobler hele tiden over med nye tilbud og mere eller mindre vanvittige og geniale påfund.

De to kvinder her har fx fået nok af overforbrug og smide-væk-kultur, så nu vil de have folk til at reparere og sy deres eget tøj, mens de spiser kage og drikker økokaffe. Faktisk en rigtig sympatisk tanke, ikk? Og så har de klogeligt lagt deres sy-selv-bar lige op ad den hippe Bob’s Juice Bar, som på ingen tid er blevet de lokales vandhul.

Endnu har jeg jo altså ikke set Sweat Shop – det er kun en halv time siden, jeg opdagede dens eksistens – men jeg iler alligevel med adressen. Ideen i sig selv er omtale værd. Det koster 6 euros i timen at leje en symaskine og en kaffe med kage serveres for 5 euros.

Sweat Shop, 13, rue Lucien Sampaix, 10. arr. Tel. 09 52 85 47 41. Aaben alle dage, undtagen mandag. Metro: Jacques Bonsergent.

Meg’s nye opdagelse

Da jeg tilbage i 2008 begyndte som redaktør på rejsesiden www.momondo.com  startede jeg med at hyre en hel masse bloggere rundt omkring i verden. Fordi jeg var overbevist om – og det er jeg stadig – at man ikke kan bedrive ordentlig rejsejournalistik fra et skrivebord i København.

For at skrive godt om en storby skal man ind i den, sanse den, smage og dufte den, være ked af det, glad, forelsket, fortvivlet, være menneske i den. Ja, jeg vil hævde, at man skal bo i den i længere tid, for at kunne give stemningen videre. Tips’ene og de gode steder, dem kan man læse sig til. Men nerven og de små ting, folk gør forskelligt fra sted til sted, de skal opdages.

Over en sommer fandt jeg og min kollega 32 bloggere, som skrev på livet løs fra Istanbul, London, New York, Lissabon og en hel masse andre storbyer, fortrinsvis i Europa. I min egen by fandt jeg Meg Zimbeck, som er amerikaner, fra Kansas, vist nok engang landet i Paris med sin amerikanske mand og idag gift med en helt anden, fransk selvfølgelig.

Meg er en af den slags foræringer, man møder i sit liv. Hun er selvlært, men kan skrive røven ud af bukserne på de fleste af de journalister, jeg kender. Og så kan hun fange en stemning, som for et øjeblik siden bare var en duft, der gled forbi.  Hun finder de gode steder, den lille bar, det mærkelige køkken. Og i løbet af nul-komma-fem kender hun barmanden og er på kindkys med ejeren.

I dag er jeg ikke længere hos momondo, og det er Meg heller ikke.  Men jeg følger hende stadig på hendes egen pariserblog, og når hun skriver om et godt sted, ved jeg, at det er godt. Så selvfølgelig måtte jeg afsted, da hun pludselig himlede op om  L’Avant Comptoir ved Odéon i det 6. arrondissement.

Det er en ny vinbar skabt af Yves Cambdeborde, der ligner Elvis Presley og som allerede er kendt for sin suveræne bistro, Le Comptoir du Relais, der ligger lige ved siden af. I L’Avant Comptoir er der ingen borde og ingen stole. Bare en gammeldags zinkdisk, nogle tørrede skinker i loftet og en hel masse god vin. Men hvad skal man også med mere?

I vinbaren dropper pariserne ind efter fyraften og får et godt glas bourgogne og et delikat udvalg af småretter, mens de diskuterer med de andre ved disken.

Der kan ikke reserveres, og der er ikke plads til meget mere end tolv. Men prøv, om du kan presse dig ind. For køkkenet er i top og stemningen åben og ligetil. Her snakker alle med alle, og nogle går videre derfra med folk, de ikke kendte før.

Prøv de små dybstegte skinke-nuggets: Det er , som Meg skriver, ’ligesom at spise kærtegn’. Men også den saltede korsikanske skinke, oksehalekroketterne, artiskokkerne og de grillede rørhatte er små gastronomiske mirakler. Vinlisten er kort, men rigelig: Prøv fx er glas Côtes de Gascogne til 2 € for et glas.

Fotos af Meg Zimbeck

L’Avant Comptoir, 3, carrefour de l’Odéon, 6. arr. Ingen telefon, men åbent hver dag fra frokost til ca. 23. Take away fra en lille luge helt til midnat. Metro: Odéon.

Kære 10.000 blogspottere!

Så rundede jeg de første 10.000 bloglæsere igår! Efter ti måneder med mitparis.dk. Lidt af en mærkedag, og meget, meget opmuntrende. Måske er det ikke stort i forhold til så mange andre blogs, men i betragtning af, at jeg aldrig har gjort reklame noget sted, udover to gange på facebook, så synes jeg selv, det er ganske fint.

De fleste finder mig via google, og rigtig mange, kan jeg se, klikker sig videre til hoteller, restauranter og oplevelser, som jeg skriver om. Det er godt, for det betyder, at I har fundet noget, I kunne bruge. Så virker min blog som det, den var tænkt som: En levende guide.

Bare kunne jeg tænke mig, at I også begynder at skrive noget mere. I starten fik jeg rigtig mange kommentarer, men de er paradoksalt nok tyndet ud i takt med, at besøgstallet på bloggen er vokset?! Meget mærkeligt – og ærgerligt. For jeg forlanger ikke at få feedback på mine indlæg, men det ville være super, hvis I også gider fortælle, hvad I har oplevet i Paris. Så bloggen bliver en en udveksling for Paris-elskere og mere end bare min monolog.

 Jeg glæder mig til 2010, til at dyrke nye steder op i Paris. Til april kommer min tredje guide, som jeg lige har skrevet færdig, og som igen har sendt mig ud i sjove afkroge og lommer af byen. Men mere om det til den tid

KH Louise

Stofmarked ved Sacre-Coeur

Som ‘blogejer’ kan jeg hver dag følge med i, hvor mange læsere jeg har på min blog, og hvad de har brugt af søgeord for at finde frem til den. Det er guld værd, for på den måde kan jeg sikre mig, at jeg hele tiden er i fase med mine læsere. Ikke at I bare får hvad I be’r om (redaktionel frihed!!), men det er alligevel lidt fedt at se, at de fleste læsere faktisk finder noget, de kan bruge. Rigtig mange søger fx på ‘hoteller i Latinerkvarteret og Marais’, og dem har jeg en god del af.

Og så er det ret inspirerende. Fx er der mange, som googler ‘stofbutikker’ og ‘tylskørt i Paris’. Og det er noget, jeg ved noget om. For selvom jeg slet ikke har tid til at sy så meget som jeg gerne ville, så kan jeg rigtig godt lide det. Og når jeg gør det, er der kun ét sted at gå hen for at finde stoffer: Marché Saint-Pierre for foden af Sacre-Coeur. Her ligger en koncentration af stofbutikker, som ikke findes magen til ret mange andre steder. Forretningerne ligger tæt som takker på en lynlås, og der er ikke den tern, frynse, leopardpels eller guldbrokade, du ikke kan finde her. 

Allersjovest er der hos Dreyfus, et stofudsalg i seks etager, hvor du pænt må vente på, at den kittelklædte – og ofte flabede – sælger får tid at betjene dig. Her finder du de mest ekstravagante stoffer til meget rimelige priser. Elevatorføreren har arbejdet i huset i 36 år og han er alle seks etager værd.

I magasinet Reine skråt over for er der lidt mere orden, lidt mere venlighed og lidt dyrere varer. Men heller ikke nær så morsomt.

Dreyfus Déballage du Marché Saint-Pierre, 2, rue Charles Nodier, 18. arr. Metro : Anvers.

Lykken i en marokkansk bar

Jeg havde en syret dag i forleden. Først blev jeg ringet op af radiostationen France Inter, som ville have mig i studiet klokken 18.15, til en direkte udsendelse om, hvorfor danskerne er så lykkelige?! Lige siden 1973 er danskerne nemlig blevet nummer ét i samtlige undersøgelser, lavet om lykke og livskvalitet.

‘Og hvorfor det,’? spurgte studieværten, der var i blomstret skjorte og som åbent undrede sig over, at danskerne var 61 pladser foran franskmændene. Uden for studiet havde han allerede antydet, at han ikke helt forstod, hvorfor vi rendte rundt og var så irriterende lykkelige, når alle og en hver vidste, at det i Danmark bliver bælgragende klokken fire og man skal cykle hjem fra arbejde i pisseøsende regnvejr.

Jeg sagde et eller andet forkølet om vores samfundsmodel, som udligner store forskelle, og trygheden i det homogene. Men jeg sagde også, at danskerne måske slet ikke så lykkelige, som de hævder. I Danmark er vi bare sådan skruet sammen, at vi ikke siger, når det går skidt. Så når en flink dame ringer fra internationalt analyseinstitut og spørger, om vi har det godt, så insisterer vi instinktivt på, at det går helt fantastisk. Også selv om vi har højere selvmordsrater, ryger flere cigaretter, drikker mere sprut og dør tidligere end så mange af vores naboer.

Udsendelsen varede 15 minutter, og bagefter var jeg helt groggy. For selv efter tolv år i Paris, er jeg stadig langsommere til at formulere mig på fransk, og hvis der er noget, man ikke må være på fransk radio, så er det langsom. Så jeg speedede op, og klarede den vel nogenlunde, men med koldsved over det hele og røde prikker på halsen.

Lykkelig var jeg kun fordi, min elskede bagefter ringede fra den anden ende af byen og inviterede mig ud. Vi skulle mødes i det 3. arrondissement, hvor han var til forretningsmøde, og jeg fik den idé at vise ham Andy Wahloo (Sådan hedder den altså). Det er en lille marrokkansk bar fyldt med popart fra 70′erne. Her er taburetter lavet af malerspande og reoler fyldt med sardindåser og marokkansk sæbepulver. Baren er en af de skæggeste og gladeste i centrum, godt gemt i en smal sidegade, og selv om Michael ellers har ret godt styr på de gode steder, så havde han aldrig været der.

Der sad vi så i baren og havde lige netop taget fat på den (kvindelige) mexicanske bartenders Mojito, som uden sammenligning er den bedste i hele byen, da en ung kvinde lidt genert henvendte sig til mig. ‘Er det dig, der er Louise Sandager,?’ spurgte hun på klingende jysk, og det kunne jeg jo kun bekræfte. Kvinden hed Sofia, var skolelærer på Fanø, i Paris med sin 9. klasse og sin kollega - og fan af min blog.

Jeps, det var hun. Rigtig glad for den endda. Så efter seks måneder som blogejer har jeg nu mødt min første læser in persona, endda i en lille bar i en hengemt sidegade. Ret vildt og meget opmuntrende. (Det er Sofia og hendes kollega Jeppe på billedet her til højre).

På Andy Wahloo sad vi indenfor, selv om det var 21 grader og vidunderlig sensommer udenfor. Men gårdhaven var selvfølgelig stuvende fuld. Herude sidder folk på pressede æggebakker mellem bambus og blankslidte brosten, og efterhånden som natten skrider frem, begynder de at danse.

Hele huset bobler af 70′er rytmer, og ejeren Hakim har for nylig indrettet baghuset - Derrière – som en privat lejlighed, hvor gæsterne kan spise eller tage en drink. Her er bordtennis, køleskab, tv-stue, en opklodset knallert og et soveværelse, hvor du kan ligge i sengen og spise orientalsk salat. Eller allermest vildt: Gå ind gennem klædeskabet og du lander i et hemmeligt rygerum med blomstrede tapeter.

Men selvfølgelig fik hverken vi eller Sofia bord i privaten, for det er booket flere dage i forvejen. Til gengæld fik Michael og jeg tiltusket os et bord i husets anden restaurant, 404, dér hvor Michael friede for snart ti år siden efter en dejlig middag med lam i blommer. Så vi var lykkelige – næsten som en dansker.

Hvor Sofia endte op, ved jeg ikke. Men jeg var glad for at møde hende. Min første læser live. Næste gang gang tager vi en drink sammen.

 Andy Wahloo, 69, rue des Gravilliers, 3. arr. Tel. 01 42 71 20 38. Metro: Arts-et-Métiers